(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3616Visninger
AA

11. Rift

Nathan er sig selv da han vågner, og husker ikke noget fra om natten. Da jeg fortæller ham om det, ler han, og siger, at jeg sikkert bare har drømt. Lucifer får det efterhånden bedre. Vi ser ham kort under måltiderne, og ellers går tiden med træning og gåture i byen. Livet er så småt ved at virke "normalt"... Hvis det da ikke var for Lucifers nye træningsmetode.

   En dag kommer Nathan tilbage fra træning som en zombie. Han slæber sig frem, ænser mig knap nok, selvom jeg står med udbredte arme, klar til et "velkommen hjem" knus. Han går med en forfærdelig holdning, selvom hans ryg ellers altid er rank. Lige forbi mig. Jeg står et øjeblik og prøver at fordøje det faktum, at han fuldstændigt ignorerer mig. Så vender jeg mig om, og ser ham gå ind på badeværelset, hvor han halvhjertet lukker døren. Den støder kun blidt på dørkarmen, og åbner sig så en smule igen. Jeg hører med det samme bruseren blive tændt. Jeg ved af personlig erfaring, at Nathan ikke kan få tøjet af så hurtigt. Jeg går undrende hen mod badeværelse.

   "Nathan?" siger jeg. Jeg åbner døren. "Er du okay?" Vandet fra brusere siler ned over ham og gør hans tøj og hår gennemblødt. Han står helt stille, lænet op ad den flisebelagte væg. Hans øjne ser på mig, men kroppen er helt stille. "Hvad har du gang i? Hvorfor har du ikke taget tøjet af?" Han pruster og læner hovedet bagover, så det støder ind i væggen bag ham.

   "Vil du ikke gøre det?" siger han opgivende og lavt. Jeg smiler og rødmer en smule. Lægger armene over kors og ser ned.

   "Nathan, altså..." Men da jeg ser hans blik, kan jeg se, at han ikke laver sjov med mig. "Er du seriøs?" Han nikker stift. Jeg kommer hen til ham og slukker bruseren. "Hvad er der sket? Var det ekstra hårdt i dag?" Han trækker ikke på skulderne, men gør et eller andet, så jeg ved, at det var hård, men at det også var noget mere. Jeg sukker, og skal til at trække hans T-shirt af ham. Men han står bare helt stille. Løfter ikke armene. Gør ikke noget for at hjælpe. Han står bare og kigger fjernt ud i luften. "Nathan, jeg kan ikke få den af, hvis du ikke hjælper mig."

   "Jeg kan ikke," siger han hult.

   "Du gider ikke, mener du vel."

   "Nej, Maya, jeg kan ikke." Han ser ned. Jeg følger hans blik. Fra hans ryg løber en meget tynd, men alligevel synlig stime blod. Han ser på mig igen. "Jeg kan ikke." Jeg skynder mig at finde en saks og får trøjen af ham. Jeg piver stille, da jeg ser de lange, blodige rifter på hans ryg. Jeg holder mig for munden.

   "Lucifer har pisket dig!" Han trækker på skulderne. Jeg får Nathan ud af brusekabinen. Hans gang er stiv og fuld af små, uregelmæssige ryk. Jeg leder efter noget i et medicinskab, som kan rense sårene. Da jeg finder det, beder jeg ham om at stå stille. "Det her gør måske en smule ondt." Jeg dupper forsigtig en af rifterne.

   Han hvæser af mig. Højt. Nærmest brølende. Dyrisk. Jeg farer forskrækket sammen. Han stivner og vender sig igen om.

   "Undskyld," mumler han chokeret. Jeg dupper igen såret. Han knurrer lavt, men gør ellers ikke noget. Jeg renser hans sår og pakker tingene sammen igen. Han tager de våde bukser af og tænder for bruseren. Jeg går ud.

 

Cirka en time senere sidder vi begge to på sofaen i vores lille stue og drikker te. Et frugtfad er stillet på bordet. Nathan bidder i et stykke vandmelon. Nu, hvor jeg tænker over det, ved jeg faktisk ikke engang hvad årstid det er oppe på Jorden. Nathan har snart fødselsdag, så det må være omkring sommer. Sjovt, at djævlens søn er født om sommeren.

   "Gør det ondt?" Han ser spørgende på mig. "Sårene. Gør de ondt?" Han ryster på hovedet.

   "Ikke meget. Hvorfor?"

   "Jeg bekymrer mig bare for dig, det er det hele." Han smider vandmelonsskallen på fadet og læner sig tilbage.

   "Jeg har det fint." Jeg nikker og Jeg rækker ud efter det sidste jordbær på fadet, men Nathan snupper det før mig. Han sætter det mellem tænderne og smiler udfordrende til mig. Jeg smiler til ham.

   "Du er barnlig."

