Sig det med blomster

"Alt er det samme, præcis som før. Intet er ændret. Det er normalt, det hele er trivielt. Den samme smøre, den samme hverdag.
Det er i hvert fald det, jeg prøver at bilde mig selv ind, det jeg siger, for at få min naive hjerne til at forstå, at intet er hændt, intet er anderledes. Det er til og med også det omverdenen beskuer. Der er ikke mange ridser i glasset, nærmest ingen skår i porcelænet. Marmorstatuen står fint og elegant, som altid stort set foruden en flig. Udadtil er min ryg rank, jeg står oprejst, selvom jeg ikke burde og viser, at jeg er en kvinde, der står ved, hvem hun er, og hvad hun vil, men inderst inde, bag hele denne robuste, opsatte facade, der hvor kernen finder sted, hvor jeg ikke længere har mulighed for at ligge skjul på hændelsen, er jeg et nedlagt byttedyr, så krumbøjet at jeg udelukkende kan se mine egne fødder."

4Likes
0Kommentarer
775Visninger
AA

9. Kapitel 7

Vi har siddet her på længe nærmest foruden et ord.

Der er tavshed mellem os, for blot en formulering kan røbe det hele, og så langt agter vi ikke at gå, satse vores fremtid, i hvert fald ikke jeg.

Vi går ikke all in, når vi kun har et par dame, og der ligger klør 3, 4, 5 på bordet.

Jeg synes, du ser smuk ud i skæret fra stearinlyset. Det giver dine æblekinder en vis glød, dit blonde hår et vist skær. Du er menneskets svar på skønhed, en gave fra Gud.

Jeg vil ønske, at jeg kan påpege det, sige ordret, ”Nej, hvor er du smuk i aften,” og selvom folk nok ikke vil fatte den store mistanke, vi er jo bare to kollegaer, der nyder en bid mad i romantiskstemning, sent om aftenen, påklædt som skal vi til en større gallafest, jeg skal modtage en grammy for mit amatørskuespil, så tør jeg ikke, jeg tøver og tier som altid, for hvad nu hvis folk alligevel lægger mere deri, fatter mistro. 

I stedet ser jeg på dig med et blik, der siger det hele, at jeg er forelsket, aldrig har følt mig mere levende, at jeg på ingen måde kunne ønske mig mere i verdenen end dig.

Du ser dog ikke selv helt så tilfreds ud, virker lidt betuttet, som om mit forsøg på at skabe en romantiskstemning i aften, for at fejre vores tid sammen, ikke er nok eller bare ikke godt nok. Jeg er en fiasko.

Det får det til at vende sig i mig. Jeg forsøger jo, det bedste jeg kan, det bedste jeg har lært, men det er svært, når man skal udgive sig for at være noget andet, end man i virkeligheden er. At jeg har måttet lyve for Lars og sige, at arbejdet nok trækker ud, og jeg sover hos en veninde, så jeg ikke behøves at tage nattoget. Den blå Porsche er til reparation, noget med en olielækning.

Han kender dig godt, du har ofte været hjemme hos os, spist, endda sovet. Forleden spurgte han til og med ind til dig "Kommer hun ikke snart på besøg igen, det er altid så hyggeligt!", og han har fuldstændig ret. Der bliver altid sat en stemning op, når du er der. Jeg er mere sprudlende, smilende, men dog ligeså forsigtig. Jeg går nydeligere klædt, pudder næsen så at sige, det kommenterer Lars også på, han siger jeg er smuk sammen med dig, dårligt ordvalg. Hvis bare han vidste, men han kender desværre ikke hele historien der bag, hvad vi i sandhed har i sinde med disse sene arbejdsdage. Han lukker godhjertet en fremmed ind i sit hus, den dummeste beslutning han nogensinde har gjort sig, han ved nemlig ikke hvad vi laver, når han er ude. 

Der er så mange små ting, der gør det hele vanskeligt for os, står os i vejen, og selvfølgelig vil jeg ønske, at det ikke skulle være sådan her, men det er for det bedste på begge vores vegne.

Du roder med gaflen i din dessert. Isen er smeltet og er nu kun blevet til en vælling, en udelikat og for dit vedkommende også en uspiselig vælling, rigtig plejehjems føde.

Jeg mister selv helt lysten til at spise videre, det gør ondt på mig at se dig så nedtrykt, og især når jeg har prøvet at gøre mig så umage. En dyr restaurant, jeg har taget min vinrøde kjole på, som du altid siger, at jeg ser så pæn ud i og burde gå noget oftere med.

Jeg har gjort meget, men ikke tilfredsstillende nok.

