Sig det med blomster

"Alt er det samme, præcis som før. Intet er ændret. Det er normalt, det hele er trivielt. Den samme smøre, den samme hverdag.
Det er i hvert fald det, jeg prøver at bilde mig selv ind, det jeg siger, for at få min naive hjerne til at forstå, at intet er hændt, intet er anderledes. Det er til og med også det omverdenen beskuer. Der er ikke mange ridser i glasset, nærmest ingen skår i porcelænet. Marmorstatuen står fint og elegant, som altid stort set foruden en flig. Udadtil er min ryg rank, jeg står oprejst, selvom jeg ikke burde og viser, at jeg er en kvinde, der står ved, hvem hun er, og hvad hun vil, men inderst inde, bag hele denne robuste, opsatte facade, der hvor kernen finder sted, hvor jeg ikke længere har mulighed for at ligge skjul på hændelsen, er jeg et nedlagt byttedyr, så krumbøjet at jeg udelukkende kan se mine egne fødder."

4Likes
0Kommentarer
763Visninger
AA

8. Kapitel 6

Alt virker gråt, ikke direkte koldt og goldt, men nærmere bare dødt, som om tiden er gået i stå, for jeg ved, at jeg har stået her i timer, stort set urørligt, jeg har taget et par enkelte skridt lige for at sørge for, at mine fødder ikke lullede sig helt i søvn, men ellers har jeg været som en statue. Gennemskidt af mågerne.

Jeg tror, at skulle det være for noget, så må det være mit åndedrag, der har afsløret min eksistens. Men lige det ord ligger mærkværdigt i munden, jeg ved ikke helt, om det passer ind længere, for hvad vil det egentlig sige at eksistere?

Eksisterer man kun, hvis man er i live? Og eksisterer man også, selvom man føler sig død indeni? Jeg inkluderer os begge i mit spørgsmål, min filosofiske tankegang, gid du også var her til at besvare det.

Det går så uhyggeligt langsomt, jeg tror, at tiden sover lige så tungt, som du gør.

Jeg kigger ned på mit armbåndsur, ser at klokken er lidt over eftermiddag. To timer efter kigger jeg ned på det igen og ser, at den stadig kun er lidt over eftermiddag. Jeg er kommet til Narnia, hvor tiden ikke længere stemmer overens med jordens.

Mon det er muligt at sætte den i stå, holde tiden på pause, eller er det blot mig, der er blevet splitterravende gal? Jeg vil så nødig håbe det sidste.

Til at begynde med sås jeg nok som en håbløs og fortabt sjæl, som jeg vadede rundt her, for jeg vidste ikke, hvor du lå, jeg ved så lidt. Det burde jeg vel nok vide, jeg føler mig til dels en smule tåbelig, for jeg burde have været der, jeg skulle have set dig komme i jorden, og jeg skulle have grædt uendeligt med tårer, fugtet mulden og gjort det behageligt for dig. Jeg skulle have været klædt i sort fra top til tå, på samme vis som jeg ser på tilværelsen, købt så mange Kleenex, at butikkerne helt udgik for flere, men jeg nægtede, jeg dukkede aldrig op, selvom jeg både kendte til tid og sted, knugede indbydelsen så hårdt i hånden, at den blev krøllet, for jeg ville ikke indblandes, have de bebrejdende øjne i nakken, udstille mig selv som byttedyret foran en hel flok af glubske løver, men alligevel, så kan jeg ikke være mere involveret i det, end jeg allerede er, det er uundgåeligt.

Jeg grubler over, om du overhovedet ville have haft, at jeg kom. Posten kunne have taget fejl af adressen. Var det et af dine store ønsker, at jeg skulle møde op på din sidste dag med roser i hånden og et kærligt smil, lade som om, at intet var hændt. Jeg tror det næppe, det gør jeg virkelig ikke. Hvorfor skulle du ville have mig med? Jeg er ubetydelig, blot en bagatel. Jeg ville blive forbløffet, hvis nogen alligevel havde hørt om mig før. Selvom du var fri som fuglen, snaksaglig og tog alt på lillefinger ære,  stod jeg ved at det skulle forblive tæt. Ikke en for voldsom tilknytning, gerne noget afstand, et platonisk forhold ville heller ikke skade eller vække opsigt, men dog alligevel, var det mig, der lagde mest deri. Hvis dog bare, det havde været anderledes, at jeg kunne gøre det om. 

”Undskyld mig, kan jeg spørge dig om, hvor de nye grave ligger?”

Manden er gammel, han kunne selv ligge i en af dem. Han sidder på en muggen og forædt træbænk af samme årgang. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der ser syner, men jeg tror også, at der vokser lidt mug på ham.

Han svarer ikke. Jeg går ud fra, at han ikke hører mit spørgsmål, han virker ikke som typen, der medvilje overhører, det tror jeg slet ikke ligger til den ældregenerations natur. Der var for meget pli over datidens opdragelse til at man kunne tillade sig sådan noget. Frem med spanskrøret.

I hans ene øre skimter jeg noget, som gerne kunne udgive sig for at være et høreapparat. En glimrende undskyldning og en fortræffelig måde at bevare min selvtillid på.

