Love is all you need (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det at flytte til et nyt land, et nyt sted, med nye mennesker og få et helt nyt liv? Det oplever Jessica Valtine. Jessica er en helt "normal" pige der passer sin skole, hygger sig med sine venner/veninder og har ingen problemer i familien. Men sådan fortsætter det ikke længe, indtil hendes forældre bliver skilt, og der bliver lang distance fra mor til far. Hun bliver nød til at flytte med sin far til England sammen med hendes lillesøster, fordi hendes mor er alkoholiker og Jessica vil ikke have kontakt til hende. Hvad sker der når det man frygter allermest bliver til virkelighed? Når man får nogen nye venner, som mange vil gøre alt for bare at se dem? Der er også kærlighed og sorg med.
Følge med i "Love is all you need (1D)".

2Likes
1Kommentarer
255Visninger
AA

3. London

 

 

Der var gået 2 dage siden mine forældre blev skilt, vi havde fundet ud ad det hele det vil så sige at min far ved hvad vi skal gøre. Det eneste jeg ved er at jeg slet ikke skal være ved min mor, hun driver mig til vanvid! Jeg kan næsten ikke holde ud at være i samme rum som hende, og det er derfor at jeg har sovet over ved Rosa de her dage, indtil min far, Milla og jeg flytter. Jeg har enlig ikke fundet ud af hvor vi skulle bo endnu? Tænk hvis vi flyttede til USA og så ville vi bo i en stor villa, med pool udsigt til stranden og alt det der. Jeg ville blive kendt som den der opfandt nutella softice med unicorn krymmel, så laver jeg mit eget is firma som hedder "Unicorn Ice Cream". Jeg ville blive gift med en franskmand, så vil vi få 2 børn. Det ville være det perfekte liv for mig eller nej.. for så skulle jeg langt væk fra Rosa, så heller ikke helt det perfekte liv alligevel. 

"Jessica? skal du ikke tage din telefon?" sagde Rosa, vent hvad har den ringet? nå ligemeget. Jeg rakte ud efter den og så der stod "Daddy" på skærmen, uden at tøve trykkede jeg på den grønne knap og tog telefonen op til mit ører. 

"Hej"

"Hej Jess, nu skal du hører, jeg har fundet et hus."

"Dejligt, hvor skal vi så bo?"

"ja altså... vi skal bo i London, men det er fordi jeg skal over og starte virksomhed der." Hvad skulle jeg sige? Det jeg lige har siddet og drømt om bliver næsten til virkelighed, det er bare i London i stedet for USA. Men jeg skulle til at undvære Rosa, men jeg vil jo gerne så langt væk fra min mor som overhovedet muligt. 

"okay" Jeg er bare ikke god til at indprovisere, jeg skal nok ikke satse på en karriere som... hvilket job indprovisere man enlig i? ligemeget, jeg skal bare ikke have sådan et job.

"Godt så, vi flytter om et par dage, så du skal også have pakket dine ting." sagde han med en afslappet tone, mere sagde jeg ikke. Jeg tog mobilen væk og trykkede på den røde knap, og drejede mit hoved om mod Rosa der bare sad og så afventene på mig.

"Jeg... skal flytte til London" jeg kunne mærke at mine øjne begyndte at stikke, og Rosa sad bare og stennede over et eller andet bag mig. Det var som om at intet bare vil lykkes for mig, jeg gik stille hen mod Rosa der sad i sengen, men stadig ikke vente blikket fra det bag mig. Jeg satte mig ned ved siden af hende, og rykkede mig helt over til hende, så jeg kunne mærke hendes varme og rystende arm mod min. 

Jeg rettede blikket mod det hun sad og så på, og der kom det, mit hjerte blev knust, hvordan kan jeg undvære hende? Alle minderne kom til mig, når jeg ser på billedet af Rosa og jeg, der står ved stranden. Det var en af de bedste dage vi har haft sammen, ud af virkelig mange, hun er virkelig den bedste veninde man kan finde på jorden. 

Hun rettede sig op ad vægen og rettede blikket over mod mig, jeg vente hovedet og så ind i hendes øjne, de var våde og p¨kanten til at græde. De lignede nok mine, jeg kunne bare se på hende at det var frygteligt. Jeg kunne ikke holde ud at kigge ind i dem, så jeg åbnede mine arme og hun gjorde det samme. Vi stod bare der i hinandens arm helt fortabte og ikke en sagde et ord, så kunne jeg ikke holde dem tilbage længere de skulle bare ud, mine tårer løb ned ad kinderne lydløse.

