Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14845Visninger
AA

6. Sensommer løgne

Kapitel 5

Sensommer løgne

~·~·~

Efter den aften med Yulian, kunne de ikke stoppe med at ses. Faktisk gik hele august måned med at gå aftenture med Yulian, snakke om alt det gode ved sensommeren, hvordan græsset i maj måned kunne være så lysegrønt, og ende med at være tørt og brunligt i august. Hvordan bladene stadig kunne klæbe sig fast om grenene, selvom den stive vind desperat prøvede at ruske dem af. Aftenture blev til natteture, hvor Vladimir hentede Yulian efter barens lukketid, og de gik til solen stod op. Natteture blev til morgenture. Morgenture med kaffe i en termokande og kæber, der var ømme af at grine. Morgenture, der blev køligere og køligere, og snart var det september.

Tiden havde gået så stærkt, at det næsten var uhyggeligt. Men den havde ikke været vigtig, for de to drenge bekæmpede tiden med en magtfuld latter og en ligegyldighed til omverden. 

Hans venner havde ofte skrevet til ham, og spurgt hvor han var blevet af, men han havde ikke haft tid til at svare... Eller jo, men han fik det på en måde bare aldrig gjort. Der var jo mange ting, han skulle se til. Vladena havde matematik lektier for, Klavdiya havde brug for en hånd med rengøringen i lejligheden, Vladimir selv skulle også huske at passe sine tegninger... Og så alligevel fandt han altid sig selv sammen med Yulian. 

"Og du har ingen planer om at ses med dine venner lige foreløbig?" spurgte Yulian en aften, med en halv kage proppet i munden. "De vil nok også ønske dig tillykke med fødselsdagen."

"Tjo," sukkede han, og samlede de sidste krummer fra tallerkenen op, for at proppe dem i munden. "Jeg har bare ikke lyst til at være der mere."

Yulian lænede hovedet til den ene side. Hans blik var fyldt op med tanker, og hans hår faldt ned i panden på ham. "Jeg synes, du skulle tage derned i aften til dem. Jeg ved, de er dernede. Det er trods alt fredag..."

Vladimir kunne ikke lade være med at tænke, om Yulian ikke ville være sammen med ham, og om det var derfor, han sagde det. De havde trods alt også været sammen tyve timer i døgnet, og måske Yulian bare havde brug for en pause. Vladimir kunne ikke lide tanken - eller bare ordet generelt... pause. Men på den anden side, forstod han det også godt. Yulian havde jo også et liv ved siden af at holde Vladimir ved selskab. Også selvom han et eller andet sted håbede, at Vladimir var den eneste, han havde lyst til at ses med. Hvor egoistisk tænkt. Vladimir bed læberne sammen for ikke at sige noget dumt, og lagde armene i skødet.

"Måske du har ret... Jeg øh... Jeg smutter, okay?" mumlede Vladimir, hev sin jakke op fra stolen, og gik ud fra værelset. Han drejede hovedet, for at se på Yulian en sidste gang. Han sad stadig på gulvet med sin tallerken i skødet, og kiggede op på Vladimir. Hans blik var roligt, og hans læber en anelse bordeaux på en stadig farvet sensommer hud. 

"Vi ses vel snart, hvis jeg kender os to ret," vinkede Yulian, og Vladimir nikkede. 

"Ja... Snart..."

~·~·~

De sad der alle sammen om bordet ved vinduet. Et jag af skyldfølelse stak igennem Vladimirs krop, da de alle vendte sig om, og kiggede på ham med store øjne. De sad der alle. Kæresterne ved siden af hinanden og singlerne med en ekstra stor øl.

"Vlad...?" lød det fra Timur i et tonefald, der lød som om, han havde set et spøgelse. 

"Hej drenge," prøvede Vladimir akavet, og lagde sine arme forsigtigt over kors. Han følte sig pludselig ikke særlig velkommen. Blikkene var spydet til hans krop, og specielt Zakhar lignede én, der kunne slå ihjel med hans skrigende øjne.

"Hvor har du været?" spurgte Boris. 

"Øhm," stammede Vladimir. Han kunne ikke fortælle dem om Yulian. Ikke endnu. De ville ikke forstå, at han valgte at hænge ud med bartenderen frem for dem. "Jeg har bare haft travlt med at finde job og sådan..."

"Job?" Zakhar kiggede mistroisk på ham, og kneb brynene sammen. 

"Anzhelika har været her nogle gange nu," sagde Timur, og brød isen. 

"Ja?"

"Hun har heller ikke set dig hele august, Vladimir. Ikke engang på din fødselsdag i går... Så fortæl os hvad fanden du går rundt og laver?" fortsatte Boris. 

