Sig det med blomster

"Alt er det samme, præcis som før. Intet er ændret. Det er normalt, det hele er trivielt. Den samme smøre, den samme hverdag.
Det er i hvert fald det, jeg prøver at bilde mig selv ind, det jeg siger, for at få min naive hjerne til at forstå, at intet er hændt, intet er anderledes. Det er til og med også det omverdenen beskuer. Der er ikke mange ridser i glasset, nærmest ingen skår i porcelænet. Marmorstatuen står fint og elegant, som altid stort set foruden en flig. Udadtil er min ryg rank, jeg står oprejst, selvom jeg ikke burde og viser, at jeg er en kvinde, der står ved, hvem hun er, og hvad hun vil, men inderst inde, bag hele denne robuste, opsatte facade, der hvor kernen finder sted, hvor jeg ikke længere har mulighed for at ligge skjul på hændelsen, er jeg et nedlagt byttedyr, så krumbøjet at jeg udelukkende kan se mine egne fødder."

4Likes
0Kommentarer
763Visninger
AA

3. Kapitel 1

Præsten prædiker sin endeløse prædiken, magtfulde ord, der fortæller mig, hvad det vil sige at være menneske.

Jeg sidder, som den eneste, på forreste række med foldede hænder og lytter til den trygge klang, den dulmende stemme, der forklarer, at alle har en chance, og alle er i stand til at synde.

Jeg føler mig udpeget, som om det direkte er mig budskabet er henvendt til.

En flok af pensionister har sat sig et par rækker bag mig. De ser afdankede ud, lugter af svesker, ligner rosiner, der har ligget i solen for længe.
Når man runder det 8. årti, er det ikke just kropshygiejnen, der strejfer en mest, den er der bare, foruden vedligeholdelse, ligesom odøren nu også bare er i kirkesalen. En kvælende os af alderdom. 
De er lige akkurat kommet fra morgenmadsbuffeten, er blevet kørt her hen af privatchaufføren, der nok har moret sig gevaldigt over de stadig mange spor fra vællingen, som både gør sig synlig i det askegrå fehår og den straks mere behårede mundvig. Sorte stubbe som hos en rigtig skovhugger. 

Det hele er gået så prompte, at det kun er de færreste, der har fået vasket de indtørrede pletter fra gårsdagens mos af tøjet og fået fjernet hagesmækken fra halsåbningen.

Det er på sådan et tidspunkt, man ville spøge, hvis man sagde, at de var i deres bedste alder.
Men de er her, og det er vel også den største grund til, at præsten stadig har arbejde. De sørger for, at her aldrig er helt tomt. Dog at udfylde mit tomhul kan de ikke præstere.

Mig, jeg kommer her ofte for tiden, jeg kommer her tit. Om det så og vel vil sige, at jeg er kristen, det er jeg dog ikke helt så sikker på.

Jeg er her, fordi jeg finder det fredfyldt, som en form for helle. Her er der ingen, der kan få fat på mig, ingen tanker, der skal tugte og pine, for Gudshus er ikke nogen krigszone. Her er det blot præsten med sin dybe stemme, der runger i væggene, alle de trofaste troende, der kommer her hver søndag og kan finde på at melde fra på arbejdet, eller derimod til banko, hvis andre tider skulle dukke op. Dem der er sikre på, at der er mere mellem himmel og jord og har et behov for at få det bekræftet.

Jeg tror, at det er derfor, jeg er her. Jeg har behov for noget håb, en tro på at der findes bedre for alle, for os begge, at det hele ikke er så nytteløst, som det ellers ser ud til. På trods af jeg står i tunnelens bælragende mørke, må der stadig forekomme lys, når jeg nærmer mig enden. 
Men til tider leder tvivlen mig på uveje, for er der også et paradis for en som mig? En syndig, en usling, en som mere kortfattet kan beskrives som forræder? Og endnu værre, hvad nu hvis, at du ikke er inkluderet i omtalte paradis? Vil du være der, eller har Herren gennemskuet dit lille dække, dit virkelige jeg. Tanken gør mig helt ør, tænk hvis vi ikke ender samme sted, at du bliver udelukket for din synd eller jeg for min gerning. Det virker så absurd, aldeles uretfærdigt.

Det er nyt for mig, mange rutiner er nu under forandring, i særdeleshed det med at gå i kirke. Noget jeg næppe havde set komme. Jeg har aldrig fundet det naturligt, hvis det dog er muligt. Det ligger så langt fra mine grundprincipper.

Kristendommen er vel noget indlært, en tvang man har haft i barndommen, der så har medført en mindre afhængighed af en slags, en form for hjernevask. Det hvide snit findes stadig, et glimrende alternativ.

