(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3729Visninger
AA

5. Stranden

Jeg smider de vigtigste ting ned i en lille taske. Ser mig konstant over skulderen. Jeg er så bange, så nervøs. I det samme mærker jeg nogen bag mig. Jeg vender mig om. Nathan står og ser på mig. Hans arme ligger over kors.

   "Hvad har du egentlig gang i?" Jeg sparker tasken ind under sengen, og håber på, at han ikke har set den.

   "Jeg... Jeg tænkte bare..."

   "Jeg har sagt at du ikke skal tænke. Du får bare ondt i hovedet af det." Jeg ser ned. Han sukker. Så vinker han mig med sig. "Kom." Jeg rejser mig hurtigt op og følger efter ham. Han fører mig langt ned under slottet, jeg er ret nervøs. Har han fundet ud af, at jeg overhørte hans samtale? Nej. Han stopper op foran en stor dør, som jeg aldrig har set før. Han kaster et enkelt blik på mig. Så skubber han den op. Jeg er ikke imponeret. Bag den er blot et højt rum. Han går ind i det. Jeg følger efter. "Hvilket sted fandt du, hvordan skal jeg sige det... mest romantisk på Jorden?" Jeg synker en klump.

   "En strand, tror jeg. Med en solnedgang." Nathan klapper i hænderne. Rummet lyser op. Og pludselig står vi på en strand. En stor, dejlig sandstrand. Sandet under mine fødder er ægte. Solens varme stråler er virkelige. Følelsen af hjem rammer mig. Nathan står bare og betragter mig. "Mester Nathaniel... Det her er jo... smukt..." Jeg ser på ham. Han laver en gestus mod et tæppe, der ligger på det varme sand. Jeg slår hænderne op for munden og griner. Vi sætter os på tæppet.

   "Din latter..." siger han stille. "Hvorfor gør den mig varm?" Jeg slår blikket ned.

   "Vi mennesker kalder det kærlighed, men..."

   "Det er ikke det!" siger han næsten fornægtende. Jeg krymper mig. Han tager en dyb indånding.

   "Hvorfor tog du mig med herhen?" spørger jeg? Han ser på mig som om jeg er dum.

   "Jeg ved det ikke. Men når vi nu alligevel er her, skal vi så ikke gå i vandet?"

   "Men... Jeg har altså ikke badetøj med." Han ler hjerteligt.

   "Behøver du virkelig det?" Jeg rødmer forfjamsket. Vil han nøgenbade? Den... Den... Han sukker. "Behold undertøjet på." Puh... Han rejser sig op og trækker langsomt sin trøje over hovedet. Jeg kan ikke lade være med at sidde og se på ham. Solens stråler smyger sig om hans muskuløse, veltrænede krop. Hans hvide hår passer ikke rigtig til ham... Eller også har jeg bare ikke vendt mig til det.

 

Jeg hviner, da Nathan igen sprøjter vand på mig. Han ler. Han ler rent faktisk. Jeg sprøjter vand på ham. Han dykker ned under vandet. Jeg prøver at få øje på ham. Men for sent. Han springer op foran mig og trækker mig ned.

   Under vandet er en anden verden. Jeg åbner øjnene. Men havet er stadig kunstigt. Det er ikke alt sammen ægte. Jeg få i hvert fald ikke saltvand i øjnene. Nathan ser på mig. Vi kommer op over vandoverfladen. Han skubber mig ned, så jeg ligger i det laveste vand. Jeg ser mig lidt nervøst omkring.

   "Mester Nathaniel, jeg..."