   "Og?" Jeg trækker på skulderne og læner mig ind mod ham. Jeg snupper jordbærret med tænderne, uden så meget som at røre hans læber. Han ser surmulende på mig. "Du er ikke sjov." Alt hvad du kan bruges til, er fornøjelse. Et øjeblik sidder jeg i mine egne tanker. Så læner jeg mig igen ind mod ham og kysser ham. Jeg har en arm om hans nakke og en på hans bryst. Han lægger en arm om min talje og presser mig ind mod sig.

   Jeg ved godt, at vi måske kører det dér kysseri og alt det lidt langt. Men jeg er efterhånden bange for, at det er den eneste måde, hvorpå jeg kan beholde Nathan. Han bliver varm, både i sjæl og krop, når jeg er tæt ved ham, og... det vil jeg ikke miste.

   Jeg trækker mig væk fra ham. Han slikker sig om munden.

   "Mhm. Jordbær." Han tager sin tekop op og drikker af den. En tanke risler langsomt igennem mig. Først giver den mig gåsehud. Så fylder den mig med underlige tanker. Og så... så kommer den uhindrede undren.

   "Nathan... Sig mig, hvorfor er jeg ikke gravid?" Nathan er ved at kvæles i sin te. Han taber koppen og begynder at hoste. Jeg slår hænderne op for munden. Han retter sig op og ser overrasket på mig. Hoster lidt mere.

   "Er..." Endnu et host. "Er det da noget du har tænkt meget over?" Jeg ryster hurtigt på hovedet.

   "Nej nej!" forsikrer jeg ham. "Nej, du misforstår mig! Det er bare... Vi har været i seng sammen så mange gange, og jeg undrede mig bare... Er der noget galt med mig, eller..."
   "Nej. Åh, for Herrens skyld, nej, Maya, der er overhovedet ikke noget galt med dig! Men vi er i Helvede. Og i hverken i Helvede eller Himlen kan der ikke blive født børn." Jeg rynker panden.

   "Hvad er du så? En eller anden creepy laboratoriesubstans?" Nathan ler.

   "Nej, jeg foretrækker at kalde det sær udviklet organisk livsform." Jeg ser forskrækket på ham. Det får ham til at grine endnu mere. "Nej, jeg går vel ud fra mor og Lucifer... mor og far, tog til Jorden, da de ville have mig. Jeg blev taget til himlen lige efter jeg blev født. Resten kender du vel." Jeg nikker. Nathan samler tekoppen op. Det halvlunkne indhold er hældt ud over gulvet. Han sukker. "Åh, du havde nær givet mig et hjerteanfald..." Jeg krummer lidt tæer. Tør jeg sige det, jeg tænker på? Jeg ved ikke rigtig...

   "Nathan..." siger jeg så stille. Han ser afventende på mig. "Hvorfor bliver du så forskrækket?" Han rynker panden. "Jeg ved ikke med dig, men... jeg har altså ikke tænkt mig at leve hele mit liv uden et barn." Nathan ser udtryksløst på mig.

   "Men det har jeg."

   Jeg ved ikke, hvad der så sker med mig. Jeg har det, som om to gigantiske klokker slår inden i mit bryst, ryster mig i min grundvold og slår al sund fornuft ud af mig. Jeg bliver i hvert fald chokeret. Og ked af det. Og rasende. Jeg rejser mig op og styrter ind på soveværelset, hvor jeg smækker døren så hårdt jeg kan. Det behøver jo ikke være lige nu! Bar en gang i fremtiden! Den store idiot! Men selvfølgelig! Han er ikke menneske! Han ved ikke, hvordan det kan være! Jeg smider mig i sengen, hvor jeg straks begynder at græde. Ikke på grund af det med barnet, men fordi Nathan fra min vågne drøm havde ret. Jeg er her kun for hans fornøjelse. Han vil ikke noget seriøst med mig. Jeg er et legetøj, som han ikke er blevet træt af - endnu. Han vil ikke være far til min datter eller søn. Han vil ikke noget med mig, andet end at underholde sig selv! En ny følelse farer op i mig. Jeg tror, at jeg er begyndt at hade ham. Ja. Lige nu hader jeg Nathan, af hele mit hjerte hader jeg ham.

   Alle de løgne, som jeg har slubret i mig som honning. Alle de kærlige ord og kærtegn, som han og jeg har delt. Alt det, jeg har gjort for ham... Det hele er pludselig tomt. Farveløst. Meningsløst. Han kan slet ikke lide mig.

   Flere tanker popper op i mig. I så fald, så er jeg jo grim. Så ville han være tjent uden mig. Så... Jeg hiver efter vejret, og mine øjne fyldes med rædselsfulde tårer. I så fald er jeg taget med til Helvede... for ingen verdens nytte! Jeg vil skrige. Jeg vil løbe ud og slå ham. Jeg vil væk! Væk fra Helvede! Væk fra løgnere! Jeg vil væk, væk, VÆK! Alt, hvad jeg i mit hjerte har tilbage, er en lang, blodig rift.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...