Kim 1: Zombieseeren.

Kim er næsten en helt normal teenagepige. Hun er angst for visse ting. Spekulerer meget omkring drenge. Specielt om hendes bedsteven, da de har store følelser for hinanden. Måske større end nok til bare at være venner. Men så er der den ene ting, der gør, at hun ikke er 'en hel normal teenagepige': Kim kan se levende døde. Jep, de der bedre omtales; zombier. Og med den specielle evne, fører der som altid et stort ansvar med. Et ansvar, der kan redde liv og et ansvar, der kan koste liv. Ikke mindst hendes eget. ~Valg 2 i Zombiekonkurrencen.

12Likes
27Kommentarer
709Visninger
AA

2. ~ Oneshot

”Eva gik langsomt ind i den mørke og tågede gyde. Hun fulgte lyden af de tunge slæbende skridt, for hun var nysgerrig efter at vide hvem, der havde så store sko og var så doven.”

  ”Hvem var det?!” udbrød Kira – min yngste lillesøster.

  ”Det vil jeg da ikke sige,” snerrede jeg og rejste mig op fra Kiras lille, røde barnestol.

  Jeg satte bogen på plads i bogreolen og slukkede natlampen over hendes seng. Hun sendte kolde, onde blikke til mig, fordi jeg ikke ville fortælle videre, men jeg fortsatte alligevel med mine ærinder og pustede det lille lys ud i vindueskarmen.

  Det var sådan, at definerede man ’normal teenagepige’, ville ordene som; kærlighed, fester, druk, drenge, venskaber, fjendskaber og så videre dukke op. Det ville de også for mit vedkommende. På nær den 0,00000 – næsten uendelige nultaler indtil den éne ettal med ”zombieseer”, ville dukke op.

  Jep, zombieseer. Man havde hørt om alverdens ting og Jennifer Love Hewitt som Melinda Gordon/spøgelsesseeren i den der amerikanske hitserie Ghost Whisperer.

  Men spekulerede folk nogensinde på, om der var usynlige levende-døde som dét, der skulle forestille sig at være en standard teenagepige på 16 ved navn Kim Voldsbro Ødegaard, rent faktisk kunne se? Næh nej. For det var jo overnaturligt, ikke?

  Hah, men jeg var cool nok til at stå fra og holde det hemmeligt for alle. Zombier var trods alt ikke altid ondskaben-’himself’. Bare til tider lidt tumbede, klodsede, dumme og forvirrede døde mennesker, der var bragt til live af naturen på grund af hvad?: Måske en skjult kraft.

  ”Hvis ikke du ikke læser næste kapitel, fortæller jeg mor og far, at du skjuler vores døde søster.” 7 års onde intelligens. Det var hvad Kira var. Og jah; muligvis havde jeg ikke fortalt alt dét om zombier og mig til nogen. Altså - sådan cirka. Jeg havde kun fortalt det til Kira, og det var fordi, at jeg engang måtte redde hende fra at blive spist af én, og så skyldte jeg hende en forklaring.

  Så var der dét, med at jeg skjulte vores døde søster. Min ældste lillesøster. Kiras yngste storesøster. Mellembarnet. Det var vistnok forstået.

  Hun hed Celina og døde som fireårig ved at drukne ude i vores haves sø. Dengang det skete var jeg fem, og nu skulle hun have været femten.

  Celina var den første zombie jeg så. Efter jeg havde set hende, begyndte jeg at se alle andre.

  Zombier var kun folk, der ikke døde af alderdom. Folk der døde af selvmord, blev myrdet, gik ud og badede alene i havens sø, mens ingen vidste, hvor man var, og man slog sit hoved på en sten, faldt bevidstløs under vandet og druknede. Sådan helt naturlige-unaturlige måder at dø på. Ganske grusomt.

