Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om en vampyr ved navn Rose La Grave. Hun redder en aften, en fyr, ved navn Josh Dreis, som ændre hendes liv. De er forenet af et umuligt bånd, som hverken hørte en vampyr eller menneske til. Sammen må de klare en række udfordringer, for at forblive sammen for evigt.

1Likes
1Kommentarer
380Visninger
AA

1. Pilot episode

Jeg vandrede rundt i udkanten af skoven, ved den smukkeste sø, kun jeg kendte på denne måde. Det var endnu en normal nat, kun mig, søen og den knitrende nattehimmel. 
Jeg elskede at vandre undenfor, når solen var gået ned, det var som om der åbnede en helt ny verden, som kun jeg vidste eksisterede. Om dagen  hvor alt var kedeligt, gik jeg i skole og var en helt normal pige. Klog, kedelig, og helt uden charme. Men det kunne jeg takke mig selv for. Jeg gemte mit ellers kønne ansigt væk under et par briller, jeg ellers ikke havde brug for og så skjulte jeg min krop under løst siddende tøj. Men om natten var jeg som en anden person, smuk, fri og en vampyr. 
Jeg gik rundt om søen og kiggede ned i vandet, også selvom jeg vidste, jeg intet spejlbillede havde. Jeg kiggede over på den anden side af søen og så noget ligge i græsset. Det var en underlig form, jeg ikke lige kunne forklare. Ligepludselig opfangede min næse duften noget sødt, ligesom duften af forår. Nu blev duften stærkere og jeg fik en bedre fornemmelse af hvad det kunne være. Nu var duften ren og tydelig. Det var BLOD!. 
 Jeg begyndte at løbe så hurtigt mine ben kunne bære mig. Jeg var ovre ved skikkelsen på under fem minutter. Jeg kunne høre lyden af noget der trak vejret. Men istedet for en rolig vejrtrækning var det mere som små gisp. Jeg gik tættere på skikkelsen og så det var en dreng på omtrent min alder. Drengen lå på alle fire og vred ansigtet i smerte og havde ikke lagt mærke til, jeg var lige ved siden af ham. Jeg undersøgte nøje drengen for sår, uden at rører ham og fandt dybe flænger på hans ryg og i hans lår. Det lignte en bjørn der havde angrebet ham. Det velduftende blod der flød fra de dybe sår, gjorde mig fristet til at smage bare en lille smule af den berusende røde væske.
Jeg kiggede væk fra sårene og tvang mig selv til at glemme min trang til hans velduftende blod, for dette var en nødsituation.
Jeg kiggede igen op på hans ansigt. Hans mørke brune hår lå tæt om hans ansigt. Det var smukt under fuldmånens lys. Fra hvad jeg kunne se havde han en flot kropsbygning bagfra og jeg fik næsten lyst til at se hvordan hans kropsbygning så ud forfra. Blodets duft begyndte at trænge sig på og jeg fik en klump i halsen og undertrykte en lav hoste, men det må havet været nok til, at drengen hørte det, for ligepludselig kiggede drengen i retning af mig. Med ansigtet stadig vredet i smerte kiggede han mig i øjnene og fastholdt mit blik. 
Hans øjne var blå, næsten sorte. Det var som et sort hul, som sugede mig ind i dets mørke gab. Han undertrykte en halv kvalt lyd." Hjælp..... mig"sagde drengen så lavt, man næsten ikke kunne høre det. Jeg gik tættere på drengen men fastholdt stadig vores blik. Nu stod jeg så tæt på ham, at min hvide kjole næsten strejfede hans side, som var smurt ind i blod.
Det eneste jeg kunne tænke på når jeg stod så tæt på ham var hans øjne og det blod der flød fra hans sår. Men min trang for hans blod mindskedes for hvert sekund, jeg stod ved ham. Endnu engang undertrykte han den halv kvalte lyd. " Vil du ikke hjælpe....... mig" denne gang var lyden lidt højere end før.  Jeg begyndte at tænke på de ting, jeg havde læst der hjemme i bøgerne i min fars forbudte samling. Jeg begyndte at remse det jeg havde læst op, så lavt at drengen ikke hørte det. 
