Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14746Visninger
AA

24. En hemmelighed

Kapitel 23

En hemmelighed

 

~·~·~

Yulian lignede bogstaveligtalt en, der havde set Tredje Verdenskrig bryde ud i sin forhave. Han var rød i hovedet, havde opspilede øjne, og lyset gjorde at Vladimir kunne skelne mellem hans arrige pupil og regnbuehinde. Aldrig havde han set så frustreret ud. Vladimir var i et kort øjeblik bange for, at Yulian ville smække døren i hovedet på ham. 

"Du har hvad?" vrissede han og tog sig til hovedet. "Nej, nej, nej..."

Vladimir havde intet andet valg end at fortælle Yulian om mødet med Natalya. Han prøvede at komme ud med ordene, inden de ville sidde fast i luftrøret. Han smagte surt af bræk, og på en måde var det let, at fortælle det. Og måske havde han ikke rigtigt et valg, medmindre han ønskede Zakhars sultne ånde puste ham i nakken. 

"Jeg ved godt, det er dumt. Jeg fortryder det også, okay?" Han lænede sit hoved ind mod dørkarmen, og mærkede hvordan han pludselig blev svimmel. 

Yulian stod bare der i døren, med et såret blik. Vladimir havde lyst til at køre sine fingerspidser over hans skægstubbe eller kysse øjenlågene på de blanke øjne. Hvis bare øjeblikket var rigtigt. 

"Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige," hviskede Yulian. 

"Er du skuffet?"

"Jeg ved ikke om jeg er skuffet, eller om jeg overhovedet er noget som helst."

Vladimir bed sig i læben. Han havde aldrig set Yulian sådan her. Ikke fordi at han bearbejdede ham for det. Overhovedet ikke, faktisk. Hvordan kunne Vladimir også være så naiv at stole på nogen? Og hvad var det, der gjorde, at mennesket skulle være så modbydeligt? Vladimir mente ikke selv, at hverken ham og specielt ikke Yulian havde fortjent det.

Smukke Yulian, der havde levet i det skjulte i så lang tid, fortjente at bruse frem med hans glade øjne.

"Undskyld..."

"Vi har ikke tid til at rette op på fortiden," mumlede Yulian. "Vi må finde på en plan. Onkel kan måske hjælpe os."

Vladimir sank en klump spyt. Hvis Andrei fandt ud af det, ville han måske aldrig lukke Vladimir ind igen. Bare tanken gjorde ham svimmel. Også selvom han måske i virkeligheden fortjente det, efter hvor dum, han havde været.

"Nej, Yulian. Det er mig der har skabt os dette rod, så må jeg også selv rydde op."

"Men du har jo ingen penge. Hvordan skulle du kunne få suvtusinde samlet ind til i morgen?" Yulian kiggede på Vladimir, som var han et barn, der stadig ikke havde lært, hvordan man skal opføre sig udenfor de trygge rammer i huset.

Vladimir trak på skuldrene. "Der er vel ikke så meget andet at gøre end at finde dem?"

"Hvor finder man så mange penge?"

"I huse?"

Yulians øjne var store. Han kørte en hånd igennem sit hår og kiggede sukkende op på træerne i indkørslen. Han så næsten forarget ud.

"Du har vel ikke tænkt dig at stjæle, vel?" spurte han med en væmmelse i stemmen.

"Det er mit eneste valg," svarede Vladimir og prøvede at ignorere Yulians triste ansigtsudtryk.

"Men gør det så dig til en bedre person?"

"Måske ikke. Men det er det, eller at vores hemmelighed skal ud til alle."

Yulian rystede på hovedet, så hans hår faldt ned over panden og hen over hans øjne. Han fjerne det ikke. Det hele var noget rod. "Jeg tror ikke du forstår det, Vlad," mumlede Yulian. Vladimir smilte af at hans kælenavn fløj ud af Yulians læber. Det måtte være et tegn på, at han ikke var alt for sur. "Vi kommer til at blive hadet nok for at være et bøssepar, men at vi så oven i købet stjæler... Det er jo nærmest fængselsstraf på livstid!"

"Men hvis de ikke finder ud af, at vi er et par, så er det kun det med at stjæle, at vi kommer i fængsel for." Vladimir prøvede at smile let, for at få det hele til at virke mere overskueligt.

"Vi skal stå frem som ordentlige mennesker. Så nej, Vladimir. Hellere at vores hemmelighed kommer ud til alle, end at vi bliver set som tyveknægte! Hellere at vi bliver straffet for noget menneskeligt, som vi ikke selv har kontrol over, end noget umenneskeligt som vi helt selv har kontrol over."

"Okay," nikkede Vladimir. "Du har ret. Men hvad skal jeg så gøre?"

