Hearts On Fire - One Direction (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2014
  • Opdateret: 5 jul. 2014
  • Status: Igang
Vi mennesker forelsker os, når vi mindst venter det. Dette sker for Louis Tomlinson. Han forelsker sig ved første blik i pigen, Audrey. Men vil hans brændende kærlighed til hende blive ved? Vil det eventyr, som Louis håber på blive til virkelighed? Men i eventyr går historien fra "Der var engang" til "lykkelige til deres dages ende." Men i virkeligheden går historien fra: "Lykkelige til deres dages ende." til "Der var engang."

16Likes
0Kommentarer
494Visninger
AA

2. | One Shot |


Jeg vidste ikke, hvor mange genstande jeg havde indtaget i løbet af aftenen. Jeg vidste ikke helt præcist, hvor jeg befandt mig henne i byens gader. Alt jeg vidste, var at jeg var på en natklub, men hvilken? Det lå langt væk i min hukommelse, som på daværende tidspunkt var under en mildere svækkelse grundet af den store mængde af alkohol i min krop.

Jeg mente, at det var en fredag aften, eller også var det en lørdag; jeg huskede ikke meget fra den aften, men jeg huskede hende. Hvordan kunne jeg glemme hende? Selvom her var mange mennesker, så var det som om, at her ikke var andre end hende, da hun bevægede sig over mod baren i takt til musikkens bas. Bevægelsen fra hendes hofter var nærmeste flydende, og hendes balance i de sorte stilletter fik hendes ben til at fremhæve hendes slanke figur. Det mørkblonde hår hang løst omkring hendes smalle skuldre, og smilet om hendes læber var ikke stort, men det var der. Hendes læber havde en lys rosa farve, som fremhævede de lettere fyldige læber. Jeg var ikke tæt nok på til at kunne se hendes øjne, men fra den afstand, som jeg befandt mig på, var jeg overbevist om, at de ville være som de klareste krystaller.

Hvordan jeg pludselig følte mig så draget af hende, var jeg ikke klar over. Var det alkoholens effekt mig, eller var det noget helt andet? Jeg vidste det ikke, men jeg vidste, at der kun var én måde, hvorpå at finde ud af det på. Hver gang hun bevægede sig til musikkens rytme, blev det svære for mig at trække vejret og modstå trangen til at gå over til hende, og det mest mærkelige af det hele var, at jeg havde fornemmelsen af, at hun godt vidste det. Hun vidste, at jeg godt kunne lide, hvad jeg så, og det var som om, at hun vidste, at jeg godt kunne lide den tiltrækningseffekt, som hun havde på mig.

Jeg slog ubevidst ud med min hånd, da jeg mærkede det bløde stof fra Harrys mørke skjorte. Langsomt vendte jeg min opmærksomhed mod ham, da han råbte et eller andet til mig, som jeg aldrig fik sat sammen til ord.

”Hvem er hun?”

”Hvem?”

”Hende…”

Jeg pegede i retningen af den slanke pige, som bevægede sig op mod baren. Jeg vidste ikke, om jeg var særlig diskret idet, at jeg prøvede at vise Harry skønheden, som lige var trådt ind i rummet. Hende som havde taget pusten fra mig et øjeblik, stoppet mine tanker og frarøvet mig min høflighed, da jeg tog mig selv i at stirre og pege fingre efter hende.

”Jeg henter lige en drink mere”

Mere sagde jeg ikke, jeg vendte mig ikke engang rundt for at vente på et svar fra Harry. Jeg gjorde det bare. Mine ben under mig var som gummi, og underlaget under mig var som dybt sand. I en kejtet bevægelse greb jeg ud efter en stolpe på dansegulvet, for at genvinde min balance og fokus. Jeg måtte snakke med hende, og om det måtte koste mig en drink eller fem; jeg var ligeglad. Det var som om, at min krop var en masse af metal, som blot blev trukket i retningen af hende. Hun var som en magnet. 

