Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14763Visninger
AA

4. Polaroid

Kapitel 3

Polaroid

~·~·~

 

Festen hos Zakhar blev husket som et svagt slør af dansende mennesker, sødt som stærkt alkohol, utallige piger i alt for stramme kjoler, og fyrer der ragede til sig. Eller, faktisk huskede han intet, efter han på tom mave bællede vodka som var det vand. Han huskede også Anzhelikas fnis, da han lukkede dem begge inde på Zakhars brors værelse.

Hvad de havde lavet, havde Vladimir ingen anelse om, men da han langsomt kom til bevidstheden, og desperat rakte ud efter Anzhelikas hår, kunne han ikke mærke hende. Det eneste hans hånd greb fat i, var en kold overflade, og jo mere han tænkte over det, jo mere lød lyden af trafik og en summen af menneskesnakken og fuglekvidder. En kold brise kildede hans næsetip, så han gned sin hånd hen over den, og mærkede hvor rug og kølig hans ansigt føltes.

Først dér lod han sine øjne spyde op, og han blev set af byen fra formiddagens øjne. Han befandt sig halvt på et fortov og halvt op ad et træ. Han kunne ikke helt sætte ord på, hvordan han var havnet der, men han begav sig straks til at give alkoholen skylden.

"Urgh," mumlede han, og tog sig til tindingerne. Trækronen åbnede sig mildt op, og et gulligt lys trængte gennem de krogede grene og lyste den fugtige jord op. Vladimir tænkte, at han nok hellere måtte tage og finde enten Zakhar eller Anzhelika, og spørge hvad der var sket i går, og hvordan han kunne ende der, hvor han sad. Han kneb øjnene tæt sammen og bad til, at han ikke havde dummet sig alt for meget.

Jorden snurrede i takt til Vladimirs hoved, og han hev mobilen op af lommen, for at tjekke klokken. Det undrede ikke Vladimir, at mobilens skærm stadig var sort, da han prøvede at tænde den.

Han valgte bare at traske ned gennem de smalle stræder, og finde det nærmeste sted, hvor han kunne se et ur, og da han gik forbi baren, tog han sig selv i at stoppe op, og overveje at gå derind. Han valgte til sidst at gå videre. Han ville ikke risikere, at Yulian sad derinde, og at han skulle se ham sådan her.

Da han var gået ti meter, hørte han en blid stemme råbe hans navn. Vladimir vendte sig om, og så Yulian stå i døren til baren. Åh, gud.

"Hej Yulian," råbte han tilbage og vinkede på en måde, der fortalte, at han var på vej videre, og bestemt ikke havde tid til at snakke.

Det skulle han aldrig have gjort, for Yulian begyndte at jogge hen til ham. Da han kunne se Vladimir ordentligt, lod han et smørret grin flyde ud fra sine læber.

"Hah," lo han, "Du ligner en der har sovet i en busk." Vladimir kunne se, at Yulian studerede hans hår, og han lod sin hånd rode rundt i det, for at trække det tilbage med et blad mellem fingrene. Hans øjne sprang op, og han kiggede overraskende på Vladimir, der langsomt lod sine kinder blusse op.

"Jo, ser du..." prøvede Vladimir.

"Nej vel," spruttede Yulian af grin. "Du har sovet i en busk, har du ikke? Jeg ved ikke længere hvad jeg skal tro om dig, Vladimir." Hans latter smittede af på Vladimir, og han begyndte også selv at grine.

"Jeg var jo til fest i går," forklarede han i forsøget på ikke at lyde åndssvag.

"Nå ja, og så var der alt for langt hjem, til at du orkede at gå," drillede Yulian, og puffede Vladimir på skulderen.

"Altså..."

"Ej, det er okay." Vladimir havde slet ikke kigget på Yulians outfit i dag. Han var iført mørkebrune bukser og endnu en af sine irriterende, stramme sorte t-shirts. "Så du har slet ikke sovet i nat?"

