Take Me Closer | Harry Styles

Hvad er det vigtigste i et forhold? Tillid, troskab, og at man fortæller hinanden alt. Det fandt nu 18-årige Alexa ud af, da hun valgte ikke at fortælle sin kæreste at hun havde fået en abort. Harry vidste ingenting, han vidste ikke at hun var gravid. Han vidste ikke noget, og det kostede Alexas forhold til ham. Deres forhold sluttede, og de så ikke hinanden igen. De lever hver for sig, Harry har sluttet On The Road Agian-Tour sammen med drengene, og er kommet hjem igen til London. Alexa bor stadig hjemme hos sine forældre, lillesøsteren Emma og tvillingerne Nicole og Noah. Vi er i august 2015, og Alexa er startet i 2G - på den skole hun startede på for præcis et år siden. Hvad sker der når Alexa og Harry, støder ind i hinanden igen? Er de kommet videre, eller? Vil de kunne snakke sammen igen, eller vil de bare gå uden om hinanden? Find ud af det i: Take Me Closer.
3'eren af: Take Me Home & Take Me Back.

480Likes
544Kommentarer
149947Visninger
AA

18. Kapitel 17

Harrys synsvinkel:

Hvad havde jeg gjort? Hvis vi ikke så hinanden mere, ville det være min skyld. Jeg var taget hjem til Niall, og lige nu var det nat. Vi havde snakket om det, og han havde kommet med sin mening. Jeg fortrød at jeg havde presset hende, og sagt det som jeg havde sagt inden jeg var skredet. Jeg havde forladt hende hjemme hos mig, i min lejlighed, og jeg fortrød det. Jeg havde tænkt mig at tage hjem i morgentillid, og få snakket med hende. Det må ikke være slut, det må det bare ikke.

Jeg ved godt, at et var mig der havde givet hende noget at tænke over – men jeg var så sur lige i øjeblikket, så det jeg havde sagt, var i vrede. Jeg sukkede, og satte mig op i sengen. Hvis hun havde tænkt sig, at vi skulle glemme hinanden – ved jeg ikke hvad jeg ville gøre. Jeg havde endelig fået hende igen, dog ikke som kæreste, men hun var kommet tilbage i mit liv efter et år. Jeg tog min mobil, og tastede hende nummer ind og ringede hende op. Det her er ikke slut! ’’Du har ringet til Alexa, jeg kan ikke tage min telefon lige nu – men læg en besked, så ringer jeg tilbage. Byyye’’ lød det.

’’Hej, det er mig. Undskyld, Alex! Jeg er så ked af det jeg sagde, og jeg mente det ikke. Jeg kommer hjem i morgen tidlig, og jeg håber at du stadig er der. Vi må snakke om det hele, jeg vil ikke give slip og bare glemme dig. Jeg har endelig fået dig tilbage i mit liv, også nægter jeg at give slip! Jeg elsker dig, jeg elsker dig så højt, og du betyder alt for mig. Jeg kan og vil ikke glemme dig! Vil du glemme mig, fint – men jeg glemmer aldrig dig, og jeg lader dig ikke være – lige meget om du vil have det eller ej! Du er pigen i mit liv, og du er hende jeg vil leve resten af mit liv med. Inde i soveværelset, inde i mit skab, ved mine bukser – der ligger der er lille æske. Den er til dig, det var meningen jeg ville give dig den, men så skete alt det her. Husker du da jeg sad med min iPad, dengang du var her med Emma? Det jeg kiggede på, ligger i æsken – og derfor ville jeg ikke sige, hvad det var jeg kiggede på. Jeg håber for alt i verden ikke at vi glemmer hinanden, ikke nu! Det må aldrig ske, at vi glemmer hinanden! Jeg glemmer dig aldrig, Alexa! Jeg elsker dig.. Vi ses i morgen… håber jeg..’’

Jeg lagde på, og lagde min mobil vedsiden af min hovedpude. Jeg lænede mig tilbage, indtil mit baghoved ramte væggen. Jeg sukkede, og lod mine tåre rende ned af mine kinder. Jeg græder normalt ikke over piger, men jeg har tit grædt over Alexa. Jeg er ikke svag, det viser bare hvor meget jeg elsker hende. ’’Harry?’’ kom det over fra døren. Jeg kiggede derover, og der stod Niall. ’’Kom, jeg har ringet til drengene. De er her nu’’ sagde han, og tændte lyset i rummet.

’’Græder du?’’ spurgte han, da han nok så det pga. lyset. Jeg sukkede, og nikkede. Jeg rejste mig fra sengen, og tog et par træningsshorts på, og gik over til Niall. ’’I finder ud af det, Harry!’’ sagde han, og klappede mig på skulderen. Jeg tørrede mine tåre væk, ’’Kom’’ sagde han, og vi gik ind i stuen sammen. Alle drengene sad der, og Sophia var der også. Jeg gik hen og satte mig ned i lænestolen overfor dem alle.