Jeg havde ingen jordisk chance for at stoppe mig selv, da mine ben bevægede sig de sidste par skridt hen ved siden af hende oppe i baren. Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne gøre noget galt, alt jeg bare manglede, var at åbne min mund og sige et eller andet. Bare et eller andet. Jeg ville så gerne snakke med hende, finde ud af om hun var ligeså skøn, som hun udgav sig for at være. Jeg mærkede noget ujævnt under min ene fod, og kort efter en massiv smerte mod min pande, som fik mig til at per refleks at tage min hånd op til mit ansigt.

”Er du okay?”

”Ja, jeg ville bare gøre min entre.”

Jeg kunne have sagt noget så meget mere tiltalende og flirtende end: ’Ja, jeg ville bare gøre min entre’. Flot Louis. Jeg kunne have sagt, som lød meget mere charmerende og smigrende. Men nej. Jeg fjernede tøvende hånden fra mit ansigt, og den svidende og brændende fornemmelse mod min pande forsvandt, da jeg mødte et par gråblå øjne, som var omkranset af lange sorte øjenvipper, som ikke bar mere mascara, end man kunne se farven fra vipperne. Jeg følte, at jeg havde mistet vejret, da hun slog en lys latter op, den var ikke voldsom, men nærmere et fnis, måske. Jeg var ikke sikker, jeg lagde ikke mærke til det. Jeg var betaget af hendes øjne, hendes smil med de kridhvide tænder, som sad som på en perlerække bag hendes læber.

”Ja, det var noget af en entre, må jeg sige.”

”Det er mit kendetegn - forresten så hedder jeg Louis,”

”Audrey”

”Audrey, må jeg byde dig på en drink?”

”Det kan jeg vidst ikke sige nej til, Louis.” 

 

x x x

 

Hun var perfekt, lidt ligesom den bedste ferie, som man nogensinde havde været på. Jeg vidste godt, at jeg ikke engang tænkte 50 % klart i det øjeblik, men det var det mest perfekte, som jeg kunne sammenligne hende med, hvis jeg overhovedet kunne tillade mig at sammenligne hende med noget. Jeg vidste ikke, hvordan det hele på magiskvis havde båret sig sådan ad, at vi tilbragte næsten hele aftenen sammen. Vi talte om alt og intet, for det meste useriøse sager, som i form af hvem jeg var kommet her sammen med. Jeg kunne ikke svare hende på det spørgsmål, for dumt som det lød, så kunne jeg ikke huske det. Alkoholen havde svækket den del af min hukommelse.

”Louis, jeg må hjem nu. Jeg har virkelig hygget mig i dit selskab, og tak for drinksene.”

Drinksene? Gav jeg dem? Og vent lige lidt, tog hun hjem nu? Det var ligesom om, at jeg var blevet slået i hovedet med en stegepande, da hun rejste sig op fra bordet, som vi på mystikvis sad ved. Hvordan kunne jeg få hende til at blive lidt længere, uden at indrømme at jeg nød hendes selskab mere, end hvad jeg ville indrømme overfor mig selv?

”Jeg tænkte på, om jeg må få dit nummer? Måske vi kunne fortsætte samtalen over en middag en dag?”

”Undskyld, men jeg har ikke nogen telefon.”

Nogen måtte slå mig i hovedet igen med den stegepande. Hvad sagde hun lige? Havde hun ikke en telefon, eller var det bare en dårlig undskyldning, for ikke at se mig igen? Jeg var ikke i stand til at tænke mere i detaljerne, da jeg roligt greb hendes arm, og stillede mig op ved siden af hende.

”Men inden du går, så skal du vide, at alle fyrene her vil have dig med hjem i aften, og jeg er ikke tryg ved at lade dig gå hjem alene.”

”Godt forsøgt, men jeg kan godt klare mig selv.”

