(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3630Visninger
AA

7. Skytsengel

"Maya?" Jeg åbner øjnene, stille. Jeg havde en drøm. En god drøm. Om Nathan. Han var i live. Havde det godt. Jeg bliver varm. Han var så tæt på mig. Der skete ikke rigtig noget. Vi stod bare helt tæt på hinanden. Mere kan jeg ikke huske. Jeg ser på den faldne, der vækkede mig. De er hende fra i går. Jeg sætter mig op. "Hans majestæt er vågnet. Han insisterer på at se dig."

   "Hvem?" spørger jeg søvnigt og gaber. Taler hun om Lucifer eller Nathan?

   "Prinsen." Jeg rejser mig op og følger med den faldne engel. Hun fører mig ind i vores lejlighed, Nathans og min. Mine poser står i et hjørne, de er bare blevet smidt ind i al hast, men der er okay - Nathan er vigtigere. Inde i soveværelset ligger Nathan i sengen, han er vist kun lige akkurat vågen. Ekstremt tynde slanger er sat ind i hans bryst, arm og hånd. Han har et af de der bizarre drop under næsen. Han smiler, da han får øje på mig, og prøver at flytte sin hånd. Jeg sætter mig på sengekanten og tager hans hånd. Aer den blidt.

   "Hej," siger jeg.

   "Hej," siger han træt. "Er du okay?" Jeg nikker.

   "Ja. Takket være dig." Han ser på min hånd.

   "Jeg burde ikke være her," siger han hult.

   "Hvad?"

   "Jeg skader dig." Han har lige dikteret mine tanker.

   "Jeg skader dig, mener du vist. Jeg er grunden til, at du kommer i fare konstant."

   "Nej, Maya, det må du ikke tro. Jeg..."

   "Vil du ikke nok lade være, Nathan?" Han rynker panden så godt han kan. "Med konstant at prøve at redde mig? Jeg kan godt klare mig selv."

   "De windigoer ville have ædt dig levende."

   "Ja, men i stedet er du..." Jeg nikker mod ham. "... såret. Lad være med at bringe dig selv i fare for mig. Vil du ikke nok?" Han ser væk og fjerner sin hånd.

   "Nej." Jeg ser overrasket på ham.

   "Ahva?" Han ser på mig med let slørede, dog stadig stålfaste øjne.

   "Nej. Maya, jeg vil ikke holde op med at beskytte dig."

   "HVORFOR IKKE!?" råber jeg hysterisk. Nathan krymper sig under den høje lyd. Hans kraftmærker gløder svagt. Han tager en dyb, desperat indånding.

   "Gabrielle, min mor, er skytsengel. Jeg er det halvt. Vil du ikke nok acceptere det?" Jeg ser tomt på dynen.

   "Det... vidste jeg ikke." Nathan kæmper for at komme op at sidde. Jeg holder ham nede, da hans sår bare kan springe op igen. Han sukker, og holder fast om min hånd, så jeg ikke kan flytte den fra ham.

   "Hvis du har tvivlet på det før, så bør du i hvert fald vide nu, at jeg ikke kan dø i Helvede. Ikke lige nu, i hvert fald." Jeg nikker og synker en klump. Stryger de blodige bandager på hans bryst.

   "Men du kan såres. Og du kan lide." Da jeg ser at han ser på mig, trækker jeg hånden til mig og ser væk. Han stryger min kind, bare kort, så falder hans arm ned på madrassen igen.

   "Sig at du elsker mig." Jeg ser undrende på ham. "Vil du ikke nok?" Jeg tøver. Hvorfor beder han mig om det. Ved han det ikke? Ved han ikke, at jeg elsker ham? Behøver jeg virkelig sige det højt? Han vender ansigtet væk. "Jeg tænkte det nok... Du elsker mig ikke mere, gør du."

   "Jo, selvfølgelig!" udbryder jeg hurtigt. "Selvfølgelig gør jeg det! Jeg blev bare overrasket over, at du beder mig sige det. Jeg troede, at du vidste det..." Nathan tager fat om mig og trækker mig hurtigt ned ved siden af sig. Han udstøder et lille smertestøn, da såret bliver strakt ud. "Nathan..."

   "Lad være. Lad være med at sige noget. Bare lig her ved siden af mig." Vi er stille lidt.

   "Hvorfor?" spørger jeg. Jeg ligger mig om på siden og knuger hans arm ind til mig, forsigtigt, selvfølgelig. En skælven løber gennem ham.

   "Jeg er bange."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...