Vladimir trak på skuldrene. Han havde sovet, men han følte sig på ingen måder veludhvilet.

"Jeg kan snildt lave en drink, der kan gøre dig vågen. Vil du med ind og sludre?" Yulian fik det til at lyde så let. Han fik selv den værste omgang tømmermænd, en fest hvor kun halvdelen kunne huskes, og en fugtig vejgrøft at vågne op i til at lyde som ingenting. Vladimir var lige ved at sige ja, men så kom han i tanke om, at der var alkohol i en drink, og at han bestemt ikke havde brug for sådan noget lige nu.

"Jeg har nok ikke godt af mere alkohol lige nu," svarede Vladimir, og prøvede at lyde munter. Inderst inde var der bare ikke noget, han hellere havde lyst til, end at tilbringe en hangover lørdag med Yulian. Han havde lyst til at falde i søvn til lyden af Yulian snakken, og han følte, at det var en underlig tanke, da deres venskab var nyt og uerfarent.

Yulian nikkede og smilede, "Jeg havde nu bare tænkt mig at give dig et koldt glas vand med salt i. Men ja okay, du skal måske også bare hjem og sove. Jeg går ikke ud fra, at en busk svarer til en blød seng."

"Nej," grinte Vladimir, og flovede sig en anelse. "Ude godt men hjemme bedst."

Yulian svarede ikke på den, han kiggede bare på Vladimir, som skulle han sige noget mere. Som om han forventede Vladimir til at forklare hele sin livshistorie.

"Men vi kan da mødes senere?" spurgte Vladimir, inden han fik tænkt sig om. "Hvis du altså giver et glas saltvand?"

Det fik Yulian til at lade det største smil blotte sig og lyse hele byen op.

"Ja, lad os det. Kom herhen når jeg har fri. Så kan vi tage hjem til mig og stene Star Wars," svarede han tilfreds.

"Øhm," mumlede Vladimir, "jeg har aldrig rigtig fået set Star Wars..."

"Nej vel? Har du aldrig set Star Wars? Hvordan er det muligt? Hvordan kan det lade sig gøre, aldrig at have set Star Wars?" udbrød Yulian, og tog sig til panden. "Vladimir, der er så mange ting, jeg skal lære dig. Er du klar over det?"

Vladimir kiggede forvirret på Yulian. Han skulle til at give sin søster skylden for, at han aldrig havde set Star Wars filmene, men han havde på fornemmelsen, at Yulian ville have et endnu bedre svar, at skyde tilbage på ham. Han valgte bare at nikke.

"Jeg ved det godt. Det er dumt. Jeg har bare aldrig tænkt over det, tror jeg?" svarede han så, og trak på skuldrene.

"Jeg overvejer næsten, at droppe dig som ven lige nu," angav Yulian og smilede i kort tid, til han lod smilet blive hvisket af, og et surt ansigtsudtryk blive skudt frem. "Og jeg mener det."

"Øhm." Vladimir var så træt. Han kunne ikke overskue at snakke om Star Wars eller se Yulian sur. "Undskyld," mumlede han.

"Slap af," lo Yulian. "Det var for sjovt. Men du er vel for træt til sarkasme lige nu?"

Vladimir nikkede. 

"Gå hjem og sov lidt. Vi ses lige her om ti timer."

"Ti timer?" Vladimir kom i tanke om, at han ikke havde den nærmeste anelse om, hvad klokken var, og ikke engang himmellyset kunne give ham en ide. "Hvad er klokken lige?"

"Ti. Jeg er næsten lige mødt på arbejde," forklarede Yulian. "Jeg havde lige sat skiltet ud, da jeg så dig traske afsted."

"Ah, ti. Så er dagen jo først lige begyndt," mumlede Vladimir.

"Ja, først lige begyndt," svarede Yulian.

"Nye eventyr," sang Vladimir.

"Nye eventyr," lo Yulian.