’’Harry, jeg har snakket med Alexa’’ sagde Sophia, og jeg kiggede hen på hende. ’’Har du?’’ spurgte jeg, og hun nikkede. ’’Hun ringede til Liam, også tog jeg over til dig, hvor hun stadig er. Hun er meget ked af det, og ikke mindst knust. Vi snakkede frem og tilbage om det hele, og jeg ville ikke presse hende til noget – så jeg sagde at hun, skulle sove på det hele og finde ud af med sig selv, hvad hun vil’’ svarede hun, og jeg nikkede. ’’Har du en fornemmelse om, hvad hun kommer frem til?’’ spurgte jeg, og sukkede.

Sophia trak på sine skuldre, ’’Hun kom ud med alt, og ud fra det – så kan hun komme frem til en masse. Det var ikke til at læse, hvad hun ville komme præcist frem til’’ svarede hun. ’’Men husk, Harry. Vi er her altid for dig!’’ sagde Louis, og jeg kiggede på ham. ’’Det ved godt at i er, og det er jeg meget taknemmelig for!’’ svarede jeg, og smilede svagt.

Alexas synsvinkel:

Her sad jeg så, i hans lejlighed. Min hjerne, var fyldt op med tanker og beslutninger. Jeg har grædt, jeg har råbet, jeg har været ked af det, og jeg har været vred. Jeg havde to tanker, der blev ved med at køre rundt. Den ene var, at tilgive ham, og komme videre sammen. Den anden var, at jeg forlod ham. Jeg havde faktisk også en pause, oppe og vende. Jeg har også tænkt, om mig og Harry overhovedet er ment til at være sammen. Jeg var så i tvivl.

’’Hej, det er mig. Undskyld, Alex! Jeg er så ked af det jeg sagde, og jeg mente det ikke. Jeg kommer hjem i morgen tidlig, og jeg håber at du stadig er der. Vi må snakke om det hele, jeg vil ikke give slip og bare glemme dig. Jeg har endelig fået dig tilbage i mit liv, også nægter jeg at give slip! Jeg elsker dig, jeg elsker dig så højt, og du betyder alt for mig. Jeg kan og vil ikke glemme dig! Vil du glemme mig, fint – men jeg glemmer aldrig dig, og jeg lader dig ikke være – lige meget om du vil have det eller ej! Du er pigen i mit liv, og du er hende jeg vil leve resten af mit liv med. Inde i soveværelset, inde i mit skab, ved mine bukser – der ligger der er lille æske. Den er til dig, det var meningen jeg ville give dig den, men så skete alt det her. Husker du da jeg sad med min iPad, dengang du var her med Emma? Det jeg kiggede på, ligger i æsken – og derfor ville jeg ikke sige, hvad det var jeg kiggede på. Jeg håber for alt i verden ikke at vi glemmer hinanden, ikke nu! Det må aldrig ske, at vi glemmer hinanden! Jeg glemmer dig aldrig, Alexa! Jeg elsker dig.. Vi ses i morgen… håber jeg..’’

Det var tredje gang, jeg havde hørt den. Jeg rejste mig fra hans seng, og gik over til hans skab. Han sagde noget om en æske, og jeg kunne jo tilså godt se hvad det var. Jeg åbnede skabet, og kiggede på hylden hvor hans bukser lå. Ganske rigtigt, så lå der er lille æske. Jeg tog den, lukkede skabet igen og gik hen og satte mig i sengen igen.

Skulle jeg åbne den? Skulle jeg ikke? Jeg tog mig sammen, og fjernede gavebåndet og fik papiret af. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede æsken. ’’Waow’’ hviskede jeg, og lagde min højre hånd foran min mund. Den var virkelig smuk, ’’Det gør han bare ikke’’ hviskede jeg, og tog ringen op og betragtede den. Jeg satte den ned i æsken igen, og lukkede den og satte den på natbordet. Jeg ville sove på det hele, også kom beslutningen nok til mig når jeg vågnede.

Ringen:

**

Jeg vågnede ved at kulden overtagede min krop. Jeg slog mine øjne op, og opdagede at dynen lå nede på gulvet. Det var halvlyst udenfor, så enten er det meget tidlig morgen eller nat. Jeg tog min mobil, og tjekkede klokken. Den var halv 9, så jeg valgte at stå op. Harry kunne jo komme når det skulle være, også gad jeg ikke ligge og sove. Jeg satte mig op, og svang mine ben udover kanten. Jeg rejste mig op, og gik ud i køkkenet.

Det var lidt underligt, at være her alene, uden Harry også var her. Det var jo hans lejlighed. Jeg havde sovet på det hele, og var kommet frem til en beslutning. Den får i først af vide, når han kommer. Jeg åbnede skabet, hvor nutellaen var og brødet. Jeg tog det ud, og smurte to skiver med en godt lag på, og smækkede dem op på en tallerken.

Jeg fandt et glad, og hældte noget multijuice op i. Jeg gik hen i stuen, og hen til de store vinduer. Der var en slags vindueskam, som man kunne sidde på. Jeg satte mig ned, og satte glasset på gulvet og tog en bid af min mad. Jeg kiggede udover byen, hvor en masse biler kørte og en masse mennesker gik rundt.

