Criminal Minds

"Don't always trust your mind. 'Cause sometimes It's criminal."

© Copyright 2014 1D_Crazeeh and This is me. All rights reserved.

104Likes
100Kommentarer
10185Visninger
AA

5. 4

Louis P.O.V

En varm stråle mødte mit ansigt, hvilket fik mig til at vågne stille op. Min trøje var helt våd, efter at Darcy havde grædt. Jeg rejste mig stille op, for at finde min telefon, og for ikke at vække hende. 7:00. Beslutsomt, gik jeg ned ad gangen, for at kigge på knagerækken. Jeg undersøgte den grundigt. Ingen jakke, eller sko.

Jeg gik længere ned, for at tjekke soveværelset. Døren stod åben, og jeg kiggede forsigtigt derind. Der var belmørkt. Da mine øjne stille havde vænnet sig til mørket, så jeg over mod sengen. Igen Harry. Jeg bed mig bekymret i læben.

Han havde været væk længe. Hvor dælen blev han af? For at aflede tankerne, besluttede jeg mig for at lave morgenmad. Måske legede mine tanker bare med mig. Selvfølgelig var han helt okay. Jeg åbnede køleskabet, og satte mig på hug for at lede efter æggene. Eller var han nu okay? 

Jeg bed tænderne sammen. "Han har det fint, han har det fint.. han har det fint!" Mumlede jeg for mig selv. Jeg fandt en pande, og tændte for komfuret. Jeg kunne høre en puslen inde fra stuen. Hurtigt så jeg over mod døren. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det bare var Darcy, der lagde uroligt. 

Jeg sukkede, og kløede mig i nakken. Jeg troede aldrig jeg havde været så splittet før. Måden jeg lidt ønskede på, at Harry var kommet noget til. Men også måden jeg følte, at det eneste jeg ville se lige nu, var ham der kom frisk og smilende ind af døren. Jeg mærkede en tom, grusom følelse i maven.

Skyld. Jeg følte mig skyldig over, at jeg ønskede, at han var kommet noget til. Hvem gør sådan noget? Jeg rystede hurtigt på hovedet, og begyndte på æggene. Forsigtigt, blev de taget af varmen, og sat på en bordskåner. Jeg fandt to tallerkener, og to glas.

Jeg gik ind i stuen for at vække Darcy og fortælle, at der var mad. Men da jeg først så hende ligge stille på sofaen, med solen strålende i hendes blanke, smukke brune hår, kunne jeg næsten ikke. "Darcy," Sagde jeg forsigtigt. "Der er morgenmad." Hun gned sig i øjnene, og gabte.

"Godmorgen." "Godmorgen." Hun rejste sig, men noget gjorde hende meget på. Jeg kunne tyde det, i hendes bevægelser. Det var Harry, udentvivl. "Noget nyt om Ha-" "Han er ikke kommet hjem endnu, desværre." Hendes ansigt falmede, hvilket gjorde mit hjerte tungt som sten. Jeg kunne ikke holde ud, at se hende så ked af det.

Vi satte os ved bordet, i stilhed. Intet andet end blikke, blev udvekslet ved bordet den morgen. Jeg tog en slurk juice, og i samme sekund ringede min mobil. "Undskyld mig lige et øjeblik, Darcy." Hun nikkede, og jeg gik ind i stuen. Jeg kiggede ned på min mobil, og undersøgte nummerret.

Politiet. "Halo. Det er politiet. Er dette Louis Tomlinson i røret?" "Ja. Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte jeg nervøst. Mine sanser sagde, at det helt sikkert havde noget med Harry at gøre. Den mørke stemme sukkede i den anden side af røret. Det varslede ikke godt.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til dem.." Darcy så nysgerrigt ind i stuen. "Vent lige lidt." Jeg gik ud i gangen, så hun ikke kunne høre, hvad der blev snakket om. Hvis det handlede om Harry var det nok bedst, at hun ikke fik noget at vide. Ihvertfald ikke lige nu.

