Den Syndige

153067953
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

AA
aa

28. Søvnløs

Kapitel 27

Søvnløs

~·~·~

 

De sorte hætter forsvandt én efter én, og Vladimir rykkede sig ikke. Han tænkte, at hvis han stod og så overskudsagtig ud i vinduet, ville de stoppe med at være der.

Og det virkede. Men lige så snart, han ikke kunne se dem mere, begyndte hans hjerte at hamre og langsomt begyndte sveden at tage over. Han var svimmel, bange - forfærdelig bange - og selvom foråret var på vej, begyndte han at tænke, at årstiden alligevel ikke ville være med ham.

Han løb rundt på værelset, og hev alt tøjet ud af skabet uden præcis at vide hvorfor. Under sengen havde han sin gamle rygsæk, hvor han smed sin mobiloplader ned, et par varme joggingbukser og en hættetrøje. Og før han vidste af det, stod han i køkkenet og begyndte at mumle foran sin mor, med undskyldninger som at han skulle mødes med vennerne og lave matematik. Hun lo af ham og rystede opgivende på hovedet, men han kunne se på hende, at hendes tanker var et andet sted, og det var måske derfor, han fik lov til at gå. Hvem hun nu end datede, var Vladimir taknemmelig for, for havde det ikke været for ham, ville han blive smidt med hovedet i seng.

På vejen til Yulians hus, dukkede de op igen. Adrenalinen fik det til at syre i kroppen. Men han løb. Pludselig huskede han hvordan det var at løbe i dette tempo, og hvordan smagen af metal ville overtage smagen af morgenmad. Han løb uden at lægge mærke til, hvor han løb, og han løb til han ikke længere kunne mærke sine ben sitre. 

Og inden han vidste af det, stod han forpustet i døren til Yulians værelse. Han blev mødt af et bekymrende blik, der flakkede fra de våde bukser til de vilde øjne.

”Hvad sker der?” spurgte Yulian, og rejste sig. Hans trygge arme lagde sig over Vladimirs skuldre, og beroligede de sitrende skuldre, der prøvede at kæmpe imod.

Vladimir udåndede og lod sit hoved hvile på Yulians skulder. Han indåndede den søde duft af citrus, og nød de tykke hår kilde hans næsetip.

”Du må pakke nu,” angav Vladimir, og tog et skridt væk fra Yulian. ”Nu!”

”Hvorfor?” spurgte han, og rynkede med brynene.

”De kommer.”

”Hvem kommer?” Yulians øjne var store, og prøvede at søge efter et svar. ”Vladimir!”

”Z-Zakhar og dem,” stammende han som svar.

”Hvorfor?”

”Jeg ved det ikke, okay? Jeg ved det ikke! Men vi skal pakke nu! Hér, jeg har pakket halvdelen af min taske. Smid nogle af dine ting i, og så tager vi af sted nu.”

”Men hvor skal vi tage hen?” spurgte Yulian, der efterhånden selv havde svært ved at trække vejret optimalt. Hans regnbuehinde skreg af rædsel, og han skyndte sig hen til sit klædeskab for at hive et par matte t-shirts ud.

”Bare væk. Et sted som ingen kender til,” svarede han.

”Hvad med skuret? Der er vel ingen, der kender til skuret ud over os to. Det er jo så langt ude, at selv jeg har svært ved at finde derhen,” foreslog Yulian. Han havde på under ti sekunder smidt sine t-shirts ned i rygsækken, og taget den over skulderen.

”Det har du ret i. Der er nok ingen, der kender til skuret.”

Vladimir havde aldrig prøvet at tage så hurtige beslutninger før, og hans krop prøvede at fortælle ham, at han skulle se det som et eventyr. Han havde endelig muligheden for at være spontan og frisk, men når det så kom til stykket, fortrød han alle de drømme, han havde haft som dreng. Det var svært at være spontan i det store hav, når hajen kunne lugte blod fra de svømmende ben.