   "Ingen kan se os her. Og der kommer ikke nogen." Han stryger min kind. Jeg ryster. Han kysser mig blidt på munden. Hm... blidt. Det er noget nyt. Eller, gammelt nyt. Jeg lægger stille armene om ham. Mit hår nærmest svæver og kilder mit ansigt. Nathans næse rør min. Han kysser mig igen og igen med åben mund. Solen er på vej ned. Vandet er varmt. Jeg forstår det ikke... Hvordan kan nogen ændre sig fra iskold til kærlig og blid på få timer? En sten skraber min ryg. Jeg kommer til at bide Nathan i læben. Mit blod siver ganske stille ud i vandet. Æv også! "Mhm," siger Nathan. Tiltaler blodbad ham? Jeg gyser og prøver at sætter mig op. Nathan trykker sig ind mod mig og stryger såret på ryggen. Han lægger armene om mig. "Så så, lille menneske. Vær nu sød." Jeg prøver at lade være med at pive, jeg prøver virkelig. Men desværre prøver jeg ikke godt nok. Nathan ler af min frygt. Han slikker mig på halsen.

   "Vil du ikke nok lade være, Mester Nathaniel?"

   "Det hedder De. Vil De ikke nok lade være. Lade være med hvad?" spørger han sukkersødt. Jeg lukker øjnene i frygt.

   "Vil De ikke nok lade være med at bide mig i halsen? Vil De ikke nok?" Han klukker.

   "Hmpf. Okay så." Han trækker sig væk fra min hals og ser mig ind i øjnene. Jeg ånder lettet op. Men så tager han fat om mit håndled. "Halsen er ikke det eneste sted i kroppen du har blod." Han bider ned i min hånd. Det gør ondt, men ikke for ondt. Der er egentlig okay. Det er lidt ligesom et kys på hånden... meget lidt... Da Nathan endelig slipper min hånd, rejser han sig op og går op på land. Jeg følger efter. Han tager sine bukser og trøje på - og tager min kjole. Jeg ser irriteret på ham.

   "Giv mig min kjole," siger jeg strengt. Han smiler et "som om" smil. Og så går han. Jeg tripper efter ham. "Mester Nathaniel, giv mig så min kjole!" Jeg prøver at få fat i den, men han springer væk fra mig og ler ondt. Så åbner han døren og går ud.

   "Næh." Døren lukkes. Stranden og havet forsvinder. Jeg sidder alene tilbage i mit undertøj. Jeg slår armene om mig selv. Den store... Jeg kan da ikke gå gennem slottet i det bare skind! Jeg sætter mig med ryggen op ad væggen. Den idiot. Hvad bilder han sig egentlig ind?

   Ligesom et barn, fanget på et skoletoilet, hvis dør er gået i baglås, føler jeg mig fanget og alene. Jeg kan ikke komme ud. Jeg kan ikke bare gå min vej. Jeg kan ingenting. Jeg kan bare sidde og vente på, at nogen måske kommer forbi. Og så kan jeg håbe, at den nogen er nogen lunde anstændig...

   Jeg venter længe. Tror jeg nok. Lyset svinder ikke, og der er ikke noget tegn på at tiden går. Da døren endelig går op, farer jeg sammen. Jeg ser på den nyankomne. Det er en falden. Han smiler skævt til mig. Jeg kryber sammen og prøver at gemme mig, ved at holde armene om mig selv. Han læner sig op ad dørkarmen.

   "Jamen jamen... Er det ikke Mester Nathaniel elskerinde? Hvad laver du her?" Jeg svarer ikke. Jeg kan ikke lide det blik, den faldne sender mig. "Hva'? Skal du ikke svare? Uartige pige. Gad vide hvorfor Mester Nathaniel er så vild med dig." Han bøjer sig ned mod mig og tager fat om min hage, hvorefter han løfter mit ansigt op. "Måske skulle jeg selv finde ud af det?" HVAD! Den faldne lader en lok af mit hår glide mellem sine fingre. Han fnyser og retter sig op. Han tager sin kapper af og smider den over mig. "Jeg afløser for Iris. Mit navn er Kevin." Jeg tager kappen omkring mig og rejser mig forsigtigt op.

   "Kevin... Hvad er der sket med Iris?" Kevins ansigt er udtryksløst.

   "Hun er visnet. Desværre." Han vender sig om og gør mine til at gå ud. "Er du klar?" Jeg ser mig nervøst omkring.

   "Jeg..." Kevin sukker og tager fat om mig. Han løfter mig op i sine arme og begynder at gå. Jeg lukker kappen tæt om mig og bliver rød i hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...