Time After Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Færdig
Hvad stiller man op med en person, som pludselig står foran dig og påstår, at han kommer fra fortiden, og at han desuden var din elskede i et tidligere liv?

Sehun mener ikke længere, at livet er værd at leve. Alting er ligegyldigt. Sådan er det i hvert fald indtil den dag, hvor skæbnen skubber Lu Han ind i hans liv, selvom det i princippet ikke burde kunne lade sig gøre, eftersom Lu Han skulle have været død for mange hundrede år siden.
Vil det overhovedet være muligt for Lu Han at overbevise Sehun om, at han taler sandt? Hvordan vil Sehun reagere? Og ikke mindst; hvordan tackler han denne mildest talt uoverskuelige situation?

23Likes
227Kommentarer
5803Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Kapitel 1

 

”Vil du med til fest i aften?” kunne Sehun høre en stemme sige, men han var egentlig lidt ligeglad.

”Nej, jeg gider ikke,” svarede han ærligt med en kold stemme og tog et sug af cigaretten. Han lod røgen komme helt ned i lungerne og holdt det der i et stykke tid, før han pustede det ud i den kolde luft.

”Det bliver vildt! Jeg har hørt, at hende tøsen – hvad var det hun hed? Hende du har noget kørende med? Lige meget – også kommer, og der vil være sprut. Massere af det,” sagde en af de andre drenge, og Sehun sukkede over hans dumhed.

”Jeg har ikke noget kørende med nogen, og jeg har ikke tænkt mig at tage med,” svarede han, og en af dem brummede.

”Hvor er du røvsyg,” sagde han og smed sin smøg på jorden, for derefter at træde på den. Sehun trak bare ligegyldigt på skuldrene, og de andre drenge gik endelig.

Sehun røg selv færdig, før han slukkede den og kastede den hen i krukken til samme formål. Så vendte han sin cap om, så han kunne trække hætten over den, og forlod stedet. Han burde måske have taget mere tøj på den morgen, for vinden gik lige gennem hans tøj, men han havde haft en anelse travlt den morgen. Det betød ikke så meget for ham, at han kom for sent, men han gad ikke høre på sin mors beretninger senere.

Drengene han lige havde talt med, var de mennesker på skolen, som han kaldte venner. De var hans slæng. For nogle år siden havde han været personen, de mobbede. Han havde været den gode dreng, der passede sin skole og kun gjorde ting han måtte, hvilket havde været grundlag nok til, at de mobbede ham. Det, og så hans læspen, som han altid havde hadet.

Alt havde drastisk ændret sig. Dengang havde han haft den perfekte familie – en mor, en far og en lillesøster. Kernefamilien. Han havde set mere op til sin far end nogen anden person i verden. Lige siden han var lille, havde han altid ville være præcis som ham, når han voksede op, men så var det sket.

Hans far havde forladt dem. Han havde fundet en anden kvinde og forladt familien.

Det havde ødelagt Sehun. Alt hvad han så i sin far gik i stykker, og han havde ikke anet, hvad han nu skulle gøre med sig selv. Han havde været knust, og der havde ikke været nogen, han kunne gå til dengang. Hans søster, som var 3 år yngre end ham, havde været for ung til at forstå, og hans mor var selv brudt sammen.

Det var også kommet som et chok for hende. Hun havde heller ikke forventet noget som det af sin mand. Ikke efter alle de år de havde tilbragt sammen, hvor hun havde været en god og trofast kone.

Sehun vidste, at hendes verden også var faldet sammen i det øjeblik, de havde fået det at vide. Hun havde ikke været den samme siden. Hun var blevet fjern, og det eneste hun virkelig gik op i var kunst, som hun ellers havde måttet lægge fra sig, da hun mødte Sehuns far. Hun havde ikke længere haft tid til at være der for Sehun og hans søster.

Derfor havde Sehun rodet sig ud i noget, som han egentlig ikke rigtig havde ønsket at være en del af. Da han var blevet tilbudt at prøve at ryge, havde han sagt ja. Det havde været et stort skridt ud af den sikkerhedszone, han altid havde holdt sig inden i, men han havde været ligeglad. Ligeglad med sit liv og de konsekvenser, der ville følge.

Efterfølgende var det kun gået ned ad bakke.  De andre drenge havde syntes, at han var sej efter det, og han var senere kommet ind i deres gruppe. Han var begyndt også at tage til de fester, de inviterede ham til, og det var gået vildt for sig med både druk, sex og mildere stoffer.