Og Klavdiya var derhjemme og troede, at han skulle mødes med sine gamle kammerater og lave gamle skoleopgaver, for ikke at glemme det. Vladimir var helt sikker på, at var det ikke fordi, at hun var i så godt humør, havde hun heller ikke hoppet på den. Så i aften ville hun fortælle en mand over en omgang middag, at hendes søn var så dygtig og glad for skolen, at han havde valgt at lave gamle opgaver et halvt år efter de sidste eksaminer. 

Andrei kiggede på dem og lo, da de kom løbende ud i køkkenet. Han havde mel på kinderne, og hans store, mørke øjne ønskede at gennemskue dem. Viskestykket der var smidt over hans skulder, og fik ham til at ligne en kok, fnes også af dem, for de vilde blikke, som drengene bar rundt på, var en modsætning til køkkenets varme rum.

”Hva´, er I sultne, drenge?” lo han, og tørrede hænderne af i sine cowboybukser. ”Jeg er ved at lave en ny form for gryderet.”

”Onkel,” snerrede Yulian. ”Det her er ikke lige hvad vi har brug for!”

I overraskelse løftede Andrei sine øjne. ”Hvad har I så brug for?”

”Hjælp! Kan du lave en madpakke, som kan strække til et par dage?”

”Noget brød eller lignende?” tilføjede Vladimir.

”Skal I på bryllupsrejse i Amerika, eller hvad foregår her?” Nu begyndte Andrei også at se bekymret ud.

”Det kan man godt sige. Vi skal i hvert fald flygte.”

Andrei lagde armene over kors, og lagde hovedet på skrå. ”Hey drenge,” tyssede han. ”Den der alvor gør mig bekymret. Forklar mig lige hvad årsagen til alt det her er?”

”Vi…” stammede Vladimir. ”Mine venner har opdaget os. Tror jeg. Jeg får nogle beskeder, der hentyder til, at vi ikke længere er i sikkerhed her i byen. Vi er ikke længere sikkerhed et sted, hvor folk genkender vores ansigter.”

”I har vel ikke… Gjort ting i offentligheden?” spurgte Andrei med store øjne.

Drengene rystede alvorligt på hovederne. ”Nej, nej! Men…” mumlede Yulian, og kiggede såret på Vladimir.

”Jeg kom til at afsløre os for min bedste veninde en gang. Hun har altid været til at stole på, men jeg har på fornemmelsen, at hun har sagt det videre. På et tidspunkt krævede hun penge af mig –”

”Og det var derfor jeg vil låne de der tusinde af dig dengang,” indrømmede Yulian. ”Det var på grund af vores sikkerhed… Ikke til en rejse til sommer.”

Vladimir kiggede forvirret på ham. ”Jeg troede, du fortalte Andrei sandheden?”

Yulian bed sine læber sammen. ”Nej. Jeg var bange for, at han ikke ville kunne kigge dig os øjnene igen,” hviskede han ærligt. Hans øjne var blevet svagt blanke, og han greb ud efter Vladimirs hånd. ”Det var ikke meningen at lyve over for dig!”

”Eller hvad med at lyve overfor mig?” spurgte Andrei. ”Det er mine penge vi snakker om! Hvorfor har du undladt at fortælle mig alt dette? Du ved jo, at jeg altid vil hjælpe dig. Du er jo som min søn.”

”Undskyld,” mumlede Yulian og kiggede ned i jorden som en flov hund.

”Men jeg ved, at du ikke har gjort noget i en ond ånd, så lad os sætte et punktum for dette kapitel, og springe frem til det vigtige,” smilte han, og klappede Yulian på skulderen. ”I snakkede noget om at flygte?”

Vladimir nikkede. ”Ja, vi kan ikke være i sikkerhed længere.”

”I er ikke i sikkerhed nogen steder. Lige meget hvor I går hen, vil der være folk, der vil kigge på jer. Om så end de kender til jer eller ej, men mennesket vil altid have mistanke, hvis de ser noget, der ikke passer ind i omgivelserne.”

”Men hvorfor vil vi ikke passe ind i omgivelserne?” spurgte Yulian, og rynkede med brynene. ”Det giver da ingen mening.”

