Leonardo

Jeg snublede over en skarp stor sten, og væltede rundt på jorden. Jeg var i panik. Jeg kunne ik finde min mor, og jeg vidste at jægerne var lige rundt om hjørnet.
Min pote gjorde ondt, den var helt følelsesløs og blodig. “Mor!!” Råbte jeg højt, med min lille løve stemme, som man ikke kunne høre hvis man var langt væk, som min mor var.
Det bevægede sig i stråene omkring mig. Jeg snigede mig helt ind til en stor klippe sten, og trak vejret hurtigere end før. De måtte bare ik opdage mig. Hvis de gjorde blev jeg nok til løvebøf, og solgt til en skør dame. Sådan vil jeg bare helst ik ha min begravelse ender.

3Likes
1Kommentarer
216Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Pludselig holdte bilen stille, og jægerne steg ud af bilen, og gik om til os. “Nu håber jeg ik at i er bange for højder!” Sagde en af de tre jæger, “Jaa, de skulle jo nødig styrte ned” Og så brød de ud i en stor latter. Jeg var mere bange end før. Skal jeg helt op til himlen nu.

De pillede nettet af mig, og sparkede mig ind i en box med et lille hul jeg kunne kigge ud af. Her var kun lidt vand, og noget græs. Og jeg spiser altså ik sådan noget græs, hvad tror de lige jeg er? En Flamingo!

Jeg var rigtig godt og grundigt rasende. Jeg kradsede på kassens væg, så der kom mærker. Jeg pev og bumlede rundt inde i kassen. Fra side til side, så den væltede. Forbandede møgkasse!

Og så mærkede jeg en der stod og sparkede på min lille boks. “Hold kæft! Møg dyr!” Jeg sukkede, og lagde mig hen i hjørnet. Det nytter ik noget, jeg kan lige så godt give op,  tænkte jeg inde i mit hoved. Jeg blev smidt ind i et rum, som var helt mørkt, så var jeg vel inde i flyets bagagerum. Jeg lagde mig til rette, og tænkte på min mor. Jeg kiggede på min pote, og så på det modersmærke jeg havde fra min mor. Det var helt specielt, det var formet som søen i vores savanne. Jeg fældede nogle tårer, som landede på det sår der var i min stakkels pote. Det sveg meget. Men det var lige meget, jeg skulle alligevel dø.

Jeg kunne mærke flyet lette, jeg blev trykket helt tilbage i kassen, så den rykkede sig helt hen til bagenden.

Jeg kiggede ud af sprækken i den lille kasse, og så på alle dyrene i flyet. Nogle af dem var døde, og andre var tæt på. Så jeg var vel heldig nok, jeg var jo stadig i live. STADIG!

Jeg kradsede mere og mere på kassen, og prøvede at lukke den op. Jeg prøvede alle metoder, som at kaste mig mod åbningen, eller at rive i de små streps. Men det hjalp ik.

Så jeg tog noget græs og flettede det sammen, og rev noget af min vandskål i stykker. Og sleb det mod sømmene så det blev spids og rundt i enden. Jeg tog den spidse ting og satte faste imellem græsstråene. Jeg fik fat i et søm, og trak det ud, og forsættede til der ik var flere søm. Jeg kastede mig mod åbningen, så låget røg af. Endelig! Jeg var ude.

Men så modig var jeg nu heller ik, for her var helt mørkt, det eneste man kunne se var et EXIT-skilt. Og noget lys ved skiltet. Var det mon døren?

Jeg haltede forsigtigt mod udgangen, og prikkede forsigtigt med min forpote. Døren var åben! Er de sindsyge! De havde glemt at lukke døren, hvordan kunne man glemme det?

Jeg sender helt sikkert en ordenlig klage til dem! Om så jeg skal gå et helt år i skole for at lære at skrive!

Jeg kiggede forsigtigt ud af flyet. Vi var over noget vand, Atlanterhavet? måske.

Det gjorde vel ikke ondt at lande i et hav. Og jeg kan jo sagtens dræbe hajerne med mine store skarpe klør! Ligesom min far havde.

Jeg stod og tænkte, skulle jeg mon tage chancen og hoppe i det farlige hav. Og svømme til land. For jeg kan da sagtens svømme, det er bare at spjætte med benene, og så kommer man fremad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...