Sehun kunne ikke sige, at han var tilfreds med det sted, han var endt, men han kunne heller ikke ligefrem sige, at det bekymrede ham. Ufølsomheden og følelsen af ligegyldighed var aldrig forsvundet efter hændelsen med hans far – det havde virkelig sat sine spor i hans liv.

Hans tidligere flotte karakterer i skolen var også faldet. Han var ikke en idiot som resten af hans slæng, så han lod dem aldrig droppe for langt ned, men han gad bare ikke lægge den rette indsats mere. Hvorfor skulle han?

Han nåede hjem på gåben og fandt nøglen frem fra lommen. Dog fandt han snart ud af, at han ikke behøvede den, for der var allerede låst op. Han sukkede, før han vadede ind og stillede skoene indenfor døren. Så sjoskede han op ad trapperne og gik mod sin lillesøsters værelse. Han begyndte allerede at tale, før han åbnede døren.

”Har vi ikke sagt til dig, at du skal huske at låse døren? Specielt når du er alen..” han stoppede midt i sætningen, da han åbnede døren og så sin søster. Hun så op på ham fra sengen med store, tårefyldte øjne. Sehun skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Han følte sig akavet og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre.

Han havde aldrig været ret tæt med nogle i sin familie undtagen sin far. Specielt efter manden havde forladt dem, havde han trukket sig ind i sig selv. Nogle ville nok mene, at han burde have været der for sin søster, da deres mor brød sammen, men han havde haft for mange problemer selv. Derfor var det en underlig følelse, der fyldte ham i dette øjeblik.

Han vidste, at det ville være følelseskoldt bare at efterlade sin 14-årige søster i denne situation, men han vidste ærligtalt ikke helt, hvordan han skulle tackle det.

”Gå ud,” hviskede hun med en hæs stemme og så ned. Sehun overvejede det kort men sukkede så endnu engang og gik hen for at sætte sig ved siden af hende på sengen.

”Nej, fortæl mig, hvad der er galt,” sagde han med den blødeste stemme, han kunne mestre. Dette her var slet ikke den person, han havde været i det sidste lange stykke tid, men han ville prøve i dette øjeblik. Hun var trods alt hans søster, og nu hvor han tænkte over det, havde hun jo nok ingen overhovedet – præcis som ham. Pigen så en anelse overrasket ud.

”Det er lige meget. Det er ikke vigtigt,” sagde hun, og Sehun kunne mærke en sugende fornemmelse indvendigt, da han indså, hvor tæt hendes ord lå på hans egne.

”Det tror jeg ikke på. Jeg er her for at lytte, så du kan bare fortælle mig, hvad der er sket,” svarede han, og hun flyttede sit blik fra ham.

”Er her for at lytte? Det må være en joke.. Du er her jo aldrig,” mumlede hun, og Sehun kunne mærke flere følelser komme frem på en gang. En af dem var vrede; hvordan kunne hun bare sige sådan, når han faktisk prøvede at være her? Den anden var skyld; kun en lille smule. Han var ikke typen til at føle skyld. Ikke mere.

”Fint, hvis du skal være på den måde, så kan jeg jo lige så godt gå min vej,” svarede han tørt og rejste sig op. Inden han vendte om for at gå sin vej, kunne han se, at hun ville sige noget, men i stedet bed det i sig. Derfor vendte han ikke om.

Da han kom ind på sit værelse, smed han sig på sengen og stirrede op i loftet. Han vidste, at han ikke var den bedste storebror – han vidste også udmærket godt, at han kunne og burde være bedre til at være der for sin søster. Problemet var bare, at han ikke rigtig kunne finde tid eller overskud i sin hverdag. Lysten til at være der for andre og hjælpe andre var der heller ikke mere. Selvom hans fornuft fortalte ham, at han burde være bedre – både over for sin søster og sin mor, der nu ihærdigt prøvede at få samlet dem som en familie igen – gad han bare ikke. Han var ligeglad.

Han havde ligget der i noget tid og overvejet sit liv, før han følte trangen til at ryge krybe ind over sig endnu engang. Han rejste sig fra sengen, stillede sig over ved vinduet og åbnede det. Så rystede han med et suk den sidste cigaret ud ad pakken og tændte den.

Han vidste, at det havde taget overhånd. I starten havde han kun røget for de andre. Nu gjorde han det, fordi han ikke kunne lade være. Trangen var specielt stor, når problemerne og stressen hobede sig op.