”Hør… Det er svært at forklare, men hvis der er nogle af os tre, der har været ude for en ubehagelig oplevelse omkring dette, så er det mig. Og tro mig, når jeg siger det – I vil ikke altid behøve at forstå. Nogen gange er det vigtigt bare at lytte. Og så må I lytte, når jeg siger til jer, at I ikke kan skjule jer. I er født sådan her, og man kan ikke flygte fra sin identitet. Den vil bide jer i røven, men I må for Guds skyld heller ikke gøre oprør. Det handler om at holde sig i ro. Ikke sige noget, ikke gøre noget… Bare være to helt normale teenagere, der ikke har behov for at gøre oprør mod verdens uretfærdigheder.”

Væsken i gryden på komfuret kogte over, og hele køkkenet hvæsede en brændende lyd, der fik Andrei til at spjætte. Han skyndte sig at fumle med sit forklæde, tørre op fra det pæne trægulv.

”Lov mig det, drenge,” mumlede han, og kiggede op med et bedende blik. ”Lige meget hvad I vælger at gøre, så vil jeg selvfølgelig støtte op om det. I er gamle nok til at tage jeres egne beslutninger.”

Vladimir fangede Yulians blik, der var varmt og lyttende. Han placerede kort et kys på hans kind, og hjalp Andrei med at tørre op.

”Vi lytter til dig, onkel. Men Vladimir og jeg har et alle tiders gemmested, som vi kan være i, indtil vi finder på en mere gennemtænkt plan!”

Andrei nikkede forstående. ”Okay. Jeg ved godt, at jeg lige har sagt, at jeg ikke vil bestemme over jer, men… Ikke løb derud! Det vil vække opsigt, hvis de er i nærheden.”

”Det er ikke i nærheden af noget. Du skal ikke være bekymret,” smilte Vladimir, og tog imod Yulians hånd, der hastigt kæmpede sig op i stående position igen.

”Godt så. Jeg stoler på jer.”

"Tak, onkel," smilte Yulian.

"Og forresten, drenge? Giv mig lige besked, hvis I beslutter jer for at komme hjem alligevel. Jeg får gæster i aften, og så kan jeg lige sætte tallerkner frem til jer, også."

~·~·~

Vejret var gråt, luften var fugtig, og det lignede, at det skulle til at tordne igen. Yulian havde pakket en lommelygte, og en æske batterier i tilfældet af, at den skulle gå ud i løbet af aftenen. Vladimir havde presset et tæppe ned i også, og selvom det ville blive koldt, var det helt fint, så længe de ikke ville vække mistanke. Når bare de ikke rendte rundt med en kuffert, ville det hele være normalt.

Yulian dansede hen over tågen, der slugte hans tæer, og jo længere væk han bevægede sig, jo mere forsvandt han i de triste skyer. Vladimir kunne næsten fornemme, hans tykke manke mod den fyldige væg af fugt, og hvordan hans skægstubbe ville få luft helt ind til hårrodden.

Der var ingen biler eller ingen mennesker, for landevejen var ligeså langt ude, som deres egen situation.

Da de kom frem til skuret, var det ikke en overraskelse, at der var koldt og klamt derinde. Yulian hang lommelygten op mellem nogle brædder i loftet, og Vladimir lagde tæppet ud på det stykke trægulv, der stadig var tørt.

”Vi må kunne lukke vinduet til, så det ikke blæser så meget ind,” sagde Yulian, og kiggede rundt om sine fødder. ”Er der ikke et eller andet?”

”Der er måske et stykke træ et sted. Ellers må vi hænge tasken op. Vinduet er jo ikke vildt stort...”

”Det er da godt nok gennemtænkt der her,” mumlede Yulian ironisk, og tog sig til tindingerne.

”Ja, men vi er alle dårlige til at tænke, når det skal gå hurtigt,” svarede Vladimir.

”Det er rigtigt.”

