(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3730Visninger
AA

6. Bortløben

Kevin sætter mig på min seng. Jeg ånder lettet op og skal til at takke ham. Men jeg får aldrig chancen. For Kevin kysser mig, på munden, længer. Han trækker sig væk. Mine kinder er røde. Han begynder at le og nikke.

   "Jo... Jo, jeg forstår godt at du gør Mester Nathaniel vild." Han holder hånden frem. Jeg ser forvirret på den. "Min kappe, tak." Jeg tager den af og rækker den til ham. Han ser lidt for længe på mig. Så tager han kappen på og går. Og jeg bliver ladt alene. Med mine tanker.

   Iris er visnet. Det er det samme som hvis en falden engel dør. Hun er væk. Og jeg lad tilbage med hendes afløser, Kevin. Som... er ude efter mig? Har han mon fået lov til at gøre tilnærmelser til mig af Nathan?

 

Jeg sniger mig ned ad gangen. Ser mig omkring. Her er ingen. Jeg lister videre. Rygsækken på min ryg er måske lidt for let, men det skulle jo også gå stærkt. Det eneste, jeg er lidt ked af, er, at jeg ikke kan sige farvel til Nathan. Men det er for hans egen skyld. Gad vide om Himlen vil tage godt imod noget så beskidt som en elsker? Jesus vil forhåbentlig tage godt imod mig.

   Jeg er på vej ud af slottet. Jeg skal op til Himlen, for at advare dem. Hvis Nathan virkelig har planlagt det, jeg tror han har, så vil de få fatale konsekvenser for alle. Fodtrin. Jeg sætter i stille løb. Bare jeg ikke bliver opdaget. Jeg gemte mig i et lille indhug i muren, egentlig beregnet til et bord eller en lysestage. To faldne kommer gående forbi mig. De er overraskende stille. Normalt ville de være højrøstede, på denne tid sikkert fulde og fordrukne, slænge sig op ad hinanden og råbe højt og le af alt og intet. Men nej. De er tavse som graven. Og blege. De holder blikket stift rettet mod gulvet, deres bevægelser er stive og hurtige. De er hurtigt væk. Jeg kaster et blik efter dem. Hvorfor er de mon så tavse? Har det noget at gøre med Iris? Hun havde også været unaturligt stille. Jeg lister hen til den nærmeste udgang. Åbner dørene. Og gisper.

   På gårdspladsen er der faldne engle overalt. De sidder på sten, på jorden, sår lænet op ad muren. Enkelte ligger endda ned. Jeg burde jo egentlig være bange. Men nej. Der er noget ved dem, noget unaturligt. Jeg går ind iblandt dem. Nogle af dem hoster. Nogle flakser med deres vinger. Men langt de fleste steder, hænger vingerne som ubrugelige, slappe, buskede laser. Jeg går hen til en falden, der hviler hovedet i hænderne.

   "Hvad foregår der her?" spørger jeg lavt. Den faldne ser på mig med røde øjne.

   "Mester Nathaniel har ikke brug for os..." Den faldne hoster og sukker. "Vi er de svageste faldne engle... Vi er sat her for at visne... Og sygne hen..." Jeg går videre. Jeg kan ikke tro, at Nathan ville gøre sådan noget mod dem. Jeg går hen til en falden, der ser ud til at have sine vinger nogen lunde i orden.

   "Flyv mig over," siger jeg tonløst. Den faldne ser tomt på mig. Hun ryster på hovedet.

   "Det kan jeg ikke. Desværre frøken Maya." Hun faldne falder ind mod væggen og glider ned ad den. Jeg sukker, og går hen til den mørkeste afkrog af gården. En gammel slyngplante klatrer op ad muren. Jeg gør det samme. Besværligt klatrer jeg op ad muren. Den er høj, og jeg er bange, men da jeg endelig når toppen, kommer det rigtige problem - jeg kan ikke komme ned. Jeg går rundt på toppen af muren, og da jeg endelig ser et tag på den anden side, der er højt nok oppe til, at jeg kan komme ned, springer jeg.

   Jeg løber gennem byens gader, hurtigt og nervøst. Jeg nærmer mig den trappe, der fører op til grotten med portalen til Himlen - næste problem: Jeg kan ikke forlade Helvede alene. Noget pusler i en gyde. Jeg stivner og vender mig om. Så smiler jeg. Jeg genkender dæmonpigen. Det er Eve, min eneste ven i hele Helvede. Hun tripper hen til mig.

   "Maya!" siger hun, ser sig nervøst omkring. "Hvad laver du her?"

   "Jeg kunne spørge dig om det samme."

   "Jeg spurgte først." Jeg hvisker til hende.

   "Jeg er stukket af." Hun gipser. Jeg nikker. "Og jeg har brug for din hjælp. Jeg skal ud af Helvede." Eve ser forvirret på mig.

   "Hvorfor er du stukket af? Var Mester Nathaniel ikke en god nok kysser mere?"

   "Nej, det er ikke..."

   "Lad mig gætte - skuffede dig i sengen?"

   "Eve, altså... Det er..."

   "Jeg har ret, har jeg ikke?"

   "Nej! Eve, lyt til mig! Nathaniel er blevet ond!"

   "Ja hvad havde du regnet med. Han er den nye djævel."

   "Ondere end Lucifer. Han smider de svage faldne engle ud af slottet, og han planlægger noget - noget stort og slemt! Noget, der vil få katastrofale følger for os alle! Vil du ikke nok hjælpe mig ud?" Eve nikker stille og tænksomt.

   "Jeg ved ikke... Hvis Mester Nathaniel er blevet sådan... hvad ville han så gøre ved mig, hvis han finder ud af, at jeg har hjulpet dig?"

   "Vil du ikke nok - søde Eve?" Eve ser sig forsigtigt omkring.

   "Årh! Fint!" Jeg begynder at gå. Hun følger ikke med.

   "Kommer du med?" Hun ryster på hovedet.

   "På gåben tager det flere dage, Maya. Fløj Mester Nathaniel dig ikke sidste gang?" Jeg ryster på hovedet.

   "Det ved jeg ikke. Jeg var bevidstløs..." Jeg holder mig for munden for ikke at skrige, da Eve folder store, sorte, læderagtige vinger ud. Hun løfter mig op og letter. Hendes røde hud og skæl skærer lidt i min hud. Da hun endelig lander og sætter mig ned, er vi meget langt fra byen. Jeg er overrasket over, hvor hurtigt vi kom herhen.

   "Jeg kan ikke tage dig længere uden Mester Nathaniels tilladelse. Du skal bare fortsætte ligeud herfra, så når du til portalgrotten." Vi siger farvel og drager hver vores vej - ja, eller, hun flyver. Jeg kan næsten ikke tro det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...