Online Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Har du nogensinde tænkt på, hvordan det ville være at være med i 'The Hunger Games?' Måske ikke, men hvis du har, eller bare synes, at det lyder spænende, så har du chancen nu!
For som overskriften lyder, er dette her en Online Hunger Games!!
Hvis du har lyst til at være med, så læs videre i kapitlet nedenunder!

Vi mangler mandlige sonere!

16Likes
584Kommentarer
2095Visninger
AA

10. Høstfest ~ Distrikt 4

Jeg lod hånden glide gennem mit smagløse babyblå hår, mens jeg stod og trippede nervøst på mine alt for høje hæle. Jeg tog en dyb indånding, og pustede hårdt ud, mens jeg tænkte på min mors ord før jeg tog afsted: ”Capitol ser alt.”

Uhyggeligt.

Helt ærligt havde det aldrig været min idé at blive Capitol-repræsentant ved det årlige Hunger Games. Min far var en stor mand i Capitol, så derfor var jeg vel nærmest blevet tvunget til det, for i Capitol er det ikke rigtig en mulighed at sige nej til at være Capitol-repræsentant ved dødspillet.

Så her var jeg så. Snart skulle jeg ud og sende to børn i døden. En tåre gled ned af min kind. Det var jo forfærdeligt.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da en lille lampe lyste gult. Jeg nåede lige at tørre et par løbske tåre væk fra mine kinder, inden lampen lyste grønt, og jeg smilende trådte ind på scenen.

”Velkommen distrikt fire, til det 57. årlige dødspil!” Råbte jeg munter og fortsatte.

”I år hår vi i nogle af distrikterne valgt at samle alle navne i én stor bowle, da der desværre er mangel på børn.” Jeg kiggede medfølende ned på den lille flok børn. Der måtte højest være tredive.

”Nå lad os komme i gang!” Sagde jeg med stor selvsikkerhed i stemmen, selvom jeg i virkeligheden ikke kunne være mere nervøs. Jeg stak hånden ned i den store bowle ved min side, og rodede godt rundt. Jeg fik fat i en lap, og med rystende hænder fik jeg foldet den ud.

”Robert Will Jackson.” Et lille gisp og noget mumlen lød blandt folkemængden, inden en spinkel dreng tøvende trådte frem blandt de tolvårige.

Jeg havde lyst til at slå mig selv. Hvordan kunne jeg trække en tolvårig? Jeg vidste godt at det ikke var min skyld, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at bebrejde mig selv.

Robert begyndte tøvende at bevæge sig mod scenen, men inden han nåede at træde op på den, var der pludselig blandt de sekstenårige piger en der råbte:

”Jeg melder mig frivilligt!”

Hun trådte et skridt frem, men stoppede, da en pige begyndte at græde højlydt.

Hun vendte sig om, og mimede noget til pigen, inden hun bestemt gik mod scenen. Hendes lange sorte hår bølgede efter hende som hun gik, og med hendes flotte figur og mulatte hudfarve, var hun en ægte skønhed. Hun tog imod den hånd, jeg havde strakt frem mod hende, og kom op på scenen.

”Og hvad hedder du så kære?” Spurgte jeg, og prøvede at lyde så glad som muligt.

”Catelyn Summerfield.” Saverede pigen monotont, og stirrede ud i luften.

Jeg nikkede, og gik over til den store bowle for at trække det næste navn.

”Lad os så se hvem distrikt fires anden soner, bliver.” Sagde jeg og lod min ene hånd falde ned i bowlen. Jeg fandt en tilfældig lap, og tog den langsomt op af bowlen.

”Silke Swan.”

En rundkreds blev dannet om en pige blandt de fjortenårige. Pigen der havde grædt da Catelyn blev trukket.

Jeg kiggede på Catelyn. Tårer gled ned af hendes kinder, og hun snøftede stille.

Hun måtte åbenbart have bemærket, at jeg kiggede på hende, for hun drejede hovedet, og kiggede hårdt på mig.

Jeg kiggede hurtigt væk fra Catelyn, og lod min opmærksomhed falde på Silke, der snøftende var begyndt at gå op mod scenen. Hun havde langt mørkebrunt hår med lidt krøl, og hun var spinkel. Jeg håbede virkelig, at hun ville klare sig, selvom der nok ikke var de store odds for det. Måske hvis hende og Catelyn allierede sig, kunne de klare sig. De måtte jo tydeligvis kende hinanden.

Jeg skulle til at række min hånd frem mod Silke, men Catelyn kom mig i forkøbet, og hjalp hende op på scenen. Hun sendte mig et ondt blik, og hvislede.

”Du rør hende ikke”

Jeg kiggede måbende på Catelyn, men kom så i tanke om at Capitol så alt, og de måtte ikke se mig måbe over en soner, eller en ambisoner for den sags skyld.

Så jeg rettede mig op, og sendte Capitol og distrikt fire det bedste smil jeg kunne præstere. ”Ja så fandt vi distrikt fires to sonere, giv dem en hånd mine damer og herrer!” sagde jeg.

Ingen klappede. Men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Hvorfor skulle de det?

Catelyn og Silke gav hånd, og gik så efterfulgt af mig ind i retsbygningen.

___________________________________________________________________________

Nu fik jeg endelig lavet et kapitel. Undskyld at det tog så lang tid, men har haft travlt med sommerferien. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...