Wonderful // One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om Josephine på 16 år. En dag skal hendes familie flytte til London i England. Det er en del anderledes end her i Danmark.. Josephine møder dog en masse nye mennesker. Blandt andet 5 drenge, som der både bliver dannet problemer og romantiske øjeblikke med..

7Likes
4Kommentarer
273Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Næste morgen vågnede jeg ved 8-tiden, da jeg kunne høre mine forældre pakke ud. Jeg havde glemt alt om at jeg var i London, indtil jeg kiggede ud af mit vindue, og så en masse høje bygninger. Jeg gned mine øjne, og gik ud til mine forældre.
Da jeg kom ud af mit værelse, satte min mor den kasse hun havde i hænderne, og kom over til mig. Hun lagde en arm om mine skuldre.
"Hvad så Jose? Hvad synes du?" sagde hun, og kiggede nærmest stolt rundt omkring i huset. Jeg nikkede bare, og kiggede også rundt. Et kæmpe brag lød ude fra køkkenet. Min mor og jeg løb derud, og så synet af min far. Han havde tabt kassen med alle tallerknerne, glassene osv. Det hele var smadret, og min far stod bare helt stille og kiggede på det. 
"For helvede Michael, det er så typisk dig!" sagde min mor. Jeg stod bare og kiggede på. Der var gang i den lige fra morgenstunden af må man sige.
"Hvorfor går du ikke udenfor og ser dig lidt omkring?" sagde min mor, og gik ud for at finde en kost. Det lød ikke som om jeg havde et valg.. Men hey, så slemt er det da heller ikke at shoppe i London, huh? 
Jeg gik ind på mit værelse, og åbnede min kuffert, som var fuldstændig proppet med tøj. Det var bare kastet i, så det var faktisk ikke til at finde en skid. Men jeg fik da fundet et par sorte hullede jeans, en grå croptop der gik til lige over navlen, og mine nike sko. Jeg fik taget mit tøj på, og gik hen mod badeværelset. Døren var lukket derind til. Det så ud som om det var sådan en rulledør. You know, de der der sådan kan "foldes sammen"? Okay, jeg aner ikke om i ved hvad jeg mener.. Men jeg prøvede ihvertfald at trække den til side. Jeg ved ikke om det var mig der var svag, eller om den bare var mega hård at åbne? For jeg brugte alle mine kræfter, men jeg kunne simpelthen bare ikke få den god damn dør op. Jeg blev ved med at hive i den, og til sidst, fløj jeg til side, og væltede næsten ned af trappen. Endelig gik den dør op. Min far kom løbende ud til mig. Han havde sgu nok hørt at jeg faldt.. Well, ups.. Jeg havde ikke rejst mig op fra gulvet endnu. Jeg var forpustet efter at havde brugt alle mine kræfter for at få en dør op..
"Hvad pokker laver du?" spurgte min far. Jeg pegede på døren. 
"Du trak ikke i den vel? Der er en kontakt lige her, som du bare skal trykke på, så går døren op skat" sagde min far, og trykkede på den lille sorte kontakt 5 centimeter fra døren. Nu følte jeg mig ret dum.. Men hey, hvor mange døre skal man lige trykke på en kontakt for at åbne var? Ikke mange.. Eller, det tror jeg da ihvertfald ikke..
Min far grinede, og gik tilbage til køkkenet. Jeg fik taget mig sammen til at rejse mig, og gik ud på badeværelset. Det var kæmpe stort! Med en stor brusekabine, et badekar OG en jacuzzi. Yup, i hørte rigtigt. Der var en jacuzzi på mit badeværelse!! Men det var ikke det jeg skulle nu. Jeg børstede mit hår igennem, og lod det bare hænge. Jeg trængte VIRKELIG til at blive klippet.. Men jeg elskede mit lange hår, som gik til omkring hofterne, og jeg var meget stædig når det handlede om at få klippet noget af det af. Jeg plaskede noget koldt vand i hovedet for lige at vågne helt op, og lagde et tyndt lag mascara. Mere gad jeg ikke gør ud af mig selv. Der var jo slet ingen der kendte mig i hele London, så..
Jeg gik tilbage på mit værelse, tog mine høretelefoner i ørene, og startede noget musik. Jeg råbte farvel til mine forældre, tog min jakke på, og forlod huset.
