Demons

Hvad gør man når man skubber alle væk? For at skåne dem? Hvad gør man når man er kommet inde i den onde cirkel, og ikke kan komme ud igen? Eller kan man overhovedet det?

*BEMÆRK, DET HER ER MIT BIDRAG TIL INSPIRATIONS KONKURRENCEN!*

4Likes
1Kommentarer
449Visninger
AA

2. Kapitel 1

"Blodet klæbede sig langsomt til mine arme, inden det forlod fingerspidserne og med små dryp ramte mit hårde trægulv. 

Det var ikke meningen. Det var ikke meningen at det skulle ske igen.. Men.. Siden hvornår kunne man stole på mig? Jeg var en skuffelse. Gang på gang skuffede jeg. Men jeg var vant til at se dem. Til at se de skuffede øjne hver gang jeg skuffede. Men var det ikke et tegn på at lade mig være? Jeg havde ikke brug for dem. Jeg ødelagde alligevel alt. Det fortalte den. Mere præcist, stemmen. Den fortalte mig hvor ubrugelig jeg var.. Man kan umuligt lade det passere når det var en overbevisende stemme?

Et tung suk undslap mine læber. Alt begyndte med at gå ned af bakke siden den gang hvor de fortalte det. At jeg led af en sygdom kaldet Skizofreni. Jeg skubbede alle væk fra mig. De skulle ikke se mig sådan her. Det fortjener de ikke. For jeg var en skuffelse. Jeg ville bare skuffe dem. Jeg blev nød til at skubbe dem væk. Det var for deres eget bedste. De forstod mig ikke. Men jeg kendte mig bedst. Og sårede.. Det ville jeg ikke se dem være. Det fortjente de ikke. Væk med vennerne. Væk med alt

 

Jeg fjernede langt om længe barberskraperen væk fra mit håndled, der efterhånden havde sig en lille samling. Hvis bare mine forældre vidste hvad der gemte sig bag mit tøj.. 

Jeg rystede på hovedet, for at få tanken væk. De fandt aldrig ud af det. 

Jeg fik fat på noget papir og pressede det mod mit sår, for at blodet kan stoppe.

Efter noget tid, og blodet var stoppet, rejste jeg mig op og smed mine papierer ud i skraldespanden. Min babérskraper gemte jeg indenunder alt mit tøj, der rodede i mit skab. 

Jeg fandt en langærmet bluse, nogle bukser og noget undertøj. Jeg skulle i bad og få denne forfærdelige følelse ud af min krop! 

Jeg åbnede døren og gik hurtigt ud, og hen mod badeværelset. Mine forældre skulle ikke se mig sådan her. Jeg havde grædt. Det var ikke et godt syn. Det syn skulle ingen se. Jeg skånede dem, selvom de ingen idé havde.

Jeg kom ind i badeværelset, smed mit tøj og var hurtig til at gå indunder bruseren. Her kunne jeg græde, uden at folk ville lægge mærke til det. Spurgte mine forældre om hvorfor jeg græd, kunne jeg stikke dem en hurtig løgn, "jeg fik sæbe i øjet." - Så godtroende var de nemlig. 

Et par tårer faldt langsomt ned af mine kinder, men et par blev til flere, og flere blev til hulk. Alle de tårer der ikke kunne falde før. Alt hvad jeg havde gået igennem i dag. Alt hvad stemmerne havde fortalt mig.

***

 

Mandag, tirsdag, onsdag.. Dagene gik hurtigt. Alt for hurtigt. Det var onsdag i dag, nærmere sagt; Psykolog dag. Hvorfor fattede mine forældre ikke at de bare skulle lade mig være? Glemme mig helt? Jeg havde ikke brug for en psykolog. Jeg var ikke syg, og dermed havde jeg IKKE brug for en psykolog. Gid mine forældre gad at fatte det. Men næh nej. - Det er jo stemmen der taler!

- Mærk ironien.

Jeg sad i min mors bil, eftersom hun kom vred hjem, da min psykolog sikkert havde ringet og fortalt, at jeg ikke havde mødt op, - igen. Men jeg gik ikke med til det, så hvorfor forventede de at jeg gad at møde op, frivilligt? Derfor burde de ikke have så store forhåbninger som de havde. 

Da vi var nået fremme, slukkede jeg irriteret for min musik og steg ud af bilen, uden at sænke min mor et eneste blik. Det fortjente hun ikke. I hvert fald ikke lige nu. Hun fattede jo ikke at jeg IKKE havde brug for hjælp. Men næh nej, lad os da lige være ligeglad med hvad jeg siger, for jeg er jo bare et barn, der intet ved. 

Jeg fandt hurtigt bygningen, og gik derefter derind, helst uden min mor. Men hun plejer somregel at være sikker på at jeg er inde hos psykologen, som jeg altså ikke havde brug for. 

