Trying not to forget you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 12 jul. 2014
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre, hvis du mødte den sødeste pige, men hun ikke kunne huske dig efter blot én dag? Hvad ville du gøre, hvis det fortsatte sådan?
Det ved Harry Styles i hvert fald ikke, da han en dag ankommer til en lille by i udkanten af USA. Selvom at alle i byen er imødekommende, så er der bare denne ene pige, Mila, der skiller sig ud. Hele Harrys syn på Mila ændrer sig dog, da han finder ud af, at hun kæmper med en forfærdelig sygdom. Vil Harry mon stadig blive i byen og være sammen med Mila til trods for denne sygdom? Vil han nogensinde finde en måde at hjælpe hende på, så de kan være sammen? Vil Mila nogensinde kunne huske noget af det, der er sket i de seneste par år?
*Harry er ikke kendt*
Cover og kommende trailer lavet af Melanie K, tak for det <3

7Likes
6Kommentarer
640Visninger
AA

2. Dover, here I come!

*Harrys synsvinkel*

Hvordan skal jeg starte min historie, der i øvrigt er sand. Okay, jeg vælger at starte det sted, hvor det hele begyndte.

Jeg havde en meget stressende hverdag i New York. Jeg trængte ganske enkelt til at komme væk fra det hele. Jeg kunne ikke overskue de mange utilfredse kunder, og forretningsmændene, der stillede alt for høje krav. Derfor besluttede jeg mig for at flytte væk, og inden jeg nåede at se mig om, sad jeg i en båd på vej til mit nye hjem, Dover, der ligger i Tennessee. Ja, det ligger der, for jeg bor der skam endnu. Men nok om det. Jeg sad altså i båden på vej til Dover. Jeg havde hørt fra mange af mine tidligere kollegager, at Dover skulle være et meget afslappende sted, hvor intet var stressende. De havde ret. Da jeg ankom til Dovers havn, fik jeg straks øje på en lille restaurant. Alle menneskerne på restauranten smilede og hyggede sig med hinanden. I New York spiste man kun på restaurant, hvis det var fordi, at man havde et møde med en vigtig kunde. Her sad folk med deres børn og forældre. Altså 3 generationer. Det var vidunderligt at se på dem, og jeg kunne allerede se mit nye liv for mig.

Jeg blev dog hurtigt revet ud af mine tanker, da fyren, der havde sejlet mig herover, begyndte at ruske i mig. Han havde åbenbart prøvet på at komme i kontakt med mig. Han ville have hjælp til at lægge båden til ved en lille bro. Du ved, så den ikke sejlede væk. Jeg gjorde som han sagde og snart stod vi oppe på broen. Jeg takkede ham for turen og gav ham den aftalte sum penge. Han smilede tilfreds til mig og begyndte så den lange sejltur tilbage til New York. Dér stod jeg så med alle mine tasker, der var sjusket pakket sammen, da det hele gik så hurtigt.

Jeg bevægede mig over mod restauranten, da jeg var virkelig sulten efter sejlturen. Da jeg kom ind i restauranten, fandt jeg hurtigt et bord, hvor jeg satte mig ned med mine tasker på gulvet. Restauranten var lille i forhold til de steder, hvor jeg spiste i New York. Der lå ikke et menukort på bordet, så jeg rejste mig for at gå hen til kassen. Ved kassen stod der en gammel dame, der måtte være i 60’erne. Hun smilede, så man kunne se, at hun manglede den ene fortand. Hun havde kort, gråt hår. Jeg kan ikke rigtigt huske mere af hende fra den dag, men det er også lige meget. Jeg spurgte efter et menukort, men hun svarede bare, at de desværre ikke havde nogen. Hun kunne dog anbefale mig at vælge dagens ret, hvilket jeg så gjorde.

Dagens ret bestod af fisk. Hvilken slags fiks ved jeg ikke, da jeg ikke ligefrem er ekspert på det område, men det smagte super godt. Mens jeg spiste, lod jeg mærke til en pige, der gik rundt og servicerede folk. Hun havde det smukkeste, mørke hår og de smukkeste øjne. Hvilken farve de havde, kunne jeg ikke se på den afstand. Jeg lod ikke mærke til, at jeg stirrede på hende, før hun kom hen og spurgte, om hun kunne hjælpe mig med noget. Hendes stemme lød ikke irriteret, men derimod sød. Jeg svarede hende ikke med det samme, da jeg lige skulle overveje, hvad jeg ville sige. ”Jeg tænkte på, om du ikke havde lyst til at tage på en date med mig?” hørte jeg mig selv sige. Hun grinte lidt usikkert, men sagde så ja. ”Jeg ved godt, at vi kun lige har mødt hinanden ,” sagde jeg så til hende. ”Men du ser bare virkelig sød ud,” afsluttede jeg sætningen. Jeg kunne mærke på hende, at hun begyndte at slappe lidt mere af. ”Mød mig ude på broen klokken 19. Jeg skal lige have fri først,” sagde hun så efter en lille pause. Jeg nikkede kort og opdagede, at jeg var færdig med min ret. Hun tog min tallerken, og jeg gav hende penge for maden kontant.

Jeg gik ud af den lille restaurant, med mine tasker, og hen mod mit nye hus. Det tog lidt tid for mig at finde huset, da det lå ret væk fra havnen, men efter en time fandt jeg det. Det lå for sig selv inde i en skov. Den nærmeste nabo var jeg gået forbi for ca. 5 minutter siden, så det lå alligevel lidt tæt på andre. Huset var ikke det pæneste og største hus i hele verden, men det var det eneste man kunne få, når det var i sidste øjeblik. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg fik det så hurtigt, men det orkede jeg ikke at tænkte videre over. Jeg åbnede den tunge dør, og et lag af støv kom mig i møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...