(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3769Visninger
AA

12. Sct. Peterskirken

Efter mødet går planen i gang af sig selv. Jeg har ikke rigtig mere at skulle have sagt. Jeg bliver udstyret med et ildsværd og to skytsengle, og så bliver jeg ellers bare sendt ad sted til Italien. Da jeg står uden for Sct. Peterskirken har jeg ondt i maven. Jeg bryder mig overhovedet ikke om denne plan. Det er ligesom at komme tilbage i slottet i Helvede, være fanget som Nathans lille dukke. Heldigvis har jeg valgt at ignorere de tre leve råd, han gav mig. Jeg er stærk. Jeg er selvstændig. Jeg er sej! Jeg... Jeg kan ikke gennemføre planen. Jeg vender mig om, for at sige det til mine skytsengle, men opdager, at de er væk. Skønt... Så de holder øje med mig fra Himlen... Jeg tror jeg hader skytsengle. I hvert fald mine. De beskytter mig jo ikke rigtig. Kun hvis jeg kommer i alvorlig fare.

   Jeg går hen til de store fordøre på kirken og banker tøvende på. Dørene åbnes. Jeg går langsomt ind. Sværdet er gemt i min bukselomme, forklædt som en kuglepen. En dæmon kommer hen til mig, smiler skælmsk og fører mig ned i kirkens køligere korridorer. Den stopper op ved et gammelt lagerrum og banker på døren, som om den kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være.

   "Kom ind," lyder Nathans stemme langsomt. Nu må jeg huske det - Nathaniel. Mester Nathaniel. Respektfuldt. Opfør dig nu ordentligt, Maya. Dæmonen skubber døren op og puffer mig stille ind. Først er rummet mørkt. Så vender mine øjne sig til det dystre lys fra Helvede. Og da jeg ser Nathan, har jeg bare lyst til at slå ham.

   Han ligger på en chaiselong, hovedet hænger nedad som et forkælet, utålmodigt lille barn. Han vipper lidt med benene, som er lagt over ryglænet. Han lader halskæder og perler glide mellem fingrene, ser hel alvorligt ud til at overveje, hvilket smykke der ville klæde ham bedst - eller få ham til at se mest arrogant ud. Han ser på mig. Hans øje er stadig gemt af det glatte, hvide hår. Jeg retter mig op. Bukker stille. Han sukker irriteret og utålmodigt. Han har stadig det forkælede halstørklæde på.

   "Hvad vil du her? Jeg troede, at du var stukket af for en måneds tid siden?" Jeg nikker.

   "Det var jeg, Mester Nathaniel. Men..." Hvad var det nu, Gabriel lærte mig? Nårh jo - smiger. "Men jeg savnede dig så forfærdeligt meget!" Jeg gør min stemme overfladisk og hysterisk. "Min kære, dejlige, smukke Nathaniel, du er så meget bedre end de idiotiske engle! Åh, vil du ikke nok tage mig tilbage? Vil du ikke nok, vil du ikke nok, vil du ikke nok, vil du ikke nok, vil du ikke nok?" Nathan smider benene på chaiselongen og ser på mig som om han keder sig.

   "Ja, noget har de da lært dig. Du er ikke lige så god til at lyve mere." Ups... Overdrev jeg lidt? Nathan rejser sig op og kommer hen til mig. Han stryger min kind og leger lidt med en lok af mit hår. "Hm. Men jeg har nu også savnet dig, lille menneske. Både Helvede og Jorden er så kedelig!" Idiot. "Jeg forstår godt at du kommer tilbage. Jeg mener, hvad mere end mig kunne du ønske dig?" Din... Han kysser mig på munden. Et øjeblik lader jeg mig rive med og ligger armene om ham, kysser ham inderligt. Hvor har jeg savnet det. Han trækker sig væk og ser lidt på mig. Så læner han hovedet tilbage og ler ondt. "Du er jo ynkelig!" Nathan vender sig om, og først tror jeg at han vil gå. Men så kommer en kvinde gående hen til ham fra en sidegang. Hun har glat, sort hår, er kun iført en ganske tynd, hvid kjole, er storbarmet og alt for køn. Hvad laver hun her!

   Nathan tager fat om hendes talje og trækker hende ind til sig. Hun smiler til ham. De kysser hinanden. Hun ligger sine hænder på hans bryst. Mit hjerte har i den sidste tid været som et puslespil. Brikkerne har nogen lunde siddet fint sammen. Nu falder de alle sammen til jorden - eller, maven. Nathan tager den fremmede kvindes hænder og ser på mig.

   "Hvorfor er du her stadig?" spørger han ligeglad. Jeg ser på kvinden. Hun smiler venligt til mig, hvilket overrasker mig, og vinker stolt. Hun er jo... sød mod mig? Hun ser på Nathan.