”Okay så, men du kan ikke ringe til nogen efter hjælp, hvis du bliver overfaldet.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg havde lagt mærke til at samtlige fyre på natklubben havde sendt lange blikke efter Audrey i aften, og jeg var mere end glad for, at jeg var fyren, som hun valgte at bruge sin tid med. Måske havde jeg gjort hende utilpas ved tanken om at blive overfaldet på vejen hjem, ellers var det her en underlig måde at afpresse hende på til at give mig sit nummer? Jeg var ikke selv klar over det, og jeg forstod det heller ikke selv. Men jeg elskede dét hun havde over sig, men hun skubbede mig ud over kanten, hvor jeg måtte redde mig selv, og dette var nok blot bare et ynkeligt forsøg.

”Altså jeg kunne følge dig hjem, men du virker til at kunne klare det selv.”

Måske var det lidt for flabet sagt, måske ret dumt sagt, men måske var det også det rigtige at sige i situationen? Jeg ville et eller andet sted heller ikke have hende til at give op, for jeg kunne godt lide det, som hun gjorde. Jeg ville ikke have hende til at stoppe hendes lidt mystiske men samtidig uskyldige adfærd. Jeg trak uden videre på skulderen med et venligt smil, som måske virkede mere flabet for hende i dette øjeblik, inden jeg trådte væk fra hende, og vendte rundt på hælen for at tage de første par skridt i retningen væk fra hende, da jeg hørte hendes lyse stemme.

”Vent!”

”Ja?”

”Måske var det en god idé ikke at gå alene i aften,”

Jeg kunne ikke holde et triumferende smil væk fra mine læber, da jeg vendte mig rundt, for at lade mit blik falde på Audrey igen. Hun trak sin skuldertaske længere op over hendes skulder, da hun så på mig med et blik, som udstrålede en svag ydmyghed, men også irritation. Det irriterede hende, at jeg kunne sætte hende i sådan en situation for denne, hvor hun behøvede mig. Mit blik fokuserede skarpt på hende, da hun tog de sidste skridt hen til mig, og jeg sværgede, at jeg kunne nærmest smage duften af hendes parfume, og jeg følte mig så tryllebundet af hende, at jeg umuligt kunne slippe væk.

Det var alligevel bemærkelsesværdig, at jeg kunne føle sådan fysisk, for en person som jeg dårligt nok kendte. Jeg kendte kun hendes navn, jeg kendte ganske lidt til hende. Det eneste som jeg vidste om hende, var at hun boede i den vestlige del af London. Men behøvede jeg at vide mere lige nu? 

 

x x x

 

Jeg var glad for, at jeg kunne følge Audrey hjem. Men det var mere blot en dårlig undskyldning for ikke at tage afsked med hende. Jeg havde ikke lyst til at slippe hende ud af syne, for hvem vidste om, jeg nogensinde ville få hende at se igen? Hun stoppede op ved en mindre trappe, som førte op til stor hvid dør. Som jeg stod, og betragtede hende foran den hvide dør, gik det op for mig, at alkoholens virkning på mig var stærkt aftaget. Var det også en effekt, som hun havde på mig? At hun fik mig til at tænke mere klart?

”Hvad kigger du på?”

”Det er bare virkelig en pæn dør.”

Jeg kunne se, hvordan grinet formede sig på hendes læber, da hun skilte dem ad, og de hvide tænder kom til syne bag hendes lyserosa overlæbe. Hun havde et vidunderligt grin, det var ligesom det smukkeste klokkespil i mine øre. Audreys grin smittede af på mig, hvordan kunne jeg ikke grine med? For hendes grin fik en følelse af glæde til at sprede sig rundt i min krop, hvilket også gjorde, at jeg tog chancen, og tog trappetrinene i få hop, før jeg stod ved siden af hende, og hendes grin holdte op. Men det blev erstattet med noget, som var langt bedre. Det var følelsen af silke mod mine læber. Følelsen af en behagelig varme, som spredte sig fra mit hjerte og ud i hele min krop. En bølge af energi som skød op fra min mave, som kildede på en behagelig måde, og fik hårene på mine arme til at rejse sig.