"Drejer det sig om min kammerat, Harry, sir? Han er meget savnet." "Det er faktisk ham, det omhandler." Jeg troede aldrig, jeg ville blive så lettet. Men jeg blev hurtigt bekymret igen. "Og?" "Vi har fundet et brev fra ham. Han har begået selvmord." Jeg stivnede. Det kunne ikke passe. Jeg sank en klump.

"Vi fandt hans brev ved Central park, kun få meter fra liget. Han døde omkring klokken tyve minutter i seks. Det gør mig meget ondt." Der var en pause, inden jeg spurgte: "Er der en mulighed for, at jeg kan få fat i brevet, og muligvis side farvel?" 

"Du vil få brevet til hans begravelse, som ligger den 7/8. Der vil i også få mulighed, for at sige farvel." "Tak for det." Jeg lagde på, og satte mig på trappen. Jeg sukkede, og kunne mærke tårende på minde kinder. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne sige det her til Darcy? Og hvad med drengende? 

Der fandtes ikke nogen følelse der kunne beskrive, hvordan jeg havde det i denne situation. Aldrig havde jeg oplevet noget så grusomt, eller egoistisk. Igen kan tage det fra mig at jeg syndes, at selvmord er en ekstremt egoistisk handling, over alle grænser. Jeg rev mig fortvivlet i håret. "Hvorfor?" hviskede jeg, og så op i himlen.

"Hvorfor Harry?"

Darcys P.O.V 

Jeg var ved at blive ret bekymret for Louis. Han havde siddet ude i gangen længe nu. Og jeg anede slet ikke, hvad der foregik. Min appetit var ikke så stor, så jeg besluttede mig for at gå ud til ham. Jeg åbnede forsigt døren, for så til min overraskelse at se ham græde på trappen.

"Louis?" Spurgte jeg forsigtigt. "Hvad er der galt?" Han kiggede den anden vej, og snøftede. "Det vil du ikke vide." Jeg satte mig ved siden af ham, og så ham i øjnene. "Det vil jeg faktisk rigtig gerne vide. Og jeg har tid nok." 

 Han vendte ryggen til, og tog sit hoved ned i hænderne. "Du burde ikke vide det. Du kan ikke tåle det." Jeg kunne langsomt mærke irritationen. "Jeg kan ikke tåle, at du ikke siger hvad der foregår." Sagde jeg skarpt. "Jeg gider ikke lige nu, Darcy." Sagde han. "Men jeg vil gerne! Så hvad fanden foregår der?!" Råbte jeg. 

"Der foregår ting, som er ekstremt alvorlige. Og det sidste jeg gider lige nu, er en skrålene teenager." Snappede han. Jeg blev ikke ked af det, for jeg havde oplevet værre. "Sig det." Sagde jeg en gang til. Han sukkede, og så vredt på mig. "En anden gang." 

"Nu." Kommanderede jeg. "Okay! Harry, det fjols, begik selvmord i morges.Sikke en idiot!" Jeg kunne mærke tårene, og en glødene vrede stige hastigt, med tusind grader. "SÅDAN SKAL DU SGU IKKE TALE OM MIN BROR!" Jeg for over mod ham, og han rejste sig forskrækket. 

Med alle sine kræfter, holdt han mig tilbage. Tårende flød ned af mine kinder, mens jeg forgæves prøvede at give ham et slag. "Giv slip!" Vrissede jeg. "Hvis du er færdig med dit angreb!" Jeg stoppede med at slå og sparke, og han gav slip på mig. Jeg for ind på mit værelse, med ham i hælene.

Jeg låste døren bag mig, og kastede mig i min seng. "Darcy, luk op!" "Aldrig!" Skreg jeg. "Hold dig væk!" Fortvivlet kastede jeg mig ned i min pude. "Jeg hader dig! Jeg vil have Harry tilbage!" Jeg kunne høre ham sukke udenfor døren. "Det er du ikke den eneste, der vil."  

"Harry." Hviskede jeg. "Kom hjem. Jeg beder dig."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...