(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3773Visninger
AA

2. En Helvedes konge

Det var de gode gamle dage. Nu, hvor jeg tænker tilbage, er det egentlig mærkeligt. Da jeg mødte Nathan, fortalte han mig, at han var tyve, altså halvandet år ældre end mig. Dengang var mine forældre ikke så glade for det. Hvis bare de så mig nu. Jeg er bogstaveligt talt i Helvede. Nathan er blevet en ond tyran. Og jeg... jeg er bare hans elskerinde igen. Jeg kan kun bruges til tidsfordriv og fornøjelse. Jeg er grim. Han ville være bedre tjent uden mig. Den sidste er faldet lidt til jorden.

   De er godt og vel en måned siden Lucifers (den gamle djævel) død. Nathan har fået helt styr på Helvede. Eller... Tja, alle lever i evig rædsel, men... Ikke noget men. Jeg hader Nathan. Denne Nathan. Min Nathan er stadig derinde et sted. Fanget. Bange. Men jeg skal nok finde ham.

 

Nathan skubber min brutalt op mod væggen. Jeg ligger armene om ham og kysser ham. Ikke blidt og kærligt, som dengang vi faktisk elskede hinanden. Hårdt. Desperat. Jeg gør kun det her, så han ikke slår mig ihjel. Det ville være hans livs fejltagelse. Nathan niver mig bagi. Jeg anstrenger mig for ikke at slå ham. Jeg kan ikke lide det. Overhovedet ikke. Det ville den gamle Nathan aldrig gøre. De kolde vand føles ikke koldt mere. Måske fordi Nathans krop skærmer for det.

   Han elsker mig stadig. Bare ikke som han engang gjorde. Den kærlighed, han føler for mig lige nu, er simpelt, beskidt, nådesløst begær. Efter mig. Eller, rettere sagt, min krop. Jeg skal bare sørge for at han er i godt humør. At han ikke føler sig ensom. At han er... behaget.

   Han kysser mig i nakken adskillige gange. Jeg savner hans varme læber. De rigtige kys. De rigtige følelser. Jeg må tvinge mig selv til ikke at græde. Ikke græde. Ikke ligesom de stakler på film, der bliver holdt fanget af en tyran, diktator, konge eller kejser, bare for at leve som elskere. Men... det er jo lige det, jeg er. En fange. En fange i Nathans groteske spil. Heldigvis har han kun mig som elsker. Ikke et helt harem. Nej, det syntes han stadig ikke godt om. Han har mere værdighed nu end før, i hvert fald på visse punkter. Hvad gælder kærlighed, er det bare fornøjelsens legetøj.

   Jeg kysser ham på brystet. En rystelse løber gennem ham, og han griber fat om mig. Jeg kan ikke smile. Ikke nu. Ikke nu, hvor han ikke kan se mit ansigt. Han har for travlt med at kysse og kramme mig, til overhovedet at lægge mærke til mit ansigt.

   Vi er ikke i bad sammen. Nej, det har vi ikke været siden han forvandlede sig til den nye djævel. Vi står ude i slotsgården. Regnen siler ned. Jeg har aldrig set det regne før. Ikke i Helvede, i hvert fald. Men siden Nathan blev til djævlen, har grotteloftets drypsten haft travlt med at sende deres vand ned over os. Det er det, de hernede kalder regn. Nathan prøver at tage min trøje af. Jeg rykker væk fra ham. Et øjeblik ser han rasende på ham. Det er ham, der bestemmer. Jeg har ikke noget at skulle have sagt. Jeg er et stykke legetøj, en dukke. Min betaling for at klappe i og være en god pige, er, at jeg beholder hovedet - eller, vigtigere endnu, at jeg ikke ender som Nathans private blod doner. Jeg er allerede hans doner. Men jeg er også hans elsker. Jeg vil ikke hænges op i lænker, og bare vente på at han bliver tørstig. Jeg vil gerne kunne gå frit rundt på slottet. Det kan jeg også. Jeg er fri. Men jeg skal være sammen med Nathan når han vil det. Jeg skal kæle om ham. Blotte mig for ham. Spille den rolle, jeg får tildelt dagligt. Mit tøj må jeg ikke selv vælge. Det ligger klar til mig hver morgen.

   Jeg sover ikke altid sammen med Nathan mere. Det er sjældent, faktisk. Kun, hvis vi har været i seng sammen. Eller hvis jeg har været særlig sød ved ham. Ellers har jeg mit eget værelse. Vores gamle lejlighed står tom. Lucifers er blevet ødelagt (Nathan). Nathan har sin egen lejlighed i en afsides krog af slottet. Der er meget hyggeligt. Men det ligger langt fra mit værelse. Nathan kommer gående hen mod mig. Truende.

