Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14741Visninger
AA

7. Pink

Kapitel 6

Pink

~·~·~

 

Alle blikke rettede sig mod Yulian. Vladimir ventede på sin dom nu, og jo mere han tænkte, jo mere gik det op for ham at hans venner var ved at bygge en scene af spænding op omkring dem.  

Anzhelika rømmede sig, og smilede til Yulian. "Hej Yulian," sagde hun så, og kastede sit hår over skulderen, som var det hendes mest dyrebare eje. Hun bed sig let i læben, og ventede på Yulians svar. Heldigvis vidste Anzhelika, hvordan man skulle fratage opmærksomheden fra alle personer, og rette den mod hende. Zakhar kiggede spændt på Yulian for at få et svar.

Men da han ikke svarede, blev der udvekslet blikke frem og tilbage imellem dem, Boris smilede anstrengt og kiggede op. "Hvornår kom du?" spurgte han, som var det et helt tilfældigt spørgsmål, men hans store øjne afslørede nervøsiteten inde bag.

"Vil du have en øl?" stammede Natalya efterfølgende.

"Du kan bare sætte dig ned på min plads," smilede Anzhelika, og tog fat om hans ene hånd, for at trække ham hen til bordet. Vladimir kunne se, at Yulian prøvede at trække sin hånd til sig, men Anzhelika havde et hårdt greb om den. Efter et par forsøg fik han revet den til sig, og placerede den på sin hofteskål. Han slog ud med den anden i det, han begyndte at le. "Jeg kan ikke drikke, imens jeg er på arbejde." Han lod sine øjne vandre imellem Vladimirs venner, og selvom Vladimir havde sit blik rettet ned i bordet, kunne han mærke, at de endte hos ham.

Der var helt stille igen, og Vladimir var sikker på, at alle holdte vejret i et kort øjeblik. De betragtede hver en bevægelse Yulian lavede, og Yulian gjorde grin med det, ved at lave store bevægelser med armene.

"Er der noget på mit ansigt?" lo han. "I kigger lidt... Meget..."

"Nej, nej, nej!" svarede Anzhelika, og rystede på hovedet i hurtige bevægelser. "Du ser godt ud."

Vladimir vidste ikke, om han skulle bryde ud i gråd, eller smide Anzhelika langt ud af baren. Han endte dog med at trække på smilebåndet, også selvom det ikke var særlig sjovt. Vladimir kunne jo udemærket godt selv se, hvor fantastisk Yulian så ud med det pjuskede hår, der knapt dækkede hans ører, og den gråmønstrede bluse, der var trukket op til albuerne - han behøvede ikke få sin kæreste til at minde ham om det.

"Sæt dig ned," sagde Timur.

"Der er plads ved siden af Vladimir," fnes Zakhar, og ventede tydeligvis stadig på mere drama.

"Hvad med på min plads?" spurgte Anzhelika i en mobset tone.

Fordi hvis han sætter sig på din stol, vil du hoppe op på hans skød og råsnave ham, til alle os andre heller ikke har mere mundvand tilbage.

"Fordi du også selv skal have et sted at sidde, smukke," forklarede Vladimir, og fik Anzhelika til at smile stort. Hun trak på skuldrene, satte sig ned ved bordenden med benene over kors og sendte Vladimir et luftkys. Han så hvordan kysset fløj igennem luften, men han vendte hovedet til siden, for at kigge på Yulian, gå hen for at tage plads ved siden af ham, men også for at undvige kysset fra at lande på sine læber.

"Så," sagde Timur og trak en anelse på å'et. "Fortæl lidt om dig selv."

Sætningen var akavet og upassende, og Vladimir rullede med øjnene.

"Jeg har fortalt om ham," sukkede Vladimir. "Jeg har fortalt jer, hvad I behøver vide."

"Vi spurgte ikke dig, Vladimir," anslog Zakhar, og rettede blikket tilbage på Yulian, der hvilede sine hænder på bordpladen. Yulians bluse var større i halsen, end de andre, han havde i sit klædeskab, og den faldt ned over hans kraveben. Vladimir prøvede at trække vejret roligt, og ikke stirre alt for længe. Da han fik sine øjne hevet væk fra Yulians bryst, og op på hans øjne, så han, at Yulian allerede kiggede på ham.

"Har du fortalt dem om mig?" spurgte Yulian, og kiggede fortvivlet på Vladimir. Vladimir havde på ingen måde bedt sit hjerte om at danse vildt i sit bryst, men han følte sig pludselig svimmel, og han mærkede hvordan blodet steg til sine kinder.

"Nej, jeg... Øhm," stammede han.

"Hej gutter!" afbrød en blød, lys stemme, der var fuld af energi.

