Zayn Min Koala

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2015
  • Status: Igang
Larry er væk. Pist borte. Ødelagt af Managementet. Både Harry og Louis er knuste. De er venner, men ikke ordenligt. De savner hinanden, men en kontrakt forbyder dem at vende tilbage til Larry.
Louis bliver sat sammen med cool nok Eleanor, og kærligheden mellem dem spirer.
Harry bliver hjulpet oven på af Zayn. Måske hjælper Zayn Harry lidt for meget. I hvert fald bliver Zarry til i al hemmelighed.
Da Zarry så får grønt lys fra Managementet bryder det hele løs. Gamle følelser vælder op igen, nyt had spirer og gror. Folk bliver sårede og ting der ikke skulle ske bliver gjort og sagt.

NB! Undskylder meget, men denne Movella bliver nok aldrig færdig.

26Likes
54Kommentarer
6524Visninger
AA

20. Kapitel 18

Kapitel 18:

Louis: ”El? El. Kom nu, Eleanor. Kom nu, åben øjnene. Se på mig.”

Louis’ hånd knugede Eleanors. Hans øjne var røde og hævede. Harry var ved politiet. Efter han havde skudt med en pistol i opgangen havde nogle tilkaldt dem. Harry burde have været på psykiatrisk, ikke Louis. Harry burde gå til tvungen psykolog to gange om ugen, ikke Louis. Harry var sindssyg, ikke Louis. Nej ikke Louis. Eleanor var faldet ned ad trappen. På grund af Louis. Fordi hun ville beskytte ham. De andre drenge havde også været her. Ikke inde hos Eleanor, men udenfor. Zayn var knust. Han forstod ikke at Harry var hos politiet. At Harry ikke havde sagt noget. Fordi man kunne planlægge turer til politiet? Havde Louis tænkt. Niall og Liam havde prøvet at muntre Zayn op, mens Louis bare havde siddet. Han kunne ikke trøste Zayn. Om han så ville. Det ville han ikke.

Lægerne kom.

Læge: ”Du må nok hellere gå ud.”

Louis blev siddende, skulle han bare overlade hende til dem?     

Læge: ”Du kan komme ind om lidt igen.”

Louis slap Eleanors hånd. Så rejste han sig og gik ud.

Harry smilede skævt fra ventestolen. Hvem havde lukket ham ind?

Louis: ”Hvad laver du her, Styles?”

Harry: ”Jeg vil bare sige undskyld.”

Louis: ”For at skubbe El ned ad trappen? Affyre skud i min opgang? Ødelægge mit liv? Eller måske det hele?”

Harry: ”Jeg ville nu sige at jeg ikke skubbede hende…”

Louis: ”Skrid Styles. Der bliver aldrig noget mellem os igen.”

Harry: ”Lou. Hør. Jeg er ked af det. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig.”

Louis: ”Stop med at kalde mig Lou! Stop med det!!!”

Louis skreg højt. Som et barn. Han stak fingrende i ørene og skreg højt.

Harry: ”Lou. Lyt til mig.”

Harry så desperat på ham, en tåre trillede sågar ned ad hans kind.

Louis: ”Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke.”

Louis sang det højt med fingrende i ørene.

Louis: ”Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke.”

Harry: ”Prøv lige.”

Louis: ”Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke.”

Måske hvis han gjorde det længe nok ville Harry gå.

Harry gik ikke. Han lukkede til gengæld øjnene og satte pege- og langefingeren på begge hænder op mod tindingerne, som om han havde hovedpine. Louis sank sammen på gulvet. Stadig råbende ”jeg vil ikke” med fingrende i ørene. Harry rejste sig.

Harry: ”Stop så!”

Louis: ”Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke.”

Harry: ”Louis. Nu. Stopper. Du. Kræftædme.”

Harry satte sig på hug foran Louis. Han tog fat i Louis’ skuldre og rystede den råbende dreng.

Harry: ”Hold nu kæft, Louis. Du er for fanden på et hospital. Din kæreste ligger inde ved siden af. Du opfører dig kræftædme for barnligt.”

Louis kiggede op på Harry som om han lige var vågnet op af en trance.

Harry: ”Hør Lou. Jeg er fucking ked af det, men tag dig lige sammen, dude.”

Louis: ”Lad vær med at kalde mig Lou.”

Harry bed sig i kinden. Jo han havde måske, måske ikke, prøvet at slippe af med Eleanor, men han vidste ikke hvad han havde gjort før bagefter. Nu opførte Louis sig som en dum unge. Det var hverken attraktivt, sexet eller romantisk. Alligevel havde Harry lyst til at kysse Louis, æde ham. Give fuck i den møgkontrakt som de havde indgået. One Direction var i opløsning alligevel. Zayn var mut, på grund af ham. Louis var blevet indlagt på psykiatrisk, så vidt han vidste, på grund af ham. Han var måske også sindssyg. Nej. Fjern måske. Han var sindssyg, eller måske nærmere lettere skizofren. Han kunne ikke huske at han var taget hjem til Louis og Eleanor. Han vidste ikke hvor han havde pistolen fra, han havde ikke en gang en våbentilladelse. Det eneste han vidste, var det politiet havde fortalt ham. Der var også andre episoder hvor han intet huskede, ting han havde fået fortalt bagefter. Det var som om han var en helt anden person nogle gange. Var det skizofreni?

Harry: ”Det var ikke med vilje. Gammel vane, Louis.”

Louis smilede ikke. Var ikke en gang tæt på alligevel smilede Harry til ham.

Louis: ”Bare. Stop. Med. At. Kalde. Mig. Det.”

Harry: ”Det skal jeg nok. Bare du slapper af.”

Louis: ”Hun skal bare vågne.”

Louis rystede voldsomt, og hans stemme var helt tynd. Harry ville kramme ham. Han rykkede tættere på Louis og skulle til at lægge sine arme om ham.

Louis: ”Dit monster!”

Han skubbede Harry hårdt i brystet, så Harry væltede.

Louis: ”Du. Du skubbede hende. Du gjorde det!”

Det var som om at det hele gik op for Louis for første gang igen. Harry stivnede. De sad begge på rumpen, midt på en hospitalsgang. De var begge sindssyge, af sorg, af længsel. Harry stirrede på Louis. Louis stirrede tilbage. De rejste sig begge. Harry havde ondt i halebenet efter Louis skub.

Louis: ”Gå Harold.”

Det var ikke mere end en hvisken. Harry kunne have hørt forkert. Louis havde kaldt ham Harold. Helt uden sarkasme eller ironi. Bare Harold, det var ikke sket siden kontraktskrivningsdagen. Harry besluttede sig så for at gå.

Louis kiggede efter ham. Det var hans skyld og han ville nok aldrig glemme at Harry havde gjort det. En sygeplejerske kom hen til ham.

Sygeplejerske: ”Eleanor spørger efter sin kæreste.”

Louis vendte sig om. El var vågnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...