De lyserosa læber var lige så fantastiske, som jeg havde forestillet mig. De var forsigtige - næsten ømme, men stadig energisk. Kysset var ubeskriveligt, magisk. Men hun trak sig væk, før at jeg nåede at forstå, hvad der skete.

”Jeg bliver nødt til at gå op.”

”Vent! Har du en kuglepen?”

Jeg kunne slet ikke tænke klart i øjeblikket, hvilket fik smilet om hendes læber til at vokse, og i takt gjorde mine. Hun stak sin ene hånd ned i hendes lille skuldertaske, og fiskede en kuglepen op. Jeg vidste godt, hvor dumt det måtte have lydt, da jeg nærmest desperat spurgte efter en kuglepen; men jeg ville ikke tage afsked med hende. Jeg ville have muligheden for at se hende igen, jeg havde lyst til at se hende igen. Derfor tog jeg forsigtigt fat i hendes spinkle hånd, og gjorde tegn med kuglepennen i min anden hånd, om tilladelse til at skrive på overfladen af hendes hånd. Hun nikkede med et fnis, og med min kejtet håndskrift skrev jeg forsigtigt mit mobilnummer ned på overfladen af hendes hånd før, at jeg rakte hende kuglepennen igen.

”Behold den som en slags souvenir.”

”Tak. Hvis du kan låne dig frem til en telefon, så har du mit nummer, hvis det skulle friste. Du kan beholde den, som en slags souvenir.”

Hun slog en kort latter op, som næsten gav mig gåsehud, og mere så jeg ikke til hende, før hun forsvandt ind gennem den hvide dør. Jeg vidste ikke, om jeg ville komme til at se hende igen? Måske ville hun gå ud og vaske kuglepennen af sin hånd med det samme, og jeg ville aldrig høre fra hende igen. Tanken var skræmmende - næsten uudholdelig. Jeg var faldet hårdere for hende, end hvad jeg troede, var muligt, når man knapt nok kendte hinanden. Jeg havde ingen intentioner om at score en pige i aften, da jeg tog hjemmefra sammen med Harry. Jeg havde ingen intentioner om at forelske mig på nogle måder.  Jeg var ikke særlig god til den slags med følelser, jeg var nærmest som en sten. Kold og hård. Jeg holdte af de mennesker, som jeg havde omkring mig, men jeg havde svært ved at give min fulde kærlighed til én person. Det var bare som om, at det ikke lå i min natur at gøre sådan.

Som jeg slentrede hjem gennem natten til min lejlighed, gik det op for mig, at jeg havde lysten til at give mig 100 % til Audrey, hvis hun nogensinde ville se mig igen. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, at jeg havde det sådan. Jeg var draget af hende, måden hvorpå hun opførte sig, den lidt mystiske side af hende, hendes smukke ydre og glimtet i hendes øjne. Den måde som hun formåede at fange min opmærksomhed, når hun blottede lidt af sin personlige baggrund. Det gav mig lyst til at vide mere, om hende, om fremtiden – om os?

 

x x x

 

Lyden fra min kimende telefon fik mig til at flyve op fra min sofa. Jeg havde lagt der hele dagen, blot stenet nogle forskellige tv-serier. Jeg havde ferie nu, ingen stress, turné, interviews, photoshoots – intet. Inderst inde frygtede jeg nok, at det var noget omkring arbejdet, men da jeg så på skærmen på min telefon, var det et hemmeligt nummer, som ønskede at få fat på mig.

”Det er Louis.”

”Hej Louis, det er Audrey. Undskyld, at jeg ikke har kunnet få fat i en telefon noget før.”

”Jeg var faktisk begyndt at frygte, at du havde vasket kuglepennen af din hånd.”

