Livet...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2015
  • Status: Igang
Dette er en sand historie om livet fra en 9 årig piges synsvinkel.
Da hun mister sin mor, kollapser hele hendes verden og hun må nu tage kampen op mod sig selv for leve et liv uden sin mor.
Det er ikke nemt når man føler at man står alene med alle sine tanker.
Er livet værd at leve uden dem vi elsker mest, der er jo så mange muligheder for at gøre en ende på smerten, og ende det samme sted som dem.

Historien er lidt barks, men sådan er livet...

6Likes
0Kommentarer
1261Visninger
AA

4. Begravelsen

Så blev det torsdag, det var dagen hvor begravelsen skulle være. Jeg var helt ude af den, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde mest af alt bare lyst til at blive i sengen hele dagen, eller måske for altid. Men jeg ville også gerne sige ordentligt farvel, desuden ville min far blive meget skuffet hvis jeg ikke kom. Jeg er ret sikker på at jeg faktisk ikke har noget valg, for min far vil bare blive mega sur hvis jeg siger at jeg ikke vil tage med, så vil vi begynde at skændes, og i sidste ende vil jeg alligevel ende med at sidde i bilen. Så jeg kunne lige så godt spare mig selv for besværet og tage med.

Jeg rullede ud af sengen, og tog stille og roligt det sorte tøj på. Jeg var ret træt, da jeg ikke havde sovet det meste af natten, fordi jeg havde tænkt på om jeg bare skulle lægge mig til at dø, eller om jeg skulle prøve at kæmpe videre uden hende. Det sværeste ved at miste en er alle tankerne om hvordan ens liv havde været hvis hun havde overlevet, så ville jeg ikke ligge her, så skulle jeg ikke til begravelse. Jeg ville ikke have misset skolen i den tid hvor hun havde været på sygehuset, og dagene op til begravelsen. Det var garanteret ikke de eneste dage jeg ville blive hjemme det næste stykke tid.

Jeg rejste mig op og satte mig i vinduet. Jeg kiggede op imod himlen, min mors nye hjem, imens jeg sidder her helt alene. ’’Hun er et bedre sted nu, ingen smerte, ingen lidelse, ingen sygdom. Hendes hud er ikke gul, hun kan lave hvad hun vil, spise hvad hun vil, drikke. Hun kan være ung og fri, som hun ikke har haft så meget mulighed for de sidste par år. Hun kan kigge ned på os, men vi kan ikke se hende. Hun kan snakke til os og vi kan snakke til hende, men vi vil aldrig kunne høre hende. Men jeg vil komme til at se hende igen engang, på den anden side af livet, oppe i skyerne’’.

Jeg sad i vindueskarmen og kiggede på himlen, indtil vi skulle afsted. Hele familien så meget bedrøvet ud, vi slæbte os nærmest ud af døren og ind i bilen. Det var bare en meget dårlig dag, selv skyerne var mørke og solen havde gemt sig bag dem. Blomsterne hang med hovedet og fuglene var helt stille. Jeg selv hang også med hovedet, og jeg havde heller ikke rigtig noget at sige. Der var et stort hul i mit hjerte, som nok aldrig vil blive fyldt igen. For jeg har mistet mit idol, min helt, kvinden der skulle hjælpe mig og opdrage mig, min eneste ene elskede mor.

Vi kørte ind på parkeringspladsen, alt var mørkt og stille. Kirkegården var helt øde, som om der ikke skulle ske noget i kirken i dag. Jeg blev lidt bekymret, var der ingen der ville komme ud over familien? Var der ingen der kunne lide min mor? Vi fulgte stien igennem kirkegården op til kirken. Vi gik forbi graven hvor min mor skulle ligge og gik derefter videre ind i kirken. Her er så fredfyldt, ingen støj fra byen selvom den ligger lige ved siden af. Folk kommer her for at sørge, der er ingen der råber og skriger. Det er et sted hvor man skal have ro til at tænke, et sted fuld af død.

En kirke er et mærkeligt sted, her er både sorg og glæde. Men i dag er der kun sorg, der er ingen glæde. Da jeg gik ind i kirken var det som om en stor sort sky omfavnede mig. Kirken var fyldt helt op, det var dejligt at se at så mange havde været glade for, eller kendt, min mor. Det hjalp at der var så mange i kirken, det bekræftede hvor dejlig en kvinde min mor havde været. Det var også dejligt at der var så mange der kom for at støtte os og sige et sidste farvel. Vi gik op ad kirkegulvet, og selvom det er en ret stor kirke, så lå der blomster fra den ene ende til den anden, det var meget smukt.

Den lange række af smukke og farverige blomster, endte foran alteret hvor der stod en flot hvid kiste med en stor blomsterkrans ovenpå. Der lå hun så, i den hvide kiste under den store krans fra min far, storebror og jeg. Vi satte os ned, jeg kiggede rundt, jeg var ikke den eneste der var ked af det, kirken var fuld af bedrøvede ansigter og tåre. Jeg sad sammen med min nærmeste familie forrest i kirken, min far på den ene side og min mormor på den anden. Hun havde det lige så hårdt som jeg, for hun havde mistet sin eneste datter. At miste sin mor er en ting, men at miste en af sine børn.

Klokkerne begyndte at kime og der blev helt stille i kirken. Der blev spillet en melodi på orglet, det var en stille og smuk melodi. Den var også blevet spillet til min far og mors bryllup, så den vækkede sikkert mange minder ved min far. Jeg ville ønske at jeg havde været der, jeg ville gerne have set min fars smil da min mor gik op af kirkegulvet i sin hvide kjole. Jeg ville gerne have set min morfars lidt triste, men stadig glade, smil da han gav min mor til min far. Jeg ved i hvert fald at det er en dag min far aldrig vil glemme, selvom kvinden i hans liv ikke længere er ved siden af ham.