   "Hvad har du gang i?" spørger han med den uhyggelige, deprimerende, dystre og mørke undertone, der konstant har klistret sig til hvert et ord fra ham. Jeg slår armene om mig selv for at skjule mit bryst. Han skal ikke få lov til at nyde noget lige nu!

   "V-vi er udenfor! Nathan, du kan ikke bare tage mit tøj af her, det er..."

   "Mit kongerige," han tager fat om mit ene håndled, "mine undersåtter," og det anede, "min verden!" Han tvinger mine arme fra hinanden. Ikke for at tage på mig, ikke for at glo. Bare for at irritere mig. Bare for at prikke til bjørnen. For bjørnen giver ikke igen. Den er bange. Bange og sårbar over for jægeren.

   "Men... Men... jeg syntes at..."

   "Lad være..." Han sætter sig mund ud for mit øre. "... med at syntes noget." Han slikker mig på kinden. "Du får ondt i hovedet af at tænke. Lille menneske." Lille menneske. Det forhadte kælenavn, som han har givet mig de sidste par uger. Jeg er ikke længere den specielle Maya. Jeg er bare et lille menneske. Ubetydelig. Meningsløs. For sjov. Nathan kysser min mundvig. "Så... Vær nu en god pige. Gå op på slottet og skift." Han slipper mig, og jeg kan ikke lade være med at gå lidt for hurtigt væk fra ham. Hans kolde latter hænger i luften bag mig. Så begynder jeg at græde.

 

Jeg græder og græder. Og græder. Og græder lidt mere. Jeg ligger på min seng og hyler som et lille barn. Jeg vil have min Nathan tilbage! NU! Ikke den onde, kolde skal, som konstant misbruger mig. Jeg holder min pude over mit hoved. Det var en fejl. Det hele! At finde sammen med Nathan, at flytte til New Castle. Jeg skulle have glemt ham. Han var jo bare en tilfældig dreng, som jeg stødte ind i på gaden.

   "Frøken." Iris, den faldne engel, som er ansvarlig for mit helbred og min sikkerhed, står og ser på mig i døråbningen. Hun er ikke som andre faldne. Hun er lidt venligere. Iris smider et stykke stof på sengen. "Mesteren venter." Jeg samler stoffet op, tørrer tårerne væk og ser på det. Jeg spærrer øjnene op. Det er den dårligste parodi på en kjole jeg nogen sinde har set.

 

Den er kropsnær. Måske lidt for kropsnær. Uden ryg. Og så er den kort. Alt for kort! Den går mig kun lige akkurat til starten på låret. Til gengæld går den helt op og slutter i en tæt hals. Det er sjovt nok den mest behagelige del. Den er stram både bagpå og ved brystet. Faktisk, så har jeg på fornemmelsen at den udvider min kavalergang. Den har ingen ærmer og er rød og sort. Til den er et par matchende stiletter. Jeg ser mig selv i spejlet. Så ser jeg på Iris. Selvom hun er en falden, ser selv hun med overraskelse på den. Så smiler hun anstrengt.

   "Den er da... flot?"

   "Flot? FLOT?!" Jeg ser mig selv i spejlet. Der må være et eller andet kinesisk tema. Mit hår er blevet sat op i en knold, en lok krøllet hår hænger ned foran mit ansigt. "Jeg kan da ikke vise mig offentligt i det her! Det er knap nok håndklædestørrelse!" Iris sukker.

   "Jeg kan ikke gøre noget ved det, desværre. Men jeg er sikker på at den vil fyre op under Mester Nathaniel."

   "Helt ærligt, hvad har han forestillet sig? At jeg med glæde vil lege kinesisk glædespige for ham?"

   "Han slår dig ihjel hvis du ikke gør det." Jeg sukker.

   "Ja... du har ret..." Vi er stille lidt. Jeg betragter makeuppen. Mine læber er malet blodrøde, og jeg har en sort streg rundt om øjnene - lidt ligesom den man ser menneskene på pyramidevægge med.

   "Hvordan er Mester Nathaniel egentlig?" Jeg ser spørgende på Iris i spejlet.

   "Han er en idiot. Men han plejede at være meget rar..."

   "Det var ikke det jeg mente." Iris rødmer, et sjældent syn hos faldne.

   "Åh..." siger jeg. Jeg vender mig mod hende og ser hende koldt i øjnene. "Hvis du så meget som overvejer det, så skærer jeg halsen over på dig!"

   "Ingen grund til trusler, han ville da aldrig være interesseret i en falden."

   "Det var ikke en trussel, men en advarsel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...