"Jeg kan ikke rigtig tænke lige nu," sukkede han. "Kom indenfor inden kulden trænger igennem alle dørene i huset."

 

Der var en underlig stilhed på værelset. Yulian sad i skrædderstilling på sengen, med hovedet hvilende i sine håndflader. Han formede en poppende lyd med læberne, der blev ved i en uendelig rytme. Vladimir gik hen til vinduet og kiggede på den grå himmel, der gabte solstråler. Han prøvede at suge det til sig i håbet om, at han ville kunne få nogle ideer. Hvad hvis det var meningen, at Yulian og Vladimirs kærlighed skulle ende sådan her?

"Du har fået taget et nyt billede," smilte Vladimir, der fik øje på polaroid billederne på væggen. Med en krøllet håndskrift stod der 'februar' på det sidste. Der var ikke sne på billedet, hvilket måtte betyde, at det var tager for nylig. Det havde nemlig sneet konstant i tre måneder, og pludselig var det blevet plusgrader i starten af ugen. 

"Det gik op for mig, at jeg helt havde glemt tiden," hviskede Yulian, der havde lagt sig ned på sengen, med hænderne under hovedet. 

"Den har det også med at løbe fra en," svarede Vladimir. 

Yulian rejste sig op for at gå hen til Vladimir, og lægge armene om ham. Han placerede søde kys ned ad halsen, der fik Vladimir til at gispe. 

"Rejs med mig," sagde Yulian stille. Hans øjne var fulde af forhåbning. "Vi kan rejse nu."

Vladimir fnøs. "Vi kan da ikke bare rejse, Yulian."

"Jo! Det kan vi! Vi tager cyklerne og ser hvor vi ender. Kan du ikke se det for dig? Med mad i cykelkurven, massere af tøj på kroppen og et pas i lommen, kan vi komme rigtig langt. Vi kan måske endda tjene penge ved at arbejde om natten nogle steder og aldrig komme hjem igen!" Vladimir vidste ikke, om det var troen i Yulians øjne, der fik ham til at overveje det i et sekund. Om overvejelsen var opbygget af glæden ved forestillingen.

"Det kunne være godt," nikkede Vladimir. "Men også ret urealistisk."

"Årh, hold nu op," sukkede Yulian. Han greb fat i Vladimirs arme og ruskede kort i dem. "Du bliver nødt til at droppe det der realistiske pis. Vi kan sagtens gøre det, hvis vi er optimister!"

"Men det er vi jo ikke." 

"Vi er, hvad vi vil være."

"Men jeg vil ikke være optimistisk! Det dør man af!"

Yulian slog armene ud og himlede med øjnene. Han tog et par skridt baglæns for at lande i sengen. Der gik noget tid, hvor ingen af dem sagde noget. Vladimir var ret sikker på, at de begge tænkte alt igennem. Om penge, rejser, eventyr og en fremtid hvor alle tre ting kunne blive indeblandet. 

"Kan du ikke bare komme og kysse mig?" spurgte Yulian, også selvom Vladimir vidste, at det var en beordring. Han bed sig i læben og klatrede hen til Yulian, for at mikse begge deres åndedrag sammen til et. 

Yulian kørte sine fingre op under Vladimirs bluse, og lod trykket fra sine fingerspidser til huden blive hårdere. Stemningen var så intens, at Vladimir vred sig, for at få sine følelser til at dæmpe sig. Han havde aldrig oplevet noget så fantastisk, som at ligge med Yulian. Han var sikker på, at de var en form for sjælevenner.

 

De lå der til værelsets tone var mørkeblåt, og at duften af mad havde snoet sig igennem alle sprækker i huset. Selvom rummet normalt var koldt, var der nu varmt og behageligt. Vladimir tvang sin vejrtrækning til at være stabil. Yulian kiggede drillende på ham.

"Vi skal nok finde ud af det, tror du ikke?" spurgte Yulian.

Vladimir nikkede stille, og tænkte igen på ideen med at flygte væk fra hverdagen på en cykel. "Jo."

Yulian strakte sig og gabte fyldigt. "Jeg skal på arbejde senere. Måske jeg kan få fat i nogle penge, men jeg kan umuligt få syvtusinde skaffet til i morgen."

"Du skal ikke skaffe mig penge, Yulian. Som jeg har sagt før, er det her min sag." 

"Men jeg er en del af det." Han trak på skuldrene og rejse sig op fra sengen. "Om så end det her bliver den længste nat nogensinde, kan jeg ikke lade penge være skyld i et nederlag." 

Vladimir trak sine bryn sammen. "Stop nu. Måske kan jeg gå en tur med nogle hunde her til aften. Bare lov mig ikke at blande dig i det. Jeg kan godt rette op på det."