"Øh..." mumlede Vladimir. Hvordan skulle han redde sig ud af den? Han havde da skænket Anzhelika en tanke... Sådan, en eller to gange i løbet af måneden, og det var da også meget på enogtredive dage, ikke?

"Hun har spurgt ind til dig flere gange. Og du har åbenbart ikke svaret på hendes opkald?"

"Nej, men..."

"Men?"

Det hele boblede rundt i tindingerne på Vladimir, og hans hoved dunkede i en hurtig rytme. Kunne de ikke bare blande sig udenom? Hvorfor skulle de overhovedet vide, hvad Vladimir rendte rundt og lavede. Anzhelika havde jo ikke ligefrem banket på hans dør, så det måtte ikke have været fordi, det var rigtig slemt. 

Vladimir lod stilheden lyde i et par sekunder længere, og erstattede den med hans irritation. "Årh, jeg har bare ikke haft tid her i øjeblikket, okay? Behøver I spørge ind til det?" snerrede han. "Kan I ikke bare komme videre?" Han kastede ud med armene, og himlede med øjnene. 

"Hvad er der med dig?" spurgte Timur. Hans tonefald var hverken blødt eller vredt. Men hans øjne var boret ind Vladimirs blik, så det var bestemt noget, han ville have svar på. Samtalen havde taget en drejning, der åbenbart var noget værd, for Natalya havde lagt mobilen ned i tasken, og kiggede nu også spørgende på Vladimir. 

"Hey, vent," sagde Natalya, og gjorde tegn til at samtalen først skulle køre videre, når hun havde sagt hendes ord. "Hvorfor venter Vladimir ikke med at forklare det til Anzhelika selv? Jeg har lige skrevet til hende. Hun er her i byen."

Vladimir rullede med øjnene og sukkede højlydt. En snert af selvmedlidenhed bankede på, inden tanken om en flugtplan overtog det. Okay, måske han havde været en virkelig dårlig kæreste overfor Anzhelika. Det var selvfølgelig ikke i orden, at han ikke havde taget kontakt til hende hele måneden, men hvis de bare vidste, hvor sjovt han havde haft det med Yulian. "Come on. Det kan i helt seriøst ikke gøre, det her."

"Vi kan gøre lige hvad der passer os. Ligesom du kan skride fra os i en måned, og bare træde ind i baren, som var intet sket," vrissede Zakhar. "Nu sætter du dig ned og venter på Anzhelika, ellers skal du ikke regne med, at dele så meget som én øl med os igen. Er du med?"

Vladimir vidste, at han ikke kunne køre den længere ud nu. Han traskede lydløst hen til den nærmeste stol, og lod en dunk-lyd lyde, da han satte sig sløvt.

En ny lyd brød stilheden. Det var døren til baren, der gik op. En lyd, der så ofte kunne høres, og så ofte frembragte et smil på folks læber, var nu mere en lyd, der fik hårene til at rejse sig, og øjne til at glemme at blinke. Ind af døren trådte et par velkendte, lange ben ind, hvor på en rank ryg hørte med til og et vildt hår, der muligvis ikke var redt i flere dage. Skridtene var lange, bestemte og havde havde en rytme, der gik de i takt til musikken fra højtalerne. Armene blev lagt over kors, og øjnene havde ikke rykket sig en centimeter, siden de kom ind i lokalet. Det kunne ligeså godt have været taget ud fra en film.

Stemmen var den samme. Den samme stemme med den samme hårde tone, der fik alle til at føle sig uinteressante. 

"Hej Vladimir."

"Hej Anzhelika."

Anzhelika sugede kinderne ind, så hendes kindben blev endnu mere fremhævede. Hun så bestemt ikke begejstret ud for at se Vladimir, og Vladimir var bestemt ikke begejstret for at se hende. 

Han kunne mærke hvordan øjnene bevægede sig frem og tilbage imellem Anzhelika og ham. Stemningen i rummet var ikke fyldig, nærmere spændingsfuld, som var de med i et fjernsynsprogram, hvor de skulle til at kåre en vinder. Anzhelika trippede frem og tilbage på hendes fødder, der sandsynligvis var betrukket af et par stramme stiletter. Der lød et klingende dunk, for hver gang hun røg frem. Hun lagde hovedet på skrå, og lod sin ene hånd hvile på sin hofte.

"Hvad har du og sige?" spurgte hun bestemt, og løftede det ene øjenbryn. 

"Ikke noget," svarede Vladimir lige så bestemt, og lænede sig tilbage i stolen. 

"Så du har ingen grund for at have ignoreret mig i en måned?"

"Næh."

"Vlad", vrissede Timur, og puffede ham på skulderen. "Sig nu noget for helvede."