"Der stod noget med at en vampyrs blod har evnen til at hele andres sår, men kun hvis det gives af egen fri vilje". 
Drengen begyndte at trække vejret langsommere end normalt, så jeg vidste han ikke, havde lang tid igen. 
Jeg skyndte at bide mig i underarmen og begyndte at trykke den mod hans læber. Jeg kunne mærke han gøs, men jeg ved ikke om det var den kolde efterårs luft eller min unaturligt kolde arm. Jeg kiggede ind i hans øjne og så frygt fylde dem. Jeg kunne mærke bloden løbe ned af min arm. Jeg skyndte mig at sige, " Vil du dø? Hvis ikke du drikker mit blod, dør du!". 
Jeg kunne mærke at han drak mit blod, for det føltes som om kraften forlod min krop. Der hvor hans læber var, føltes det som ild mod min kolde hud.
Jeg kiggede på hans krop for at se om det virkede, til alt held virkede det. 
Da sårene begyndte at hele, satte drengen sig op og begyndte at suge mere blod i sig. Da sårene var helet, blev jeg nødt til at rive min arm væk fra hans læber, fordi han ikke selv slap. Jeg kunne stadig føle ilden, der hvor hans læber havde været.
Han kiggede i mine øjne og smilede et smukt og genert smil, hvor efter han besvimede. Jeg kunne mærke mine kinder blev varme.  Jeg kiggede ind i skoven og så en bil holde i en rydning. Jeg regnede med at det var drengens bil. Jeg løftede drengen op så godt jeg kunne og priste mig lykkelig over min unaturlige styrke. Jeg skyndte mig over til bilen med ham, inden han vågnede. Heldigvis var bilen ikke låst. Jeg satte ham ind på føre sædet og skyndte mig væk. Men inden jeg løb, kyssede jeg ham på kinden og hviskede farvel.

Næste morgen da jeg stod op, kiggede jeg på min arm og lod fingeren køre hen over det sted hvor drengens læber havde været. Den brændende følelse var længst forsvundet og det var jeg lidt ked af. Jeg kiggede på mit ur og så jeg havde 1 time til jeg skulle være i skole. Jeg rejste mig fra sengen og gik over til mit skab. Jeg åbnede skabet og så noget var galt. Jeg råbte til min mor.
 "Mooor, hvor er mine bukser og hættetrøjer?".
"Dem har jeg placeret et andet sted og hvis du vil have dem tilbage, må du gå med det tøj jeg har lagt til dig, i 1 uge!" skyndte hun sig at råbe tilbage. 
"Fandens osse, jeg ville gå i alt andet tøj end nederdele og t-shirts's i skole og hun har endda lagt det i sæt. Hvor er det tøset, tror hun jeg vil have opmærksomhed som alle dullerne". 
Jeg kiggede på uret igen og så jeg havde 40 minutter tilbage, så jeg skyndte at tage at af de sæt, min mor havde lagt frem og tog det på. Bagefter skyndte jeg mig ned for at tage noget morgenmad. Men min mor fik standset mig på vej til køkkenet.
"Nej, hvor er du smuk Rose, skat kom og se vores datter!".
"Min lille pige ser så smuk ud" sagde min far efter han havde set mig.
"Ja ja det er vel fint, må jeg komme ud i køkkenet og få noget at spise, inden jeg  kommer forsent i skole ?".
"Selvfølgelig må du det skat".
"Tak".
Endelig nåede jeg køkkenet med 20 minutter tilbage, så jeg skyndte mig at tage noget brød, hvorefter jeg løb ud i gangen og tog min taske, råbte farvel og løb afsted til skole. Det jeg elskede mest ved at gå hjemmefra tideligt,var fordi jeg så kunne løbe lidt rundt, inden jeg tog hen til skolen.