"Hej Klara," jublede Natalya, og sprang i hendes arme. "Hvor er det dog lang tid siden!" Klara nikkede og smilede. Hendes kinder havde fået et pust af sensommeren, og hun havde en hjemmestrikket hue trukket ned over ørene. Det var virkelig lang tid siden, Vladimir havde set hende, efter hun i tre-fire måneder havde besøgt sin far, der havde bosat sig på grænsen til Mongoliet. Hvis det ikke var fordi Yulian sad mindre end ti centimeter fra ham, havde han rejst sig op, for at give hende et kram. 

"Hvordan gik turen?" spurgte Zakhar, og Vladimir var lettet over, at samtaleemnet ikke var rettet mod Yulian. Han drejede hovedet en anelse for at se, om Yulian så godt tilpas ud, men han havde blikket rettet ned i bordet, og så ud til at være et helt andet sted end i samtalen.

"Det gik godt, tak. Men jeg er glad for at være hjemme igen," smilede hun. Vladimir lænede sit hovede tilbage.

"Hey, vi kan godt gå, hvis du vil?" hviskede Vladimir ind i Yulians øre. Men Yulian rystede svagt på hovedet.

"Nej. Jeg vil godt lære dine venner bedre at kende."

"Okay," svarede Vladimir i en munter tone.

~·~·~

De sad der ikke bare i en time, men tre timer gik der, og jo mere øl der kom indebors, jo kortere føltes tiden. Yulian så ikke ud til at føle sig særlig godt tilpas, men hver gang Vladimir havde spurgt, om de skulle gå, havde han bare insisteret på at blive.

"Lad os invitere nogle flere herned!" råbte Zakhar over en øl. Hans blik var sløret, og ordene dansede ud fra hans læber.

"Vi kan sguda ikke være flere," råbte Boris tilbage.

"Vi kan invitere min bror herned!" grinte Timur. "Han er også ved at være gammel nok til at drikke øl."

"Eller hvad med din søster, Vladimir?" Vladimir kiggede spørgende op, og trak øjenbrynene sammen.

"Nej, er du sindssyg," svarede Vladimir.

"Det kunne være så sjovt at drikke hendes lille krop. Kan I ikke lige forestille jer det?" lo han. Timur rullede med øjnene i mens Boris grinte højlydt.

"Gider du lige," mumlede Vladimir. "Hvor er du væmmelig..."

"Har jeg bedt dig om at kommentere?" 

"Zakhar," advarede Natalya og lettede hendes pegefinger. "Har du ikke fået lidt for meget at drikke nu?"

"Det er din skønhed, der beruser mig, skat," sagde han og blinkede med det ene øje.

"Du er forfærdelig," sukkede hun, men et smil tonede sig alligevel frem på hendes lilla farvede læber.

"Du er klam," lo Boris.

"Ja, det er du," svarede han tilbage. Vladimir sukkede. 

”Og forresten, Boris," startede Zakhar. "Jeg håber fandme, det er en joke, at du har valgt at tage en stram, pink bluse på!”

Boris lo, og trak ud i blusens mave. ”Det er min mors. Jeg er også ret fed i forhold til hende, men alle mine bluser var til vask”

”Måske du skulle investere i nogle nye." Zakhars tone gik fra munter til seriøs på mindre end et millisekund, og Boris kiggede forvirret på Zakhar.

"Hvad, dude. Jeg har haft den på hele aftenen. Hvorfor er det nu pludselig et problem?" 

"Fordi du kraftedeme ligner en bøsse! Synes I ikke også?” Ordene faldt tungt over stemningen, og i et kort øjeblik var der ingen, der blinkede. 

"Zakhar!" udbrød Natalya overrasket.

"Gider du holde din kæft," advarede han hende. Som en hund satte hun sig tilbage, flov, og med hans ord limet fast om sin mund.

”Tag den af,” sagde Zakhar så.

Boris kiggede forvirret på ham. Han gned sine hænder op og ned ad hinanden. "Jeg forstår dig ikke, Zakhar." Han prøvede tydeligvis at berolige ham, men ordene fik bare Zakhar til at trække på sit venstre øjenbryn.

”Tag den af eller gå ud af baren.”

”Slap nu lige lidt af," væltede ud fra Vladimirs mund, inden han kunne nå at stoppe dem. Måske kunne han ikke klare, at Yulian skulle se hans venner fra den side. Måske han var træt af Zakhar generelt - men den tanke skubbede han hurtig væk. Han havde altid været der for Vladimir, så han skulle nærmere takke ham.

”Jeg skal fandme ikke slappe af! Det er ham, der vælger, at dukke op og ligne en fucking skumfidus,” vrissede Zakhar, og rettede sit blik tilbage på Boris. ”Tag den af, siger jeg.”

