Love Is Sacrifice

Stærk, tapper og tro beskriver Riley Williams bedst. Hun har været alene i hele 5 år under zombie apokalypsen, og det samme har Benjamin Newton. Til forskel for Riley så er Benjamin ved at være godt træt af ensomheden, så da Riley kommer ridende på den hvide hest og redder ham, lader han hende ikke gå igen. Sammen går de igennem meget, og knytter noget der kunne ligne et bånd, på trods af Rileys fjendtlighed. Men da de begge har hinanden sker et uheld, der får store konsekvenser for den ene af dem. //Vi har valgt mulighed nr. 2 i The Walking Dead konkurrencen//

13Likes
36Kommentarer
1541Visninger
AA

4. Nonhuman


 

Huset vi har fundet er okay, men ikke helt sikkert. Normalt ville jeg gemme mig, helst et sted højt oppe, så zombierne ikke ville kunne nå op til mig. Men her tager Benjamin jo så over. Jeg har selv en masse ting i min rygsæk, og han har noget overlevelsesgrej som kan bruges. Jeg ved ikke hvordan det nu fungerer, men Benjamin får faktisk sat en fælde op udenfor døren. Udover det så sikrer han også vinduerne og dørene, og det giver mig en hvis ro i kroppen. Jeg begynder faktisk at føle mig tryg her. ”Hvordan kan sådan en klodsmajor som dig sætte sådan noget her op?” spørger jeg en smule forbløffet. ”Det er sådan jeg har overlevet. Jeg er ikke den bedste i kamp -” ”det må du nok sige” indskyder jeg lynhurtigt for at være mere provokerende end jeg allerede er. ”- Men jeg er god til at tænke, jeg skal bare have tid og ro.” Jeg trækker lidt på skuldrene over hans forklaring, for faktisk er jeg pænt ligeglad. Så længe han ikke bliver årsagen til min død.

”Vidste du at Pythagoras filosoferede over bønner. Han troede at bønner indeholdte sjælene fra de døde” Benjamin kommer med de mest underlige ting jeg nogensinde har hørt. ”Har jeg virkelig brug for den viden? Og så nu hvor jeg sidder og æder?” spørger jeg irriteret, hvorefter jeg propper flere bønner i munden. ”Han ville hellere dø end at træde på en mark fuld af bønner. Det var som en kirkegård for ham…” ”Benjamin, hvem er den dude overhovedet? Jeg kender ham ikke, det rager mig en papand!” bryder jeg ud, da mit hoved er ved at sprænges. ”I nogle kulturer troede man på Pythagoras teori, og det var derfor set som en synd at krydse over en mark fuld af bønner. De mente dog at sjælene kun var forbipasserende, på vej ned til hades. Den underjordiske gud-” ”hold kæft” ”- og Pythagoras var en græsk filosof, mystiker, musikteoretiker og musikterapeut…” ”jeg gider ikke høre det” ”- men vigtigst af alt så var han en matematiker. Det var ham som opfandt sætningen Pythagoras, som jo er let nok at forstå.” Uanset hvor mange gange jeg bryder ind og beder ham om at tie stille fortsætter han. ”Æd nu bare din mad” siger jeg surt, og propper flere bønner i kæften på mig selv. ”Men du må gerne få min portion, jeg er ikke så sulten…” han når næsten ikke at tale færdig, før jeg har givet ham en bønne. Jeg forlanger at han spiser. Vi har brug for energi for at kunne overleve.
Efter måltidet sætter vi os til at holde vagt sammen. Jeg skal have lært Benjamin nogle tricks. Forhåbentlig vil han lære at klare sig selv, så vores veje vil skilles engang igen. ”Hvor kommer du fra?” spørger han, og det er ikke det første af alle hans utallige spørgsmål. ”Hvis du absolut skal vide det så kommer jeg fra Monticello i Utah” siger jeg, og titter ud bag et gardin ved vinduet, for at se om der er nogle udenfor huset. Heldigvis er vi sikkerhed. ”Hvad med dig?” spørger jeg, men kun for at Benjamin ikke skal blive alt for skuffet over min ikke-eksisterende interesse for ham. Han virker også til at være en snaksaglig person, og forvirret over min manglende lyst til samtaler. ”Jeg kommer fra Payson her i Arizona…” ”så er du da ikke langt hjemmefra” siger jeg, da jeg er klar over at Payson ligger tæt på hvor vi befinder os... i øjeblikket. ”Har du bare kredset omkring din hjemby, knægt?” spørger jeg, og er måske en smule nedladende. Vi er sikkert omkring samme alder, men jeg føler mig alligevel stærkest. ”Jeg kender det her sted, jeg føler mig sikker her. Landskabet er jo det samme for mig. Jeg ser det som en stor fordel, jeg kan jo finde rundt” siger han, og jeg forstår ham egentlig godt. Jeg ville gøre meget for at komme tilbage, og se mine gamle omgivelser. Se om hele min by er smadret. Men det ville også være smertefuldt, alle minderne ville jeg slet ikke kunne tage ind uden at knække sammen. ”Hvad for nogle hobbyer har du så? Hvad plejede du at lave i din fritid før at jorden gik under? Læste du meget? Eller dyrkede du en del sport?” Benjamin kan virkelig give mig spat, det er lige før jeg giver mig til at råbe af ham. Dog så lader jeg være, jeg vil ikke afsløre os, og så kan jeg heller ikke være det helt bekendt. ”Min far lærte mig omkring hvordan våben fungerer jeg. Jeg var god til at skyde med bue og pil” siger jeg, og ser lidt ned. ”Men jeg har mistet min bue, og pilene har jeg tabt…” det var min fars. ”Du var vel mere end bogorm, ikke sandt?” jeg ved slet ikke hvorfor jeg spørger, for Benjamin giver sig straks til at komme med en lang forklaring omkring hans yndlingsbøger, nogle læsekonkurrencer han har deltaget i som yngre og meget andet. 
”Sov nu Benjamin, jeg er træt” siger jeg, og skubber til ham, så han lander fladt på sofaen. ”Jeg skal nok holde vagt” siger jeg, og det er rigtigt nok.