Jeg har rettere holdt mig til videnskaben. Kan det ikke bevises, er der heller ikke noget om det. Det med fakta og viden, det er mere håndgribeligt, lettere at gøre sig klog på. Det er noget jeg kan se forståelse i frem for al denne indbildning, der ikke bygger på solidt indhold. Det er en fæstning, hvor søjlerne lige så stilfærdigt er ved at briste. Til sidst vil der ikke være andet end et forældet og forvirret ægtepar, der står målløse tilbage i ruinen, ikke forstår hvad der i sandhed ramte dem og deres håbløse tro.

Det er dit værk, din opdragelse af mig, der har fået det til at gå så vidt.
Det var dig, der startede med at vække min såkaldte interesse, påtvinge mig den, vil nok være mere sandfærdigt.

Det var dine ihærdige forsøg, der fik mig i kirken den første gang. Jeg kunne ikke slippe udenom, det var simpelthen ikke en valgmulighed. På forhånd havde du bestemt, at det var en fællesaktivitet, tvunget mig ud på legepladsen, selvom det regnede, og at de i radioen havde sagt, at man burde holde sig inden døre.

Jeg fandt det yderst besynderligt at tilbringe en juletime på at høre en ældre, munkeklippet, endda kjoleklædt mand snakke om det gamle Evangelium, et emne der ikke berører mig det mindste, måske fandt jeg det til og med sørgeligt. Hvad skulle det gøre godt for, hvad skulle det nytte, og hvordan skulle jeg kunne nå at få pyntet juletræet færdigt efter sådan et massivt tidsspilde? Mine glaskugler kræver en vis omhyggelighed, en rund hånd. Det ville være ragnarok, hvis jeg tabte dem, eller ikke nåede at få dem hængt på træet i tide. Det er en tradition, og de skal holdes ved lige.
Der er dog heller ikke noget ved at have håndblæst glas, hvis man ikke viser det frem i ny og næ.

Der er meget, jeg har glemt, meget jeg er i tvivl om, mest af alt det, der inkluderer tiden før dig, den tomhed mit liv engang bestod af. Men du, erindringerne om os, er stadig tydelige, end ikke falmet som håbet og troen på bedre. Du må aldrig forsvinde, forlade mine tanker, som du forlod mit legeme.
Jeg husker med en bitter smag i munden tilbage på, hvordan vi i fjord var ude ved et glaspusteri i udkanten af Ringsted for at lave et par nye selv. De skulle være vores, ganske særlige, ikke mindst unikke. Vi havde bestilt tid, forberedt os, og aftalt hvorledes vi ville bære os ad. Detaljer var noget vi begge holdt meget af, alt skulle være præciseret, udtænkt længe før deadlinen, men det gik dog ikke helt som ventet, det er der aldrig noget, der har gjort, når det gælder os, for ingen form for skønhed blev de til. Min var deform, bulede ud til alle sider og kunne godt komme til at forestille en sekskant, selvom jeg ikke just besidder de store matematiske færdigheder, man kan ikke ligefrem kalde mig en matematiskekvilibrist, og du, du havde stavet Chrestmas forkert på din. Ordblinde tåbe. 
De var nu lidt af et ynkeligt syn, men de førte os tættere på 
hinanden, gav et godt grin.
Jeg tror ikke, at de kommer op at hænge i år.

Den julegudstjeneste, som pussit nok var magen til den sidste år og året før, til og med identisk, havde fået mig flere timer bagud i min planlægning, og det var ikke just en oplevelse, der faldt i smag. Man kan vel sige, at æblet var ufattelig melet, et man umiddelbart ville klage over og aflevere tilbage til butikken, fordi det ikke levede op til salgskvaliteten. Jeg ville spare 2 kroner, hvilken fryd.

Men du, du blev som fortryllet af hans ord om bedre, hans ord om en Gud der vogter og beskytter. Du åd det råt, væltede dig i salmonella og munddiarré.

Hudløst ærligt, så nød jeg nu også at se dig så betaget, så tryllebundet af et par ord foruden reel mening. Det gjorde mig glad, at du var så naiv, det varmede om hjertet. På mange punkter har du altid været lidt af et godtroende fæ.

