Hospitalsfløjen.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 15 aug. 2014
  • Status: Igang

1Likes
1Kommentarer
278Visninger

4. 4

Det svimlede en smule for ham, som han bevægede sig tilbage imod deres senge. Han prøvede at ignorere dette og bare fortsætte med at gå, hvilket også lykkedes nogenlunde. Håbede han. Uanset hvad så var han nu tilbage ved sengen, selvom han måtte støtte sig kraftigt op af kanten et øjeblik, inden han satte sig ned. Godt sådan noget her ikke skete for ham hver dag. Det ville ikke være til at holde ud. Så snart han havde fået balancen igen nogenlunde, så satte han sig ned i fodenden igen. Tilbage i sikkerhed, hvor han forhåbentlig ville komme til sig selv hurtigt igen.

Flasken kiggede han interesseret på og vendte den et par gange i sin hånd. Dog kunne han ikke rigtig finde ud af, hvad det var. Nu var eliksir så heller ikke hans stærkeste side, så om de ting hang sammen kunne han ikke svare på. Han åbnede flasken og duftede kort til den, men det gav ham ikke mere vished. ”Jeg ved ikke hvad det er, men altså…” Han trak lidt på skuldrene. Bevægelsen gav ham kvalme et øjeblik, og det var nok til at gøre ham ligeglad.

Det var ikke fordi han havde noget imod at drikke af samme flaske som hende, men det tomme glas på bordet ved siden af sengen fangede hans opmærksomhed. ”Vil du selv hælde op eller skal jeg?” Han anede ikke hvor sikker hun følte sig på hænderne. Aldrig i sit liv var han besvimet, men han havde set det ske før, og det så langt fra behageligt ud. Uanset hvad, så håbede han at hun ville skynde sig at beslutte sig, da han ikke ville vente længere end højst nødvendigt. Det var som om at det gjorde mere ondt, nu hvor han havde det smertestillende foran sig.

”Jeg lover at jeg vil gøre mit bedste, for ikke at besvime! – Og så har vi en aftale.” Svarede hun og smilede til ham. Så kunne hun vel heller ikke gøre mere. Hun skulle vel også være uheldig, hvis hun kom ud for noget, der var slemt nok, til at hun ville besvime. Men hun var jo på Hogwarts, og selvom hun ikke opsøgte uheld, var chancen for at komme ud for en ulykke alligevel en del større på Hogwarts, end på en almindelig skole for mugglere. Bare til Quidditchkampene og træningerne skulle man passe på, for en flyvende smasher kunne godt gøre temmelig ondt.

Hun var måske en smule mere bekymret for ham, end han lige brød sig om. Hun skulle lige spørge en ekstra gang, for at være sikker på, at han var okay. ”Okay.” Hun sukkede lydløst og nikkede så. ”Så må du meget gerne.” Hun betragtede ham opmærksomt, da han hoppede ned fra hendes seng og begyndte at gå. Det kunne godt se ud som om han vaklede en enkelt gang, men hun var ikke helt sikker. Og selv hvis han endte med at falde, havde hun ikke den mindste chance for at hjælpe ham, før det var for sent. Da han forsvandt ind på kontoret, vendte hun endelig opmærksomheden fra ham. For at lave noget andet end at vente, tog hun en tår af vandglasset. Hun tømte det i samme øjeblik, som han kom ud fra kontoret igen. Han havde en slags eliksir i hånden, og hun var overbevist om, at han havde deres redning i hånden. Hun kunne ikke lade være med, at beundre hvor hurtigt han faktisk bevægede sig. Det var slet ikke fordi han kom løbende tilbage, men hun var ærlig talt overbevist om, at hvis det var hende selv, så ville hun kravle, for hendes hovedpine ville da slet ikke tillade hende andet.

”Så skal du virkelig også gøre dit bedste før vi har en aftale,” sagde han med antydningen af et smil på læben. Det var rart at kunne have denne slags lidt langt ude samtaler med Ali, som i andres øre nok ikke rigtig gav mening. Måske var det bare, fordi de begge havde slået hovedet, at han satte særligt pris på det lige der. Måske var det fordi han havde kedet sig så længe. Det var ikke helt til at vide, men det kunne også være lige meget.

Han trak vejret dybt en enkelt gang og sukkede derefter af hende. Dog mente han intet ondt med det, selvom det for fremmede nok kunne tolkes sådan. ”Helt sikker. Frisk som en havørn,” sagde han overbevisende. Alligevel støttede han sig mod sengen, da hans hoved protesterede imod bevægelse. Det fik ham dog ikke til at stoppe. Han begyndte at gå, men et øjeblik svimlede det hele for ham. Om han vaklede var han ikke helt sikker på, men for at hun ikke kunne nå at stoppe ham, skyndte han sig blot videre.

Selvom vejen føltes længere end det havde set ud, så var han hurtigt over ved det, som Ali havde udpeget som kontor. Heldigvis var lokalet ikke tomt. Måske var Dominik ikke god socialt, men han fik dog uden problemer forklaret sygeplejersken, hvad de havde brug for. I hånden fik han en eliksir, som han ikke genkendte umiddelbart. Det her var dog ikke en situation, hvor han havde tid til at tvivle, så derfor skyndte han sig tilbage mod Aliannah, selvom hastigheden måske var en fejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...