~·~·~

Vladimir havde nok aldrig fået så god en nattesøvn som den eftermiddag. Eller, der var nok ikke så meget nattesøvn over den, men han havde sovet tungt, og var kun blevet vækket én gang, af naboens kat der hylede igennem de tynde gipsvægge. Han vågnede klokken seks om aftenen og lod begge sine hænder bevæge sig over hovedet, for at strække sig godt igennem. Tanken om Yulian og Star Wars, fik ham til at vågne endnu mere, og hurtigt som en omgang jordbærgrød kunne flyde ned, sprang han ud i køkkenet, for at tømme køleskabet for mad. Han kunne se, at hans mor stadig ikke var kommet hjem, så han gik ind på Vladenas værelse, for at se om hun var hjemme.

"Er du sulten?" spurgte han, da han så hende sidde i sin seng på hendes yndlings barbie sengetæppe og lægge puslespil.

Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg venter til mor kommer hjem."

"Og... Ved du hvornår hun kommer hjem?"

"Nej," svarede hun let. "Det burde du vide. Du er den store."

Det kunne Vladimir godt se pointen i, men når deres mor først var væk, kunne der gå timer, dage før hun ville dukke op igen.

"Hun kommer ikke hjem i aften," løj Vladimir så. Han kunne ikke fortælle sin lillesøster, at han ingen anelse havde, fordi han havde sovet dagen ud. "Men lad os gå ned og købe en pizza?"

Vladenas ansigt lyste op, og hun trampede på hendes puslespil, hvor kun hjørnerne var lagt.

"Ja! Jeg vil have en med pommes frites på," sang hun.

"Med pommes frites? Det kan man altså ikke," lo han, og bar Vladena op på sine skuldre, for at gå ud i gangen. Han vendte hende om, så hendes efterhånden halvlange hår stødte på jorden, og lyden af hendes latter, fik ham til at grine.

"Sæt mig ned," fnes hun, og bankede med fuld kraft på Vladimirs lår. De små slag kunne næsten ikke mærkes, men han lagde hende alligevel ned. Han åbnede den første skuffe i den skæve kommode i gangen, fandt sin pung, og hev den sidste seddel, han havde, op. Godt nok var det de sidste han havde for måneden, men han vidste også, at han bare kunne gå tur med naboens hund og tjene lidt igen.

"Mon ikke man kan få en pizza med pommes frites, hvis man spørger dem rigtig pænt?" spurgte han hende, og hun begyndte at hoppe af spænding.

"Jo," fnes hun, "jo, jo, jo!"

~·~·~

Præcis klokken otte, efter han havde sat Vladena af hos en veninde, stod han ude foran baren, med maven fuld af pizza og lyden af sin søsters stemme kørende på repeat i sine ører.

Yulian kom ud af døren efter et par minutter, med en blå jakke over sig. Han stak Vladimir et smil, da han så ham.

"Stadig træt?" spurgte Yulian, som det første, da han kom hen til ham.

"Nej, ikke mere. Jeg fik sovet i nogle timer, heldigvis."

"Så du er klar til en filmdate?" lo Yulian, og begyndte at gå.

Filmdate?" spurgte Vladimir mistroisk, og mærkede hvordan blodet begyndte at strømme i kroppen. Han skulle bestemt ikke gå på date med Yulian, og Yulian vidste da også om Anzhelika, så hvorfor fanden spurgte han om det? Vladimir vidste ikke, om han skulle være vred eller lade som ingenting, men han kunne mærke sine ben stoppe brat op.

"Wow," hviskede Yulian. Hans øjne var store, og Vladimir kunne se på ham, at han ikke havde forventet netop den reaktion fra ham. "Sådan nogle jokes laver jeg altid med mine andre venner."

Vladimir begyndte at gå. "Sådan nogle jokes laver man ikke her."