Måske er det en af grundene til, at jeg mødte op her i dag. Mødte en time før gudstjenesten startede, stod i morgens tusmørke og følte mig overvældet af den majestætiske bygning med store, ovale glasklinker i alle jordiske farver, bare for at gå rundt, i fred, foruden fornemmelsen af, at nogen var efter mig, vidste hvor jeg var, foruden de mange tøjler, der trækker i mig, jeg er en marionetdukke med nylonsnore, der strammer og gnaver, og byrden på mine skuldre, der tynger mig til jorden. Fordi du elskede det så inderligt, lyste og strålede som en lille stjernesol hver eneste gang, at vi var stået urimelig tidligt op, sprunget i joggingtøjet, jeg kunne hverken nå morgenmad eller bad, müeslien måtte vente, kropsodøren dækkes med et par sprøjt parfume, blot for at lytte til et par indøvede ord, som vi havde hørt et utal af gange før. Det er jeg næsten sikker på.

Jeg gør mere for dig nu, end jeg nogensinde har gjort. Det er selvfølgelig også det, du fortjener med min måde at have opført sig på. Jeg kunne have været bedre, jeg kunne have været en af Guds lydige håndlangere, men jeg sprang desværre over der, hvor gærdet var lavest. Kald mig for det sorte får. 

Han holder alterkruset højt i luften, hæver stemmen, så den borer ned gennem salen, ”Der er nadver for alle dem, der vil,” siger han på typisk præstemaner, monotont og dødt. 
Det undrer mig, om denne ligegyldighed blot hører til erhvervet, skal man være kedelig og intetsigende for at blive præst, mister man sin udstråling og varme, eller er ham her bare en undtagelse?

Det kan vel også blot være en dårlig dag, det kan jeg relatere til. Han kan have fået det forkerte ben ud af sengen, taget kæresten i en affære. Batteriet på bilen er dødt, barbermaskinens virker heller ikke. Men jeg tvivler dog på udsagnet.

At vige sit liv til noget, man ikke med sikkerhed ved, har mulighed for at bevise, må vel også tage lidt på glæderne.

Et liv baseret på løgne er ikke et værdigt liv. Tro mig, jeg ved besked.

Hvad der går af mig, forstår jeg ikke just, men mine ben begynder af gå op mod alteret, før jeg overhovedet har besluttet mig for, at jeg skal deltage, at jeg skal drikke Jesu’ blod og spise hans legeme. Folkets drift efter kannibalisme nu om dage.

Jeg føler mig som en maskine, der er programmeret, indstillet til at skulle adlyde. Jeg har intet valg, mine ben river mig hen ad gulvet, selvom jeg selv helst vil blive på stolestaden med min blytunge krop. 

Havde du været her, var du ligeså straks fløjet derop. Du elskede nadver, følte at din sjæl blev renset efter, at du havde spist og drukket. Du ville ikke tøve, langt fra, og du ville heller ikke tøve i, at prøve at få mig med. Som sædvanligvis ville jeg kæmpe imod, komme med mine meninger og fordomme - det er det pure opspil, udpeg det sted i biblen, hvor der står, at jeg kommer i paradis, for at stå tidligt op om morgenen - men til sidst underlægge mig din magt, din kærlighed.
Min hast kan vel skyldes, at du stadig leger med min psyke. Jeg har ikke helt forstået, fordøjet hændelsen, og derfor følger jeg stadig vores gamle ritualer, vores forældede og forkerte måder at være sammen på. En gammel hund har svært ved at lære nye tricks.

Alle sidder på hug på de røde, silkepuder, det er tydeligt, at de anvendes ofte, de tager sig ikke just godt ud længere, hele pensionatet, musestille og tør knapt nok at trække vejret, de vil ikke være forulempende, afbryde ritualet. Dette er deres chance for en bedre fremtid, deres sidste udvej for ikke at ende i helvede. Red dem og deres ynkelige tilværelse, men vigtigst af alt, red mig!

En ældre mand bryder dog stilheden, i det han gisper efter vejret. Han bærer en bærbar iltkoncentrator, der tilsyneladende ikke giver ham den nødvendige støtte, og gør det ganske vanskeligt for ham at drikke af det fyldte bæger.
Han ryster og hoster, virker ikke til at have det helt bekvemt. Næsen er godt rød, uden tvivl tilstoppet.  

Præsten kigger bekymret på ham, rynker brynene, en død mand til hans gudstjeneste vil ikke ligefrem give den bedste omtale. Hvad man gør for ikke at blive afskedet.

Han handler udelukkende baseret på egoisme og ry, går fra alteret og hen mod manden for at sørge for, at alt er under kontrol. Roligt, skridt for skridt, hastværk er lastværk. 
Han giver manden tre lette klap på ryggen for at løsne det, der eventuelt kunne sidde fast i halsen, på trods af at manden kun har indtaget væske, og hvisker et par enkelte ord til ham, der får ham til at vise de gule og knækkede fortænder i et smil. Tandlæger er dyre.
Præsten tager dernæst hånden frem og støtter ryggen, så manden formår at rette sig op og tage en dyb indånding, som tyder på, at det ikke just er i dag, at et dødsfald skal indtræffe. Hvilken heltedåd for at redde sit eget skind.

