Livet...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2015
  • Status: Igang
Dette er en sand historie om livet fra en 9 årig piges synsvinkel.
Da hun mister sin mor, kollapser hele hendes verden og hun må nu tage kampen op mod sig selv for leve et liv uden sin mor.
Det er ikke nemt når man føler at man står alene med alle sine tanker.
Er livet værd at leve uden dem vi elsker mest, der er jo så mange muligheder for at gøre en ende på smerten, og ende det samme sted som dem.

Historien er lidt barks, men sådan er livet...

6Likes
0Kommentarer
1249Visninger
AA

5. Efter begravelsen

Efter begravelsen var der kaffe og kage på en kro et stykke fra kirken, hvor alle der havde været i kirken var inviteret, så der var også ret mange mennesker. Men det var meget hyggeligt, de var alle sammen rigtig søde. Mange af dem kom også hen og sagde: håber i er okay. Men jeg var ikke okay, jeg var langt fra okay, men jeg nikkede bare stille og tørrede en tårer væk min øjne. Der var en masse god mad, men jeg havde ikke lyst til at spise, jeg var ikke sulten. Mit hjerte var tomt, et stort hul, som aldrig vil blive lukket igen. Der vil altid være ar og mærker fra den her dag.

Jeg havde stadig ikke helt fattet at hun var væk, nogle gange når jeg kiggede rundt så jeg en skygge, men den forsvandt altid inden jeg kunne nå at se hvem det var. Jeg har også en følelse af at jeg bliver overvåget, at der hele tiden er et eller andet der holder øje med mig. Men når jeg kigger rundt kan jeg ikke se nogen, hvorfor skulle nogen også være interesseret i at overvåge mig, mit liv er ikke lige frem det mest spændende. Den dag min mor død, er jeg også sikker på at jeg så en hvis skikkelse uden for min farmor og farfars vindue, kun et par timer før min far kørte ind i indkørslen.

Jeg så den også i kirken, den stod bag præsten, men jeg så den kun i et kort sekund før den forsvandt. Men den forsvandt ikke for mit blik, jeg blev ved med at se den for mig, jeg ville ønske jeg kunne se hvem det var. Men lyset omkring den var for skarpt, og den forsvandt altid efter få sekunder. Det var som om den ikke ville blive set, og det at jeg havde set den havde været en fejl. Men hvorfor blev den så ved med at dukke op? Jeg kunne mærke at den var der, overalt hvor jeg var. Det var lidt som en skytengel, måske havde min mor sendt den så den kunne passe på mig, når hun nu ikke havde mulighed for det længere.

Det eneste gode ved begravelsen var at min mors ældste storebror Lars og hans kone, havde taget den lange tur fra Singapore til Danmark, så de også kunne få sagt ordentligt farvel. Min mors yngste storebror Claus var også kommet sammen med hans kone, men vi har ikke set ham så meget, da ham og min mor kom op at skændes over et eller anden for mange år siden. Det var helt mærkeligt, men også dejligt, at se dem igen efter så lang tid. Tænk at min mor ikke rigtig havde snakket med sine brødre i så lang tid, jeg kiggede over på min storebror, ville det også blive sådan med os?

Der faldt en tåre, jeg ville ikke kunne leve med ikke at snakke med min bror. Det var altid ham jeg snakkede med, vi havde det altid så sjovt sammen, på trods af alt hvad der var sket. Jeg ville ikke miste kontakten til endnu en i familien, en er allerede for mange. Det fik mig til at tænke, alle i min familie er ikke lige så unge som min storebror og jeg. Min farmor, farfar, mormor og morfar er jo ikke helt unge mere, de vil også forsvinde en dag. Vi skal alle dø en dag, det er livets gang, nogle tidligere end andre. Nogle af os for ikke mulighed for at leve livet fuldt ud, inden himlen kalder.

Jeg er bare glad for at min mor, på trods af sygdom og smerte, i det mindste nåede at leve lidt af hendes liv. Hun har i hvert fald noget at opleve en del, og set mange ting. Hun nåede at blive gift med en mand som hun stadig elsker den dag i dag. Hun har fået en lille familie, som altid vil elske hende. Hun nåede dog ikke at se dem vokse op, blive konfirmeret, tage kørekort, se dem med studenterhuen på. Hun nåede ikke at se dem møde deres livs kærlighed og se dem blive gift, eller se dem få deres egen lille familien. Hun nåede aldrig at lege med sine børnebørn.