”Skal vi så ikke bare gå?” spørger jeg og lægger dessertgaflen fra mig.

Du løfter hovedet og kigger for første gang ordentligt på mig, ”Hvorfor det?” spørger du tilbage og er lige ved at briste. Det er derfor, at det er min grammy og ikke din.

Jeg kan tydeligt fornemme på dig, at det ikke bliver bedre bare at sidde her, vi skal væk, hjem til dig hvor vi kan være os selv.

Jeg ryster på hovedet med et lille smil på læben, ”Det ved du godt, mig narrer du ikke.”

Jeg tager hånden op for at signalere til tjeneren, at vi gerne vil betale nu.

Han løber panisk frem og tilbage mellem køkkenet og resturanten med tallerkener hele vejen op ad armen. Han både rydder af og serverer, og det er tydeligvis stressende for ham, det afslører hans tomatrødeansigt. Han må forklare en familie på seks, at der nok kommer til at gå et stykke tid endnu, før deres mad er færdig, til gengæld lover han dem en gratis genopfyldning. De virker meget forstående og smiler til ham, nok mest fordi, at de nu sparer penge på drikkelse. Det er ækelt med falske mennesker.   

Han nikker kuldret til mit vink fra deres bord af, noterer i en ruf al deres drikkelse ned på sin gule blok og går ud i køkkenet efter vores kvittering.

Lidt efter kommer han tilbage igen. Sveden er tørret ind, hans hud glinser. Han kigger forbavset på os, ”Kunne I ikke lide maden?” Han lyder forarget, det er vist ikke noget, der sker så ofte.

”Jo, det smagte vidunderligt,” siger du sødt, langt sødere end Stevia, og fortsætter smøren, ”Vi er bare lidt trætte.”

Han accepterer din patetiske undskyldning for at forlade med fyldte tallerkener og rækker os kvitteringen med et lille, nærmest uhørligt suk.

Vi betaler hver især vores andel, det skal være lige fordelt, der skal være retfærdighed over det, det kan du godt lide.

Hjemme hos dig er atmosfæren helt anderledes, den er let og luftig, sådan som den burde have været på restauranten.

Dit smil er kommet tilbage og dine øjne stråler. Jeg bliver helt i tvivl om, der findes engle.

Jeg forsøgte at rette bod på vores frygtelige date ved at tage dig i hånden, da vi gik hjemad. Du virkede yderst forbløffet over min handling, som om det var noget, jeg almindeligvis aldrig kunne finde på at gøre, men det gjorde dig glad, og det var det jeg ville se, jeg ville høre din latter. Desuden var det også mørkt, da vi gik, mørkt nok til at man kunne blive i tvivl om, hvilke silhuetter det i virkeligheden var, der passerede gaden.

Jeg havde aldrig gjort det, hvis det var højlys dag, men det er nok bedre, at du ikke ligefrem ved det. En lille hvidløgn i ny og næ skader vel ikke. 

Du klapper på sofapuden som tegn til, at jeg skal komme og sætte mig ved siden af dig.  

Jeg kommer ud fra køkkenet med to rødvinsglas i hånden og en flaske. Det er en årgang 2000, en vi har gemt til en særlig lejlighed.

Vi købte den en tirsdag på vingården.

Det havde været en varm sommerdag, vi var tilfældigvis lige kommet forbi med vores cykler. Din mave have rumlet under hele turen, og du syntes stedet så indbydende ud, jeg kunne derfor ikke tillade mig at bede dig om at cykle videre.

Det var hjemmebrygget, vi tog et glas hver og købte flasken, oveni en is. Du faldt også for en lille negerdreng, men jeg sagde, at vi nok lige skulle holde lidt igen. 

Jeg stiller glassene på sofabordet og sætter mig ved siden af dig. Tæt som jeg kan lide det, tæt som du kan lide det.

Jeg drejer låget af, korkpropper er et sjældent syn her i huset, og hælder op til os begge to. Mit glas skulper lidt over.

Vi slupper stille vinen i os, mens samtalen flyder som sædvanligvis. Her er der ikke nogen hæmninger, her er vi frie, her er vi sammen. Berlinermuren er faldet.

”Du må altså undskylde, at jeg var så tvær på restauranten.” Din stemme er helt lys og oprigtig, som et lille barn, der nu fortryder sit udbrud i slikbutikken på hjørnet.

Du skal ikke føle skyld, ikke bebrejde dig selv, det var mit engagement, der var manglende. Havde det været mig, der var i din situation, havde du også sagt det samme, at jeg aldrig skulle bebrejdes.

”Det gør skam ikke noget, det var også en dum idé at tage på restaurant, det er meget hyggeligere, når det bare er os to herhjemme.”

