Med livet i hænderne-realistisk novelle

Dette er en tekst jeg har skrevet i skolen til en skriftlig fremstilling. Jeg skulle skrive en novelle om et af de forskellige indvendinger vi har om hænder. F.eks: bundet på hænder og fødder, at vaske sine hænder og at stå med et liv i hænderne. Jeg valgte at bruge: at stå med et liv i hænderne, da jeg fandt lige præcis den indvending interessant og fyldt med mening. Håber i kan lide den;-)

0Likes
0Kommentarer
5693Visninger

1. patienten

Hendes trætte øjne så halvt lukkede på hendes søn, som desperat havde bedt mig om hjælp. Hendes mund bevægede sig langsomt, hvilket indikerede at hun snakkede til ham. Han havde rødsprængte øjne, og jeg mærkede en vis mængde af ubehag fylde min krop. Jeg kunne kurere hende lige nu og her, hvis bare jeg vidste hvordan...

Det gjorde ondt at se hende på denne måde. På den ret så hårde hospitalsseng. Måske ville hun være død om få dage, måske timer. Jeg havde stået her bag glasruden, og blot set hende lide. Jeg vidste aldrig hvem jeg skulle have mest ondt af, og det var det der splittede mig mest. Skulle jeg have ondt af patienten og være glad for at hun måske snart ville få en ende på sine lidelser? Skulle jeg have ondt af sønnen, hvis liv måtte virke så godt som slut når han ikke længere havde sin mor, fordi jeg ikke kunne stille den korrekte diagnose? Eller skulle jeg have ondt af begge, fordi livet måtte være så godt som slut for begge på grund af mit valg af diagnose?.. Jeg undrede mig over om jeg kunne have gjort det anderledes. Om det stakkels menneske kunne have været i live nu, hvis bare jeg havde taget det rigtige valg. Konstant ville tanken om min patients død, jage mig. Hvis bare jeg kunne skrue tiden tilbage til det tidspunkt, hvor jeg stod med et liv i mine hænder. Havde jeg måske lavet en enkelt lille fejl, fordi jeg havde overset noget? Dette problem ville jage mig længe, og det var jeg ikke i tvivl om på nogen punkter. Jeg havde før mistet patienter, men aldrig på denne forfærdelige måde. Måske havde jeg begået en fejl? Jeg følte ihvertfald at jeg havde lidt dårlig samvittighed, men jeg var endnu ikke nået til det punkt hvor jeg ville turde at indrømme det. Måske var det sønnens reaktion på hans moders uidentificerede "sygdom", som holdte mig fra at turde indrømme min fejl. Den måde han havde set ind i mine øjne, og med en rystende stemme havde bedt om et svar på hvad hans kære moder fejlede. Hvorfor hun var så svag, at hun knap kunne sætte sig op i den hvide seng, som for hende føltes som sten at ligge på. Jeg havde et par gange taget mig selv i at stirre på sønnen, mens han lå halvt indover patienten og bad til gud. Det at stå med et liv i hænderne er ikke så nemt som det lyder. Jeg konfronterede sønnen og patienten om at det var meget svært for mig at gennemgå det, og at de måtte forstå at jeg ikke kunne udrette et mirakel blot ved et fingerknips. Jeg kunne ikke bare kurere patienten lige så hurtigt som hun blev syg. Sønnen forblev stille resten af aftenen, og der fik jeg næsten helt ondt af ham. Jeg prøvede alligevel at se positivt på tingene. Det gjorde det dog lidt bedre at patienten forholdt sig rolig, og forsikrede mig om at det nok skulle gå. Hun var nok ikke så ung i forhold til at der var risiko for at hun imorgen kunne være død, men alligevel mente hun at hun havde gjort hvad hun skulle, og at hun ikke længere var til meget nytte her på jorden. Hun så meget positivt på tingene, og det smittede lidt af på mig.

Nu er min positivitet dog alligevel helt væk igen, nu hvor jeg var tæt på at indse at jeg måtte indrømme min dumme fejl. Et menneskes død påvirker mange, men jeg tror nu alligevel at det er vedkommende der har haft det afdøde menneskes liv i hænderne, som har det sværest efter afskeden. Presset der havde lagt på mig de forgående dage mens hun lå syg, havde svækket mig. Ikke kun efter hendes død, havde jeg været påvirket, men også gennem alle prøverne jeg havde taget, og hendes små anfald som regelmæssigt besøgte hende. Hun led. Det kunne vi alle se. Det var tanken om at jeg kunne have været patienten i det her tilfælde, der gjorde at det var så svært for mig at stå med afgørelsen om, om hun skulle leve eller dø. I dette tilfælde stillede jeg aldrig den korrekte diagnose, men jeg havde luret på en som kunne have passet til hendes tilstand. Derfor følte jeg at det var min dumme fejl, og ikke andre end mig.

Den afdøde patients søn havde flere gange efter hendes død, bedt om at få svaret på hvad hans moder fejlede. "Hun var kun 47 år gammel... Jeg vil gerne have en begrundelse for hendes død... Ellers er der ingen mening i hendes død". Jeg husker lige så tydligt hvordan han lød bebrejdende da han sagde det, men alligevel havde jeg medlidenhed. Jeg havde overvejet at bede om en obduktion på denne afdøde kvinde, men vidste udmærket at jeg ikke ville kunne holde til at få at vide hvad hun egentlig fejlede. Hvis det blev konstateret at hun havde præcis den sygdom som jeg havde overvejet, så ville jeg først begynde at bebrejde mig selv endnu mere, end jeg før havde gjort. Hver gang nogen havde prøvet at snakke med mig om det, havde jeg blot tænkt endnu mere over om jeg skulle have gjort det anderledes. Måske ville jeg ikke kunne redde hende selvom jeg stillede den rette diagnose... Jeg havde måske overvejet det flere gange, men var aldrig rigtig kommet til nogen løsning. Jeg husker tydeligt at jeg har måttet tage mange hovedpinepiller på få dage, blot for at få hovedpinen til at forsvinde. Det at tænke så meget over en enkelt lille fejl-hvis der altså var en, var ikke noget jeg var vant til. Aldrig havde en patients død ramt mig så hårdt som det gjorde den dag jeg så hende lukke øjnene, og sove ind lige for øjnene af mig. Sønnens reaktion er heller ikke noget jeg ligefrem glemmer. Hans reaktion lige præcis den dag var forfærdelig at være vidne til. Han ruskede i hendes døde krop, og råbte og skreg efter hende med tårer rendende ned af hans kinder. Et øjeblik havde jeg overvejet at give både ham og mig selv noget beroligende. Jeg kunne have gjort det selv samme som han gjorde, men jeg måtte holde facaden oppe. Når man er læge skal man helst kunne holde facaden oppe uanset hvad der sker, men der er ingen der har sagt at det er nemt.

Et par dage efter hvor jeg skulle til at operere en ny patient kendte jeg diagnosen til vedkommende, men frygten talte. Jeg vaskede grundigt mine rystende hænder, men måtte stoppe mig selv. Jeg kunne ikke gøre det. Jeg var bange for at miste endnu en patient. Tabet af den tidligere patient, havde afskrækket mig, da jeg ikke havde lyst til at gennemgå det samme igen... Fra den dag har jeg aldrig rørt en finger på det hospital, og andre hospitaler med. Jeg priser de mennesker som klarer at stå med et liv i hænderne. De har fortjent et klap på skulderen, og nogen som fortæller dem hvor fantastiske og modige de er...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...