"Men der er ikke noget at sige!" forklarede han i et hårdt tonefald, og knugede knoerne sammen. 

"Wow," udåndede Boris, og klappede hænderne i bordet, "Sikke en fantastisk kæreste du er, var?" Han kiggede på Anzhelika, men sætningen var ment til Vladimir. 

"Jeg har jo sagt, at jeg har været på udkig efter et job!" udåndede Vladimir håbløst. "Hvad er det, der er så svært at forstå?"

"Du er svær at forstå," bekendtgjorde Anzhelika. "Du har været pist væk i en måned, og du dukker op i baren, før du dukker op hos mig! Jeg har ringet til dig utallige gange, og banket på din dør, men din søster har bare trukket på skulderen hver gang, jeg har spurgt efter dig. Hvad er det her for noget?" Hendes øjne blev mere og mere blanke, for hver gang hun sagde et ord. 

Okay, måske havde Vladimir gjort noget, der var galt. Han havde haft så travlt med Yulian, at han ikke engang havde været hjemme nok til at være der, når Anzhelika havde stået forvirret i opgangen, og fået endnu et nej. Det var kun én måned, men en måned var alligevel lang tid, at være væk fra sin kæreste. Sådan burde reglerne i hvert fald være, også selvom Vladimir ikke havde savnet hende, eller ringet tilbage på hendes opkald. Han havde lyst til at sige undskyld, og bare gå hjem, men Anzhelika forventede svar, og det ville hun gøre, indtil hun fik det. 

"Jeg ved det, okay? Undskyld. Jeg har bare ikke haft tid." Vladimir følte, han gentog sig selv, men han kunne stadig ikke forklare, hvad han havde lavet, for de ville ikke kunne forstå det. De ville ikke kunne forstå Vladimir og Yulians venskab. Det var en ting, som kun de to havde, og altid kun de to. 

"Jeg er måske dum, men ikke dum nok til at vide, at du har brugt hver døgn i en hel måned til at lede efter et job," snerrede Anzhelika. 

"Og siden hvornår ville du overhovedet starte på arbejde?" spurgte Natalya forvirret. 

"Det er svært at finde job nu til dags," anslog Vladimir, og løftede øjenbrynene. "Siden jeg brugte alle mine penge på alkohol til jeres fester." Vladimir kunne se, at Zakhar rullede med øjnene. 

"Hvad vil du arbejde som?" spurgte Timur. 

"Det ved jeg ikke." Vladimir trak på skuldrene. "Jeg tager det første og det bedste."

"Ligesom du gjorde med mig?" spurgte Anzhelika, og alle øjnene rettede sig mod hende. "Du ved det jo godt selv, Vladimir. Du elsker mig jo ikke. Hvad laver vi to overhovedet sammen?" Hendes kropsholdning var ikke bestemt længere, hun svajede en anelse til den ene side, og små, røde prikker af gråd blev stille fremtonet på hendes kinder.

"Jeg elsker dig da," svarede Vladimir, og rejste sig op for at gå hen til hende. Han havde lyst til at give hende et kram, og fortælle at alt nok skulle blive som det plejede, også selvom han udemærket godt selv vidste, at det var en løgn. Plejede var én stor og klam løgn. Da han skulle til at lægge armene om hende, slog hun ud med sine, og skubbede ham fra sig. 

"Hold nu op," sukkede hun i en arrig tone. 

"Jeg prøver at gøre det godt igen, men du slår mig væk!" Vladimir forstod udmærket godt, hvorfor hun var sur på ham, men han kunne bare ikke være mere ligeglad. Også selvom det var trist, og totalt idiotisk af ham at tænke.

"Du forstår det ikke." Hendes ansigt var næsten rødt nu og hendes fingre, der var placeret på hendes tindinger, rystede en anelse.

"Nej jeg gør ej. Så forklar mig det!"

"Du... Du..." stammede hun. "Du virker bare ikke til at være interesseret i mig. På nogen som helst måde. Jeg tror bare ikke, vi kan være sammen mere."

"Hold da op! Det var dig der flirtede med Yulian den dag i baren! Du har absolut ingen grund til at være muggen over, hvad jeg har foretaget mig og-"

"Hey, hov! Vent!" afbrød Zakhar. "Hvem er Yulian nu?" Han skuede forvirret mellem dem, imens de andre kiggede med store øjne, og Vladimir forestillede sig en kæmpe skål med popcorn i mellem deres hænder. Sikke et show.

"Bartenderen," sukkede Anzhelika.

Zakhar løftede sine øjenbryn. "Hvorfra kender I bartenderen," spurgte han mistroisk. 

