Livet...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2015
  • Status: Igang
Dette er en sand historie om livet fra en 9 årig piges synsvinkel.
Da hun mister sin mor, kollapser hele hendes verden og hun må nu tage kampen op mod sig selv for leve et liv uden sin mor.
Det er ikke nemt når man føler at man står alene med alle sine tanker.
Er livet værd at leve uden dem vi elsker mest, der er jo så mange muligheder for at gøre en ende på smerten, og ende det samme sted som dem.

Historien er lidt barks, men sådan er livet...

6Likes
0Kommentarer
1264Visninger
AA

13. Mini mor

Jeg var helt ude af den, jeg følte mig så langt fra min mor, jeg følte ikke jeg kunne huske noget om hende. Hver gang jeg kiggede på et billede virkede det som om det var en fremmede, som om det aldrig havde været hende der var på billedet. Jeg kunne ikke huske hendes stemme, når jeg så gamle videoer lød det ikke som det jeg huskede. Min hjerne havde fuldstændig glemt den kvinde der havde født mig, passet på mig, og opdraget mig det meste af min barndom. Hvordan kunne jeg bare glemme hende, hvorfor kunne jeg ikke huske noget af det?

Jeg kiggede nogle billeder igennem af hende, selvom det ikke lignede hende vidste jeg godt det ikke kunne være en anden. Jeg havde langt brunt hår, det var tykt og gled smukt ned af min ryg i små bølger. Jeg havde altid elsket mit lange hår, når jeg ikke vidste hvad jeg skulle lave sad jeg altid og øvede mig i at flette. Jeg kunne bruge flere timer på at sidde foran et spejl og lege med mit hår. Mit problem var at min mor ikke havde langt hår, jeg ville tættere på hende, måske ville jeg så kunne huske hende. Jeg fik min far til at bestille en tid ved frisøren, jeg ville af med mit lange hår….

Hun samlede mit hår i en lav hestehale, hun tog saksen op af skuffen og gjorde klar til at klippe.
’’Er du klar? ’’ Jeg nikkede, jeg ville bare af med det, jeg ville ligne min mor, hun skulle ikke være en fremmede for mig mere. Jeg så de lange lokker falde til gulvet, nu var der ingen vej tilbage. Da frisøren langt om længe var færdig med at klippe var der røget over 20 cm, men jeg var ligeglad, jeg følte at det var det rigtige for mig. Jeg kiggede i spejlet og smilede, jeg kunne se min mors smukke ansigt i mit spejlbillede, jeg kunne allerede huske mere af hende.

Den aften kunne jeg ikke sove, så jeg satte mig op i mit vindue, det var helt mørkt udenfor og stjernerne skinnede klart på nattehimlen. ’’Se mor, du har ikke forladt os endnu, du lever stadig igennem mig’’ En tåre faldt ned på min kind, og et smil begyndte at komme frem på mine læber. Jeg hoppede ud af vinduet, sneg mig over græsplænen og lagde mig på trampolinen. Der lå jeg det meste af natten, jeg lå bare og kiggede op på stjernerne. Jeg sagde ikke et ord, jeg lod bare tankerne flyve, jeg gik først ind da det begyndte at blive lyst, min far skulle ikke opdage at jeg havde været ude hele natten.

Jeg var glad og stolt da jeg gik ind i klassen mandag morgen med mit nye hår. Men det virkede ikke som om de andre kunne lide det, de kiggede mærkeligt på mig og pegede. Jeg forstod det ikke, der var også en anden pige der lige havde klippet sit hår kort, endda kortere end mit, og det var de andre helt vilde med. Det var nok fordi hun var en af de populære piger, hun kunne sikkert komme i en prinsessekjole, og de andre ville stadig give hende komplimenter om hvor godt hun så ud. Men jeg var ikke populær, tværtimod, jeg kunne nærmest ikke komme længere ned end jeg var nu.

Det blev en lang skoledag, lige fra jeg havde trådt ind i klassen havde jeg haft lyst til at tage hjem igen. Jeg kunne høre de andre grine bag mig, når jeg vendte mig om lod de bare som ingenting. Frikvarteret brugte jeg som altid på toilettet, det var lykkedes mig at smutte forbi hende den sure, jeg nægtede at gå ud, jeg ville ikke have hele skolen til at grine og pege. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg forstod ikke hvad der var galt med det, jeg lignede jo den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde mødt. Jeg følte endelig at mit liv gav mening, hvorfor skulle de hakke ned på mig?

Da klokken endelig ringede efter sidste time skyndte jeg mig hjem, jeg cyklede så hurtigt jeg kunne, jeg ville bare væk. Da jeg kom jeg lukkede jeg hurtigt døren bag mig og faldt på knæ i tåre. ’’Hvorfor må jeg ikke være lykkelig, de skal altid dømme en når man gør noget anderledes… ’’ Jeg kiggede ned i jorden, jeg kunne ikke gøre noget ved det, jeg kunne godt lide det, så måtte de sige hvad de ville. Jeg gik igennem huset og ind i min fars soveværelse, jeg åbnede min mors skab og begyndte at kigge hendes tøj igennem, hendes lugt virkede mere velkendt nu.

Jeg tog noget af det jeg vidste hun elskede at havde på med ind på mit værelse, jeg tog mit tøj af og tog hendes på. Jeg stillede foran spejlet og kiggede på mig selv. ’’Nu kan jeg endelig huske dig, du var slet ikke så langt væk som jeg troede’’ Jeg smilede, men smilet holdt kun ganske kort. Jeg kiggede op og ned af mig selv, tårerne begyndte at presse på og jeg faldt om på gulvet. Hvad tænker jeg på? Det her er helt forkert, jeg vil aldrig blive ligesom hende. Jeg vil aldrig kunne leve op til alt hvad hun stod for, jeg vil aldrig kunne tage hendes plads. Tårerne brød frem, imens jeg lå på gulvet i tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...