 

Vladimir fandt sine kort frem i forlommen på tasken, som han havde lagt der den gang, han gik i skole. Det var den tid, hvor hans venner og ham drak vodka og spillede kortspil efter skole med solen i ansigtet og en følelse af ligegyldighed i kroppen. Det var den gang, hvor det eneste man skulle tænke på, var sine matematiklektier og karakterer. Nu var det tid til at finde sin identitet på en forårsdag i en endeløs tåge. Vladimir savnede på en måde den tid, også selvom han aldrig ville bytte den ud med de minutter, som Yulian var en del af.

Vladimir lagde sine øjne på Yulians læber, der stille lod en nynnede lyd fylde rummet. Han fordelte kortene imellem dem på tæppet, og Yulian smilte da han kiggede på sine kort.

 ”Jeg tror allerede, vi har fundet en vinder,” lo han. Og med det vidunderlige grin, ville Vladimir gøre alt for at tabe med vilje, så længe det betød, at han kunne lytte til det resten af aftenen.

 

Sollyset skinnede igennem brædderne en anelse længere, end det gjorde for bare en måned siden. Vladimir kunne ikke lade være med at tænke på, at det var det bedste tegn på nye tider.

Yulian havde drukket en anelse for meget, og var faldet i søvn på tæppet med hovedet i Vladimirs skød. Hans hår lå blødt over Vladimirs hår, som han nussede imellem sine fingre.

Sådan havde han siddet i et stykke tid, selvom hans egne øjne også var ved at falde i. Men det var svært at rykke på en engels ansigt, hvis der var en sandsynlighed for at vække de tunge øjenlåg. Til sidst rykkede han ham forsigtigt, og lagde sig op ad ham, mave mod ryg, og mærkede hvordan det kun var deres jakker, der stoppede dem for at ligge helt tæt.

 

Vladimir vågnede gispende med et galoperende hjerte. Han prøvede at tænke på, om det var en drøm, der havde vækket ham, eller lyden af en bil i det fjerne. Der var helt stille uden for – det eneste der forhindrede ham i at lytte helt efter, var lyden af sin puls, der syntes at blive mere og mere voldsom. Alligevel sad han op med store øre, for at være opmærksom på nattelivet udenfor brædderne, og knyttede sine fingre om stoffet fra Yulians jakke.

Efter noget der føltes som en evighed, lagde han sig stille ned igen og lukkede øjnene. Langsomt faldt pulsen, og langsomt krøb han ind i søvnens arme igen.

Der varede dog ikke længe, før Vladimir hørte et højlydt og voldsomt bank, der fik ham til at fare op. Han holdte vejret for ikke at kunne høres. Var der nogle uden foran skuret? Lyden var tydeligvis voldsom, og lød på ingen måder fjern. Det kunne umuligt have været noget, der foregik inden i hans hoved, og det kunne umuligt være et dyr, der var løbet ind i træet. Lyden havde været alt for præcis. Alt for bestemt og kontrolleret.

Hvem befandt sig herude? Var det måske ejeren af skuren? Vladimir havde lyst til at slå sig selv, da det gik op for ham, at der jo nok var en person, der ejede dette sted.

Endnu en gang lød der et bank. Denne gang højere. Det var efterfulgt af flere slag, mod det fugtige træskur. Han kunne mærke sin kvalme stige til vejrs, og hans fingre rystede om stoffet fra jakken.

Det blev ved. I endeløse slag, der bevægede sig rundt om skuret. Det ene bank lød til at komme fra døren, det andet kunne ligeså godt komme fra den anden side. I takt med at det blev voldsommere, blev Vladimirs vejrtrækning også fyldigere.

Og pludselig stoppede det. Der var ligeså meget stilhed efter stormen, som der havde været inden. Vladimir prøvede at tænke på, at det nok var et træ, der havde hamret sig ind i skuret, også selvom der ingen træer var i nærheden, og også selvom chancen for et menneskeværk var det største.

Han sank en klump spyt, og ventede et par minutter, inden han igen lagde sig ned. Det havde nok bare været nogle forvirret unge mennesker, der ikke havde andet at tage sig til, end at skræmme andre i et skur. Men hvordan ville de kunne vide, at Vladimir og Yulian befandt sig i et skur?

