(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3771Visninger
AA

15. Himlens fange

"Maya. Maya, vågn op." jeg åbner langsomt øjnene. Gabriel smiler til mig. Men i det samme jeg ser ham, begynder jeg igen at græde. Af sorg. Af længsel. Af had.

   "Hvor er Nathan!" spørger jeg vredt og sætter mig op.

   "Han er i en sikret celle under dækket." Jeg er blevet lagt i mit rum. Jeg lå i den nederste køje. Jeg rejser mig op, svajer. "Så så, rolig. Det er ikke meningen, at mennesker skal kunne flyttes af ildsværd. Du kom kun med, fordi Nathans hånd, øhm... sårede dig." Jeg ser ned. Ganske rigtigt har jeg, under en hvid skjorte, blodige bandager om mit bryst. Jeg ser forvirret på Gabriel. Han får mig ned at sidde. "Du har været bevidstløs i tre dage. Nathaniel er bag lås og slå, og vi prøver at forhandle med ham, men... Der er opstået mindre, lad os kalde det, forhindringer." Han ser alvorligt på mig. "Vi har brug for din hjælp med ham." Jeg trækker knæene op under hagen.

   "Jeg vil ikke se ham." Gabriel ligger en hånd på min skulder.

   "Hør, jeg ved, at min nevø har sagt nogle forfærdelige ting til dig, og gjort dig uret utallige gange den sidste tid, men du må huske på, at han stadig elsker dig."

   "Nej han gør ej," siger jeg grådkvalt. "Han sagde, at han ikke ville sige at han elskede mig. Jeg er bare et legetøj i hans øjne." Jeg tager min hovedpude og knuger den ind mod mit bryst.

   "Maya, der foregår ting her som går videre end bare til dig! Vi har brug for dig, alle tre verdener! Du er nød til at tale med Nathaniel, ellers..."

   "Ellers hvad?! Han er jo allerede jeres fange! I har ikke brug for mig mere! Det er der ingen, der har!" Gabriel stryger min hånd.

   "Hør, Maya... Vi troede aldrig, at dette kunne ske. Engle og mennesker, i samarbejde mod det onde fra Helvede. Og det er din fortjeneste, at alle omsider ved at vi eksisterer. Det her kan være begyndelsen til noget stort og smukt, men kun hvis vi kan uskadeliggøre Nathaniels trussel." Jeg synker en klump.

   "Hvad mener du med 'det onde fra Helvede'? Dæmonerne?" Gabriel ryster på hovedet.

   "Nej, hvis det bare var så vel. Nej, det jeg taler om, dukkede op mens du var bevidstløs. Drager, windigoer, væsner så frygtindgydende, at selv vi engle har fortrængt deres navne! Nathaniel har været ved at tilkalde dem. Vi har bedøvet ham hver gang, enten smertefrit eller med vold, men før eller siden vil det lykkes ham. Du er nød til at tale ham fra det." Gabriel stryger et af mine pandehår om bag mit øre. "Fortæl mig - hvad er Nathaniel uden dig?" Jeg ser ned i gulvet lidt.

   "Uden mig... Uden mig er han ingen. Uden mig ødelægger han alle tre verdener. Uden mig... Uden..." jeg ser op. "Uden mig er Nathan død!" Jeg gisper og ser på Gabriel. "Jeg må hjælpe ham!"

   "Med hvad?" spørger englen ledende. Jeg synker en klump.

   "... ud af mørket." Gabriel nikker.

 

Udenfor stormer det voldsomt. Bølger skyller ind over båden, englene har det nogen lunde under kontrol. Torden og lyn slår ned. Da jeg spørger Gabriel, om de ikke bare kan få det hele væk, ryster han på hovedet og siger, at engle skam kun beskytter mennesket mod sig selv. Ikke mod Jorden. Kun Gud har den evne. Skibet krænger en smule nu og da, men med flere hundrede par vinger som hjælp, kommer det altid op igen.

   Nathan er ganske rigtigt låst inde. Vagter står posteret på hver side af døren, to styks på hver side. Ikke en lyd kommer ud fra døren. Gabriel ser på vagterne med et forvirret ansigt.

   "Er Gabrielle gået tilbage til sin kahyt?" Gabrielle må selvfølgelig have besøgt sin søn et par gange. Vagterne, både de to engle og de to mennesker, ryster på hovedet. Gabriel ser på døren med et næsten panisk udtryk. Det er rart at se, at han også kan vise følelser. Så føler jeg mig ikke så sårbar. Han prøver at dreje håndtaget til cellen, men det giver sig ikke. Han hiver hårdere i det. "Gabrielle?" siger han højt. "Gabrielle, åbn døren!" Men der kommer intet svar. Englene og menneskene ser på hinanden. Så giver de sig til at ruske i døren. Gabriel træder til side. Jeg kan ikke undgå at ligge mærke til, hvor meget han ryster. Jeg ser spørgende på ham.

   "Er du bange for noget?" spørger jeg. Han ser på mig med store, skrækslagne øjne.

