Hope

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2015
  • Status: Igang
Alle ved at de skal dø. Det er ikke noget man kan komme af med, det sker bare på den ene eller anden måde. På samme måde ved alle hvad en zombie er; monstre man var skræmt til død af når man var lille. Men da en eksperiment går helt forkerte spreder døden sig som løbeild, overalt går de døde;- i gaderne, i skovene, de kan endda gemme sig i det fjerneste hjørne i ens hus, ventende på at der kommer nyt kød der kan spises og der derefter kan rådne op og blive endnu en af dem, - en af de levende døde. Imens mennesker rådner ude verden er der stadig et lille hold af overlevende der prøver at finde en kur, - ingen af dem ved noget om fysik, det eneste de ved er at verden ikke må være sådan her.

- Sat på pause på grund skriveblokering.

5Likes
11Kommentarer
646Visninger
AA

4. 3

Jeg løber mod hen imod skriget. Mit hjerte ræser; hvad hvis hun er død? Det kan jo være at nogle af de forskere der stod for eksperimentet er blevet zombier. Jeg ved vi ikke har været de bedste venner på det seneste men det her fortjener jeg da ikke. 

Skriget kommer fra den gang i midten. Der er døre i gangen og jeg kan se at de er en slags form for celler. Jeg kan se Laila, hun er ovre ved en af de sidste celler. Jeg begynder at blive lidt mere rolig og går så over til hende.


"Hvad er der? Dit skrig blev måske hørt af nogle af zombierne!" Hun ser skræmt ud. Hun stirrer bare lige ned igennem cellevinduet. Jeg kigger ned i cellen og hviner, hun havde sin ret til at skrige. Det er en ung pige på omkring vores alder, hun er en af dem. Hun ser så menneskelig ud... Hun ser ud som om hun sagtens kunne være en af vores klassekammerater, selvom over halvdelen af dem sikkert er døde. Vi var bare en af de heldige der overlevede den første bølge.

 
Da jeg kigger på Laila kan jeg se at hun er begyndt at græde. Jeg går lidt tættere på og giver hende et kram. Hun er begyndt at stortude nu, mit ærme er blevet vådt, men jeg er ligeglad. Det her er en af de øjeblikke hvor jeg skal være hendes ven, og glemme alt om verdenen. Hvis det ikke var for zombierne ville vi sikkert have grinet og set Venner sammen, men når man ved at det her måske bliver den sidste gang man ser hver eneste person man møder, er det anderledes.

Efter et par minutter ser hun på mig og giver slip. Hun ser stadig trist ud og man kan stadig se tårene. "Det kommer til at være mig." Jeg ser stadig på hende med det samme blik som før. Jeg har kendt hende i alt for lang tid, jeg vidste at det var grunden til hun græd. 
"Nej, ikke tal sådan. Vi skal bevare håbet for hele verdens skyld. Hvem ved om vi er de sidste mennesker på kloden eller måske er det kun slået ud i europa?" Hun kigger væk, hun ser ret underlig ud, som om hun ikke ved havd hun skal gøre. Jeg fortsætter: "Ingen. Ingen ved hvor mange der er i live mere. Der er ingen teknologi, ingen kommune, ingen frisk mad. Men selvom det er sådan, må vi tilpasse os. Måske er det her bare det næste skridt i evolutionen, eller måske er det verdens undergang;- ingen ved. Men vi må leve med det. Have håb."Hun kigger tilbage på mig, hun ved at jeg har ret.  "Kom lade os gå hen og se hvad Katrine har fundet." Hun ser ud til at have det bedre så jeg giver hende endnu et kram, og følger hende bagefter tilbage til det første rum. 


"Tak, men hvordan kan du være så sikker?" Hun spørger mig som om jeg skulle vide det. "Jeg tror det er en af de der ting man bare ved." Hun kigger skeptisk på mig og løfter et øjenbryn. "Tro mig, vi vil overleve."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...