Luften imellem dem var fuld af forvirrede tanker, Yulian nikkede, og selvom Vladimir ikke kiggede, kunne han mærke hvordan Yulian prøvede at smile. "Mine venner kommer også primært fra udlandet, så..."

"Ah," svarede Vladimir. Han gad ikke lade den tunge luft imellem dem vokse sig større, så han begyndte at nynne. Da han kiggede sig omkring, hvor de gik, kunne han se, at det ikke var den samme vej, som da Yulian fulgte Vladimir hjem, og hvor han havde sagt, at de boede i samme retning.  

”Hvorfor går vi denne vej?” spurgte Vladimir forvirret.

”Fordi jeg bor denne vej."

”Jeg troede du boede i samme retning som mig?” sagde han, og pegede i den modsatte retning, end de gik. Vladimir prøvede at se byen oppefra. Måske man kunne tage en anden vej hjem til ham. Yulian smilte bare som svar, og begyndte at jogge.

”Kom så – lad os se hvem der kan løbe hurtigst!” sang han, og gav Vladimir et udfordrende grin. Yulian var nogenlunde på samme højde som Vladimir, en anelse lavere, men Vladimir overhalede hurtigt Yulian. Han kunne ikke lade være med at grine, og da han nåede hjørnet til næste vej, stoppede han for at vente på Yulian.

”Jeg ved ikke hvilken vej jeg skal løbe,” råbte Vladimir flabet, en anelse forpustet, men intet i forhold til Yulian som kom joggende. Han stoppede kort op, lagde sine håndflader på sine knæ og pustede langsomt ud. Han var allerede en anelse rød i kinderne, men den røde farve havde en fin kontrast til den torden truende himmel.

”Du er en god løber!”

"Jeg elsker også at løbe," svarede Vladimir. 

Han lagde mærke til, at de gik i takt. Endnu en af de underlige ting, han havde med, at bemærke.

"Hvad elsker du ellers?" spurgte Yulian, stadig forpustet. "Ud over at løbe?"

"Der er mange ting, jeg elsker. Jeg elsker blandt andet nye venskaber." 

Yulian smilte og nikkede. "Selvfølgelig gør du det." Han sparkede let til en sten, og prøvede at fange den igen efter næste skridt, men ramte ikke. "Så du bor hjemme med din mor og søster?" spurgte han så. 

Vladimir nikkede. "Ja, min mor og far er skilt, så..." 

"Ah," nikkede han. "Må jeg spørge, hvad der skete?" 

"Min far fandt en anden, og forlod min mor og to små børn."

Yulian kiggede med et sørgmodigt blik på Vladimir. "Det er jeg ked af." 

"Det skal du skam ikke være. Vi har jo aldrig rigtig prøvet andet... Jeg ved ikke, om det irriterer mig, at jeg godt kan huske ham. Jeg har mange billeder af ham i mit fotoalbum, men ellers siger min mor, at jeg ligner ham. Men jeg husker dog hverken hans stemme eller kropsprog. Så på en måde kunne han lige så godt være en fremmede." 

"Men har du aldrig ønsket, at tage kontakt til ham igen?" spurgte Yulian nysgerrigt. 

Vladimir rystede på hovedet. "Næh, jeg tænker lidt, at hvis han virkelig ville mig, så havde han nok besøgt os. Eller i det mindste ringet på min fødselsdag. Og jeg gider ikke lede efter en mand, der ikke gider lede efter mig." 

"Jeg forstår," svarede Yulian stille. "Men han er jo din far. Der er nok en god grund til det." 

"En god grund til at han efterlod mig?" spurgte Vladimir, og hævede tonen en anelse. Yulian kendte ikke til hans fortid, så hvad kom det overhovedet ham ved?

"Nej, det var ikke sådan, jeg mente det..." mumlede han. "Jeg mente bare, at han nok ikke ville gøre det i en ond ånd."

"Han tænkte sig ikke om," sagde Vladimir, og ignorerede ham. "Alle mennesker fejler, og det var hans fejl. Men jeg er sikker på, at han tænker på mig stadig." 