Tænk at tage i kirke, når man er i så kritisk en tilstand. Så er man vel et sted langt ude desperat, måske nærmere patetisk. Selv jeg er end ikke på så dybt vand.

De fleste har lukket deres øjne, måske sover hele det arme pensionat, da præsten går rundt og skænker op i bægrene. Han virker stolt over tjansen. Gid han væltede i præstekjolen. 
De har år på bagen, de senile og aldrende kvinder og mænd, langt flere end, du har.
Det er kun de færreste af dem, der registrerer ham, selvom han ellers forsøger at opnå deres opmærksomhed og uddele Jesus' legeme. De er i stedet dybt opslugte af deres eget, muligvis søvnen. 
Monstro kvinden overfor mig sover, eller er det blot almindeligt for hende at sidde med opspærret mund og hive efter vejret med små, korte mellemrum? 
Hendes briller er gledet ned på næsen, ligesom hendes hage er gået i et med halsen.

Den røde væske er sød, en anelse stærk, men mest af alt sukkersød.
Der er kommet for mange børn til, at det vil være anstændigt at servere vin, selvom jeg nu godt kan drikke en hel flaske i øjeblikket. Bedøve tankerne, pløre stiv og vælte rundt, være bedøvende ligeglad med alle de andre, alle mine forfølgere, der nægter, at jeg skal lukke et øje, blot tænke på mig selv og mit. Løbe nøgen rundt på torvet, blotte hver og en af del af den krop, jeg ellers burde være noget så stolt af, stødende og provokerende, som jeg altid har ønsket mig at være, men aldrig har turet.

Bedsteforældre skal altid slæbe deres børnebørn, påhæng, med, en glimrende undskyldning for noget kvalitetstid, og ligeså at tvinge mig til at udskyde lysten efter at drikke hjernen ud.

Kristen kan jeg tydeligt forstå på mig selv, det bliver jeg vist ikke foreløbigt, selvom du ville ønske anderledes.

Væsken er kold, når den siver ned gennem halsen. Det svier, som halsbrand, men det er en smerte jeg kan lide, en smerte jeg har fortjent.

Jeg tager mig selv i at smile. For første gang på længe peger mine mundvige ikke nedad.

Brødet er derimod tørt, det knaser, men kradser også let på tungen, og jeg vil ønske, at jeg havde gemt bare lidt saft. Det er svært at synke, jeg føler, at det er skår, jeg har med at gøre. Der bliver revet op i de indre mén. Jesus har nok aldrig været det man ville kalde gourmet mad. Jeg vil endda foretrække tofu frem for hans legeme.

Et stykke har sat sig fast bag en af mine kindtænder, ligesom Digestive kiks almindeligvis gør. Jeg prøver, på min egen diskrete maner, at få stykket løs med tungen og pegefingeren i ny og næ, når opmærksomheden ikke er draget mod mig. Som altid er mit held ganske ufortræffeligt.

Jeg ved ikke lige hvornår, at jeg skal forvente, at min sjæl bliver renset. Kan et ringe måltid virkelig gøre mig den tjeneste? Hvad mon så Hansens Bøfhus kan gøre? Jeg tror, at jeg er for forhåbningsfuld, godtroende. Man kan ikke spise sin skyld væk, selvom det ville være dejligt og ikke mindst umådeligt let. Jeg er simpelthen stupid og bilder mig selv det bedste ind for at opnå placeboeffekten. 
Mon det i det hele taget føles ligesom tarmskylning at få renset sin sjæl, blot foruden slange, ydmygelsen og blottede balder, eller vil det virke vantro med sådan en sammenligning? 
Jeg undrer mig for meget, spekulerer for tit. Hvis bare jeg kunne tilpasse mig som resten, være i mængden foruden at vække opsigt. 

En vag fornemmelse slår mig, der er noget jeg har glemt.

Jeg tager mig til hovedet, stopper tankemyldren og samler mit fokus. Det er noget, der vedrører dig, noget der påstås at skulle kunne hjælpe mig.

Jeg er ikke gået ind til det helt frivilligt, langt fra egentlig, men jeg gør det, for at få de andre til at indse, at der ikke er noget, der er galt. Ingen ved, hvad der i virkeligheden er hændt, hvis noget overhovedet er det.
Lad vær med at døm mig.

Jeg rejser mig op, mens præsten laver korsetstegn, går ned gennem salen og ud gennem porten, der adskiller min og Guds verden fra hinanden.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...