Jeg gik forbi stolene, og skænkede ikke drengen der sad i venteværelset, et blik. Jeg åbnede irriteret døren op og gik ind, og derefter satte jeg mig ned på en stol

And here we go again. Nu skulle jeg høre på mine fejl, som så ikke er mine fejl, men blot noget der var til min personlighed; at skubbe alle væk fra mig. Enkelt, så de burde da kunne respektere det. Jeg var træt af at gå til psykolog, for vi kom ingen vegne. - Oftest endte jeg med at råbe på psykologen, Anne, som vi kaldte hende for fra nu af. Anne bad mig om at slappe af, hvilket endte med at pisse mig endnu mere af. - Så er I advaret for min sikkert uforskammede opførsel.

Med et suk, satte jeg mig på stolen foran Anne, der havde et stort, falsk smil klasket på hendes læber. Anne gad ikke at hjælpe mig, hun gjorde det ikke af fri vilje. Anne gjorde det for pengene. For inderst inde hadede Anne mig. Hvem gjorde efterhånden ikke det? 

"Nå, Abby.. Hvad med at..." "Abiqail." Rettede jeg hende, eftersom jeg hadede navnet Abby. Hvad tænkte min mor dog på? At kalde sit barn for Abby.. Føj.

"Abiqail.. Hvordan er din dag gået?" Spurgte Anne mig. Det sædvanlige spørgsmål, og derfor kom jeg også med det sædvanlige svar. "Af lort til." Sagde jeg, som om det var ligegyldigt. Det var det i princippet også. Anne interesserede sig ikke for det, for hun var ligeglad. Det vidste jeg. 

"Hvad er det der går dig på, Abiqail?" Jeg himlede med øjnene. Anne kunne ikke være mere ligeglad, det burde hun. Det var hun også.

"Alt." Endte jeg med at sige, helt toneløst, som om jeg var ligeglad. Men sandheden var, at jeg ikke var ligeglad.

Og sådan fortsatte den resterende time. Anne kom med irriterende spørgsmål, men jeg endte faktisk med at svare nogenlunde ordenligt. - Lidt stolt har man da lov til at være.

Jeg rejste mig hurtigt op og åbnede døren. Drengen jeg så tidligere, var væk. Derimod var en ny kommet ud, for han endte med at rejse sig med en høj fart, og løb lige ind i mig, så jeg nu liggede på gulvet.

Av.

Irriteret rejste jeg mig op og kiggede op på drengen, som hurtigt begyndte med at undskylde. 

"Det er okay." Endte jeg, overraskende nok, med at sige roligt. 

 

***

Jeg satte mig, med et suk, på min seng. Det havde været en god dag. Klokken var snart 10:00. 

Over ved psykologen mødte jeg en dreng. Hans navn var Josh. Josh var en rigtig rar fyr. Vi uddelte telefon numre, og aftalte at mødes senere, hvilket vi også gjorde. Vi hyggede os virkelig meget på den café. Vi talte ikke så meget om vores problemer, men hvorfor skulle vi det? Det ville bare gøre stemningen trist. Vi havde skrevet sammen efter mødet, og det var, alt i alt, rigtig godt. 

Det var onsdag, og det havde været en god dag.

Wow, det var nyt.

***

Tiden gik, og det var efterhånden tre måneder siden jeg mødte Josh, - to måneder siden vi kom sammen. Det var den bedste dag nogensinde. Faktisk, så var Josh noget af det bedste der er sket for mig. Jeg elskede ham virkelig, han var en fantastisk fyr, der ikke vill gøre mig noget ondt. Jeg havde fortalt ham om min såkaldte skizofreni og min selvskaden. - Han tog det ganske pænt. Josh fortalte mig at det var klogest at stoppe med min selvskaden, men så intet andet. Han flippede ikke ud, som enhver fyr sikkert ville have gjort. Nej, for Josh var helt og aldeles perfekt. Jeg elskede ham, og det ville jeg altid gøre.

 

Josh havde inviteret mig til denne fest, og jeg takkede, efter et øjebliks tøven, ja. Det var længe siden jeg sidst har været til fest, så hvad med at slå mig lidt løs? 

Grundet mine forbandede ar, valgte jeg at tage nogle stramme bukser på og en langærmet, nedringet bluse. Den er flot, og det passede generelt fint med mine bukser. Derefter fik jeg et tyndt lag makeup på, og glattet mit hår. - Intet mindre, intet større. 

Da jeg var nogenlunde tilfreds, nikkede jeg og gik ud til Josh, der stod i gangen og snakkede med min far. Typisk min far.

"Kommer du hjem i nat, Abiqail?" - Ja, selv mine forældre har lært at skulle kalde mig for Abiqail, hah. 

"Ja, det gør jeg," svarede jeg koldt. Min far var lukket ude af mit liv, hvilket han ikke forstod.. 

Hvorfor sende mig et smil, når jeg sendte dræberblikke? 

Et mysterie i livet jeg aldrig ville finde  ud af.

Før min far overhovedet nåede at sige noget, tog jeg Josh's hånd og trak ham med ud.

"Farvel!" Råbte jeg, og så var vi ude. Heldigvis. Det var alt for meget tid med mine forældre, på en gang. 