  Eftersom Celina ikke slog ihjel – hallo, hun var godheden selv som zombie, valgte jeg at skjule hende i det hemmelige kammer på mit værelse på loftet. Der var hun endnu og skulle blive til jeg døde. Det lød som et ondt fangenskab men tro mig, når jeg sagde, at kammeret sagtens kunne sammenlignes med en lille luksus suite. Desuden beskyttede jeg hende bare fra mørket; det som tiltrak alle zombier og ligesom lyset – førte dem et sted hen, når man havde gjort hvad man skulle.

  Lyset var kun for dem, der døde normalt – af alderdom. Noget der gjorde, at man døde af naturens gang. Hvor lyset og mørket så førte hen, anede jeg ikke. Og det kunne rende mig, bare det holdte sig fra Celina. Tænk hvis mytologierne om himlen og helvede var sande. Tænk hvis mørket førte til helvede! Uanset hvad skulle Celina ikke gå ind i noget, jeg ikke kendte til.

  ”Mor og far vil bare betragte os begge som galninge, hvis du fortæller det,” sagde jeg troende på, at det var sandt. ”Glem nu bare kapitlet, jeg læser det på et andet tidspunkt.”

  Kira snerrede efter mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg gik ud af hendes lille, varme værelse og ud på den kolde gang.

  Som det første sms’ede jeg til Angus Harrison – en engelsk fyr, der flyttede til Danmark og siden første klasse havde været min bedsteven.

  Jeg vidste, at han var vild med mig, og jeg vidste, at jeg var vild med ham. Det var så fandens kreperende, at vores forhold som venner ikke udvidede sig til et parforhold. Ingen af os turde spørge. Og hvis han eller jeg nu spurgte, så ville det hele måske senere hen bryde i flammer. Altså måtte vi forblive venner, for at vi ikke skulle ødelægge det hele for ’os’.

  Op til flere gange havde jeg tænkt, at jeg måtte fortælle ham om mit zombiesyn. Men selvom han var den helt store gyserfilms/overnaturlighedselsker, ville han nok aldrig tro på, hvad jeg fortalte.

  Kim: Yeah, mødes vi i skoven?

  Der gik ikke længe, før han svarede:

  Angus: Kim.. Der er noget, jeg må. Kom til Gamle Peters hus.

  Gamle Peters hus var et forladt hus bag en forladt mølle. Den skræmte mig afsindigt meget, trods jeg aldrig havde været der - kun set stedet på lang afstand, så gad vide hvorfor, han ville mødes med mig dér? Og hvad ville han?

  På trods af de mange spørgsmål gik jeg derhen. Mor og far var allerede gået i seng, så der var intet at bekymre sig om. Kendte jeg Kira, sov hun også nu. Og der var så mørkt og tåget, at hvis nogen turde bevæge sig udenfor, ville de ikke engang kunne genkende mig. Kun en silhuet under gadelygternes svage gule lys, ville de kunne se.

 Tågen var advektionståge. Noget, der blev dannet, når varm og kold luft mødtes, og den varme luft blev afkølet til under dugpunktstemperaturen. Fra havet kom der varmt luft, der flød ind over land og blev blandet med den kolde temperatur, hvilket skabte advektionstågen, der trods at være skræmmende om natten ellers var meget fin.

  Men der var ganske vist ingen. Der var kun en uhyggelig, skræmmende stemning, og jeg hadede den. Det føltes, som stod jeg midtpunkt i en film; som var jeg pigen, der snart skulle slås ihjel eller pigen, der var hovedpersonen og dermed også snart skulle slås ihjel.

  Jeg bevægede mig ud mod huset bag møllen, da jeg nåede de snart flade, ensomme bakker.

  Det var en kølig dag sidst på efteråret. Jeg frøs mine fingre af hækkens fælt til, og der ville ikke gå længe før, at vejene, græsset, træerne og hele landskabet ville være beklædt med smukt med iskoldt, hvidt sne.

  ”Angus?” kaldte jeg, da jeg var nået hen til huset.

  Der lød ingen svar.