Der var få der holdte tale, men jeg kan kun huske hvad min onkel Lars sagde. Han snakkede om alle de oplevelser de havde haft med min mor, alle de rejser de havde været på. Alle de ting min mor havde gjort og stået for, hvilket dejligt menneske hun var. Det bekræftede mig bare endnu engang i at hun havde betydet noget, hun havde været formand for flere foreninger og taget ansvar. Sygdommen havde ikke været en straf, det kan det ikke have været. Hun hjalp gerne andre og havde ikke noget imod at hente min storebror eller jeg i skolen hvis vi havde det dårligt.

Men sygdommen lænkede hende til sengen og tvang hende i knæ. Den svækkede hende, gav hende smerter. Gjorde så hun skulle flere operationer og utallige undersøgelser. Den forstyrrede hendes spisevaner, hendes humør og hendes liv. Den ød hende op indefra, ødelagde det ene organ efter det andet. Den gjorde hendes hud gul og sendte affaldsstofferne fra kroppen ud i blodet. Den holdt hende hjemme i huset, så hun ikke kunne komme ud og opleve noget, den ville ikke lade hende leve hendes liv. Den ville ikke give hende nogle gode sidste timer. Den sendte hende på sygehuset og lod hende ligge der til hendes sidste time.

Virkeligheden er barsk, ligesom livet. Det er umuligt at leve uden sorg og tåre, nogle mennesker har bare mere held i livet end andre. Andre mennesker vil aldrig opleve at miste et familiemedlem før de er voksne, så de bedre kan forstå og håndtere livets gang. Vi har faktisk ikke så lang tid som vi går og tror, vi ved aldrig om vi kan blive skudt ned eller overfaldet i morgen. Vi ved ikke om vi vinder i lotto eller ender på gaden. Vi ved ikke om vi vil få en lykkelig slutning som i filmene, eller om det er os der ender som skurken. Vi kan ikke se ind i fremtiden, så vi må få det bedste vi kan ud af nutiden.

Det blev aften og gæsterne begyndte at tage hjem. Til sidst var der kun dem nærmeste familie tilbage på den lille kro, maden blev pakket væk og der blev ryddet op. De voksne sad stille og snakkede, jeg sad bare og fulgte stille med i samtalen. Der var grin og latter, men også alvor og tårer, en dag med op- og nedtur. Or mig var det dog mest nedtur, men det var også dejligt at høre så mange gode historier fra andre om sjove ting de havde lavet med min mor. Efter et stykke tid pakkede vi sammen og kørte hjem, jeg kiggede op på himlen og så stjernerne lyse klart.

Den nat kunne jeg ikke sove, jeg kunne mærke at skyggen var i mit værelse. Jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt i det lille værelse, men der var ikke nogen. Jeg vendte ansigtet mod muren og lukkede øjnene. Men jeg kunne ikke sove, jeg havde en stikkende følelse i nakken, som om der var nogen der stirrede på mig fra kanten af sengen. Jeg kiggede ud af øjenkrogen om jeg kunne se noget, en mørk skikkelse kiggede på mig fra sengekanten, det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg turde ikke vende mig om, men jeg var nødt til at se om der virkelig stod en, eller om det bare var min fantasi der legede med mig.

Jeg tog mod til mig og vendte mig langsomt om, med øjnene lukkede. Da jeg havde vendt mig om åbnede jeg dem langsomt, det gav et sæt i hele min krop, skikkelsen stod helt nede i ansigtet på mig, jeg blev bange og vendte mig hurtigt rundt igen og trak dynen helt op over hovedet. Hvad ville den, hvorfor blev den ved med at følge efter mig. Det var meget mærkeligt, jeg forstod ingeting, hvorfor kunne den ikke bare gå sin vej. Eller var det hele bare noget jeg forestillede mig, måske var det hele bare min fantasi, det virkede bare for virkeligt til at være fantasi.

Jeg sov ikke den nat, jeg følte hele tiden at skikkelsen stadig stod ved min seng og kiggede på mig, men jeg turde ikke vende mig om. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det bare var min fantasi der legede med mig efter alt hvad der var sket, men det hjalp bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...