Elsk mig ikke

22100
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang

AA
aa

6. ALDRIG.

Jeg fik hurtigt min kontrol igen. Jeg havde styr på min svage krop. De andre på afdelingen undgik mig. Jeg undgik også dem. Hver gang de gik forbi mig på gangen, kiggede de mærkeligt på mig. De snakkede heller ikke til mig. Det passede mig fint. Jeg kunne ikke lide dem. Jeg kunne ikke engang huske hvad de hed. Jeg var også pisse ligeglad. Han kom forbi hver eneste dag. Nogle gange sendte jeg ham væk med det samme. Andre gange lod jeg ham blive. Han sagde altid at han havde savnet mig. Og han prøvede hver gang at kysse mig. Nogle gange lod jeg ham gøre det. Nogle gange sad vi inde i den lille stue. Andre gange sad vi udenfor. Han kom aldrig ind på mit værelse. Han prøvede hele tiden at røre ved mig. Bare lige strejfe mit lår eller age min kind. Jeg var fuld bevidst om alle hans og mine bevægelser. Når vi snakkede, bevægede jeg mig altid så lidt som muligt. Han spurgte mig også hver gang om hvordan jeg havde det. Nogle dage sagde jeg ikke et ord. Heller ikke når han kom. Han spurgte, jeg sagde intet også godtog han mit tavse kropssprog som svar. Det var som om han forstod mig bedre og bedre. Det var også som om hans situationsfornemmelse blev bedre. Til sidst var det næsten som om han kunne se ind i mig og forstå. Jeg lod ham kysse mig oftere og oftere. Han gik aldrig videre end det. En dag tog jeg mig selv i at sidde og stirre ud af mit vindue mod vejen, med bankende hjerte. Jeg holdt mig vågen hele den nat. Skam dig. Hvad bilder du dig ind? Har du ingen styrke? Er du svag?!

En dag sad jeg igen i den store lænestol. Stuen var stadig mørk. Den lyshårede kvinde, der var leder af stedet, kom roligt gående ind til mig. Hun smilede på en mærkelig måde til dig. ”Jeg har en god nyhed til dig.” Hendes lalleglade smil irriterede mig allerede. ”Du skal hjem!” Hun kunne slet ikke skjule sin begejstring.  Da jeg ikke selv reagerede yderligere, stoppede hun med at smile og kiggede undrende på mig. ”Er du slet ikke glad?” Endelig! Nej. Kontroller dig selv. De skal ikke tro at de har vundet nu.  Jeg rejste mig langsomt fra stolen. ”Smil bare videre, jeg ved godt at du ikke kan fordrage mig. For mig, må du gerne være glad. Jeg er ligeglad. Jeg hader dig ikke engang, jeg tager mig simpelt hen bare ikke af din eksistens.”  Hun stirrede målløst på mig, mens jeg forlod den lille mørke stue. Aldrig skulle jeg sidde der igen. Jeg gik direkte mod døren. Jeg vendte mig ikke, men vidste alligevel at afdelingslederen stod og stirrede efter mig. Det rørte mig ikke. Aldrig.

Den følgende uge var jeg næsten ikke hjemme. Jeg var alle andre steder. Jeg kom kun hjem sent om natten for at sove nogle få timer. Én grund: jeg skulle aldrig se ham igen. Jeg fordrev det meste af tiden ved vandet. Jeg tvang mig selv til at bade i det kolde måneskin. Jeg følte en lettelse af sejer hver gang jeg kom helt under. Jeg øvede mig i at dykke med åbne øjne. Jeg øvede mig ikke i at blinke. Jeg tvang mig selv til at være vågen i 48 timer. Jeg blev stærkere og stærkere. Men en dag smuldrede det hele. Jeg sad og så solnedgangen da en tåre sneg sig ud af mit øje og trillede ned ad min kind. Sangtekster om den fortabte kærlighed kørte rundt i hovedet på mig. ”Og når jeg vågner, så ved jeg godt at jeg er din for evigt...” Aldrig. Det var sange som jeg altid havde afskyet. Tekster fra mænd og kvinder, der var bløde om hjertet og svage i sjælen. Sådan en sygdom skulle ikke ramme mig. Aldrig. Du er stærk. Du har kontrol. Men jeg var ude af kontrol. Mit forvildede hjerte lyttede ikke til mig. Hver aften inden jeg lagde mig til at sove, sørgede jeg for at mærke mig selv, så jeg aldrig ville glemme min svaghed, eller rettere sagt den svaghed jeg lavede til styrke. Jeg ville ikke tillade mig selv det. Jeg følte mit varme blod forlade min krop, og en styrke tage pladsen. Imens forbandede jeg, at jeg skulle tilbringe mit liv som et svagt følelsesladet menneske.  En aften hvor mørket havde overtaget himlen, gav jeg mig selv et løfte. Aldrig skal jeg overgive mig til kærligheden. Aldrig skal jeg følge nogen. Aldrig skal jeg overgive mig. Aldrig skal jeg knække.

En morgen vågnede jeg op til en forfærdelig overraskelse. Allerede inden jeg åbnede øjnene vidste jeg at der var noget galt. Udenfor på mit dørtrin, lå en kæmpe buket røde roser. Traditionen tro, stak et lille hvidt kort op mellem alle de blodrøde blade. Jeg stak hurtigt kortet i lommen, mens jeg lukkede døren efter mig. Vreden kogte i mig. Jeg lagde buketten på gulvet og hoppede og trampede så på den. Bagefter tog jeg en saks og klippede den i stykker, så alle de smadrede blade dryssede ned i toiletkummen. Et stille bank på ruden stoppede mit raseri anfald. Jeg kiggede forskrækket op og mødte hans forfærdede blik. Jeg smed hvad jeg havde i hænderne og gjorde tegn til at han skulle gå hen til hoveddøren. Jeg tog en dyb indånding inden jeg lukkede op for ham. Han smilede til mig, men det blev bare en mærkelig grimasse, for jeg kunne tydeligt se hvor såret han var. ”Hej.” Hans stemme var svag og usikker. Jeg ventede. Da han ikke sagde mere, men bare kiggede ned i jorden spurgte jeg ham hårdt. ”Hvad vil du?” Han så ikke ud til at blive forskrækket over min hårde stemme. ”Jeg ville bare se dig.” Han tog mod til sig og kiggede drømmende på mig. Han prøvede sig igen med et skævt smil. ”Jeg har savnet dig. Jeg har hele tiden tænkt…” Hans stemme forsvandt, da jeg hamrede døren i for næsen af ham. Jeg orkede ikke at høre på hans kærligheds pladder. Jeg afskyede ham. Da jeg så stumper af rosenblade på gulvet, gik den frygtelige sandhed op for mig. Han havde set mig. Han havde set mig ødelægge buketten.  Han havde set at jeg hæmningsløst havde klippet den i stykker, for at prøve at skylle mine følelser ud med de smadrede blomsterblade. Han havde vundet denne gang, for jeg havde været svag. Aldrig skulle du have set ham igen. Og aldrig skal du være svag. Men nu viser du svaghed imens han ser dig. Du er svag! Jeg hørte et stille bank på døren. Jeg kiggede derhen, som om han ville forsvinde af det. Han bankede igen. Og igen. Aldrig, tænkte jeg, Aldrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...