Livet...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2015
  • Status: Igang
Dette er en sand historie om livet fra en 9 årig piges synsvinkel.
Da hun mister sin mor, kollapser hele hendes verden og hun må nu tage kampen op mod sig selv for leve et liv uden sin mor.
Det er ikke nemt når man føler at man står alene med alle sine tanker.
Er livet værd at leve uden dem vi elsker mest, der er jo så mange muligheder for at gøre en ende på smerten, og ende det samme sted som dem.

Historien er lidt barks, men sådan er livet...

6Likes
0Kommentarer
1263Visninger
AA

1. Starten på et hårdt liv

Det var en helt normal dag, eller helt normal var den jo ikke? Men det var en normal dag for mig. Min mor ligger i sengen, eller hvad der er tilbage af hende efter 5 år med sygdom, gør i hvert fald. Hendes hud er blevet helt gul, og hun kan ikke så meget mere. Hun er bare derhjemme, dag ud og dag ind. Det er ret trist at tænke på at det er sådan en normal dag er for mig. Men sådan er det, selvom jeg gerne ville ændre det så kan jeg ikke, det eneste jeg kan gøre er at følge med på sidelinjen. Det eneste specielle ved dagen er at det er min fødselsdag, jeg bliver 9 år.

Fødselsdagene har ikke været det helt store de sidste par år. Min mor har ikke haft overskud til at tage ud at spise, eller holde stor fødselsdag, selv om hun gerne ville. Men i år er det ekstra slemt, min mor har haft kræft i lang tid nu, hun skal snart starte på kemo-behandling. Jeg håber inderligt at det virker, jeg vil ikke se min mor syg mere. Vi havde det altid så sjovt sammen, før det blev så alvorligt, men så tog kræften til og lægerne gjorde ikke så meget. Men 4 dage efter min fødselsdag fik min mor det rigtig dårligt, hun blev hentet i en ambulance og kørt på hospitalet.

Min far blev ved min mor på hospitalet, så han kunne holde øje med hende og følge med i hvad der skulle ske. Min storebror og jeg flyttede hjem til min farmor og farfar, jeg ventede bare på at min mor skulle blive rask igen så vi kunne komme hjem. Det var en meget hård uge for min storebror og jeg. Min storebror kom ikke rigtig i skole, men jeg kæmpede mig af sted, for hun skulle nok blive rask igen, ikke? Det var svært at følge med, for det eneste jeg kunne tænke på var: bliver mor frisk igen? Jeg holdte fast i håbet om at hun nok skulle blive rask igen og fortsatte skoledagen.

Min far kørte frem og tilbage mellem sygehuset og os, men han sov altid på sygehuset. Han kiggede til min storebror og jeg senere på dagen, fortalte hvordan det gik med mor, fik lidt mad og kørte så videre. Sådan gik dagene i en uge. Min storebror og jeg var ikke i skole de sidste dage, det var endelig ved at gå op for mig hvad det var der var ved at ske. Jeg gjorde mit bedste for ikke at tænke på det, men det var virkelig svært, jeg kunne slet ikke forestille mig en verden uden min mor ved siden af mig. Der er så mange ting som jeg ikke kan gøre uden hende. Der er så mange ting jeg ikke har fået svar på.

En uge efter min mor var kommet på sygehuset, kørte min far stille og roligt ind i min farmor og farfars indkørslen. Jeg kunne se på ham med det samme at noget var galt, smilet var væk og hans øjne var helt røde. Inderst inde vidste jeg godt hvad der var sket, men jeg ville ikke acceptere det. Jeg ville ikke tro på at det var rigtigt, hun skal klare den, det skal hun bare! Vi blev samlet i stuen og min far fortalte hvad der var sket, det var så uvirkeligt. Tårerne flød ned af mine kinder, vi sad alle sammen samlet i sofaen og græd. Jeg forstod det ikke, det hele var gået så hurtigt, det var som et mareridt der ikke ville ende.

På et tidspunkt holdt jeg pludselig op med at græde, ikke fordi at der var sket et mirakel, jeg vidste jo godt at min mor ikke ville komme tilbage. Jeg sad bare helt stille, jeg havde ingen tanker, det hele var tomt, jeg sad bare og stirrede ud i luften. Der var helt stille, det føltes som om jeg sad i orkanens øje. Jeg havde fået ro, bare et kort øjeblik. Jeg havde fået fred fra det forfærdelige der lige var sket, bare et øjeblik, inden sorgen igen ville overfalde mig. Jeg kiggede ned, mit ærme var helt vådt, min bamse, som jeg havde fået af min mor lå helt op af mig. En tåre trillede igen ned af min kind, den bamse var det eneste der kunne trøste mig nu.

Men det værste var ikke overstået endnu. Vi skulle ind på sygehuset, for at se hende en sidste gang, for at sige det sidste: farvel... Jeg var både glad og ked af det på samme tid. Jeg var glad for at jeg kunne se hende en sidste gang og få en ordentlig afsked med hende. Men hvad nu hvis hun ikke lignede sig selv. Hvad nu hvis hun var fuld af slanger, som førte alle mulige væsker ind i hendes krop. For et par år siden, efter min mor var blevet opereret for kræft første gang, var vi inde og besøge hende på sygehuset. Der var slanger alle steder, jeg kunne næsten ikke genkende hende, for normalt lignede hun jo ikke en der var syg.

Sådan ville jeg ikke se hende igen, især ikke nu hvor det var den sidste gang. Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Alle tankerne om hvordan hun så ud, ville hun ligne sig selv, eller ville hun ligne en totalt fremmed? Ville jeg overhovedet kunne gå igennem døren ind til det værelse hvor hun ligger, eller ville jeg være for bange? Jeg ville ikke tænke på det, det var ikke til at holde ud, men jeg kunne heller ikke lade vær. Hele vejen til sygehuset sad jeg bare helt stille og stirrede ud af vinduet, samtidig med at tankerne kørte rundt i hovedet på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...