Unavngivet poesi.

Bare lidt skriveri.

1Likes
1Kommentarer
152Visninger

1. Skriveri.

Det har aldrig før været så svært at løfte mine vinger. En byrde bestående af tusind sten ligger over dem, knuser mine bløde, hvide fjer, brækker knoglerne, som et arrigt barn og en svag gren.
Er det hvad jeg er? Svag?
Det er hvad jeg er. Hvad jeg altid har været, det eneste jeg altid har været, det eneste der er tilbage, af hvad jeg nogensinde har været. 
Jeg er fyldt med tvivl, fyldt med sorg, fyldt med ingenting: et tomrum, der er alt hvad jeg havde, og ikke længere har. Alt hvad jeg var, og ikke længere er.
Der er ingen til at tage min hånd, og der er ingen mig, til at tilbyde den. Til at tilbyde hvad der før var blød, ung, lys hud, men nu er ru, tørt og blegt, som en vissen blomst.
Hvad jeg kan skrive her, er det smukkeste der er tilbage. 
Virkeligheden ligger som en afgrund for mine fødder. Jeg kan sprede mine vinger og flyve, eller falde. Men mine vinger er knust, og det samme er mit hjerte. Hvis jeg prøver at lette, er det ikke sikkert de bløde fjer kan klare hvad mit hjerte endnu kan, og endnu gør for at holde mig i en tilstand af livløs liv.
Der var engang, hvor jeg fantaserede om alt hvad mit liv skulle være. Hvad jeg ikke vidste var, at mens jeg fantaserede, fløj det liv lige forbi.
Det er på tide at ligge bladet mod min hud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...