Wherever You Are |A Luke Fic|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jun. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Igang

7Likes
6Kommentarer
1187Visninger
AA

3. Hvordan går det så?

"Hva så" siger jeg mens jeg prøver at få mine sko på

"Ik så meget... Jeg hedder Luke" siger han "Jeg hedder Jasmin" svarere jeg med et lille smil

"Er i her fra England af?" spørger jeg ham. "Nej vi er fra Australien.. "

"Ok" Vores øjne mødes igen..

Jeg kan nærmest ikke tænke på hvor flotte hans øjne er, de har den skønneste farve der giver mig kilden i maven..

"Når men jeg bliver nød til at gå.." siger jeg med et akavet smil..

Jeg overvejer at spørger om han vil med..? skal jeg.. jeg kan ikke holde det inde..

"Vil du med" Flyver ordne ud af min mund.

Fuck fuck!!! Hvad vis han tror jeg er en særling..

"Ja?.." siger han mens han rynker brynene.

Jeg kigger forbavset på ham, over at han ville sige ja. Mest fordi at jeg ikke er som alle andre piger, jeg er en af de der meget drenge agtige...

Da vi er kommet hjem og har fået sat os oppe på mit værelse tænder jeg min macbook og sætter noget musik på..

Han går rundt og kigger sig omkring

"Hvordan går det så" spørger han akavet og kommer over og sætter sig i sengen..

"Fint nok eller hvad man kan kalde det..." svarere jeg ham..

Jeg stirre på min macbook og kan mærke hans blå øjne kigge på mig.

"Er der da noget galt?" Spørger han

Selfølelig skulle han komme med det spørgesmål..

Men igen er jeg faktisk ret fascineret over at han kan skimte der er noget galt..

"Hallo?" siger han "Nårhh nej... ikke noget stort" lyver jeg.

"Hvad er det" spørger han som om han har kendt mig i flere år

Jeg kan ikke lade vær med at svare, jeg overvejer at fortælle sandheden men igen...

"Det går fint" lyver jeg igen....

"Ok" siger han med et lille smil..

Hans mobil ringer og dræber stemningen..

Han går rundt i værelset og snakker..

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på han blå øjne og hans smil.... Han er faktisk ok flot..

"Jasmin?" siger han "Yea?"

"Du ved godt du tænker højt ik"

Han snakker ikke i telefon mere og står nu og kigger på mig med et smil.

Jeg rødmer og kigger genert ned i mit gulv. "Nej det vidste jeg faktisk ikke" ender det med at  jeg svarer.

Igen han jeg mærke hans perfekte blå øjne kigge på mig, jeg får en eller anden form for kilden i maven..

"Det er sådan lidt akavet det her.." Siger jeg genert

"Pyt med det.. Når men jeg skal også hjem nu ses... Jasmin."

"Ses"

I det han går ud af hoved døren, kan jeg se at han har glemt sin mobil.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...