  ”Hvis du tager pis på mig, så er vi to færdige!” råbte jeg.

  Det var selvfølgelig løgn. Så lidt skulle der ikke til, for at ødelægge vores forhold. Nej, det ville være et latterligt, skrøbeligt venskab, vi så havde. Men han ville sikkert tro på det og droppe sin plan, hvis det var dét, han var ude på.

  ”Kim!” hørte jeg Angus skrige. Hans tonefald lød angst. Det kunne ikke være noget som helst lignende en joke.

  ”Angus! Hvor er du?”

  Jeg fulgte efter lyden af hans råb af smerter. Det førte mig ind i huset, hvor der var endnu mørkere end udenfor. Der var en tæt, tyk stank af råddenskab, metallisk blod og der var så støvet, at jeg flere gange var ved at nyse.

  Hen langs væggen løb jeg. Der var intet jeg kunne se, kun lytte til de angstfulde skrig Angus udbrød. Det føltes, som var stemmen over alt men alligevel langt nok væk til, at jeg ikke kunne nå ham.

  Desperat efter lys greb jeg om min mobil og tændte for lommelygten, der sad indbygget på den. Efter at have brugt den meget og min bagskærm var blevet ret slidt op og revnet, var lyset meget dårligt.

  Det var dog alligevel nok til, at jeg kunne få øje på, hvor jeg befandt mig:

  Et trofærum. De mange dyrehoveder gjorde mig klar på, at Peter, der for mindst halvtreds år siden levede hér, havde været en jæger.

  Der var dyrehoveder fra alle mulige steder i verden. Tigerhoveder fra sydpå. Bjørnehoveder fra måske Sverige. Kronhjortehoveder, der sagtens kunne stamme herfra Danmark. Den mest skræmmende og mest livagtige, var dén, der hang midt imellem dem alle: Et menneske hoved – det var Peters.

  Jeg skreg forfærdet, som blev jeg hakket itu med en økse.

  Hans øjne var vidtåbne, blodsprængte og kiggede tomt ud i intetheden. Det kunne ligne, at de var ved at poppe ud af hans hoved.

  Huden var grågrøn, og der var mug på: Et tykt lag hår, der gav mig kvalme og lysten til at brække mig ud over det hele.

  Håret var langt, sort og fedtet men tyndt, så man kunne tælle hver en hårstrå.

  Jeg gøs.

  Det værste. Det absolut værste var, at der hans hals var blevet skåret over, hang tørrer, lugtende og kvalmende indvolde ud, der gjorde, at jeg brækkede mig ned på gulvet, hvor man kunne se, at der var en kæmpe indtørret blodplet.

  Synet påvirkede mig så meget, at jeg måtte støtte mig op ad væggen for at finde balancen.

  Da der ikke var andre vægge end hvor, der var fyldt op med klamme trofæer, faldt jeg hårdt den på det kolde trægulv. Min mobil gled ud af min hånd, og da den ramte gulvet, smadredes den i flere stykker. Glassplinter fløj ud over det hele fra skærmen, og da jeg ville rejse mig op med støtte fra gulvet, fik jeg glassplinter op i hånden.

  ”For helvede!” råbte jeg panisk.

  De jagede ind i mit hud som små skarpe synåle og fik mig til at skrige højere end før. Denne gang var det ægte smerte, og der dryppede fine, afrundede, mørkerøde bloddråber ned fra min venstre hånd.

  Jeg mindede mig selv om Angus, der stadig jamrede sig lidt svagere end før. Mine tanker var så bombarderende, at jeg intet kunne forholde mig til. Jeg måtte bare finde ham og få ham med ud, hvad end der nu skete i dette ’sindssygens hjem’.

  Fra trofærummet til op ad trapper.

  Det var som mørkeleg. En farlig af slagsen. Jeg var flere gange ved at falde over trinene, men til sidst lykkedes det mig at nå op.