- Jeg fik spist færdig, og gik ud og satte mit glas og tallerken ned i opvaskemaskinen. Jeg gik ud på badeværelset, og smed mit undertøj og gik ind i brusekabinen. Jeg tændte for vandet, og lod et løbe ned af min nøgne krop. Det startede med at være koldt, hvilket var ret dejligt. Det blev varmt, og jeg gjorde mit hår vådt. Jeg tog shampooen, og sæbede mit hår ind. Jeg skyllede det ud igen, og tog balsammen og påførte det i mit hår. ’’Alex, er du i bad?’’ kom det fra, den stemme jeg ikke havde hørt siden i går. ’’Ja!’’ råbte jeg, tilbage – da han jo stod på den anden side af døren, så han skulle jo kunne høre det. Jeg blev færdig, og slukkede vandet. Jeg viklede et håndklæde om mit hår, og et om min krop. Jeg sukkede, og gik i gang med at tørre min krop.

Jeg viklede håndklædet om min krop, og gik ud fra badeværelset. Jeg gik igennem stuen, og Harry sad henne i sofaen. Han kiggede hen på mig, ’’Jeg tager lige noget tøj på’’ sagde jeg, og gik ind i soveværelset og lukkede døren. Jeg lod håndklædet falde til jorden, og gik hen til min taske og tog et sæt rent undertøj. Jeg tog det op, og fandt et par sorte gamacher, en hvid top og en grå hættetrøje. Jeg tog det på, og fandt et par sorte sokker og tog dem på.

Jeg tog håndklædet væk fra mit hår, og tørrede det lidt med det og redte det med min børste. Jeg smed begge håndklæder ned i vasketøjskurven, og samlede alle mine ting og pakkede dem ned i min taske. Jeg tog den, og gik ud fra soveværelset. Harry var ikke til at se, så han var sikkert ude i køkkenet. Jeg gik ud og satte min taske i gangen, og gik ind i stuen igen.

Jeg gik hen til vinduet, og kiggede ud. ’’Alex?’’ kom det bag mig, og jeg vendte mig om og kiggede på ham. ’’Undskyld..’’ sagde han, og kiggede kort ned inden han kiggede på mig igen. ’’Jeg har tænkt over det, tænkt over det du sagde inden du skred..’’ sagde jeg, og Harry fik et nervøst udtryk i hovedet. ’’Jeg synes vi skal holde en pause fra hinanden..’’ forsatte jeg.

Harry rystede på hovedet, ’’Sig det ikke! Det mener du ikke, Alex!’’ sagde han, frustrerende. ’’Det har været en svær beslutning, men jeg er kommet frem til det og jeg holder fast i det!’’ svarede jeg, og begyndte at gå ud mod gangen. ’’Alexa, du må ikke!’’ råbte Harry, bag mig. Jeg vendte mig om, og kiggede på ham. ’’Jeg har besluttet mig’’ sagde jeg, og vendte mig om igen og gik ud i gangen. Jeg tog mine Uggs på, og rakte ud efter min jakke – da en hånd, blev lagt om mit håndled og jeg blev vendt rundt.

’’Harry, stop…’’ hviskede jeg, og kiggede ned. Jeg ville ikke kigge ham i øjnene, da jeg havde på fornemmelsen af han øjne viste sorg og meget af det. ’’Kig på mig, Alex!’’ mumlede han, og lagde sine hænder på mine kinder og løftede mit hoved. Vi fik øjenkontakt, og tårerne løb ned af hans kinder. Jeg tog mine hænder op til hans kinder, og tørrede hans tårer væk. ’’Du må ikke, Alex!’’ hulkede han, og det gjorde så ondt på mig at se ham sådan her. Jeg fjernede mine hænder, og tog fat om hans håndled og fjernede hans hænder fra mine kinder.

’’Vi må begge videre, Harry’’ mumlede jeg, og trådte et skridt bag ud. Jeg gik fat i min jakke, og tog den på. Jeg kiggede igen på Harry, ’’Jeg kommer ikke videre, Alex! Der er ingen andre piger, jeg vil være sammen med! Jeg vil kun være sammen med dig, forstå det!’’ græd han, og trådte hen imod mig. ’’Jeg må gå..’’ sagde jeg, og tog min taske. ’’Nej, du må ikke gå!’’ svarede han, imens tårerne blev til flere ned af hans kinder. ’’Jeg er ked af det..’’ mumlede jeg, og vendte om og skyndte mig hen til døren og åbnede den og gik ud og smækkede den efter mig. ’’Alex, neeeej!’’ kunne jeg høre Harry råbe inde på den anden side. Jeg løb ned af trapperne, og de andre drenge var på vej på. ’’Alex?’’ spurgte Louis, og de kiggede alle på mig. Jeg rystede på hovedet, ’’Farvel’’ hviskede jeg, og løb videre ned. ’’Alex!’’ kunne jeg høre dem råbe efter mig, men jeg løb videre ned. 

___________________________________________

Ikke rettet. x

Det lyder som om den er slut, men det er den ikke - men vi er ved at være ved vejs ende. Hvad tror I, der kommer til at ske? Kom gerne, med alle jeres gæt! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...