I ventesalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2014
  • Opdateret: 28 jun. 2014
  • Status: Færdig
Hvad sker der, når vi dør?
Her er et bud på det.

2Likes
0Kommentarer
197Visninger

1. I ventesalen


 
En mærkelig lyd samler min bevidsthed.
Langsomt åbner jeg øjnene.
Jeg ligger på en mark. Himlen er helt grå.
Forsigtigt kommer jeg på benene og kigger rundt.
Der er tåge overalt omkring mig.
Nu kommer lyden igen. Er det en klokke ?
Jeg begynder at gå i retning af lyden.
 
Efter et par minutter dukker en mørk skygge frem af tågen.
Det er en stor grå bygning. Jeg går om til facaden.
Det ligner en stationsbygning. Der er en bred trappe,
som fører op til et par døre med store glasruder.
Midt på bygningen hænger et ur, men det har ingen visere.
Jeg går ind.
 
Til venstre er der en billetluge.
Kvinden bag ruden har set, at jeg er ankommet.
 
- Dit navn ? , spørger hun.
 
Jeg siger mit navn, men før jeg kan formulere mine forvirrede tanker,
lægger hun en billet på metalskiven og drejer den rundt.
 
- Det var den sidste i dag , siger hun henvendt til en anden bag i lokalet.
 
Så trækker hun rullegardinet ned.
Jeg tager billetten.
Der er ingen destination skrevet på den, kun et stort femtal.
Så går jeg ind i ventesalen.
 
I hver sin side af salen er der en bænk.
Jeg sætter mig på den nærmeste.
Ved siden af sidder en lille dreng. Han har taget sin røde trehjulede cykel med.
På cyklens lad ligger et flag og ved siden af hans billet med tallet fire påtrykt.
Men cyklen er helt krøllet sammen, som om noget stort har ramt den.
Han skubber den over til mig, som om han forventer, at jeg kan reparere den.
Jeg ryster på hovedet, og han ser på mig med en bebrejdende mine.
 
På bænken overfor sidder to personer.
Den ene er en gammel mand. Han læner sig frem med rystende hænder på en stok,
mens han stirrer ud mod perronen. Men der er ingen tog derude.
Ved siden af sidder en ung pige. Hun har tynde arme og ben, og tøjet ser for stort ud.
Hun har lænet sig tilbage men kigger ned i gulvet. Ærmerne på den uldne sweater er
trukket helt ned, så kun det yderste af fingrene kan ses.
Et kort øjeblik flakker hendes blik rundt i salen.
 
Så får jeg øje på den ældre kvinde.
Hun går rundt langs væggen, kigger ud af vinduerne og trækker i dørhåndtagene.
Men dørene er låst. Hun når hen til mig.
 
- Har De set min mand Gustav ?  , spørger hun.
- Han må være her et sted.
 
Jeg svarer benægtende, og hun fortsætter din søgen.
Pludselig går en dør op i enden af salen, og en mand kommer hen til os.
 
- Hvis I vil være så venlige at følge med - det er denne vej.
 
Jeg begynder at gå, men ser så, at drengen er kommet bagefter, fordi han vil have cyklen med.
Jeg tager hans hånd og cyklen i den anden hånd.
Pigen viser vej for den gamle mand, som åbenbart ikke hørte beskeden.
Bag døren er der en gang.
 
- I skal blot finde det lokale, hvor jeres nummer står på døren , får vi at vide.
 
Jeg hjælper drengen hen til dør nr.4, hvor en ung kvinde tager imod ham.
Derefter finder jeg selv min egen dør med femtallet.
 
Rummet er sparsomt møbleret.
Et højt bord med en stol på hver side og et spejl på væggen.
Tågen udenfor kaster et gråt lysskær gennem vinduet.
Ved bordet sidder en ung mand iført sorte bukser og en hvid skjorte.
Han vinker mig hen til stolen overfor, hvor jeg sætter mig.
Så går han lige til sagen.
 
- Ved du hvorfor, du er her ?
 
Jeg ransager min hukommelse uden held.
 
- Næhh, jeg husker ikke rigtigt lige ...
 
- Forklaringen er enkel. Du døde i formiddags. En trafikulykke.
 
Et lille hostegrin undslipper min tørre hals.
- Ja, den er go' med dig makker, siger jeg med et overbærende smil.
 
Den unge mand læner sig fremover og fører sin flade hånd gennem luften
i en langsom stor buebevægelse foran mit ansigt. Som i en drøm, ser jeg det hele.
 Jeg fumler med radioen i bilen. Da jeg atter ser op, opdager jeg den
 lille dreng, som kører sin trehjulede cykel lige ud på vejen foran mig.
 Et febrilsk drej til venstre, men for sent. Bilen rammer cyklen og slynges
 ude af kontrol over i modsatte vejside, hvor de gamle træer står tæt.
Nu pibler sveden så småt frem på min pande.
Er han mon en af de bedste tryllekunstnere, der findes?
 
- Stadig i tvivl? , spørger han og peger over mod spejlet.
 
Jeg rejser mig og går hen til spejlet.
Chokket rammer mig som et slag i maven.
I spejlet er mit ansigt knust, blodigt og flænset af glas.
Langsomt vakler jeg tilbage og synker tungt ned i stolen.
 
- Overbevist ?
 
Jeg nikker og blodsmagen i munden fjerner min sidste fornemmelse af kontrol.
 
- Er jeg så kommet i Himlen eller Helvede ? , spørger jeg forsigtigt.
 
- Sådan er det ikke, svarer han.
  De begreber har I selv opfundet for at disciplinere hinanden, mens I er i live.
  Men her gør vi ikke forskel på folk.
  Dette er sidste stop før Evigheden.
  Du må vælge eet minde fra dit liv, men kun eet, som du kan tage med dig.
  Det minde vil du så gennemleve i al evighed.
 
- Det er altså helt op til mig selv? , spørger jeg.
 
- Ja, og det bedste vil naturligvis være det lykkeligste øjeblik i dit liv.
  Men tænk dig nu godt om, for dit valg kan ikke ændres.
 
Han trækker bordskuffen ud, finder en blok papir og en blyant frem
og lægger det foran mig.
 
- Skriv alle dine lykkelige stunder op, og vælg så en.
 
Han rejser sig og begynder at gå.
 
- Hvor lang tid har jeg ? , spørger jeg.
 
For første gang kommer der et skævt smil på hans mund.
 
- Tid er det eneste, vi har rigeligt af her.
 
- Hvad med de andre, spørger jeg.
  Drengen og pigen, er det på samme måde med dem ?
 
- Ja, svarer han.
  Drengen var lykkelig, da han fik sin nye cykel, så det bli'r sikkert ikke et problem.
  Pigen derimod kom her af egen vilje. Det tager nok lidt længere tid.
 
Så lukker han døren.
 
Jeg skeler lidt til spejlet, men har ingen lyst til at prøve det igen.
Udenfor vinduet ligger tågen tæt.
 
Alene med mine tanker. Forsøger at tænke tilbage på mit liv.
 
Efter en times tid begynder jeg at tegne små kruseduller oppe i hjørnet af papiret.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...