(Tertio 2) Englevinger

Det er et halvt år siden, at Maya og Nathan vendte tilbage til Helvede. Mareridt begynder at plage Nathan, og Maya sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig sker med ham. Samtidig er Lucifer blevet syg, men han fortsætter med at oplære sin søn med pisk, smerte og lidelser. Mayas frygt for, at Nathan ikke vil kunne klare presset under Lucifers træning, og de grufulde mareridt. Derfor begynder hun at lede efter en kur, men kan hun nå det, mens Nathan endnu er sig selv? Og vil deres forhold kunne klare det, hvis Nathan går fra forstanden?

22Likes
38Kommentarer
3613Visninger
AA

14. Den store kirke

Jeg gisper efter vejret og griber fat om Maya. Mine lunger har ikke mere ilt, alligevel nægter jeg at slipper hende og få vejret ordentligt. Jeg griber fat i det klamme lagen, da hele mit blodsystem begynder at skrige efter luft.

   "Maya!" gisper jeg. "Maya, jeg kan ikke få vejret." Maya fniser og kysser mig på kinden. Hun putter sig ind til mig. Jeg ligger lidt og gisper efter vejret. Så vender jeg mig mod hende. "Du ved..." puster jeg. "... du behøver altså ikke at være så voldsom." Hun stryger mig kind. Jeg tager fat om hendes håndled, så hendes blide berøring aldrig behøver at slutte.

   "Var det da ikke det du ønskede dig?" Hun kysser mig på panden. Jeg rødmer.

   Somme tider må jeg være en stor idiot i hendes øjne - som nu, for eksempel. Hun gør kun det her for at fornøje mig. Når vi har set hinanden i øjnene på det sidste, har jeg ikke se Mayas dejlige smilende øjne. De har været erstattet af en kold mur af frygt. Er hun bange for mig. Mit humør falder. Jeg kan se på hende at hun kan se det.

   "Hvad er der galt?" spørger hun stille. Jeg ser væk.

   "Du bryder dig ikke om at være sammen med mig mere, gør du?" Hun ser udtryksløst på mig. Jeg vidste det... Hun stryger mig kind.

   "Selvfølgelig gør jeg det..."

   "Lad være med at lyve," afbryder jeg. "Jeg kan se det på dig. I dine øjne. Du frygter mig. Gør kun det her så jeg ikke bliver vred. Ikke?" Jeg kan mærke, at hun ryster, trods den ulidelige varme i rummet. Eller... er det kun mig, der kan mærke den? Hun synker en klump. "Hvad er der sket? Hvorfor frygter du mig?" Hun krymper sig. Jeg kan mærke hende trække sin bare krop væk fra mig, bare en smule. Hver en millimeter tæller.

   "Det er ikke noget." Hun smiler til mig. Jeg er ikke overbevist. Hver en fiber i hendes vidunderlige krop skriger, at jeg skal forsvinde, at jeg ikke skal nærme mig. Skrækken for at miste hende bølger op i mig. Den efterfølges af vrede. Så kommer panikken, fordi jeg kender denne rækkefølge af følelser. Så kommer intetheden. Og de isnende kolde pile, der skærer i mit bryst. Jeg krummer mig sammen. Maya siger mit navn, men jeg hører hende ikke. Ikke før anfaldet er ovre. Og jeg ved ikke, hvornår det er ovre. Sidste gang vågnede jeg efter det, med tænderne i hendes hals. Det her er tredje gang jeg oplever det.

   "Maya," siger jeg svagt. "Kom væk fra mig..." Jeg ved, at hun hurtigt er væk. Isen vrider sig inde i mig. Hun er væk. Hun skal væk. Hun er ikke sikker, så længe det her står på. Jeg ænser ikke mine omgivelser i jeg ved ikke hvor lang tid, men da jeg endelig er "vågen" igen, er mine vinger foldet ud, og hele rummet snurrer. Maya kommer forsigtigt hen til mig.

   "Nathan," siger hun med spinkel stemme. "Er du okay?" Jeg er alt for træt til at svare hende. For svag. Jeg trækker tæppet op over mit hoved i skam. Jeg burde kunne kontrollere det. Maya stryger stille mine vinger. Hun har før sagt at de er bløde og dejlige at røre ved. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke røre dem. For mig er de bare redskaber. Smertefulde, onde redskaber. Hun begynder stille at nynne. Sangen beroliger mig og jeg falder hen. Hvorfor er jeg så svag? For et år siden var jeg stærk - eller, stærkere. Jeg skulle beskytte hende. Nu beskytter hun mig. Endda for mig selv! Jeg lægger armene om mig selv. Hun skal ikke involveres i det her. Hun skal beskyttes. En lok af mit hår falder ned for mine øjne. Det er hvidt. Jeg ser skrækslagent på det. Det er helt forkert! Jeg tager mig til hovedet. Jeg ved ikke noget mere! "Nathan..." Mayas blide stemme taler til mig. Jeg prøver at lukke af, og samtidig klamrer jeg mig til den, den eneste lille tråd af forstand jeg endnu har tilbage. "Nathan, vil du tale om det? Vil du ikke nok fortælle mig hvad der sker? Er det dine vinger?" Jeg rykker stille på dem. Det værker i hele min krop. Jeg hader dem! Jeg hader dem af hele mit hjerte! Jeg skar dem af én gang, for ikke at have dem til at besvære mig, og... Et klarsyn løber igennem mig. Ja. Jeg skar dem af én gang. Jeg kan gøre det igen!