Da jeg nåede Moon Lake High var der 10 minutter til klokken ringede, så jeg skyndte mig hen til mit skab, tog mine bøger og løb hen til lokalet. Det jeg elskede mest ved at komme senere end de andre,var at man ikke bliver set. Da jeg nåede mit klasse lokale, kunne jeg høre en masse der snakkede om deres weekend. Da jeg trådte ind af døren, blev der helt stille.
Jeg begyndte at gå ned mod min plads, mens jeg hørte folk hviske. Da jeg satte mig på min plads, kunne jeg høre folk lave et stort gisp sammentidig. 
Jeg skyndte mig at spørge Alice, min veninde der sad foran mig, hvad der var galt.
"Godmorgen Rose, jeg tror det er fordi du normalt har briller, lange bukser og hættetrøjer på".
"Fandens, jeg vidste jeg havde glemt noget".
"Hvorfor har du egentlig ikke briller og det på idag Rose?".
"Oh, godmorgen Silvia. Det er en lang historie, jeg fotæller det i frikvarteret".
Silvia og Alice havde jeg kendt siden børnehaven og de var mine bedste venner. Nok gik de i smartere tøj end mig og så var de meget mere populær end mig, men alligevel var de der altid for mig. Vi holdte ingen hemmeligheder for hinanden, undtagen det fact - at jeg er en vampyr. 

"Alle sammen sæt jer ned klokken har ringet".
Endelig fri for alle de blikke, det var ved at blive ulideligt.
Når Eric Night eller skulle jeg sige læreren kom ind i klassen, kiggede alle op på ham, sikkert fordi han så godt ud. Det var ligefør alle pigerne savlede, hvergang han trådte ind af klasse lokalet. Han var vores drama og matematik lærer. Han havde næsten bagt på alle piger, men heldigvis var jeg ikke en af dem. Endnu. Men nu var det tid til drama timen.
"Godt, som i ved skal vi fremføre 1 akt af Romeo & Julie. Men før det vil jeg præsentere en ny elev, bare kom herind Josh".
Alle kiggede hen mod døren og så en mørk håret dreng komme ind. 
Da han stod ved tavlen vendte han fronten mod os.
Han havde en flot krops bygning og så bedre ud end læreren. Da jeg kiggede på hans ansigt, var det som om jeg fik et hårdt slag i maven. 
Han lignede præcis den dreng, jeg havde redet sidste nat, denne gang var hans ansigt ikke forvredet i smerte. Jeg håbede ikke han havde set mig 
Han smilede genert og sagde derefter sit navn.
"Hej, jeg hedder Josh Dreis. Jeg håber i vil tage godt i mod mig".
"Godt, der er en ledig plads ved siden af Rose La Grave. Jeg håber du vil vise Josh rundt, Rose".
"Selvfølgelig, det kan jeg da sagtens". 
Hvorfor mig, han kunne have valgt en anden person, der var flere tomme pladser end lige ved siden af mig.
"Tusind tak Rose og har du ændret din stil, du ser godt ud".
"Tak og burde du ikke undervise istedet for at bage på dine elever?".
"Godt sagt Rose" kom det fra Alice og Silvia. 'Hr. Night' svarede irriteret.
"Du har ret Rose, bare gå ned til din plads Josh, så kan vi begynde timen. Rose, dig vil jeg gerne se her efter skole".
"Fint, men jeg skal være hjemme kl. 16 præcis ellers sker der frygtelige ting". 
" Hvor er du sjov Rose" kom det igen fra Alice og Silvia.
"Godt, skal vi starte med dig Silvia, jeg vil gerne have du fremsiger de første 4 af Julies replikker".
"Selvfølgelig hr. Night".
Silvia var fantastisk til skuespil. Hun levede sig ind i rollerne så hurtigt, at det næsten var det mest normale for hende. Hun var også med i drama klubben og hun fik altid hoved rollerne. Jeg elskede bare at lytte til hende, når hun øvede sig. Men lige nu, var det svært at koncentrere sig, nå drengen jeg havde redet, sad lige ved siden af mig. Det gjorde mig nervøs om han stadig huskede det eller om han havde glemt det. Jeg håbede inderligt at han havde glemt hele optrinnet, der var foregået sidste nat.