Han sidder helt ubekymret og foder fugle, har købt en pose med daggammelt brød fra bageren og kaster det ud til dem, selvom de efterhånden er rimeligt forstoppede. De vralter rundt ligesom damen i blomsterforretningen, men kan alligevel ikke dy sig og kommer op at slås over brødet. 

Han kan godt trænge til et bad og en barbering, men med nutidens hjemmehjælp regner jeg ikke med, at det kommer til at ske foreløbigt.

”Undskyld mig, hvor ligger de nye grave, sagde jeg!” Det flyver ud af mig, det lyder ubehøvlet og hårdt, og jeg ved slet ikke hvorfor, jeg lige pludselig har så travlt, jeg skal ikke nå noget, Lars er ligegyldig, jeg har hele dagen foran mig, aflagt al min tid til dette ærinde, men alligevel er der et eller andet, der siger mig, at jeg skal skynde mig, jeg har umådeligt travlt. En lille hvid kanin med et ur, der tikker.

Han stopper midt i sit rutineprægede ritual, giver slip på den håndfuld brød, han lige har fået fisket op af posen og stirrer på mig med et blik, der fortæller, at han har oplevet lidt af hvert gennem tiderne. Jeg vil gætte på 1. verdenskrig.

”Hvem skal du besøge?” Selv hans stemme lyder gammel og rusten. Noget kunne tyde på, at han var tidligere elite alkoholiker, men jeg ser ingen flasker, ingen goder at dele ud af. Bare en smule snaps ville være godt nok.

Jeg holder straks vejret. Hvorfor spørger han om det? Alle er så nysgerrige, har ikke noget at tage sig til selv. De fisker med lang line og håber, at jeg bider på krogen. Forstår de ikke, at jeg ikke er ude efter ballade. De forværrer blot hele situationen med deres endeløse spørgen. 

Migrænen melder sig, en lille sveddråbe triller fra panden. De løber om hjørner med mig, gør de, venter til jeg knækker. De leder efter mit svage punkt, spænder buen og skyder efter hælen. Det er jo ikke fordi, at skylden oser ud af mig, jeg er behersket, kontoleret, så giv mig dog en pause. 

”Tag dig sammen,” siger jeg sammenbidt til mig selv, hvorfor så paranoid, hvorfor så bange? Han er bare en gammel, uskyldig mand. Han kan ikke gøre dig noget, ingen vil tro ham. Han er sikkert senil, kommer fra den lukkede og har fået forvildet sig ud. Arme mand. 

”Bare en ven,” svarer jeg stift.

Han kigger undrende på mig, tænker nok hvilken besynderlig type, jeg er for en, men svaret er, at det ved jeg nu heller ikke helt selv længere.

Han peger med hånden fuld af brød, ”Den vej,” Den er rynket og ryster, hvilke abstinenser, dækket af leverpletter. Spidsen af hans langefinger mangler. Grådige fugle. 

Jeg fremtvinger et lille bittert smil, et af dem Lars får, et af dem naboerne får, et af dem min chef får, men ikke et af dem, du plejede af få.

Jeg slynger et tak ud, tilfældigt, ligegyldigt, uden betydning, og går raskt videre i retning af hans hånd. 

Det er en lille, snoet grussti belyst af en masse små gadelamper, jeg når. De ligner stjerner, der glimter.

Der er buske til begge sider, det er tydeligt, at området er ganske velpasset. Ikke det mindste ukrudt er til at se på stien, og buskene er veltrimmede til det yderste. Det er en perfektionistisk gartner, der er tale om. En der har forstand på sit erhverv og gør noget ud af det, imodsætning til så mange af dem, jeg ofte møder.

Det er egentlig et vidunderligt, smukt syn. Gravene mine øjne flakker mellem er skiftevis flotte, elegante, store og små, nogen så personlige at det gør helt ondt i hjertet. Samme brede variation som kortene i blomsterforretningen, men her er de dog ikke til overpris. De er gratis og helt uvunderlige. 

En lærke har rede oppe i kirsebærtræet. Den flyver på skift. Den ene gang har den en orm med, den anden næbet fuldt med grene. Ungerne er lige udklækket, de er nøgne, foruden dun, og pipper i vildens sky. Selv sidder den moderlige lærke og synger smukt, toner af ren konsonans.   

Det er en rørende oplevelse, ufatteligt at være en del af, og jeg bliver pludselig ramt af vemod. Det er så meget større end jeg, jeg er umådelig lille.

En brun bamse med et plaster på maven og sorte glasøjne, døde som en hajs, sidder ude foran en blank sten. 
Han hed Tobias, blev 7 år. Mor og far var sikkert knust, selvom det ikke kom bag på dem.
Han havde fået konstateret leukæmi allerede 2 år efter fødslen. 
Han var ellers en glad dreng, der ville det hele; køre i en rød racerbil med flammer malet på siden, have en sort hvalp lige så dejlig som King, faldskærms springe fra skræmmende højder og røre ved skyerne, spise verdens største is med flødebolle og hjemmerørt guf, men han kunne kun det halve og faldt i søvn på sofaen hver dag klokken kvart over to. 
Hans diagnose tog på ægteskabet, bragte så mange diskussioner op, de ville hver sit for at hjælpe, gøre deres bedste for deres søn. 
De flyttede hver for sig, Tobias så sin far hver anden weekend, men boede ellers hos mor.
Han døde i hospitalssengen efter flere undersøgelser og blodprøver. Han kunne ikke mere, selvom han så gerne ville. 
Mor og far holdt i hånd den dag. 