"Jeg gjorde heller ikke før din fest i sidste måned. Vladimir præsenterede ham for mig," forklarede Anzhelika og snøftede på en kunstig måde, som om det hele kun var Vladimirs skyld. Hvilket det absolut ikke var.  

"Hvor kender du ham fra? Har vi nogensinde snakket med ham?" spurgte Zakhar så. Han lænede sig ind over bordet, lagde sit hoved i sine kraftige hænder, og kiggede nysgerrigt på Vladimir. 

"Vi er venner," svarede Vladimir og trak på skuldrene, som var det ikke en del af sagen. 

"Gode venner åbenbart. I snakkede sammen, som om i havde kendt hinanden hele livet," fortalte Anzhelika og kastede sit hår over skulderen. Det var anden gang, jeg så ham.

"Det gjorde vi altså ikke," benægtede Vladimir og gav Anzhelika et truende blik. 

"Har i ikke kendt hinanden hele livet?" spurgte hun overrasket, som om det var fuldstændig åbenlyst. Selvfølgelig var det bare skuespil. Selvfølgelig ville Anzhelika gøre dette, når hun fik muligheden for det. Selvfølgelig. 

"Hvad mener du?" Vladimir var nødt til at spille dum og benægte. Der var ikke andet at gøre. Først og fremmest var det slemt nok, at fortælle Anzhelika sandheden nu og her, men at hele baren kiggede med på deres diskussion, gjorde det kun værre. 

"Er bartenderen ikke ham den unge, med det halvlange, mørke hår?" lød det fra bordet bag Vladimir og hans venner. Da han kiggede over i den retning, så han en mand med sort hår, langt skæg og en stor mørkeblå jakke trukket ud over sig. Hans stemme var rug af alkohol, og foran ham på det mørke bord, stod der syv tomme øl, og han holdte den ottende i hånden. 

Anzhelika nikkede. "Jo. Hvorfor?" spurgte hun ham. 

"Jeg tror faktisk, jeg har set bartenderen sammen med dig i parken hver lørdag," forklarede han, og pegede halvt over på Vladimir.

"Hvad fanden blander du dig for?" vrissede Vladimir.

"Shh," tyssede Zakhar. "Lad ham lige snakke!"

Manden lænede sig tilbage i sædet og slog sig på maven. "Ser I, jeg overnatter altid på bænken ved søen om lørdagen, for min kone vil blive stiktosset, hvis jeg kommer vissen hjem der også..."

"Vladimir?"

"- Og," afbrød manden, "jeg er pænt sikker på, at jeg har set dig gå med ham om morgenen. Han gik i hvert fald med en eller anden fyr..."

Alle kiggede intenst på Vladimir, og forventede et svar. Det eneste der brød stilheden imellem dem, var manden, der begyndte at hoste og brokke sig over hans tomme øl.  

"For helvede,” udbrød Vladimir. “Okay så! Jeg har været sammen med Yulian," forklarede han opgivende og slog ud med armene. 

"Hvorfor kunne du ikke bare sige det?" spurgte Anzhelika, og lagde armene over kors.

"Fordi..." begyndte han. Han måtte redde sig ud af den på en måde, så hans venner nemt ville glemme det. Ramme deres svage punkt... Han kunne sige, at han kendte en herre lækker stripper, eller måske at han var ved at tage kørekort hos ham? 

"Han giver gratis alkohol, så jeg har snart samlet nok ind til at holde en kæmpe fest," sagde han i stedet. "Yulian tror, jeg er sammen med ham på grund af ham, meeen," lo han. Zakhar trak på smilebåndet, og Boris klappede lystigt i hænderne. 

Hvorfor lige den undskyldning? Hvad fanden tænkte han dog også på...

"Så kender vi dig igen!" smilede Zakhar og rejste sig op, for at give Vladimir et venligt dask på skulderen. 

"Hvornår bliver den afholdt?" spurgte Natalya spændt. 

"Øhm, meget snart... Jeg mangler stadig noget alkohol," forklarede han. 

"Hvorfor kunne du ikke bare have sagt det? Du er jo genial," lo Anzhelika, og lagde armene om ham. "Jeg troede virkelig, at du kunne lide Yulian, men det her... Det er derfor jeg elsker dig!"

"Nej da. Jeg ville have lavet det til en surprise party for jer, fordi det er første gang, jeg holder fest," løj han, og gav dem et kunstigt smil. "Men nu er der bare ikke så meget surprise over det længere..."

Anzhelika stod pludselig helt stille, og hun prikkede forsigtigt på Vladimirs bryst. "Øh," mumlede hun, bed læberne sammen og kiggede et sted bag Vladimir. 

"Er jeg inviteret?" Stemmen kom fra døren af, og da Vladimir vendte sig om, så han Yulian stå op ad bar døren med armene over kors. 

Fuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...