Du giver mig et lille kys på kinden, og jeg kan straks mærke, at jeg rødmer, selvom jeg har prøvet det så mange gange før. Jeg tror, at jeg forelsker mig i dig igen, om og om, gang på gang. Du får sommerfuglene frem i maven, de basker løs, jeg er et eksotisk paradis.

”Du ser pæn ud i kjolen, jeg er glad for, at du tog den på.” Du hvisker det i mit øre, berører det stille med læberne, imens du former ordene.

”Og jeg er glad for, at du kan lide den,” svarer jeg tilbage.

Vores intime øjeblikke har jeg savnet. Måden vi kan være fuldkomne ærlige  over for hinanden på. Jeg har haft travlt, og jeg har forsømt dig. Kæmpet alt for meget med papirarbejdet for at opnå forfremmelsen, forsøgt at være flatterende og smigre mig ind på chefen, så huslejen kunne betales, så bilen kunne komme til syn.

I stedet for skulle jeg have brugt tiden på dig, du er så langt mere dyrebar, krydset på mit skattekort. 

Vinen bliver forbløffende hurtigt tom, selvom vi gik så stille til værks. Jeg har altid haft en svaghed for vin og for dig.

I dit nærvær drikker jeg som regel altid lidt mere, end jeg umiddelbart burde. Det er ikke fordi, at jeg skal være beruset for at være sammen med dig, på ingen måde, jeg vil det uanset tilstand, men det gør det bare lettere for mig. Jeg glemmer de mange tanker, Lars sidder ikke i baghovedet og får mig til at få det dårligt med mig selv, han er helt væk, og det er som om, at han aldrig har været der.

Jeg føler mig døsig og til dels en anelse omtumlet, jeg har nok fået for meget indenbords, men det er svært at holde igen, svært at sige stop, når jeg aldrig helt føler, at jeg får nok, hverken af vinen og hverken af dig.

Jeg svæver let rundt i min egen rus. Hvorfor kan man ikke bare være beruset hele tiden, så var alle mine kvaler endt. Så skulle jeg hverken spekulere eller gruble. Jeg kunne være ligeglad med alt på nær dig. Dig bliver jeg aldrig ligeglad med.

Jeg kysser dig på panden, roder dig i håret. Det er blødt, rent silke. Det er ikke kun et skvat balsam i ny og næ. Dine øjne er krystalblå, og jeg tror gerne på udsagnet med, at de er sjælens vindue, for jeg fanger i hvert fald mig selv i at fordybe mig i dem. Jeg smelter i dit blik og begynder pludseligt at le ganske uhæmmet. Jeg er bare så glad, jeg tror lykkelig er ordet. Jeg er umådeligt betaget af dig og kan ikke holde det tilbage.    

Jeg tager mit glas for at bunde og bliver ramt af en pludselig indskydelse.

Mine tænder. De må være røde, hvis ikke helt rådne, fulde af vin. Drukkenbold, fulderik.

Jeg bliver med ét benovet, sidde og smile her foran dig med en væmmelig og ucharmerende samt utiltrækkende ånde, der vel nok mest af alt frastøder dig. Jeg vil jo så nødig vække afsky, gøre denne aften endnu værre for dig, end jeg allerede har gjort. Jeg vil have, at du skal elske mig, nyde min tilstedeværelse, som jeg nyder din, men jeg tvivler dog stærkt på, at den dunst som kommer fra min forstoppede mund, falder i smag.

Jeg er flov over at fremstå som et uhumsk svin over for dig, det er et forkert billede af mig, du får, et billede som gerne skal males over med farven rød.

”Jeg går lige ud og børster tænder,” siger jeg og forsøger at skjule dem.

Du stirrer med opspærrede øjne, virker lettere forvirret og ser på mig som taler jeg i vildelse, jeg går mod mit dødsleje.

Børste tænder, hvorfor nu også det? Vi sidder jo bare i sofaen, som vi plejer, sidder helt som os selv, så hvorfor gå midt i det hele for en mindre bagatel som at børste tænder?

Du finder mig sikkert sær, men du har også påpeget flere gange, at det er en af de mange ting, der gør mig noget så unik.

Du griner i stedet for let af min dumhed, min pludselige trang til at få børstet bisserne.

Jeg er latterlig, men jeg er latterlig sammen med dig.

Jeg tager min lædertaske, der ligger under bordet, frem. Den er lige så tung, som den plejer, fyldt med bly, hvis ikke mere.

Måske skyldes det den tomme vinflaske, der står på bordet, eller den jeg sippede af derhjemme.

Jeg tager den over skulderen og går vaklende ned mod badeværelset, der ligger på stueetagen.