Din sten er omringet af blomster og kranse, de er nye, senest fra i forgårs, kredset ind ad en lille hæk og et velpasset bed af dahliaer og liljer, men der ingen roser.

De kendte dig nok ikke lige så godt, som jeg gjorde og dog, mine roser er jo hvide.

Du ville hade stenen, finde den yderst hæslig. Den er lille, kompakt og afrundet, meget feminin, nærmest det man ville kalde sød, noget du selv ihærdigt forsøgte at afvige fra så vidt som muligt.

E’et er skrevet i kursiv, det er snoet, spinkelt og nært beslægtet med skønskrift. Du ville have grinet hånligt ad det.

Du elskede blokbogstaver, versaler, det skulle være let læseligt, lige til, ikke alt det pynt og besvær. Hvad skulle det til for, hvad skulle det gøre godt for?

Du ville have brokket dig, ikke fordi du var sur eller irriteret, men fordi du ikke forstod dig på det.
Vi minder om hinanden, det er nok derfor, det gik så vidt.

Skal jeg være ærlig, er jeg nok også lidt enig med dig, det er yderst patetisk, så langt fra din person, at det lige så godt kunne være løgn eller en helt anden. Hvilken fremmedes grav står jeg ved. 

Jeg tvivler på, om de overhovedet kendte dig, vidste hvem du i virkeligheden var, men ganske vel ved jeg, at det kun er de færreste, der gjorde det. Jeg tillod ikke andet.

Min håndflade er begyndt at svede, jeg er bange for, at det forringer rosernes kvalitet. De skulle gerne holde i lang tid, gerne evig tid for den sags skyld, ligesom vi skulle have gjort. Et løfte vi begge brød, jeg tager skylden for det.

For første gang siden du forlod mig, så føler jeg mig alene, jeg er ikke ensom som sådan, men jeg er heller ikke overvåget, der er ingen høge, der er ingen menneskeskare, ingen der vil have fat på mig og sandheden, som ikke længere er så fordækt, derimod så er jeg sammen med dig af en eller anden form. Bare dig. Noget jeg endelig stadig forstår. 

Det er beroligende, trygt at vide at du stadig er her. Jeg kvitter smøgerne, hvis du bliver.

Jeg tager buketten op til næsen. Det var alligevel ikke dem, der duftede. Her er kun en lugt af muldjord, død og ikke din sødme. Jeg slog den ihjel.

Det begynder at svie i øjenkrogen, jeg smager salt i min mund, har altid foretrukket peber, det er egentlig hårdere, end jeg havde forventet at se på en kold bunke granit frem for dit marmor smukke ansigt. Det er nok derfor, at det er første gang, jeg er her. Jeg har svært ved at tro på det, at erkende min synd. Stå ansigt til grav med den.

Det er underligt, det hele, mit liv er efterhånden gået hen og blevet underligt.

Det er underligt, ikke kun situationen, men det faktum, at du ikke er her til at sige, at bedre tider nok skal være på vej. Jeg har ingen tilværelse, kun tomme huller.

Jeg har brug for din optimisme, dine stjålne citater fra biblen.

Jeg klør mig i håret, det er blevet vådt, driv vådt. Det er begyndt at regne, øsregne, orkanen i mig har nu også ramt verdenen, uden at jeg har bemærket det. Et af verdens smukke vidundere, jeg taler om dig og ikke stormen. 

Jeg tror, at den ældre mand er taget hjem, hvis han har sådan et, måske tilbage til plejehjemmet, likørfohandleren. Gid jeg også havde et tilflugtssted.

Det styrter ned, himlen græder, og dens dråber blander sig med mine.

Jeg står i det Rødehav, dit blod er over det hele. I mit hår, i mine mundvige, jeg har blodpletter på mine hænder. Jeg må vaske mig, er så uren.

Jorden skælver under mig, den revner, smuldrer, går fra hinanden, ligesom min person.

Jeg hører med ét det længe ventede knæk fra mine ben, og jeg knækker sammen, lige foran dig og din tåbelige, upassende sten.  Endelig fik de, hvad de bad om. 

Jeg ligger med hovedet i de blodige hænder, dem som aldrig kan blive rene, foroverbøjet over din grav.

Buketten med de hvide roser, har jeg tabt i faldet, lige præcis et par enkelte centimeter fra, hvor de skulle have ligget, i en pøl af rødt.

Jeg er så ufattelig træt, jeg vil sove ind, træt af mit falske jeg, af mine uægte smil og din åndssvage gravsten, der ikke engang har et kors illustreret. Den detalje huskede jeg i det mindste selv.

 

"Sig det med blomster, R."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...