Han blæste røgen ud i en sky og så op mod himlen. Han var træt af alting. Skolen, problemerne, hverdagen.. livet. Han ville ønske, at alt snart kunne tage en ny og positiv drejning. Hvordan det lige skulle kunne lade sig gøre, vidste han ikke, men det var den eneste måde, hans tilværelse kunne blive noget værd igen.

*

”Du har røget igen.”

Det var den første kommentar, han fik, da hans mor kom ind på hans værelse efter at være kommet hjem fra arbejde. Da Sehun ikke gav hende et svar, sukkede hun.

”Jeg har fortalt dig, at jeg ikke bryder mig om, at du ryger,” sagde hun så, og Sehun så over på hende med et ligegyldigt blik.

”Og jeg har fortalt dig, at jeg ryger, når det passer mig,” svarede han og kastede igen sin opmærksomhed ned på bogen, der lå foran ham. Han hadede historie, men han læste alligevel det, de skulle. På trods af manglende motivation, vidste han stadig, hvor vigtigt det var at få sig en uddannelse. Han var ikke dum.

Hans mor sukkede igen, denne gang endnu mere opgivende. Han forstod hende godt; han vidste, at han var umulig at nå, og han var også klar over, hvor frustrerende det måtte være for hende. Det fik ham dog ikke til at opføre sig anderledes. På en måde var han ikke helt sikker på, hvorfor han stadig var sådan her så mange år efter, men han følte bare lidt, at det var for sent at gå tilbage til at være den dreng, han var engang. Den Sehun var der ikke mere – han var for længst død og begravet.

”Jeg skal til en ny kunstudstilling i aften. Tag med,” sagde hun så, som om hun ikke helt havde mistet troen endnu. Troen på, at de kunne blive en familie igen.

”Jeg gider ikke, og desuden skal jeg lave lektier,” svarede han og så endnu engang ned på bogen. Han havde aldrig helt forstået sin mors entusiasme for kunst. Selvfølgelig synes han, at noget kunst kunne være pænt, men den kunst hans mor så på, var altid det samme. Gamle, vigtige personer, hvis portrætter var blevet malet i deres storhedstid. Sehun havde aldrig kunnet se det spændende i det. De var alle ens – de så alle så hovmodige og snoppet ud. De følte sig tydeligvis alle meget bedre end alle andre. Der var aldrig nogen afveksling i de malerier, hans mor så på.

”Sehun-ah..”

”Tag Min-Young med,” svarede han, og et billede af hans grædende søster dukkede op i hans hjerne. Hun var ikke helt så lukket overfor deres mor, som han var. Måske ville det endda muntre hende lidt op.

”Hun virkede ret ked af det, så jeg gav hende lov til at blive hjemme,” svarede hun, og Sehun stirrede irriteret på bogen. Hans mor havde altså gjort det modsatte af, hvad han lige havde tænkt.

”Hvorfor skal jeg med, når hun ikke skal?” spurgte han og kunne, uden at se op, mærke hendes blik på sig.

”Hold op med at være så barnlig, Oh Sehun. Du er 17, du burde være kommet over det stadie! Du kommer med, om du så vil det eller ej,” svarede hun med en fast stemme, og Sehun så endelig op på hende. Så snart han så hendes blik, vidste han med det samme, at det ikke ville nytte noget at protestere. Når den stemme blev brugt, var det alvor.

”Fint, så hent mig, når du kører,” svarede han og lagde mærke til det forbløffede glimt i hendes øjne. Han gav normalt ikke op så hurtigt, men han gad ikke diskutere i dag. Det havde han bare ikke overskud til.

”Okay – vi køre om en halvanden times tid,” fortalte hun og lod ham så endelig være. Sehun sukkede, da døren endelig var lukket bag hende, og han havde fået stilheden tilbage.

Han var ikke sikker på, om stilheden var en god eller dårlig ting. På den ene side var den rar, for så var der ikke andre end ham selv at tage hensyn til. Der var ikke nogen, der krævede noget af ham, eller forventede en masse ting. På den anden side var han overladt til sine egne tanker, der højlydt rungede ud i tomrummet. Næsten som om de gav ekko.

~*~

Så kom første kapitel ud! Det var lidt kortere end resten af kapitlerne vil være, så I har noget at se frem til ^^

Her er et billede af, hvordan  jeg forestiller mig Sehun i den her historie:


Glæder mig til at høre, hvad I synes om den. Jeg opdaterer igen på næste lørdag~ ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...