  Angus’ stemme lød nu meget nær. Han måtte befinde sig i samme rum, hvilket gav mig en halv lettelse.

  Trods jeg var klar over, at da huset var forladt, var der ingen til at betale strømregning – altså var der ingen strøm, forsøgte jeg alligevel at tænde for stikkontakten. Det gav som forventet ingen nytte.

  ”Jeg er her, Angus, jeg er her!” skreg jeg og søgte efter ham i mørket. Jeg fik kun få i et bord, nogle stole og noget, der mærkede til at være rådden mad med besøgende dyr i.

  Jeg kunne mærke de små insekter kravle op ad min arm, så jeg børstede dem hurtigt af mig. Dem skulle jeg ikke nyde noget af!

  ”Kim! Den slår mig ihjel, hjælp mig!” Han tiggede og bad ’den’ om at stoppe, han skreg, han græd og det borede sig ind i mit hjerte som en dolk.

  ”Bare rolig, jeg hjælper dig!” forsøgte jeg at berolige ham. Men jeg kunne ikke lægge skjul på hvor rædselsslagen og tvivlende, jeg i virkeligheden var.

  Hvad der overfaldt Angus, var jeg ikke klar over. Jeg forventede det værste, for så kunne det jo kun blive bedre. Mit sind havde dog gennemskuet, at jeg løj, hvilket udløste alarmerende rysteanfald.

  Rummet var stort. Sikkert en gammeldags spisesal, kunne jeg formode. Jeg kunne mærke hvilken ondskab her besad. Måske fandtes ånder virkelig, og måske var det sådan én, der pinte Angus.

    Pludselig – som ud af det blå, kunne jeg mærke noget gammelt stof i mine hænder. Det bevægede sig, og jeg var straks klar over, at det var noget af en levendes tøj, jeg havde fat i.

  ”Angus!” råbte jeg lykkeligt, men jeg var for tidlig på den.

  Med det samme jeg omfavnede ham, opdagede jeg, at det ikke var ham, det var den!

  Rådden hud gled af, da jeg strejfede det. Nu månen skinnede igennem det lille vindue for enden af rummet, kunne jeg se dén tydelig foran mig.

  Det klamme, grågrønne hud. Mugget, der sad selv inde i de åbne sår på det stænkende menneskekød. De lange, gule negle med flænger i og halsen, der sluttede midt på.

  Orme og andre små afskyelige dyr smattede rundt i de åbne sår og specielt ved de indvolde, der stak op ad zombiens hals. Fluer sværmede omkring ham, som havde de fundet deres ildelugtende hjem.

  Det var så chokerende-gyseligt, at jeg måtte brække mig endnu engang. Bare tanken om, at jeg havde omfavnet denne lemlæstede skabning, fik mig til at bryde ud i en blanding af gråd, raseri og forfærdelse.

  Under bæstet lagde Angus med den ene arm flået af og rivemærker så mange steder på hans krop, at jeg ikke kunne få øje på alle. Hans lyseblå T-shirt var revet i stykker, så man kunne se hans brystkasse.

  Hvis ikke jeg snart fik ham på hospital, ville han forbløde, og han var allerede besvimet, hvilket var et dårligt tegn.

  Det stod klart for mig, at det var Peter vi havde med at gøre. Men hvad kunne få ham til at stoppe? Hvad kunne jeg gøre, der ville få ham ind i mørket, hvor han hørte til?

  ”Peter! Du skal vide, at jeg kan se dig!”

  Der var ingen reaktion. Den vendte sig blot fra Angus og over til mig. Den var aggressiv, og der var ingen tvivl om, at den ville gøre det af med mig.

  ”Du skal ind i mørket! Det er dér, du hører til! Ikke her!”

  Jeg begyndte at hulke så meget, at jeg knap nok kunne få ordene frem.

  Så var det, at jeg så mørket fremhæves i døråbningen. Peter kastede sig over mig så blod drev ned på min krop fra hans. De skarpe negle rev i min hud og fik mig til at skrige smertefuldt.