Yulian løftede sit ene øjenbryn og placerede sin hånd på sin hofte. "Det kan du godt glemme alt om."

"Ugh," mumlede Vladimir. "Jeg skulle aldrig have fortalt dig det." Han prøvede at finde ud af, om han havde en god eller dårlig mavefornemmelse med denne situation, men det var som om, at han ikke kom frem til noget. Som om, at det hele bare var en drøm, og at Vladimir ville vågne op med et galoperende hjerte og sved på panden. 

"Hvis du ikke havde fortalt mig det, var jeg blevet vildt skuffet. Specielt hvis vi ikke får fat i pengene." 

"Men tror du virkelig, de vil gå efter os, hvis ikke vi får fat i dem?" spurgte Vladimir.

"Jeg har ingen ide, Vladimir. Hun sagde ikke noget om, at de ville gå efter os, vel?" 

Vladimir rystede på hovedet. "Nej. Kun at hun vil sige det videre." 

"Har hun nogensinde fortalt noget om hendes pengesituation? Jeg mener... Måske er hun bare i pengenød, og truer med at fortælle din hemmelighed for at få nogle. For jeg tror ærligt ikke, at Natalya kunne finde på at krumme et hår på nogens hoved." Yulians øjne var rolige, og han trak sine hænder ud for sig, så Vladimir kunne tage i mod dem. "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler at der er nogle, der bare tager pis på os."

Vladimir prøvede at tænke de sidste mange samtaler med Natalya igennem. Så vidt han huskede, havde hun aldrig snakket om sine penge. Og også selvom hun var i pengenød, var der noget spøjst over det. "Det virker bare underligt, ikke? Når nu vi er så gode venner, hvorfor vil hun så sige sådan noget for at få penge?"

"Mennesker er modbydelige. Det har jeg vidst også sagt et par gange før." 

De gik ned i gangen, hvor Vladimir tog sine sko og jakke på. Andrei stak hovedet ud fra køkkenet, og stak dem et stort smil. "Spiser du med, Vladimir?" spurgte han. Der duftede vidunderligt af krydret mad, og Vladimir kunne høre gryder boble fra køkkenet. 

"Desværre ikke," svarede han. "Jeg skal hjem og lufte hunde. Men her dufter virkelig skønt." Yulian nikkede og smed armene over kors. 

"Jeg har ellers lavet gullash. Yulians livret." 

"Årh, det er også en af mine livretter," sagde Vladimir. 

"Men han skal stadig lufte hunde," tilføjede Yulian, og kiggede på sin onkel med et smørret grin. "Du må lave din berømte gullash en anden dag til ham."

~·~·~

Da Vladimir kom hjem, bankede han på alle hundeejernes døre i bygningen. Underboen var ikke hjemme, men det var hunden, der hylede indefra lejligheden. Det var kun den gamle dame fra anden etage, der var hjemme med hendes tæppetisser. Hun sagde aldrig noget, men hun var meget gavmild.

Vladimir tog hunden i dens lyserøde halsbånd og gik en lang tur med den. Han gik igennem parken, forbi piletræet hvor han nægtede hunden at tisse, og videre forbi købmanden og baren, hvor Yulian stod smilede bag disken. Han lagde ikke mærke til ham.

Han satte sig på den nærmeste bænk, og lagde mærke til hvordan kulden åd små bidder af sine kinder. Hunden peb og havde bestemt ikke tænkt sig at stoppe op, men Vladimir havde brug for at tænke ordentligt. Det kunne han ikke på samme tid med at holde øje med en dum køter, der gøede af hver en skikkelse. Selv et træ skulle skældes ud.

Derfor da han kom hjem, lod han Vladena sove på sit værelse, imens han selv sad i sin vindueskarm og kiggede ud. Det haglede, og den trommende lyd på vinduet, var som en form for massage til sjælen. Han havde tjent firehundrede, og det var ikke engang en tiendedel af det, han havde brug for. 

Vladimir følte sig pludselig stresset, og havde brug for at få fat i de penge så hurtigt som muligt. Han hev fat i sin telefon, hvor han så, at Yulian havde skrevet en besked til ham. 

Min onkel hæver halvdelen til os i morgen. Tror du så ikke, vi kan få pengene i hus? 

Vladimir kiggede derefter ned på sine firehundrede kroner, og mærkede sin mave trække sig sammen. Han sukkede højlydt, og gemte sit hoved i sine hænder. Han endte med at skrive til Natalya.

Kan vi ikke sige 4000 i stedet? 

Og hvor dum kunne han være? Selvfølgelig ville han ikke kunne trække prisen ned, og specielt ikke på denne måde. Han knugede sin telefon i hånden, til han mærkede den viberere. 

7000 i morgen. Du kan få til klokken 17:00. Vi mødes ude foran baren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...