"Savner du ham?"

"Jeg savner at have en mand i huset. Helt sikkert," nikkede Vladimir. Han savnede at have en at snakke med, og som kunne holde sin mor fra alkoholen, når han ikke selv kunne. Han følte bare, at der manglede noget i huset. Specielt en søndag morgen, hvor familien plejede at være samlet om det runde bord i køkkenet og spise morgenmad. Det runde bord var nu erstattet med et mindre, firkantet et og det passede ikke rigtigt ind. Han var sikker på, at Yulian kendte til den følelse, nu når han ikke selv boede med sine forældre. At vågne op i et hjem, man altid vågner op i, men som alligevel er fremmed for én. "Men hvad med dine forældre? De havde ikke råd til at have alle dine søskende boende, eller hvordan var det?" spurgte Vladimir.

"Nej, det havde de ikke. Jeg var den ældste, så jeg valgte frivilligt at flytte," svarede han. 

"Det var stort af dig," sagde Vladimir. "Du er virkelig en god bror." Han kiggede på Yulian, og på hvordan han kiggede i jorden. Han prøvede nok at forestille sig, at hver en flise var en oplevelse, han bare gik hen over. For sådan føltes det med Yulian; at han havde oplevet så mange ting, men som han bare så bort fra. Gik hen over. Måske det også var den bedste måde, at komme igennem livet på. De rødlige skyer åbnede sig en smule, og den fugtige luft fyldte sig med lune dråber af regn. Der duftede af sommer. Græs, sved og våd bark.

De gik hen af en snoet sti, hvor de nyudsprungne blade dansede på deres grene. Yulian havde trukket hætten fra hans denimjakke op over hovedet, og Vladimir gav lange svar på de spørgsmål, Yulian gav ham. Mest om skolen, hans venner og også Anzhelika.

”Så… Hvordan mødte i helt præcis hinanden?” spurgte Yulian. ”Altså, din kæreste og dig.” 

”Det kan jeg faktisk ikke huske. Da vi havde biologi sammen, tror jeg nok,” forklarede han, og trak på skuldrene. Og det var faktisk rigtigt – han kunne ikke huske, hvordan de blev kærester. Men det var for omkring et år siden, hvor Anzhelika startede på skolen, og begyndte at opbygge et socialt netværk med alle elever, som alle forgæves prøvede at invitere hende på dates. ”Hun var klassens populære, og mine venner gav mig den udfordring, at invitere hende ud. Først sagde hun nej, men så stak jeg hende tohundrede kroner for det, fortalte at jeg havde mere, hvor det kom fra, og så var det en deal. Vi tog bare ned på pizzariaet, og da hun fandt ud af, at Anna fra klassen havde et crush på mig, spurgte hun, om vi skulle komme sammen.” Yulian kiggede spørgende op på Vladimir, som om han ikke havde fået svar nok. ”Hun er god i sengen, så vi er begge glade.” Det fik Yulian til at bryde ud i en latter, der var fuld af forvirring.

”Så I elsker ikke hinanden?” spurgte Yulian så, og løftede det ene øjenbryn.

”Selvfølgelig elsker vi hinanden,” svarede Vladimir bestemt, men inderst inde tænkte han videre over spørgsmålet, da de travede videre. Anzhelika var smuk, sød og hun var der altid for ham. Selvfølgelig elskede han hende. Selvfølgelig. Der var bare noget, der sagde, at han mere elskede tanken om at elske hende. Yulian nikkede bare.

”Hvad med dig? Hvornår havde du sidst en kæreste?”

”Jeg har aldrig haft en kæreste som sådan…” svarede Yulian, en anelse utilpas, som om han helst ikke vil tale om det. Det fik han ikke lov til at slippe for.

”Har du aldrig haft en kæreste? Det tror jeg simpelthen ikke på! Du er jo en flot fyr!” sagde Vladimir, og daskede Yulian på skulderen.