   "Nathan, min kære, vær nu sød mod hende. Hun kom jo, fordi hun stadig elsker dig."

   "Du er for sød, Cleo. Hun har bare været til drama i Himlen. De tror at hun vil være en god spion. Ikke sandt, lille menneske?" Jeg ser ned med tåre i øjnene. Kvinden, som åbenbart hedder Cleo, kommer hen og ligger sin hånd på min skulder.

   "Jeg ved at du stadig elsker Nathan, selvom han er for tykpandet til at se det. For min skyld kan du godt blive her, og Nathan tør ikke sige mig imod." Nathan ser hårdt på Cleo.

   "Jeg..." Cleo vender sig mod Nathan. Hendes øjne gløder rødt, og hendes olivenolierede hud er pludselig hvid. Med tordnende røst siger hun:

   "Jeg er Cleoprata, Nilens dronning, ørkenernes kejserinde, og elsket af flere af de romerske kejsere! Du, Nathaniel, skal IKKE sige mig imod!" Nathan ligner pludselig en lille mus. Så smiler han. Cleoprata bliver sig selv, hun smiler til Nathan og går hen til ham.

   "Du er så dejlig," siger han lavt. Hun smiler og ligger armene om ham. Nathan napper hende i læben. Så kysser de hinanden. Jeg lukker øjnene, stille tårer løber ned ad mine kinder. Han elsker hende. Hende. Ikke som han elskede mig. Den nye Nathan er forelsket i dronning Cleoprata. Der er ikke nogen bidemærker på hendes hals. Han respekterer hende. I modsætning til mig...

   "Lad hende nu blive. Hun elsker dig."

   "Men jeg elsker dig," smiler han.

   "Ja, men du får en elsker ud over mig." Nathan ser op, som om han først tænker på det nu. Så nikker han.

   "Hm. Og det er okay med dig?" Cleoprata fnyser.

   "Helt ærligt, jeg kommer fra oldtidens Egypten. Det er helt i orden." Men det er jeg ikke. Jeg vil ikke bare være Nathans ene elsker. Jeg vil ikke dele ham. Han er min. Han burde være min. Kun min! Nathan ser på mig.

   "Så find et værelse til hende, min kære."

 

Jeg hader ham. Jeg hader virkelig Nathan. Den nye Nathan. Jeg har stadig drømme om den gamle Nathan, der skriger og råber på hjælp. Han er begyndt at kradse på vægge for at komme ud og væk fra hvor han end er. Han kradser på dem, til hans hænder bløder. Han ryster, slår på de sorte eller helt usynlige vægge, græder og falder sammen på gulvet. Men når jeg så vågner, så er han der ikke. Ikke rigtig.

   Nu sidder jeg ved siden af ham, nej, helt op ad ham, i en stor bunke af puder og tæpper. Ikke dem, man normalt har i sengen, nej, gigantiske puder og ufatteligt bløde tæpper. Altertavlen er dækket med et sort lagen med et omvendt kors, jeg bryder mig overhovedet ikke om det. Nathan har lagt en arm om mig. Kirkens skib er stort. Jeg ved ikke, om dørene er låste, eller hvad der er med det, for der er ingen andre end dæmoner herinde, og selv dem er der ganske få af. Nathan ser tænksomt på et uvist punkt i kirken. Jeg holder næsten vejret. Hele denne situation gør mig utryk. Måske ville det være bedre, hvis jeg bare stak ham med sværdet her og nu? Nej, dæmonerne ville bare angribe mig.

   Jeg stryger Nathans arm og ligger it hoved ind mod hans bryst. I det samme bliver hoveddørene åbnet. En lille mand kommer gående ind. Jeg gisper. Den høje hat og kjortlen er ikke til at tage fejl af - paven!

   Paven ser forskrækket på Nathan. Så på det papir, han holder i hånden.

   "Herre havde ret!" udbryder den kristne tros overhoved. Mere får han aldrig sagt. Nathan retter en hånd mod ham, og han falder død om. Jeg gisper. Nathan ser på mig. Jeg er rædselsslagen. Han kysser min mundvig. Jeg har ikke andet valg end at spille den rolle, der skal til, for at jeg ikke ender som Paven. Jeg kysser ham stille og blidt. Han puffer til mig med den arm, han havde lagt om mig, så jeg falder hen over han. Jeg sætter mig forskrækket op, men han trækker mig ned og kysser mig. Jeg prøver at lade være med at ryste, græde eller trække mig væk, men jeg er simpelthen bare for bange.

   "Hygger du dig, min kære?" Cleo sætter sig ved siden fa Nathan. Utroligt at hun ikke er ilde til mode over... ja, over alt det her.

   "Mhm," puster Nathan kort og kysser mig igen. Jeg har bestemt mig. Snarrest muligt er mit sværd gået igennem hans bryst!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...