(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3731Visninger
AA

14. Ildsværdet

Jeg bliver låst inde i en katakomber i tre hele dage. Da Nathan endelig åbner døren og trækker mig op på benene, håber jeg først at jeg er tilgivet. Men så griner han fat om mig talje bagfra med den ene arm, og ligger den anden om mit bryst. Han slikker mig på kinden, som om jeg ligner en slikkepind!

   "Så, lille menneske. Nu skal vi rigtig lege." Jeg har stadig den gennemsigtige natkjole på. Nathan trækker mig med op gennem de mange gange og korridorer. Det er svært at forestille sig, at dette engang var en kirke, det helligste af alle de hellige huse. Alt om kristendom og religion er fjernet eller dækket over. Nathan puffer mig ind i hans værelse. "Badeværelset er derhenne - tag et bad." Jeg tror først at han vil gå med mig i bad, men han sætter sig bare på sengen og ser ventende ud i luften. Jeg går i bad, vasker mit hår, finder Nathans yndlingsparfume, i hvert fald den han engang kunne lide... Jeg kender ham slet ikke mere. Jeg tørrer min krop og tager tøj på. Jeg tørrer mit hår. Igen - man skulle ikke tro, at dette var en kirke. Jeg tøver lidt med at åbne døren. Min hånd hviler på dørhåndtaget. Så trykker jeg det ned.

   Nathan sidder stadig og venter på sengen. Da jeg kommer ud rejser han sig op. Han ligger armene over kors og ser på mig med et skævt smil. Han lader en lok af mit hår løbe mellem sine fingre.

   "Hvorfor har du taget tøj på, lille menneske?" Jeg ser ned på mine fødder. "Det er okay. Så må jeg jo bare tage det af."

   "Cleo er her ikke," siger jeg hurtigt. Nathan ler og skubber mig op mod væggen.

   "Hun er ikke velkommen. Det her er en lukket fest." Han napper mig hurtigt i øret og halsen. Jeg piver. Han tager fat om mine skuldre, hårdt, og presser mig op mod væggen. Jeg skærer tænder. Han kysser mig. Fatter han ikke at han faktisk skader mig? Hans negle borer sig ind i min hud. Jeg prøver at komme væk fra ham, men han griber fat om mig bagfra og trykker mig ind mod sig. Han napper og kysser mig, hans arme gør ondt på mit kraveben. Han er alt for voldsom!

   Nathan smider mig i sengen og kravler hen over mig. Hans knæ presser mit ned i madrassen, hvor gør det dog ondt! Selv hans kys er alt for vilde og skræmmende. Han trækker min trøje af mig. Så begynder det... Skønt... Han smøger sig ud af sin skjorte og smider den på gulvet.

   "Nathaniel..." piver jeg ynkeligt, da hans negle gør min venstre skulder følelsesløs. "Kunne du ikke... være lidt blidere..?" Han stopper med at elske (hvis man da kan kalde det det, og ikke torturere). Han ser forvirret på mig.

   "Blidere?" Han sætter sig op, med hjælp fra mine smertende arme kommer jeg også nogen lunde op, han sidder trods alt på mine ben. Jeg gnider min arm.

   "Ja, jeg holder længere hvis du er lidt blidere mod mig," siger jeg med en halvforagtelig tone.

   "Hvordan?" Det mener han ikke seriøst - gør han? Han lader mig trækker mine ben til mig, så jeg kan sætte mig på hug foran ham. Jeg lægger mine arme om hans nakke. Jeg har trods alt stadig en opgave.

   "Sådan her," halvt sukker halvt hvisker jeg, og kysser ham så blidt og stilfærdigt på munden, som om han kunne gå i stykker hvis jeg gjorde det hårdere. Han bevæger sig ikke, kysser mig ikke engang igen. Jeg stryger hans bare ryg og arme, kysser ham blidt på halsen, brystet og kravebenet. Holder om ham som en porcelænsdukke. Han trækker vejret roligt og dybt. Efter et minuts tid nikker han.

   "Det er... rart. Velkendt, tror jeg..." Det burde det være. Det var sådan, han engang var mod mig. Jeg lader ham tage over lige så langsomt. Han trækker mig op på hans skød, jeg stritter ikke imod, for han holder om mig, blidt og beroligende. Han prøver ikke at få min BH af allerførst. Først kysser han mig flere steder, napper blidt min hud. Jeg har mine arme om ham, halvhjertet, måske, men alligevel kærligt. Jeg gisper, da han kysser mit brystben, lige over min kavalergang, og kysser ham på hovedet. Jeg glemmer fuldstændig alt om ildsværdet. Nathan få resten af vores tøj af os og skubber mig ned i sengen.

 

Hans varme krop er så tæt på mig. Så tæt. Hans åndedrag får mit hår til at bevæge sig som sarte bølger. Han sover. Selvom han er ond nu, så er han så smuk som før. Jeg putter mig ind til ham og ligger min hånd på hans svedige brystkasse. Han er så dejlig, når han er nogen lunde sig selv. Klokken er omkring to om natten. Jeg ligger og fortryder alt hvad der er sket i nat, samtidig med at jeg takker Gud for at lade det ske!

   Cleo kom ind lige da Nathan var faldet i søvn. Jeg lod som om jeg sov. Alligevel så jeg, hvor såret hun faktisk blev. Jeg har næsten ondt af hende, og... Nårh nej - jeg så ham først! Jeg lader en hånd stryge over det svedige lagen. Klamt, ja. Men hvor var det rart at få et stykke af den gamle Nathan til at skylle igennem den nye.