”Jeg havde noget med en pige engang, men det fungerede bare ikke…” Yulian gik videre, men Vladimir var stoppet op med løftede øjenbryn. Hvordan kunne Yulian ikke have haft en seriøs kæreste? Alle hang jo op ad ham i baren – der var massere at vælge i mellem.

”Hvad mener du?”

”Vi passede bare ikke sammen. Hun var sød og rigtig smuk, men vi… Vi passede bare ikke sammen.” Yulian sluttede den af på den måde, og han havde bygget en mur op om det emne, og Vladimir vidste, at han ikke skulle spørge mere ind til det.

”Det er jeg ked af at høre.” Og det var han virkelig. Vladimir lukkede i et kort øjeblik øjnene for at forestille sig, hvordan det måtte have været, at være Yulian dengang. At være forelsket i en pige, men at han ikke kunne få hende på den lange bane.

”Det er okay,” sagde Yulian stille.

”Du må tage med mig i byen en dag – så finder vi dig en dame,”  tilbød Vladimir, og gav Yulian endnu et dask på skulderen.

”Øhm,” mumlede Yulian, som om han var blevet sat i en upassende situation. Men så smilte han. ”Okay, fedt. God ide.” Hans tone var nu munter. ”Det vil jeg glæde mig til!”

Da de nåede enden af hovedvejen, hoppede de over en lille hæk, og krydsede en græsplæne.

”Jeg bor lige her henne,” forklarede Yulian og pegede i retningen af en masse træer. Da de gik forbi træerne, viste en lang indkørsel sig, hvor et to etagers træhus stod med tunge skyer over sig. Haven var stor og omringet af bøgetræer.

Huset var ligeså hyggeligt indvendigt, og de gik med det samme op af en trappe til førstesalen, hvor Yulian åbnede døren til det første værelse, der viste sig. Værelset var tilpas stort, med en uredt seng, tøj på gulvet, mørke gardiner og et stort skrivebord, hvor på der lå papir og elektroniske ting alle vegne. I vindueskarmen lå en masse nips, men hvad der specielt fangede Vladimirs opmærksomhed var polaroid billederne, der hang på væggen. Han gik med det samme hen til dem, for at kigge nærmere. Det var en masse billeder – alle taget det samme sted, samme vinkel.

”Jeg tager et billede på mit polaroid kamera ud af vinduet hver måned. Jeg elsker hvordan præcis samme sted kan forandre sig så meget, bare fordi det er forskellige årstider. Det fanger mig på en måde.”

”De er virkelig… Smukke,” sagde Vladimir stille, imens han betragtede de fine billeder, bag det filter, som kun et polaroid kamera kunne fremtrylle.

”Jeg er også glade for dem.”

Vladimir kiggede videre rundt på Yulians værelse, imens Yulian smed sig på sin seng. Der var så mange ting, og Vladimir tænkte, at når han en dag ville være her for tiende gang, vil han stadig kunne finde nye sager. Yulian stak hånden under sengen, og hev en bærbar med op. Windows melodien lød, da han tændte den.

”Lad mig høre, hvilket musik du lytter til?” spurgte Yulian, da Vladmir smed sig ved siden af ham på sengen.

”Øh, det er forskelligt. Jeg kan lide alt musik,” sagde Vladimir og trak kort på skuldrende. Yulian udbrød et lille ”hmm.” Han åbnede Youtube, og tastede en sang ind.

”The Unforgiven,” læste han højt, da Yulian tastede det ind. ”Metallica.” Selvfølgelig hørte Yulian da Metallica, det kunne han næsten have sagt sig selv. Og måske det var på grund af det halvlange hår, at han tænkte sådan. Eller det mørke tøj, han altid gik med. 

Hårde toner startede fra bærbaren, der ikke kunne rumme lyden, og fik den til at skramle. Yulian kiggede ned i sit skød, og nynnede alvorligt med på sangen. Vladimir kunne ikke andet, end at smile af ham. Han virkede så opsat på sangen – som om den var hans jam.