Præsten begyndte at tale, men jeg hørte ikke rigtig efter. Jeg sad og spillede båndet med deres bryllup i mit hoved, som jeg havde set tusind gange, jeg ville heller tænke på de gode tider. Dengang min mor var rask, min far var lykkelig og livet var fantastisk. Jeg ville ikke kigge på min fars triste ansigt, eller min storebrors tåre der løb ned af hans kinder. Men filmen sluttede og jeg vendte tilbage til virkeligheden. Jeg kiggede op på kisten og så kunne jeg ikke holde dem tilbage mere, tårerne pressede på og det var ikke muligt at holde dem tilbage længere.  

Præsten stod stadig og snakkede ved alteret, min far havde snakket med ham et par dage før begravelsen, så han vidste hvad han skulle sige og hvilke salmer vi skulle synge. Jeg kan ikke huske hvad han sagde, eller hvad vi sang. Jeg sad bare stille på bænken, og tænkte på hvordan jeg nogensinde skulle kunne klare mig uden hende. Min far ville jo ikke rigtig kunne hjælpe mig med alle de der pige ting, så det måtte jeg klare selv. Jeg ville ikke tænke på det, alle minderne kørte rundt i hovedet på mig, både gode og dårlige, selvom der faktisk ikke var så mange dårlige, hun var altid så sød mod mig.

Selvom jeg ikke rigtig kan huske hende som rask, så var hun altid i godt humør. Og hun var altid klar til at hjælpe mig. Den sidste tid inden hun døde arbejdede hun hjemmefra, fordi hun var for syg til at arbejde ude. Jeg var tit hjemme for at holde hende med selskab, så kunne jeg også se hende arbejde. Jeg kunne godt lide at se hende arbejde, jeg fik også tit lov til at hjælpe hende med arbejdet. Det gjorde mig glad at se hun stadig kunne lave noget, selvom hendes krop ikke var rask. Jeg synes også det var hyggeligt når hun var færdig med at arbejde, så så vi tit tv sammen i stuen.

Det eneste dårlige ved at være hjemme, var når sygeplejersken kom. Hun kom tit for at tjekke op på min mor. Hun skulle have en sprøjte og have tjekket op på hvordan hun havde det. Det var forskelligt hvor længe sygeplejeren var der, nogle gange længe, men for det meste ikke mere end 30 minutter. Hun var altid så sød, hun hilste på mig og sagde: ej hvor hyggeligt, er du hjemme igen. På en måde så kunne jeg godt lide at hun kom, for hun var jo med til at gøre så min mor ikke havde så mange smerter, men jeg kunne heller ikke lide at se hende stikke en nål i min mor.

Præsten holdt op med at tale, alle rejste sig op, og der blev helt stille i kirken. Jeg kunne mærke mine tåre løbe ned af kinderne, og de små triste snøft rundt omkring. Mændene fra min nærmeste familie rejste sig og gik over til kisten. Orglet begyndte at spille igen, men nu var det ikke en smuk melodi, den var trist og mørk. Alle rejste sig, kisten blev løftet og båret ud, imens jeg fulgte bag efter med resten af familien. Jeg havde mest af alt lyst til at hoppe op i kisten, og blive smidt i jorden sammen med hende, men det ville også bare være forkert.

Hun blev båret ud af kirken, hen af stien og videre hen til gravstedet. Gravstedet var fuld af blomster, det var virkelig smukt. Kisten blev sænket i jorden, Mine tåre ville ikke få nogen ende, min mormor kom hen og gav mig et kram. Hun gav mig en rose som jeg kunne kaste ned på kisten. Jeg kiggede på rosen, min mors ynglings blomst, så sagde jeg stille for mig selv: pas godt på dig selv, hvis ses igen på den anden side. Jeg kastede rosen ned på kisten og bakkede væk fra kisten. Resten af familien kastede også en rose på kisten og sagde farvel.

Præsten begyndte at prædikede: Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Jeg ville ikke mere nu, jeg ville bare hjem. Men vi var først nødt til at hilse på alle der havde været til begravelsen, jeg gemte mig bag min onkel, jeg havde ikke lyst til at alle folk skulle kigge på mig. Mine øjne var helt røde, jeg følte mig så fortvivlet og fortabt. Jeg kunne stadig nå og hoppe ned til hende, men jeg ville bare blive hentet op igen, så det ville ikke nytte noget. De ville ikke begrave mig med hende levende, lige meget hvor meget jeg tiggede og bad om lov.

Det tog lang tid at komme igennem den lange række af mennesker, der havde været til begravelsen. Jeg kendte kun meget få af dem, men min far så ud til at kende dem alle sammen. Det mærkeligste var at mange af dem kendte mig, selvom folk prøvede at forklare mig hvem de var, så havde jeg ikke overskud til at tænke videre over det nu. Der var få mennesker jeg kunne kende lige med det samme, nogle venner af familien, min dagpleje mor og min bedste veninde Emma. Jeg var så glad for at hun kom, hun havde også en lille ting med fra skolen, men det var lidt lige meget, det at hun var der gjorde dagen meget nemmere.

Jeg nåede ikke at snakke særlig meget med hende, da flokken af mennesker der skulle hilse på familien begyndte at presse på, så hun var nødt til at komme videre. Da vi endelig var kommet igennem den lange række af mennesker, stod jeg alene tilbage på gravstedet. Det så ret kedeligt ud lige nu, et hul, en bunke af jord og en lang række med blomster. Min mormor sagde at det nok skulle blive meget pænere, når hullet blev fyldt, der blev plantet lidt og når der kom en sten på. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...