Det sker ikke igen, det lovede jeg!

Man kan alligevel ikke stole på dig!

Jo!

Nej. Og det ved du også godt!

Et kort suk undslap mine læber. Den havde ret. Stemmen havde altid ret, for jeg tabte altid. Altid.

Jeg rystede på hovedet. 

 

***

Aftenen forløb fantastisk. Jeg sad på barstolen, og ventede på at Josh ville komme tilbage. Han skulle vidst på toilet, men så lang tid tager det vel ikke? Jeg bundede min drink, rejste mig op og gik imellem de dansende mennesker. Jeg nåede hen til indgangen til toiletterne hvor der kun er få mennesker, og deriblandt Josh og en.. pige?  

Et højt skrig undslap mine læber, da jeg fandt ud af hvad der skete, og et blev til flere.

Hvordan kunne han! Jeg stolede på ham!

Du er ikke god nok.

Jeg lukkede ham ind, jeg fortalte ham ting jeg aldrig havde fortalt til andre!

Du er ikke god nok.

Og værst af alt, jeg lukkede ham ind bag facaden!

Du er ikke god nok.

Jeg rystede på hovedet over mig selv. Hvor var jeg dog godtroende. 

Jeg var ikke elskværdig. Hvordan kunne jeg tro at en så sød dreng som Josh, ville kunne elske en pige som mig? For jeg var ikke god nok. Og da slet ikke i forhold til Josh. Josh slog alt og alle.

Jeg var for godtroende. 

Og dum.

Jeg var for uviden.

Og irriterende.

Jeg er for meget mig.

Jeg gik tre skridt hen til Josh, med et såret blik. 

"Nej, Abiqail, vent! Lad mig.." Mere nåede han ikke at sige, før jeg havde stukket ham en lussing.

Irriteret gik jeg væk fra ham, og tilbage til selve festen.

Tårene faldt ned og ned, men jeg gjorde intet for at forhindre dem i at falde. 

Jeg fik fat i min jakke, og gik ud. 

Et tungt suk undslap mine læber. 

Jeg burde have forudset det. 

Jeg vidste det fra start.

Josh var bedre end mig, og kunne derfor ikke holde sig til andre end mig.

Jeg satte mig med et suk i taxaen og fortalte min adresse til chauførren.

 

***

Dage, uger, måneder gik, og jeg blev endnu mere deprimeret for hver dag der gik. 

Alt blev værre siden det skete.. Hvordan kunne jeg være SÅ dum? En dreng ville aldrig kunne komme til at elske mig, det vidste jeg! Det sagde stemmen. Men den hjalp mig kun.. Hvorfor være så dum og ignorere alt det stemmen siger? Den prøvede kun på at hjælpe mig!

Det var en måned siden jeg havde været til dén fest. Siden dén fest, blev alt hundrede gange værre. Min selvskade blev oftere, og de blev dybere. Jeg fortjente det. Al skaden. Det var fuldt ud fortjent. Jeg fejlede kun. Derfor burde jeg ikke være her. Men det var jeg alligevel. 

 

Jeg forstod bare ikke hvordan det kunne gå så vidt. Hvordan kunne han være mig utro? Jeg elskede ham virkelig! Og han skulle forestille at elske mig.. Hah, som om. Hvordan kunne jeg være så dum og godtroende? 

 

Det viste sig at Josh begyndte på skolen. Min skole.. Han prøvede på at komme i kontakt med mig, men jeg ignorerede ham. Jeg gad ikke at høre på det.. At høre på hvor ubrugelig jeg var.. En ting var at jeg ved det, men at høre det fra andre, gad jeg ikke.

Men da han langsomt indså at jeg ikke gad ham, begyndte han med at sprede løgne rundt. 

Løgne om mig.. Jeg vidste ikke hvad jeg havde gjort, men jeg var åbenbart blevet en slut..

Hvordan kan han kalde mig det? Jeg er så langt fra at være en slut! Ja, jeg havde haft et par one night stands, men det er ikke ensbetydende med at jeg var en slut.. 

Men jeg valgte at ignorere det, selvom det blev svært. For flere og flere rygter blev spredt rundt omkring, og alle prøvede at undgå mig.. Og det gik smadder godt. Folk skændtes endda med læren, hvis de endte med at være i gruppe med mig til en skole opgave.. 

Og det var der det gik op for mig..

Jeg var ubrugelig. 

Og jeg burde ikke leve længere. Derfor tog jeg den hurtige beslutning.. 

Jeg skal ikke leve længere.. 

Så..

Farvel herfra!

Jeg elsker jer alle sammen.

Mor, far, Amanda, Jane, Shay, Andy, Josh..

Jer alle sammen.

Vi ses på den anden side!"

 

Aw! Så er den slut! :-( Dette har været virkelig trist at skrive, men jeg har nydt det! 

 

Og og og!

Jeg ville ikke have klaret det her uden @Emmylou Rose, @Mirah G og @Thea HS. TAK TIL JER ALLE TRE! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...