Jeg havde ingen ide om hvor jeg skulle gå hen.. Det eneste jeg vidste hvad var, var Oxford Street. Og det var kun fordi der er så mange butikker. Jeg fandt en metrostation, hvor der lå en bunke kort over det meste af London. Jeg tog et af dem, og begyndte at lede efter "Oxford Street". Jeg fandt det relativt hurtigt, og kom hurtigt med en metro dertil. 
Da jeg steg ud af metroen, blev jeg fanget i en masse mennesker. Jeg gik ud fra at det nok bare var sådan i Londons gader. Der var ihvertfald mindst dobbelt så mange som i gågaden i Odense. Jeg prøvede at komme lidt ind i en sidegade, for at komme lidt væk fra mængden. Jeg besluttede mig for at stoppe min musik i ørene. Der var alligevel så meget larm at jeg slet ikke kunne høre noget af det. Jeg trak min mobil og ad lommen, mens jeg fortsatte med at gå. Men før jeg vidste af det tabte jeg min mobil ud af hånden. Der var en eller anden idiot der var smadret lige ind i mig.
"Hov, ej undskyld! Virkelig" sagde en stemme. Jeg bukkede mig hurtigt ned for at samle min telefon op. And guess what? Min skærm var fuldstændig flækket. Jeg kiggede på personen foran mig. Det var en dreng med en grå hue, solbriller og en sort jakke. Jeg kunne se nogle mørke krøller stikke ud under hans hue. 
"Se nu hvad du har gjort. Tak for lort" sagde jeg, og førte min finger hen over den ødelagte skærm. Drengen virkede bekendt. Men jeg kunne ikke lige sætte fingeren på hvor jeg kendte ham fra. 
"Kom med her!" sagde han, og greb fat i min arm. Jeg rynkede næsen. Var det mon en god ide at følge med en eller anden fremmed mand? 
Han trak mig ind i en sort bil, hvor der sad 4 andre drenge og en chauffør. Nu blev jeg lidt skræmt. Det var ikke en specielt tryg følelse jeg havde i maven lige der. 
"Hvem fanden er hun nu?" sagde en lyshåret dreng der nu sad ved siden af mig. Drengen der havde trukket mig ind i bilen tog huen og solbrillerne af. Nu kunne jeg se hvem det var.. Det var selveste Harry Styles fra One Direction. Og de 4 andre der sad der inde var ingen mindre end Niall, Zayn, Louis og Liam. Jeg var fuldstændig mundlam.
"Det er.. Øh. Hvad hedder du egentlig?" sagde Harry og kiggede på mig. Jeg kunne slet ikke snakke. Ikke fordi jeg var One Directions største fan vel.. Men jeg tror alle ville gå lidt i panik hvis de pludselig sad i en bil sammen med dem allesammen.
"Jeg hedder.. Øh.. Jo.. Josephine" fik jeg fremstammet. Niall gav mig elevatorblikket, og smilede så til mig. 
"Men Harry, hvad laver hun her?" spurgte Liam, som sad bagved sammen med Zayn og Louis. "Jeg kom til at ødelægge hendes telefon, så vi skal lige have fat i en ny en til hende" sagde Harry, og kiggede op på chaufføren, som nikkede og startede bilen. Det lød lidt underligt. 'Vi skal lige have fat i en ny en til hende'. Havde de tænkt sig at købe en ny iPhone til mig? Bare sådan lige? Vi kom til en eller anden elektronikbutik, og Harry bare steg ud af bilen, og luntede derind. Der havde været en lidt akavet stilhed hele vejen, eftersom jeg overhovedet ikke kendte nogle af dem, og de SLET ikke kendte mig. Der gik ikke mere end 5 minutter, før Harry var tilbage. Han rakte mig en kasse. Gæt lige hvad det var.. Det var en iPhone 5s i sølv. Den havde han bare lige købt til mig. Altså, min gamle telefon var en slidt iPhone 3, og det havde da været fint nok med bare at have fået skiftet skærmen. Men nejnej.
"Så skal du da lige have vores numre" sagde Louis, og smilede til mig. Jeg fik ikke sagt et ord, før de alle 5 havde kodet deres numre ind i min nye telefon.
Hvad pokker skulle jeg lige sige til mine forældre når jeg kom hjem? 'Ja, jeg mødte lige Harry Styles, og han gav mig lige en ny telefon'. Det var jo sådan set hvad der var sket, men mine forældre ville aldrig nogensinde tro på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...