(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3618Visninger
AA

3. Svaghed = vinger

Lucifer kommer straks med mig. Og da vi igen kommer ind i lejligheden, møder et forskrækkeligt syn os.

   Nathan er steget ud af sengen, og sidder på knæ ved den ene væg, ligbleg og rystende. Hans vinger er sprunget ud, fjerene er blodige og flossede, hvilket betyder at han har prøvet at holde dem inde. Han  trækker vejret i små pibende stød. Jeg står bare og ser på ham, venter på at Lucifer gør noget. Men Lucifer gør ingenting. Han betragter bare sin søn. Nathan støtter sig op ad væggen og rejser sig svageligt op. Han rækker en hånd ud mod os.

   "Far," siger han ynkeligt. "Hjælp mig!" Han gisper og ryster, ligger en arm om sig selv. Han piver og skælver. Lucifer ser isnende på Nathan.

   "Bare gør det, Nathaniel. Lad være med at kæmpe imod. Det gør bare det hele værre." Jeg ser forvirret på Lucifer. Hvad snakkede han dog om? Nathan ryster på hovedet.

   "Nej, nej, far, jeg beder dig, hjælp mig!" Lucifer tager fat om min skulder og skubber mig brutalt hen i favnen på Nathan. Nathan prøver at få mig væk, men Lucifer skubber mig tilbage.

   "Jo. Kom nu. Brug dine kræfter, min Mørkets Engel." Lucifer har læst op på stoffet om Mørkets Engel, som han mener, er Nathan. Jeg ved ikke, hvad han har fundet ud af, men uanset hvad, så er han ikke længere bange for, at Nathan skal gå amok. "Følg din lyst." Nathan ser på mig med vilde, fremmede og bange øjne. Han er iskold.

   Pludselig tager Nathan hårdt fat om mine skuldre. Jeg piver og ser bange på Nathan. Frygten forsvinder og bliver erstattet af det rene vanvid. Så lægger han en hånd over mine øjne. Jeg kan mærke hans spidse tænder bore sig ind i min hals.

   I det samme farer billeder igennem mig. Blod overalt. Jeg er iført en hvid, blodplettet kjole. Mit hår er pjusket og rodet. Jeg græder og synker ned på knæ. Alt omkring mig er sort. Nathan kommer hen til mig i min vågne drøm. Han holder et sværd i hånden og ligner sten.

   "Jeg har ikke brug for dig," siger han nedladende. "Du er ubrugelig for mig. Alt, hvad du kan bruges til, er fornøjelser." Han spytter på mig. Jeg dukker hovedet. "Jeg hader dig. Alt ved dig er grimt. Du duer ikke til noget. Jeg ville være bedre tjent uden dig." Han fortsætter bare, har ikke ét godt ord om mig. Jeg græder, både i min vågne drøm og i virkeligheden.

   Da Nathan endelig fjerner sine tænder fra mig, kan jeg åbne øjnene, fordi han fjerner sin hånd. Han ser på mig. Foragter sig selv.

   "Hvorfor..." siger han stille. "Hvorfor er din smerte og elendighed så... så... vidunderlig?" Han holder sig for munden. Lucifer er gået. Nathan folder vingerne helt ud og går baglæns. Ser med rædsel på tårerne i mine øjne. Så på sine hænder. "Jeg er et uhyre!" Jeg vil gerne sige ham imod, men kan ikke. Der er intet blod fra sårene på halsen, men mine tårer vil ikke holde op. Nathan river sig i håret. Så vender han sig om, springer ud af vinduet, og flyver sin vej. Mine knæ ryster og vender sig ind mod hinanden. Så falder jeg ned på gulvet. Alle de ting, drømmeudgaven af Nathan sagde om mig, sidder bedre fast end de dejlige og gode ting, den rigtige Nathan har sagt. Og nu... nu er han væk...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...