   Nathan ligger armene om mig og trykker mig ind mod sig. Jeg gisper, da hans kropsvarme overvælder mig. Jeg griber fat i ham og stryger mig op ad ham. Noget salt løber ind i min mund. Jeg græder. Hvorfor gør jeg det? Jeg tørrer tårerne væk, men der kommer bare flere og flere.

   'Maya...' Stemmen farer gennem mit hoved. 'Maya...' Åh, Michael, ikke nu! 'Jo, nu!' Nej! Ikke nu! Bare ikke nu! 'Maya, lad fornøjelserne vente! Drag det sværd igennem ham, så tager vi os af resten...' NEJ! Jeg sagde nej! Jeg vil ikke gøre det, ikke lige nu! Nu har jeg ham endelig tilbage, min, min alene! 'Maya, han frister dig. Det, du føler, er ikke virkeligt. Han føler intet for dig, og...

   "HOLD MUND!" skriger jeg. Nathan sætter sig op med et set og ser sig omkring.

   "Hvad sker der?!" udbryder han, stadig søvndrukkent. Jeg ligger armene om mig selv og begynder for alvor at græde. Nathan ser forskrækket på mig. Han får mig op at side og trykker mig ind til sig i sin stærke favn. Michael tager fejl! Michael lyver! Engle lyver ikke, siger en lille stemme bagerst i mit hoved. Michael gør! Michael ved ingenting! Han kender ikke til kærlighed! Kender ikke til at elske! Kender ikke til Nathan!

   Nathan stryger mit hår. Se. Han elsker mig! Det gør han altså! Det gør han! For hver sætning, der rumsterer i mit hoved, begynder jeg at græde mere og mere. Nathan virker helt febrilsk efter at finde årsagen til min gråd. Han ved ikke, at han bare gør det hele værre ved at holde om mig, og jeg kan ikke sige det til ham. Jeg magter ikke at fortælle ham, hvorfor jeg rent faktisk er her.

   "Hvad er der galt?" spørger han stille. Kan han ikke være ligeglad? Han har ikke bekymret sig om mig, siden han blev djævel. Han... Han... Han fortjener at dø!

   Men jeg kan ikke dræbe ham. Det kan jeg bare ikke. Nårh nej... Ildsværdet dræber ikke folk. Det sender dem et andet sted hen. Ikke nu!

   Jeg ser på Nathan med store, våde hundeøjne. Han ser nervøst til siden.

   "Du ville aldrig lyve over for mig, ville du?" spørger jeg grådkvalt. Han tøver. Hvilket bare får mig til at græde mere og mere. Han kysser mig på panden. Jeg snøfter og tager mod til mig. "Sig, at du elsker mig," beder jeg ynkeligt. Han tøver igen.

   "Jeg..." Ja! JA! "... vil ikke lyve over for dig." Hele mit liv, min grund til at leve, selve min eksistens falder sammen. Måske lyder jeg sukkersød, sådan at sige at noget så banalt som en fyr er min levegrund, og måske lyder jeg som én af de dér åndssvage piger, der begår selvmord eller kommer i talkshows på grund af deres svære kærestebrud, eller dem fra film, der gør alle mulige dumme ting, fordi deres "levegrund" forlader dem. Men Nathan er den sidste ting, jeg har tilbage fra Jorden. Den sidste ting, jeg vil kendes ved. Jeg har forladt alt for ham. Og i modsætningen til dem, der kommer over deres "svære kærestebrud", gifter sig, får børn og sådan, så er Nathan mit et og alt. Min anden halvdel. Han gør mig tryg, trøster mig når jeg er bange, elsker med mig når jeg har brug for det, skælder mig ud når jeg har gjort noget dumt. Han er ikke bare min kæreste. Han er min dyrebare. Så nu, hvor han fornægter min kærlighed, er jeg helt tom. Jeg glider langsomt ned ad hans bryst. Græder. Slår ham halvhjertet. Jeg er ikke engang sikker på at han kan mærke det.

   "Hvorfor... Hvorfor er du blevet sådan?" græder jeg. "Det er et år siden... Vi lo... vi elskede... vi levede..." Jeg ser rasende på ham. "HVAD HAR DU GJORT VED NATHAN!" råber jeg vanvittigt. Han kravler lidt baglæns. Jeg rejser mig op og kommer i tøjet.

   "Jeg..."

   "JEG HADER DIG! MÅ DU RÅDNE OP I DIT EGEDE, SNÆVRE, INDSKRÆNKEDE HELVEDE! JEG ER LIGEGLAD MED DIG! JEG ER LIGEGLAD MED ALT! JEG VIL BARE HAVE NATHAN - MIN NATHAN - TILBAGE!" Jeg tager et par dybe indåndinger. Så skriger jeg så højt jeg overhovedet kan. "GIV HAM TILBAGE TIL MIG! NU!" Gråd og raseri raser i en hektisk storm, både inden i mig og uden på. Jeg tager det sidste tøj op. Jeg tager ildsværdet (eller kuglepennen) op fra bukselommen, trykker den ned, og den forvandler sig til sværdet. "GIV HAM TIL MIG!" Jeg har ondt i halsen, men det betyder ingenting. Jeg hamrer sværdet ned i djævlens bryst, hans chokerede ansigt stivner. "Giv ham til mig," siger jeg, halvt kvalt i gråd, sorg, mangel og vrede. Nathans øjne bliver slørede. Han trækker vejret hurtigere. Det bløder ikke dér hvor sværdet ramte. Han ser ned på sværdet. "Undskyld," siger jeg. "Men du har ikke givet mig noget valg." Han nikker.

   "Det samme siger jeg." Jeg stivner, da hans kloagtige hænder går igennem mit bryst. Så forsvinder vi fra Jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...