  En plan dannede sig i mine tanker. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Og det var nu eller aldrig!

  ”PETER! JEG VED, DU KAN HØRER MIG! JEG ER DIT BARNEBARN!”

  Og jeg løj selvfølgelig. Men det gav ham tid til at studse sig over min kommentar og gav mig tid til at skubbe ham af mig.

  Spurtende kastede jeg mig ud ad døren med Peter lige i hælende. Jeg fløj ned ad trapperne, mens Peter styrtede ind i mørket og blev opslugt af den. Han forsvandt, og jeg lagde rystende og forslået nede for enden af trapperne.

  Mine ben var vredet om, det havde sagt en knæklyd da jeg landede. Jeg kunne ikke rejse mig op, og jeg vred mig af smerte. Mit hoved gjorde også ondt, men nok ikke ligeså meget, som det havde gjort ondt på Peter, da han fik sit hoved skåret af sin krop.

  Hvem end den psykopat var, der havde gjort det, fortjente hverken Angus eller mig at blive beskadiget på den måde.

 

Det skete, at det først var solopgang, da jeg fik ormet mig hen til det nærmeste hus og bedt om hjælp.

  Jeg endte på skadestuen med to brækkede ben. Angus endte i koma, men han overlevede.

  Lægerne fortalte, at jeg havde været modig. Jeg havde reddet hans liv, da jeg ikke gav op i søgen efter hjælp.

  Selvom jeg foretrak, at fortælle sandheden om, hvad der egentligt skete i huset, valgte jeg at lyve. Jeg sagde, at der var en dyr, der havde overfaldet os, og at huset bare var et mødested, vi havde. Og så snart Angus vågnede, fortalte jeg ham om det hele. Han havde jo ikke kunne se zombien, så jeg fortalte ham om det og den. Det bedste var, at han troede på det. Han troede på mig.

  Og da vi begge var blevet raske, så raske en pige med fem ar på armene og en dreng uden den ene arm kunne være, tog vi hen til huset igen – mens der var dagslys, selvfølgelig.

  Vi tog derhen, fordi jeg ville tjekke noget. Han skulle med, fordi jeg ikke turde være der alene.

  Da jeg kom hen i trofærummet, var det ganske nok sandt. Hovedet var der ikke længere. Det var sammen med resten af Peter i mørket. Jeg havde ondt af ham, men enten dét eller at have en massemorder-zombie på fri fod.

  En dag Angus tog mig hen til skoven til dér, hvor vores rigtige mødested var. Han sagde ikke hvorfor han tog mig derhen. Vi havde ikke været der siden overfaldet i huset.

  Det var blevet vinter, og alt var dækket af et smukt lag hvidt sne. De dalede også ned fra himlen som fine krystaller af elegance.

  Det var den 7. december. Der var koldt, men nu her var smukt, gjorde det ikke noget. Min vinterjakke isolerede også en hel del for kulde, så værre var det ikke.

  Angus så ind i mine lyseblå øjne, og jeg så ind i hans mørkebrune. Det var som varmede de mig indvendigt. De var så fortryllende smukke.

  Hans chokoladebrune hår blev blæst til den ene side af vinden, og det samme gjorde mit nøddebrune.

  Langsomt hev Angus mig ind til sig, med den ene arm han havde - og trykkede sine læber ind imod mine. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Det spredte så meget glæde indeni mig.

  Jeg ønskede, at han aldrig ville slippe mine læber, for jeg ville aldrig slippe hans. Men han gjorde det for en kort stund, for at med besvær lægge mig ned i den bløde sne, lægge sig ovenpå mig uden at bruge sin fulde vægt og kysse min hals.

  Kort efter sagde han til mig:

  ”Jeg ved, at vi tænker det samme. Men jeg mener, at den risiko er værd at løbe. Er du med, Kim?”

  Og jeg svarede:

  ”Jeg er med, Angus.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...