Trappetrinene er stejle og svære at komme ned af, jeg forsøger så vidt muligt at holde mig til gelænderet for ikke at komme til skade, men til tider glipper det for mig, og jeg snubler et trin længere ned.

Den føles som en mindre evighed, den endeløse brønd, tung og besværlig, ligesom min promillefyldte krop. Min motorik er ikke, hvad den har været, jeg har svært ved at finde balancen, se klart og føle mig frem til næste trin. Let på tå, en ballerina er jeg ikke her til aften. 

Jeg giver et lille udmattende krigsstøn fra mig, når jeg endelig står for enden. Diverse skrammer og skudsår.

Til højrehånd for trappen står der klart og tydeligt toilet på døren, vældig pædagogisk. Jeg går rutineret derhen, det er ikke nyt for mig, heller ikke tilstanden.

Lyset er slukket, og jeg fumler lidt med kontakten, da jeg først starter med at slukke lyset i gangen, så jeg står i bælgravende mørke. Efter flere forsøg sker miraklet endelig, og jeg kan gå ind på et belyst badeværelse.

Det er småt, sparet væk, og jeg føler straks, at klaus tager fat i mig. Han er ikke sjov og imødekommende, men dominant og hård. Vi kommer ikke godt ud af det med hinanden. 

Jeg svinger tasken, med lidt åndenød, hen på toiletbrættet, åbner den op og prøver at finde min tandbørste.

Nu er jeg efterhånden kommet her tit, men alligevel har jeg ikke fået taget mig sammen til at komme en fast tandbørste i toiletkruset, det er dog alligevel et stort skridt at tage.

Min taske er rodet, jeg burde have ryddet op, jeg har også så meget bras deri, som jeg slet ikke har behov for. Jeg tog kun garn med, fordi jeg vidste, at du var begyndt at strikke, jeg selv ville aldrig røre det.

Nederst, i bunden, i dybet, finder jeg frem til en tandpastatube klemt sammen under min bog, 230 sider samt en Mikael Strunge pris, og et helt hav af tandpasta kommer til syne. Tuben er flækket over på midten, den er halvtom, og jeg formoder, at det resterende indhold ligger i min taske.
Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg har lagt den deri. 

Min biblioteksbog er tværet ind i det, det lugter langt væk, noget så fælt at det kradser i næsen. Pebermynte skal være i begrænsede mængder. Jeg får sikkert en bøde for at aflevere bogen i så dårlig stand.

Jeg giver et irritabelt og opgivende prust fra mig, hvor uheldig har man lov til at være.

Jeg tvinger mine hænder ned gennem den tykke og klæbende masse, den sætter sig fast og klister. Det er ubehageligt på huden, bare jeg ikke får en allergisk reaktion.

Jeg forsøger midt i nøden at finde frem til min tandbørste, noget positivt må da finde sted, men selvom hele indholdet ligger gravet frem på gulvet i en sø af tandpasta, så er den ikke inkluderet. 

Jeg har fået det på tøjet, store, hvide plamager, der nok aldrig kommer af, og jeg som ellers havde gjort mig så fin, brugt længe på krigsmalingen og de matchende sko til kjolen. Jeg er ødelagt.   

Jeg glemmer at filteret på vandhanen er gået itu og skruer fuldt op for det varme vand, der plasker til alle sider, skolder mit ansigt og tværer pletterne på min kjole endnu mere ud.

Jeg er træt, og om det er vinen, der taler for sig, eller om det er hele denne urimelige, absurde aften med tandpastaen, der nu har valgt at lægge sig som et snelandskab i min taske, der får vreden til at bruse frem i mig, ved jeg ikke helt, men jeg stormer i hvert fald ud af badeværelset med hænderne fulde af tandpasta og stadig med en ånde, der lugter af alkoholiker.

Med diverse suk, tramper jeg op ad trappen, tung som Goliat, med samme dårlige motorik som før.

Mine øjne er glødende, det er da bare typisk, intet går, som det skal, intet er, som det skal være. 

Du står ved foden med store, bedende dådyrøjne, som var du blevet blændet af et par forlygter, og ser på mig, men mit blik flakker. Jeg orker ikke mere i dag.   

”Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om,” siger du nervøst, men du har slet ikke bemærket mit raseri.

Jeg farer op ad det sidste stykke, mens din talestrøm fortsætter.

”Jeg er træt af det, ikke dig, misforstå mig nu ikke, men jeg er træt af alle disse hemmeligheder.” Du står med tårer i øjnene, det her er åbenbart meget smertefuldt for dig, ”Jeg elsker dig jo, jeg vil ikke skjule mig for omverdenen, jeg vil have, at alle skal vide, vi er sammen, at vi er et par og ikke bare elskende.” De triller, tårerne. Dæmningen er brudt sammen.