Men inderst inde, vidste han nok godt, hvem det i virkeligheden var, der bankede efter at få slukket sin tørst. Og alt hvad Vladimir tænkte var: Havde de fulgt efter ham? 

Der var nok en god forklaring, som dagslyset ville vise næste dag.

I en halv time lå han og lyttede til alt, som hans ører kunne opfange udenfor. Der var et par enkelte skridt, i form af lyden af visne blade, der blev knust i en sprød tone. Men han havde stadig ikke hørt på nogle, der var gået derfra.

Yulian sov stadig, og havde slet ikke rykket sig en smule fra sin sovestilling, siden Vladimir selv faldt i søvn. Han havde ikke lyst til at vække ham, for hvordan skulle Yulian kunne forsvare dem alligevel? Han havde kun magt i sine ord, men var aldrig typen, der havde brugt vold. Det eneste Vladimir vidste var, at der stadig var nogle uden foran skuret, der nok ventede på det rigtige tidspunkt, at byde sig selv velkommen i læet fra den pibende vid.

Rummet blev fyldt med endnu et bank, der var så højt, at Vladimir var sikker på, at nogle var ved at trænge ind. Der valgte han at ruske i Yulian, også selvom det var selvisk at dele denne oplevelse med ham. Men hvad hvis de skulle løbe? Hvad hvis der skulle ske dem noget? Yulian vågnede stadig ikke, så Vladimir kunne ikke stoppe sig selv for at nive ham hårdt i armen.

”Yulian! Vågn!” hviskede han i en høj og anstrengende tone. Yulian strakte sig og greb stille fat i Vladimirs arm.

”Det er da ikke morgen,” mumlede han med en fyldig stemme.

”Shh,” tyssede Vladimir. ”Ikke så højt! Der er nogle udenfor.”

”Vladimir, du må simpelthen stoppe det der. Kan du ikke bare sove?”

Vladimir kneb sine læber sammen og rystede på hovedet. ”Nej, hør. Havde det ikke været fordi, du havde drukket dig så pisse stiv, så var du nok også vågnet! De har banket på døren i den sidste time!”

”Hvem er de?” spurgte Yulian.

”Jeg ved det ikke...” Jeg ved det nok godt.

”Hvorfor har du så ikke åbnet? Hvis de banker på? Måske er der andre, der også har brug for husly,” mumlede han, og lagde sig om på den anden side, så han lå med maven mod Vladimirs ben.

”Min mavefornemmelse er ikke god, Yulian,” vrissede Vladimir. ”Det her er seriøst!”

”Okay, jamen så ligger jeg med dig og lytter, til vi begge falder i søvn, hvis det er det, du vil have.” Han klappede på tæppet. ”Ned med dig.”

Vladimir lagde sig forsigtigt ned, og mærkede hvordan hans håndflader blev fugtige. Der gik kort tid før han igen kunne høre Yulians knurrende vejrtrækning, hvilket fik Vladimir til at rulle med øjnene. Hvor var det dog bare typisk.

Pludselig faldt tasken ned, som Vladimir havde sat op for vinduet, og vinden fløj igennem og piskede hans kinder røde. Han havde ikke lyst til at kigge ud i tanken om at se nogle stå derude. Det havde han simpelthen set for mange gyserfilm til. Men alligevel var han i en håbløs kamp med en stemme i sit hoved der sang: ”Kig ud, Vladimir. Der er jo ikke nogen. Kig ud.” Så selvfølgelig kiggede han ud.

Han blev kvalt i sin egen vejrtrækning, da han blev mødt af et par mørke øjne på en ligbleg hud. De kantede og afmagrede kindben og den mørke hættetrøje var så genkendelig, at Vladimir ikke kunne gøre andet end at brøle i skræk.

”Troede du virkelig, det var slut her?” hviskede stemmen i mørket, der kom fra Vladimirs bedste barndomsven, Zakhar. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...