Jeg hadede at græde foran andre, de skulle ikke tro at jeg var svag, men det her var noget andet at stå og græde ved ens veninde. Det føles rigtigt og smertefuldt på samme tid, jeg kunne aldrig finde på at vise mine følelser sådan ved nogen andre end hende. Og det var derfor at det var så smertefuldt at vide, at jeg skal bo så langt væk fra hende, det er jo ligefrem ikke særlig nemt at komme hen til hinanden. Jeg hader det!

 

*****

 

Jeg hader lidt det der med at alle tror de ved hvem jeg er, de ved ikke hvem jeg er, det eneste de ved er at jeg er datter af min kendte far. Altså jeg har ikke noget imod dem, det kan bare gøre en lidt irriteret nogen gange, når man har travlt og ikke rigtig har tid til at sige hej, at de alligevel begynder på en samtale. Når de så taler med mig handler det hele tiden om, "hvordan går det med din far? har han det godt?..... Hils din far" og det er altid de samme spørgsmål de stiller, men jeg forholder mig altid høflig over for dem. 

Jeg kom til at tænke på at jeg næsten altid glemmer at sige til min far, at jeg skulle hilse fra den og den. Det er nok alligevel ikke så vigtigt. Når man har travlt døgnet rundt og ikke rigtig har tid til at tænke over det, så virker det ret ligegyldigt at fortælle at jeg skulle hilse. 

Nu når jeg står og tænker over det, bliver jeg nød til at fortælle til fru. Danson at jeg skal videre. Hun står egentlig bare der og rapler om et eller andet jeg ikke helt har fulgt med i, det er faktisk lidt synd, det må virke som at stå og snakke med en mur.

"Jeg må altså videre, jeg har ret så travlt" sagde jeg meget forsigtigt, for at jeg ikke skulle virke som en eller anden - fuldstændig ligeglad med andre - person.

"Ja da, vi ses og hils nu din far" Det samme igen, kunne de ikke finde noget nyt at sige i stedet for "hils"?

Det jeg havde så travlt med var at pakke, fordi vi skulle jo afsted snart. Jeg glæde mig faktisk til at komme langt væk fra den person jeg kalder min "mor".

Det er som om hun ikke fatter hvad det er hun har gang i, jeg har hjulpet hende flere gange med at stoppe det drikkeri. Men det har ikke hjulpet en skid. 

Det lyder nok ikke så slemt, folk tænker nok at jeg burde blive og hjælpe hende. Men det er nok noget af det sidste jeg gør, fordi der var en dag jeg kom hjem fra arbejde hvor det kun var mig og min mor der var hjemme. Det burde i hvert fald kunne at være os to, men da jeg kom ind ad døren var der helt stille ind til jeg hørte nogen stønne inde i stuen. 

Så jeg skyndte at smække med hoveddøren, for at afbryde min mor i at tilfredsstille sig selv med en anden mand. Jeg havde ikke fortalt det til min far, for jeg hader at se ham ked af det, så jeg havde bare holdt det til mig selv. Det er så grunden til at jeg hader min mor så meget. At hun er min far utro, nu fortryder jeg faktisk at jeg ikke havde fortalt ham det, til den tid.  

 

*****

 

Det var nok en af de hårdeste dage, eller mere smertefulde dage. Vi stod nu i lufthavnen, på vej til London, og jeg skulle sige farvel til Rosa. Har i nogen sinde prøvet sådan noget, med at man skal sige farvel til en man holder MEGET af? Det kan godt være i har, men det er MEGA svært. Det er ligesom når man ser nogen smide rester af mad ud, når man sagtens selv kan spise det. Okay.. dårligt eksempel, men det er altså også hårdt at sige farvel til mad der kommer et dårligt sted hen, altså hvem gider at leve i en skraldespand? Ikke mig, det skal jeg ikke nyde noget af.

Nå men lige nu var jeg på vej hen mod indgange til flyet, (aner ikke hvad den hedder, den man går igennem for at komme ind i flyet) jeg vendte mig rundt og kiggede en sidste gang på Rosa. Hun var virkelig trist, ligesom som mig. Det er lidt ligesom når jeg tager den sidste bid af min taco, det her det var bare meget sværere. 

Vi gik så hinanden i møde med det sidste kram i lang, lang tid. Jeg drejede min mund over mod hendes øre, og hviskede til hende.

"Det er ikke sidste gang vi ser hinanden, vi kan skype og skrive sammen. Vi finder en dag hvor vi kan mødes igen" 

"Det skal nok gå" var det sidste jeg sagde, da jeg trak mig fra hende og sendte hende et kærligt smil. 

Jeg vendte mig rundt gik hen mod indgange til flyet, (aner stadig ikke hvad den hedder) vendte mig rundt og vinkede til hende. Så nu var det eneste at se frem til, at lande i London.

 

 

*****

 

Det var andet kapitel, hvad synes i?

Undskyld det tog så lang tid at blive lagt ud :)

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...