The Darkness in me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2015
  • Opdateret: 31 aug. 2015
  • Status: Igang
#Sat på pause#

Allison er en helt normal pige, eller det troede hun i hvert fald.
Pludselig begynder de mest underlige ting at ske for hende. Døde fugle falder ned fra himlen, spejle revner når hun går forbi dem, men det mest underlige af det hele er, at hun kan få folk til at føle smerte, ved bare at kigge på dem....
Allison ved ikke hvad der er galt med hende, men det vil hun finde ud af. Og måske er det ikke dårligt at have overnaturlige kræfter, eller er det?



8Likes
6Kommentarer
4151Visninger
AA

11. Den sorte skikkelse

Det er torsdag, tre dage efter mødet med de grønne øjne.

•.¸¸.•´´¯``•.¸¸.•´´¯``•.¸¸.•´´¯`•

 

Glæden varede kun i få timer, og så slap den op. Det gode ved vores sammenstød er, at hun nu aldrig kommer tæt på mig igen. Hun går altid i store cirkler udenom mig. Det er ikke fordi, jeg ønskede at gøre hende fortræd, men i det øjeblik hun nævnte min mor, tabte jeg den. Jeg tænkte på at gøre hende ondt, og det skete. Jeg ved ikke hvordan, men det gjorde det bare. Lige siden jeg flyttede til denne dumme by, var de underligste ting begyndt at ske. Her den anden dag var jeg gået på toilettet for at vaske mit ansigt, og imens jeg kiggede i spejlet, var det begyndt at revne. Sådan ud af det blå. Jeg ved ikke, om jeg ser syner, eller om det er virkeligt. Det er som, om jeg lever i et mareridt. Et jeg ikke kan slippe ud af. Jeg har flere gange prøvet at nive mig selv i armen for at vågne, men der sker ikke noget, udover den lille smerte der kommer.

Den skikkelse jeg så på skolen, ser jeg også oftere. Det er som om, den følger efter mig. Betragter hver eneste bevægelse jeg laver. Som om den studerer mig.

’’Allison vil du ikke lige komme herned? Jeg skal lige snakke med dig.’’ Min mors velkendte stemme. Jeg lægger min blyant ind i bogen og giver min tegning et sidste blik. Der er noget, der mangler, men jeg kan ikke finde ud af hvad. Jeg lukker bogen og får et sidste glimt, af den sorte skikkelse som svæver midt på papirsiden.

Min hånd glider ned af gelænderet i en fin bevægelse.  Man kan svagt høre fuglene synge udenfor. Min mor står i køkkendøren og venter utålmodigt på mig.

’’Kan du ikke skynde dig lidt?’’ Hendes fod vipper utålmodigt, og hun vender kroppen og flyver ind i køkkenet. Min bror sidder allerede på en af køkkenstolene og har hovedet nede i hans mobil.

’’Så Jonas. Kan du ikke lige slukke din mobil, jeg har noget, jeg skal fortælle jer.’’ Hun folder sine hænder og et lille smil tipper frem på hendes mund.

’’I morgen skal jeg på tur med arbejdet, og jeg kommer først hjem på tirsdag. Så jeg regner med, at i kan være alene hjemme.’’ Hun kigger spørgende på Jonas og mig.  Jonas nikker ivrigt og slipper blikket fra hans mobil.

’’Selvfølgelig kan vi være alene hjemme. Ikke Allison. ’’ Hans blik lander på mig.

Jeg ruller øjne af ham; ’’ Jeg er sikker på, at du har nogle regler, nu hvor du skal på arbejdstur?’’ Et smil bliver limet til mit ansigt, og mine øjne rammer min mors.

’’Ja selvfølgelig er der nogle regler.’’ Min bror udstøder et højt suk og lader sit hoved falde ned i bordet.

’’I kan få lov til at invitere nogle venner i weekenden, men ikke noget med at holde en kæmpe fest.’’ Hendes blik lander på Jonas; ’’Og hvis nogle af mine ting på mystisk vis går i stykker, er det jer, der kommer til at købe noget nyt. Er det forstået?’’ Hendes blik flyver fra Jonas til mig, og tilbage igen. Vi nikker begge to, og så går vi alle hver til sit.

Dørhåndtaget føles koldt mod min hånd, så jeg åbner døren hurtigt for at få kulden væk.

Sengen føles dejlig blød under mig. Jeg svinger mit tæppe om mine skuldre og hiver min bog frem. Den slår automatisk op på tegningen af den sorte skikkelse, og jeg kan med det samme se, at nogen har været inde på mit værelse. Der er blevet tegnet to perfekte blå øjne på den. Mit øje fanger en bevægelse. Jeg vender stille mit hoved mod min kontorstol. Det er ved at være aften, så det er blevet ret mørkt, så mine øjne er nød til at vende sig til mørket. Jeg knipper mine øjne sammen, og skikkelsen vender sit hoved. Det går hurtigt, og selv om det er mørkt, skinner de blå øjne. De bryder igennem mørket.  Skikkelsen kaster sig over mig med så stor fart, at jeg falder bagover. Jeg prøver at skrige, men skriget dør langsomt i min hals, så kun et lille piv når frem. Skikkelsen lander på sengen, og en ru latter skyder frem fra dens hals. De blå øjne kigger direkte på mig. Mine øjenlåg falder stille i, og alt bliver sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...