Du er træt af det, som du selv sagde, og jeg er det samme, så lad os ligge det bag os, for det vil aldrig kunne lade sig gøre, jeg har et idømme, jeg har en familie, jeg har en kæreste, jeg har Lars. Du ved det jo godt, så hvorfor prøve, ikke alt er en gang på roser.

Jeg drøner forbi dig i opgangen, passerer dig i det, du tager ud efter mig, ”Hører du overhovedet efter?” hulker du i mit ansigt. Dine øjne er spejlblanke.

Jeg har ikke tid til det, jeg er ikke humør til at svare og slet ikke, når det vedrører noget så seriøst, som du godt ved, jeg aldrig kan gå med til, selvom jeg vil det mere end noget andet. 

”Lyt nu til mig!” jamrer du igen på ny helt ude af dig selv, ”Du ved slet ikke, hvor hårdt det her er for mig.”

Det er stupidt, det du lukker ud, det du forsøger at bilde mig ind. Jeg ved ganske vel, hvor hårdt det her er, for lige så hårdt er det også for mig selv. Ikke en dag går, foruden jeg tænker på dig, foruden jeg rammes af skyldfølelse over at holde verdenen for nar, men også skyldfølelse over at lade dig stå i skyggen.

Jeg vrisser af dig, hvorfor bringe det her på bane, og især lige nu, når du ved, at jeg har drukket. Jeg bliver tacklet uden at have bolden, jeg burde få straffe.
Du river mig tættere ind til dig, du vil have min opmærksomhed, min forståelse af din smerte. Men mest af alt, du vil have et svar.
”Det kan ikke lade sig gøre, og det ved du også godt!” jeg skriger dig op i ansigtet og skærer tænder. Giv mig nu bare en pause.
Mine næsebor vibrerer til min tunge vejrtrækning. Havde jeg haft en ring i næsen, var jeg blevet betragtet som tyr.
Forstå mig ret, det er ikke dig, jeg er sur på, det er blot alt besværet, der ligger bag ordet os. Jeg overreagerer, det ved jeg godt, jeg burde bare trække vejret dybt og tælle til fem, men det er ikke sådan det hele foregår, mit hoved er ét stort kaos.
Jeg tror, ragnarok er startet. Nu kommer Jætterne og befrier Fenrisulven, der vil spise månen.
Vi har snakket om det før, om vores mange løgne, der er med til at gøre lykken mulig, men alligevel så er der ingen af os, der fremstår synderligt lykkelige. Vi kan ikke blive enige om, hvad den i sandhed indebærer.

”Elsker du mig slet ikke?” Kommer det fra dig ud af det blå, som et nødblus for at redde de sidste stumper. Vi er kommet så langt ud, at vi ikke længere kan bunde.
Du lyder knust, du lyder opløst, du lyder tom, som om noget lige døde i dig.

Der er skår på gulvet, jeg har ødelagt dig. Jeg kan ikke længere spejle mig i din skønhed, perfektion. Hvor skal jeg nu gøre mig klar til dagen henne?
I selv samme sekund bliver jeg ramt. Min voldsomme tankestrøm stopper, går i stå, jeg er ikke vred længere heller ikke irriteret, men jeg er nærmere forbløffet over dit spørgsmål, for selvfølgelig elsker jeg dig, det burde du vide, jeg gør det mere end noget andet, og det har jeg altid gjort. Hvorfor stille spørgsmålstegn ved det?

Tænk at jeg har forsømt dig så meget, fremstået så grusom, at du helt kan komme i tvivl om min kærlighed til dig. Hvad har jeg gjort?
Jeg vrider mig ud af dit tag, jeg er blødt op.
Vi står ansigt til ansigt med hinanden, og jeg puffer kærligt til dig for din helt og aldeles absurde kommentar.
”Selvfølgelig elsker jeg dig?” erklærer jeg, i det du træder forkert på trappetrinet, skrider med foden og falder baglæns ned ad trinene.
Et skrig borer gennem huset, det lyder som et heksehyl, helt uvirkeligt. Du stryger ned ad trappen.
Der er en pøl af rødt, hvor du ligger. Dit hår, dine mundvige, dine hænder, rød har altid klædt dig.  
Jeg kigger ned og ser pletterne, der ligger vidt udspredt, hvert et trin er indsmurt. Det får mig til at komme i tanker om min taske, der er indsmurt i tandpasta, og jeg skynder mig ud i køkkenet efter vådservietter.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...