   Døren går op. En kold vind farer ud på gangen. Den slukker alle lamperne i loftet. De er mørkt, men ikke lige så mørkt som i Helvede. De to mennesker tager deres maskinpistoler op. Englene lægger en hånd klar på deres sværdskæfter. Ja, engle med sværd. En hvislende, uhyggelig lyd siver langsomt ud. En rød stråle indikerer, at et af menneskene har rettet sin pistol mod det, der er på vej ud af døren.

   Munden ligner en krokodilles. Kroppen er fra en kænguru. Den er dækket af tykke, grå skæl, og har en hale som en salamander. Dens sylespidse tænder glimter i skæret fra maskinpistolernes røde lysstråle.

   Den brøler. Menneskene skal til at skyde, men Gabriel skubber til dem, så de rammer forbi.

   "NEJ!" skriger han skingert. "I må ikke gøre hende noget!" Hende? Er han blevet skør? Væsnet brøler igen. Englene skal til at angribe, men Gabriel parerer deres sværd med sit eget. "Hold jer væk fra hende!" Jeg står og ser til. Forstår ikke hvad der sker. Så ser jeg noget, der ændrer hele mit syn på realitet. Gabriel græder. Da går det op for mig.

   "Det... er Gabrielle..." siger jeg lamslået. Et øjeblik er alle stille. Kun Gabriels sarte gråd høres. Så tager englene fat i Gabriel, der river og hiver for at komme fri. Monsteret (for det er ikke længere Gabrielle) brøler. Begge maskinpistoler går af. Monsteret kæmper lidt imod. Så rammes den i munden. To skud mere. Den falder død om. Gabriel skriger og prøver at flå sig løs, så han kam komme hen til resterne af hans søster. Som mutant kan en engel åbenbart godt dø...

   "Gabriel..." siger en af englene. Mutanten bliver fjernet, og Gabriel bliver først sluppet da den er helt væk. Han falder på knæ på og ser fortabt efter det sted, hans søster blev ført hen. Der lyder iskold latter fra Nathans celle. Raseri, vrede og hævntørst blusser op i englen. Før nogen af os kan nå at stoppe ham, er han inde i cellen. Han når kun lige at slå Nathan hård på siden af hovedet én eneste gang, så griber englene fat i ham bagfra og holder ham tilbage.

   "DIT MONSTER!" skriger Gabriel.

   "Broder, vær nu..."

   "HVORDAN KUNNE DU GØRE DET?!"

   "Gabriel, bliv rolig! Du bliver..."

   "DET VAR DIN MOR! DET VAR MIN SØSTER! JEG SLÅR DIG IHJEL!" I det samme bliver Gabriels hår sort. Det starter oppe ved hårrødderne, og breder sig så ned til spidserne. De samme sker med hans vinger. Han gisper i smerte og falder sammen på gulvet. Englene ser på hinanden.

   "Åh... nej..." siger den ene.

   "Hvad vil Herren mon sige til det?" En svag latter når vores ører. Jeg ser på Nathan. Han sidder lænket til en væg. Hans hår er beskidt ligesom hans tøj og hud. Hans latter stiger fra kold og hjertelig til skinger, ondskabsfuld og frydende - og vanvittig. Hans øjne er vidtåbne og hans udtryk er direkte sindssygt.

   "I fjolser! Snart vil I alle sammen være mine tjenere! Mine tjenere, eller vilde dyr, der blot skal tjene som våben!" Hans latter når et punkt hvor jeg bliver bange. Men jeg har lovet Gabriel at tale med ham. Apropos Gabriel... Englene løfter ham op, han er bevidstløs, og bærer ham ud. Hvad mon de vil gøre ved ham? Jeg sætter mig på hug på forsvarlig afstand af Nathan.

   "Nathaniel... Nathaniel, se på mig." Han ser på mig med raseri og vanvid.

   "Du skal ikke give mig ordre! Jeg gør som jeg selv vil! Ha... ha ha... AHAHAHAHA!" Han sparker med benene for at holde latteren ud. Hvor er det sørgeligt. Jeg vender mig mod vagterne.

   "Vil I ikke lige lade os være alene et par minutter?"

   "Fem minutter." Vagterne går. Jeg ser på Nathan. Han bare ler og ler, vanvittigt, ustyrligt - men også overfladisk. Efter kun et minuts høj, omklamrende latter, bliver latteren lige så stille (selvom tonelejet er højt) til hjerteskærende, elendig gråd. Han læner hovedet tilbage. Ryster.

   "Hvad sker der med mig?" hulker han. Jeg kommer lidt tættere på.

   "Jeg vidste at du ville komme tilbage."

   "Du råbte af mig."

   "Jeg råbte efter dig." Han ser på mig. Det blå øje er stadig det eneste synlige. Hans hænder er lænkede. Jeg kommer helt hen til ham. Min hånd tøver rystende ud fra hans pandehår. Så trækker jeg det til side.

   Det ene øje er rødt. Det anede er blåt. På samme tid. Han ser så forvirret og sårbar ud. Jeg kysser ham på panden.

   "Jeg lover dig... Jeg skal nok hjælpe dig." Han vrider sig og skærer tænder. Så ser han hadefuldt på mig.

   "Jeg vil ikke ha' din hjælp!" Jeg sukker.

   "Det lover jeg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...