 

Maya smider sig ved siden af mig i sengen og kilder mig med en lok af sit hår. Jeg vifter den væk og vender mig om. Hun slår mig halvhjertet på ryggen.

   "Kom nu Nathan! Det er sidste dag i Barcelona! Jeg ved godt at du ikke har det godt, men vil du ikke gerne se din mor?" 'ikke har det godt' er en underdrivelse. Men jeg er stærk. Jeg skal være stærk. Så derfor sætter jeg mig op, gaber og strækker mig. Maya kysser mig godmorgen, på kinden. Hun tror, at jeg i de sidste to dage har været træt på grund af mine vinger. Det kan man vel også kalde det. Men nu sidder hun dér i sin hvide natkjole, så fin og ren... så god som... nej, ikke som en engel. Så god er engle heller ikke. De er beskyttere, ikke amoriner.

   Vi spiser morgenmad og pejler en taxa. Taxachaufføren spørger, hvor vi skal hen.

   "La Sagrada Familia," siger jeg. " Ejecute la manera más hermosa que sabes. Preferiblemente al lado del agua, por favor. Por mi amor." Kør den smukkeste vej du kender. Helst ud til vandet, tak. For min elskede. Taxachaufføren nikker og smiler.

   " ¡Sí, señor." Ja hr.. Bilen sætter i gang. Maya ser på mig.

   "Hvad sagde du?" Jeg kysser hende på hovedet.

   "At han skulle køre den smukkeste vej han kender." Hun fniser og trykker sig ind mod mig. Jeg puster stille. Er det bare mig, eller... er der helt utrolig varmt inde i taxaen?

 

Sagrada Familia er stor. Meget stor. Jeg ved godt, at det er en mærkelig sammenligning, men den ene side ligner fronten på slottet i Helvede. Maya ser sig forundret omkring. Vi viser vores billetter og går ind. Kirken er enorm! Men den er kun halvt færdig. Det kan man klart se. Jeg føler mig helt underdanig. Alene loftet er kunstnerisk og særligt. Hoveddøren er af kobber, "Vor far, du som er i Himlen" er skåret ud af den på alle verdens sprog. Et sted må de have mistet overblikket, for det står flere steder på samme sprog. Mosaikvinduerne er fortryllende. Søjlerne er meterhøje. Jesus hænger fra en ophængt himmel. Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg mindes den gang i Betlehem, hvor jeg passede ham for Maria og Josef. De skulle i tempel, men Jesus var for lille. Ha ha. Sønnens barnepige. Det kunne man da godt smugle ind i bønnen, kunne man ikke?

   Maya og jeg lister os ned til det nederste kirkerum. Det er tomt. Vi finder hurtigt klokken bag altertavlen. Maya ringer stille med den. Jeg gnider mine arme. Trods de næsten fyrre grader udenfor, så syntes jeg altså at kirken hernede er så forfærdelig kold...

   Et hvidt, gennemtrængende lys skaber en portal i altertavlen. Min mor springer ned på gulvet. Hendes smukke, hvide vinger lyser op. Hun ser på mig, er lige så smuk som jeg husker hende. Hun breder armene ud.

   "Nathaniel!" siger hun med sin blide stemme. Jeg omfavner hende. Hun smiler til Maya. De to omfavner hinanden. "Maya! Hvor er det dejligt at se jer igen! Hvordan har I det?"

   "Fint, mange tak," smiler Maya. Mit syn bliver sløret i kanterne. Jeg læner mig ind mod væggen og prøver at se så afslappet ud som muligt.

   "Åh, Nathaniel, tillykke med fødselsdagen. Jeg er ked af at jeg ikke kunne være der, men..."

   "Det er okay, mor. Jeg er vant til at hverken du eller far kan være der, jeg forstår det godt." Jeg mindes min barndom i Helvede, hvor min fødselsdag oftest blev fejret på mit værelse. Mig, alene. Jeg havde et vindue, hvorfra jeg så ned på Helvede. Somme tider fik jeg et brev fra min mor, men det var med flere årtiers mellemrum. Nej, ikke tænke på fortiden... men... nu, hvor minderne er i gang... Jeg husker en gang, hvor jeg kom op at skændes med min far på min fødselsdag. Jeg var stadig bare en lille dreng, og vidste ikke, hvad jeg sagde. Jeg lærte på den hårde måde. Jeg lukker øjnene og får svært ved at ånde, da jeg kommer i tanke på pisken. Mor aer min kind.

   "Så... Det er længe siden. Din far har ændret sig." Ja, han har. Jeg hader ham! Jeg hader ham af hele mit hjerte! Mor vender sig mod Maya. "Sig mig, Maya, hvordan har du det egentlig?" De to begynder at snakke om løst og fast, om hvordan Barcelona er, om hvordan livet i Helvede er, om stort set alt mellem Himmel og Helvede.

   Mit hjerte hamrer som en kanins. Pludselig er det for stort til at være i mit bryst. Jeg bliver svimmel og får kvalme. Mine vinger pulserer lige under deres skjul. Jeg kan ikke få luft. Mine knogler opløses som vand. Jeg holder en hånd for mit hjerte, så det ikke skal springe ud og løbe sin vej. Så glider jeg ned ad væggen. Der er noget galt. Mor og Maya kommer hen til mig. Ikke med mig. De siger noget til mig, men jeg hører dem ikke. Ikke med min jordiske krop. Jeg forstår det ikke... Med balancen. Jeg kan ikke holde det ud mere! I Helvede!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...