”Den siger mig altså bare et eller andet,” mumlede han.

”Hvad helt præcist?” spurgte Vladimir, og lænede sig tilbage i sengen med armene over hovedet.

”Det er svært at forklare…”

”Prøv alligevel.”

”Jeg forestiller mig denne mand, der løber fra den person han er, men som han inderst inde ikke vil være.”

Vladimir kneb øjnene sammen, og prøvede at forestille sig det. ”Det var da en åndssvag tanke. Han bestemmer vel selv, hvem han vil være.”

Yulian rystede alvorligt på hovedet. ”Nej! For hans omgangskreds nægter ham at være det. Han er fortabt, og føler sig lænket fast i en personlighed, som han forgæves prøver at kunne leve op til.”

Vladimir tænkte, og prøvede at få ordene til at give mening. Yulian var stille, og kiggede på musikvideoen, der kørte på skærmen. ”Men, ikke engang teksten hænger sammen med din forestilling?”

Det fik Yulian til at le en anelse. ”Det behøver den heller ikke. Melodien gør, og det er, hvad der skal til.”

”Dybt,” sagde Vladimir så og fnes kort af ham.

~·~·~

Hele aftenen gik primært med at se de første to Star Wars film, og det var ikke fordi, det kom som et chok, at Yulian kunne replikkerne udenad. Vladimir havde mindet ham om, at der var en anelse uhyggeligt, men det fik bare Yulian til næsten at råbe replikkerne, indtil en ældre herre kom op og bad dem om, at være en smule stille. Det var Yulians onkel, som han boede hos, og med hans grå hår men alligevel ret ungkarls tøjstil, vurderede han, at han måske var i starten af tresserne. Yulian havde fniset og smidt en pude hen over hovedet. Vladimir kunne ikke andet, end at tænke, at det var en anelse sødt. Altså, sødt på den måde, som venner nu kunne være.

Da de to film var set, blev de enige om, at vente med de andre, til en anden god gang. I stedet havde de bare ligget med hovedet halvt ud over sengekanten, og benene langs væggen, så fødderne steg på skråvæggen, og snakkede. Snakkede, snakkede, snakkede. Snakkede til de var tørre i halsen, men de blev ved, for der var stadig nye emner, der kunne diskuteres og grines over. Vladimir fandt ud af, at Yulian kunne tale fire fremmedsprog, og at han havde tænkt sig at rejse rundt, og gøre nytte af dem alle. Dog havde han lettest ved tysk, hvilket Vladimir ikke forstod, for han havde aldrig rigtig hørt nogen tale det som Yulian. Ud over det, var han fuldstændig skudt i alle bands, der kunne skriges med på og ikke synges. De diskuterede hvor vidt USA var et godt sted at bo, og hvor vidt England, Tyskland, et skandinavisk land, eller Frankrig var at bo i. Og Vladimir bemærkede, at Yulian var meget opsat på hvad ideelle menneskerettigheder var, og han gjorde ikke skjul på, at han havde elsket samfundsfag i skolen.

Yulian fortalte, at han ikke boede hos sine forældre, fordi de ikke havde råd til at have både ham og hans fire andre søskende boende. Han forklarede, hvorfor han elskede sit job som bartender, og at når han en dag fik mange penge, ville han sende dem hjem sine forældre.

Da klokken var lidt over et om natten, tog Vladimir hjem, og listede ind af døren, så han ikke vækkede Vladena. Han håbede ikke, Klavdiya var hjemme, for hun ville blive stiktosset af at se ham så sent. Ikke fordi det var særlig sent, men en risiko var en risiko, og bestemt ikke noget der turde tages.

Sengen så indbydende ud, dynen føltes ligeså indbydende, som den så ud, og tanken om at drømme om Yulian, var også ret indbydende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...