"Skumfiduser smager ellers godt," mumlede Yulian, og lod et smørret grin fremtone sig på sine læber. Vladimir blev nødt til at bide sig selv i læberne, for ikke at sprutte af grin. De andre drenge kiggede duperet på Yulian, som havde han lige ødelagt hele pointen i samtalen. Hvilket han også havde. 

"Ved du hvad, din lille bartender," hvæsede Zakhar. "Det kan godt være du arbejder her halvdelen af ugen, men det gør du ikke lige nu. Du har hverken dit ynkelige tjener-agtige forklæde om skulderen, og du bliver heller ikke betalt for at være her. Du er bare en del af gæsterne. Du er ikke spotlightet. Så hvis jeg var dig, vil jeg holde min kæft. Er det forstået?" Zakhars blik var fjernt, og hans hænder var knyttet stramt sammen. 

Yulian så ikke ud til at finde Zakhars tale særlig interessant, for han løftede med sit ene øjenbryn og tog en tår af sin drink. "Jeg må sige, du har fået en god tale gave ved fødslen. Bare synd du ikke kan bruge den uden at hidse dig op. Sådan fungerer det ikke, hvis man en dag skal blive hørt af en større forsamling."

"Jeg skal fandme slå tænderne ud på dig, din..." råbte Zakhar, "din..."

"Min hvad? Kom nu. Vi har ikke hele aftenen." Yulian sad stadig tilbagelænet og brugte en rolig tone. Boris og Timur begyndte at grine, og Zakhar kiggede vredt imellem dem. 

"Du slipper ikke for at tage din bluse af, bare fordi det her sker!" snappede han efter Boris. 

"Flot emneskift. Heller ikke en særlig fed metode at bruge for en større gruppe af mennesker," sagde Yulian. 

"Skal vi slås?" vrissede Zakhar. Han så forvirret ud, malplaceret. Vladimir havde aldrig set Zakhar opføre sig sådan før. Det var trods alt også første, nogen havde sagt ham imod. 

"Vold løser ingen problemer. Lad os hellere tage en snak. Som folk på min alder gør." Det var så flabet af Yulian at sige, men Vladimir havde aldrig moret sig så meget. Måske det var stemningen, der var til at grine af, eller måske Vladimir bare indebar et drama-gen, der elskede, når folk kunne svare igen.

Zakhar rejste sig arrigt op og knyttede sin næve. Han hamrede den igennem luften. Vladimir så det hele. Han så hvordan alle kiggede med åben mund på knoerne, der fløj igennem luften. Hvordan alle fulgte den med deres blikke. Han lukkede øjnene, da den nærmede sig Yulians ansigt, da den var ved at destruere ham. Vladimir tog sig selv i at råbe, og kaste sig ind over armen. Han greb fat i Zakhars skulder med den ene hånd, og lod hastigheden støde igennem sin krop, da han pressede sin anden hånd op mod Yulians bryst.

"Stop!" hvæsede Vladimir forpustet, og kiggede skiftevis på drengene, der begge havde store øjne. "Hverken ord eller vold løser fortiden. Sket er sket, så kan vi ikke komme videre?"

Zakhar skuede til Yulian og spyttede ned på træbordet. 

"Du kan jo vaske det af, nu når du arbejder her," sagde Zakhar, og nikkede i retning af sit spyt.

"Som du selv lige sagde, så arbejder jeg ikke lige nu. Jeg er bare en del af gæsterne." Yulian trak på skuldrene, og Vladimir tænkte, at det var utroligt modigt af ham. Han var ved at blive slået, med alle sine kunder som beskuere.

 

Resten af aftenen bar en kappe af velovervejede sætninger over sig. Ingen skulle sige noget forkert nu. Ingen skulle gøre bare en ting, der ikke stod i aftenenes manuskript. Glassene blev tømt, øllen blev drukket, vodkaen blev slugt, bestemte grin fyldte rummet, men hvad der var forskellen ved denne aften, og alle de andre nætter i baren var, at ingen havde det sjovt. Natalya endte med at gå hjem, da hun ikke var i humør til Zakhars humor. Hun vendte endda også hovedet til, da han prøvede, at kysse hende farvel. "Vi ses bare, ikke?" mumlede hun, og skubbede ham væk. Han nikkede, og begyndte derefter at snakke om Vladimirs fest. Hvor den skulle holdes, hvordan han kunne få fat i de pæne piger og hvornår det helt præcist skulle være.

Vladimir smed løgne efter løgne på bordet, så mange at han til sidst blev kvalt i dem. Ellers var det den lunkne øl, han blev kvalt i. Intet var sikkert på det tidspunkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...