Der kommer lyde udefra huset, og jeg er klar over at der er zombier omkring os. Jeg ved ikke om jeg skal gøre noget ved det, eller bare vente på at de forsvinder igen.
I de sidste timer har jeg siddet oppe og holdt vagt. Jeg er ved at blive sindssyg, mine tanker drejer sig kun om de jeg har tabt. Min far Jimmie, han var den bedste, sammen med min mor, Monica. Vi plejede at grille om sommeren, jeg vil tro at det er den sæson vi er i lige nu. Min bror Kyle og jeg ville altid spille bold imens min mor vandede bedende, og min far ville sidde og læse avis ved havens mest solrige spot. Jeg savner det. Jeg savner dem. De levende døde er skyld i min sorg, det er dem der har taget dem fra mig! Deres grufulde død er brændt fast i min hukommelse, jeg kan huske hvordan min far han skreg et smertefuldt skrig da en zombie bed ham, og hvordan min mor hun bad til gud inden det var forbi. Min bror han forsvandt under angrebet, men han er sikkert også død…
Mine tanker de fortsætter ud i det uendelige. Jeg bliver ved med at forestille mig dem et bedre sted. Det burde gøre mig glad, men jeg er der ikke sammen med dem. Det er forkert. 
Uden at tænke over det går jeg udenfor. Jeg bliver opdaget ved at Benjamins fælde udløses, og før jeg ved af det går jeg amok på de Walkers der tør nærme sig. Heldigvis har jeg min kniv på mig, så jeg får stukket de fleste ned. En af de levende døde får et godt greb om mit ene ben, og jeg ender med at blive tacklet. Det er lige før den bider, men jeg får rullet mig selv væk. Min vejrtrækning er høj og hurtig, for det var da virkelig tæt på. ”Argh!” skriger jeg af den, og begynder så at tæske løs på dens døde krop. ”Bæster! Livsløse bæster! I har taget alt fra mig. Jeg hader jer! Fortæl mig hvem der står bag apokalypsen nu! Fortæl, fortæl, fortæl!” Jeg kan ikke stoppe mig selv, jeg er så vred! Zombiens hæslige ånde varmer mit ansigt, den er tæt på, og dens kløer river i min hud. Men jeg stopper ikke. Jeg er ikke mig selv, jeg er helt ude af den. Min opmærksomhed ligger ikke på andet end monsteret foran mig, så jeg bemærker ikke de nye tilkommende som nærmer sig bagfra. Det er til mit hæld at et bragende skud lyder, så jeg snapper ud af min egen sindssyge verden, og bliver mig selv igen. ”Benjamin?” spørger jeg forskrækket, da jeg ser at det er ham som står med pistolen i hånden. Hvad fanden? ”Kom indenfor Riley, nu” siger han hårdt til mig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er en ordre. Men jeg kan se skrækken i hans ansigt, selvom jeg er flere meter fra ham. Han er forskrækket, jeg ligner sikkert også en der er gået fra forstanden. ”Men…” starter jeg, men får ikke lov til at afslutte min sætning. ”Du er træt, følg med mig ind” siger han, og går så ind igen. Jeg har bedst af at lytte efter, så jeg følger med, uden så meget som at sige et ord. Jeg er faktisk træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...