Mens jeg sad i mine egne tanker, kom det lige pludselig hviskende fra Josh.
"Din veninde er meget god og jeg har en masse spørgsmål til dig, når du skal vise mig rundt, Rose". 
Jeg gøs. Jeg havde ellers lige håbet, at han havde glemt det. Det her var værre, end jeg skulle mødes med 'hr. Night' efter skole. Jeg havde mest lyst til at gemme mig i min kiste, end at sidde her ved siden af Josh.
Da timen var færdig, blev jeg nødt til vise Josh rundt på skolen.Vi gik ud af klassen og alle der stod på gangen gloede helt vildt. Pigerne savlede nærmest over Josh og drengene gloede vildt på mig. Jeg opfangede nogle af ting drengene og pigerne sagde. Fra pigerne lød det "hvem er den lækre fyr og hvem  fanden er den pige ved siden af ham" og fra drengene lød det "sikke en lækker tøs, men hvem er den nar ved siden af hende". Men fra begge sider lød det også " er de kærester". Det irriterede mig så voldsomt,at jeg til sidst bankede i væggen, og det fik dem til at holde kæft. Jeg tror også Josh fik et chok, over den lyd min hånd lavede mod væggen, jeg er bare glad for at jeg ikke lavede et hul i den, som jeg plejede at gøre der  hjemme, når jeg var gal eller irriteret. Jeg skyndte mig hurtigt væk og Josh fulgte efter.
Da jeg havde vist ham skolen, gik vi udenfor. Jeg prøvede at flygte, men Josh nåede at fange mig. Han hev mig med om bag skolen, greb om mine hænder, smed dem op mod væggen og holdte dem der med den ene hånd. Der hvor hans hænder holdte brændte det, ligesom dengang hans læber var på min arm. 
Han bøjede hovedet ned til mit øre og hviskede.
"Her er mit første spørgsmål: hvad er du?".
" Jeg ved ikke hvad du snakker om". 
"Du ved udmærket hvad jeg snakker om, det der skete igår nat".
"Jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om".
Han tog hovedet op og smilede, jeg tror han havde hørt frygten i min stemme.
"Så lad mig hjælpe dig med at huske".
Han begyndte at køre sin fri hånd op ad min arm, hvorefter han trak mig lidt ned mod jorden, så hans læber ramte det sted, de havde været natten før. Det begyndte at brænde voldsomt, men ikke på den dårlige måde. Han fjernede sine læber og bøjede sit hoved ned til mit øre igen. Selvom hans læber var væk, brændte det stadig. Han hviskede i mit øre.
"Kan du huske det nu?".
Jeg kunne mærke hans ånde mod mit øre og det fik mig til at ryste.
 Han må have bemærket det, for han begyndte at grine lavt. Han løftede hovedet og kiggede mig i øjnene. De var ligeså smukke, som de havde været natten før. Den midnats blå farve i hans øjne trak mig ind. Ligepludselig begyndte jeg at nikke, uden jeg selv havde lagt mærke til det. Først efter han slap mine hænder, lagde jeg mærke til, at han havde fået svar på noget af første spørgsmål. 
Jeg faldt ned på jorden og han satte sig ved siden af mig. Han spurgte mig igen.
"Hvad er du?".
Jeg svarede ikke, jeg havde lovet mine forældre, jeg aldrig ville fortælle det til nogen. Siden jeg ikke svarede, tog han igen fat på min ene hånd og hev mig foran ham, så jeg lå ned på jorden. Jeg rev min hånd til mig, rejste mig og løb. Han råbte efter mig.
"Vent".
På vejen tabte jeg mit armbånd, et armbånd jeg havde fået af min far, da jeg kom ind på den her skole. Jeg elskede det armbånd, men jeg lagde først mærke til, jeg havde tabt det, da jeg kom ind i klassen.
Jeg blev nødt til at lede efter det, efter skole, for nu skulle vi have engelsk.
Jeg lagde mærke til at Josh ikke kom tilbage da timen begyndte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...