Øjne i himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2014
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Færdig
Erica voksede op i et hjem med en masse kærlighed til hendes familie, musik, og venner. Da hendes far så går hen og dør, da hun blot er 12 år gammel, skrider både Ericas og hendes mors verden sammen. Ericas far var førhen manden i huset, og det var ham der tjente pengene. Da Ericas familie i forvejen var fattig, bliver de næsten hjemløse. Ericas mor bliver truet af skattevæsnet, og den eneste chance for at de ikke skal blive hjemløse, er, hvis Erica gør noget ved det. Hun beslutter sig for at starte et band op med hendes venner. [Til inspireret af en sang- konkurrencen. Happy Home er min inspiration]

0Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

3. Kradsende negle

En dag gik, og Hannah kom løbende hen til mig.

"Har du fundet ud af det?", spurgte hun med en stor forhåbning i stemmen. Jeg stod tavs i kort tid, og svarede så:

"Ja. Jeg fortæller jer det i frikvarteret.", Hannah nikkede glad, selvom hun ikke så helt tilfreds ud med svaret. Da klokken ringede ind til time, lagde jeg mærke til noget, efter jeg havde tænkt over det længe dagen forinden: Alle ignorerede mig. Jeg gik hen til en flok piger, og sagde "Hej", men jeg fik intet svar, Hver gang jeg prøvede at tale med dem, gik de bare et andet sted hen. Det gav mig en lille følelse af ild i min mave, men jeg forholdt mig i rolig tilstand. I timen var jeg den eneste der rakte hånden op, og kendte svaret, men læreren tog mig ikke. Hun tog en anden der ikke kendte svaret.

"Nogen der kan svaret?", spurgte hun. Jeg var stadig den eneste der rakte hånden op.

"Ingen?", spurgte hun skuffet. Jeg nærmest stod op for at blive taget. Men hun tog mig ikke. Vreden boblede inde i mig, men jeg gjorde intet ved det. Jeg vidste at det havde stået på længe, men det var først gået op for mig nu. Hvorfor skulle der gøres noget ved det netop nu? Desuden ville jeg bare udstille mig selv for hele klassen. Blive mere upopulær end Joseph. Det ville aldrig være godt. Så ville jeg hellere blive ignoreret. Jeg ville ikke blive behandlet som affald. Stakkels Joseph blev hver eneste dag smidt i en skraldespand, og så ville  de andre selvfølgelig gøre ham "ren" igen, ved at presse hans hoved nede i toiletkummen, og give ham buksevand. Nej, så hellere blive fuldstændig glemt, end det Joseph blev udsat for. 

"Erica?", spurgte en stemme i nakken på mig. Jeg havde tænkt så meget over tingene, at jeg ikke havde lagt mærke til at timen var forbi. Jeg vendte mig om. Joseph. 

"Du vil vide hvem der kommer med i bandet, ikke sandt?", Joseph nikkede. Jeg vil bede dig om at finde William og Hannah, og få dem ud på gangen. Du skal selvfølgelig også med derud. Joseph smilede, og løftede et øjenbryn. Han vidste godt hvorfor de skulle derud. På få sekunder var de alle derude. Jeg smilede.

"Hva' så? Er vi med?", spurgte William. Jeg nikkede kort, for jeg ville ikke trække tiden ud, som de tit gør på TV. Hannah hoppede op og ned af glæde, William og Joseph så på hinanden, og smilede. Jeg kom også til at smile, da det var en skøn følelse at give andre glæde. Glæden varede godt nok ikke længe for Joseph, for to minutter efter nyheden, blev han taget af de andre. Det hørte godt nok med til hans daglige rutine, men jeg fik stadig ondt af ham. Mere end nogensinde, da jeg fandt ud af hvor meget talent der var gemt i hans nørdede lille krop. 

"Hey!", råbte jeg efter dem der havde taget Joseph. Hannah og William kiggede nervøse, og overraskede på hinanden. En af drengene, der havde fat i Joseph ben vendte sig om mod mig.

"Hvad vil du, Erica Dødsfader?", spurgte han og lo et ondskabsfuldt grin. 

"Hold dig fra mine venner, okay? Hvad har han nogensinde gjort jer?", spurgte jeg, stadig helt i ro. Drengen tak på skuldrene. 

"Han trækker vejret", svarede han. 

"Haha. Meget sjovt, og utroligt originalt.", sagde jeg ironisk. "Slip ham, ellers kan jeg love dig for at du vil fortryde.", sagde jeg. Joseph så forundret på mig. Han gav mig et blik der sagde "Stop før det er for sent"men jeg stoppede ikke. Drengen gav slip på Joseph. To andre holdt stadig fast i ham. Han gik hen til mig. Jeg stod stivnet til gulvet. Frygten krøb langsomt ned af ryggen på mig, men jeg stod stadig fast ved min vrede. 

"Hvad fanden bilder du dig ind? Skal du også have prygl?", spurgte han irriteret. Vrede havde overtaget mit hjerte. 

"Giver i slip på min ven, stopper jeg", lovede jeg. Drengen vendte øjne.

"Som om det nogensinde vil ske", sagde han, og gav mig en lussing. Joseph, Hannah og William gispede. Jeg smilede det mest falske smil nogensinde. 

"Du fik din chance," sagde jeg, og smurte mine ærmer op, "Og du forspildte den.", sagde jeg. Jeg knækkede fingre, og drengen så lidt forskræmt ud. Det morede mig. På et øjeblik farede jeg i flæsket på en nar af en dreng. Selvom han var to hoveder højere end mig, var det let som ingenting at få ham ned og ligge. Jeg brugte mine lange negle til at kradse ham i hovedet med, ligesom en kat. En lærer kom forbi os, og sendte mig direkte op på kontoret. Jeg fik eftersidning i 3 uger, men det var det værd. En nar ham skulle ikke ødelægge en af mine venner. Ja, Joseph var min ven nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...