”Overhovedet ikke! Jeg tænkte på, om jeg måtte komme over i dag?”

”S-selvfølgelig!”

Med en svimlende høj puls og talebesvær fik jeg fortalt hende min adresse, inden at jeg afsluttede opkaldet. Jeg måtte synke en gang, for at rumme følelsen i min krop. Der var gået to uger siden, at jeg havde mødt Audrey. Jeg havde vovet over min mobiltelefon i håb om, at hun ville ringe til mig, men intet skete. Jeg var efterhånden begyndt at fortælle mig selv, at hun havde brændt mig af, at hun nok ikke havde det på samme måde som jeg. Jeg var begyndt at se frem igen. Men hvorfor ringede hun først til mig nu? Og hvad mente hun egentlig med, at hun ikke har kunnet få fat på en telefon noget før? Så det var altså sandt, at hun ingen telefon havde; det måtte det være, det kunne ikke være andet, hvorfor skulle hun lyve om det?

Et ordensmenneske havde jeg aldrig været, og det ville jeg nok heller aldrig blive, men min lejlighed blev alligevel rengjort. Gulvet blev ryddet, så der kunne støvsuges. Jeg havde ikke rørt min støvsuger i, hvad der føltes som uger – måske måneder. Siden jeg havde mødt Audrey har jeg ikke følt, at jeg har været helt mig selv. Jeg har været ved siden af mig selv, som om at jeg har været et andet sted, end hvor jeg egentlig skulle være. Mine tanker har ikke kunnet tænke på andet end hende. Jeg havde brugt alt min tid på at tænke på hende, og jeg var ikke selv klar over det, men jeg var faldet for hende, faldet for hende hurtigere, end hvad jeg troede, var muligt. Hvordan kunne jeg være så tryllebundet af hende, hun var ikke anderledes end andre; eller jo det var hun. Var det hendes mystiske side, hendes rolige og smilende ydre, som fangede mig? Jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad der var med hende. Men der var noget.

Solen var så småt ved at forsvinde fra himlen, da det bankede på min dør, og jeg var klar over, at det kun kunne være Audrey. Hvem ellers? Mine ben kunne næsten ikke bevæge sig hen til døren i bare nervøsitet for at se hende igen. Var hun lige sådan, som jeg huskede hende? Var hun lige så smuk og grinende, som billederne af hende i mit hoved? Før jeg vidste af det, havde jeg hånden omkring dørhåndtaget til min lejlighed, og i en hurtig bevægelse åbnede jeg døren op, og dér stod hun. 

 

x x x

 

Det var ikke det sidste, som jeg så til Audrey. Jeg kom egentlig til at se mere til Audrey, end hvad jeg nogensinde havde forestillet mig. Det gik op for mig, at jo mere jeg så til hende, jo hårdere faldt jeg for hende. Vi brugte timer sammen, og jeg åbnede mig op for hende. Jeg tog chancen, og gav mig hundrede procent til hende, jeg fortalte hende, hvor hårdt jeg var faldet for hende. Jeg tøvede aldrig med at fortælle hende, hvor smuk hun var, når hun kom ud fra badeværelset iført en slidt badekåbe af min, mens resterne af hendes mascara sad under hendes øjne.

Som tiden gik, blev hun en større og større del af mit liv, og jeg blev mere og mere inddraget i hendes. Hun fortalte mig aldrig direkte, at jeg betød ligeså meget for hende, som hun betød for mig; men jeg kunne fornemme det. Måden hun opførte sig på i mit selskab udviklede sig kun positivt, og jeg blev mere og mere tryllebundet af hende. Jeg købte hende en telefon, så vi kunne kontakte hinanden, jeg betalte endda hendes telefonregninger. Det betød ingenting for mig, for det var for mig et lille beløb, hvorimod hendes økonomi slet ikke rakte så langt. Jeg tog hende ind under mine vinger, jeg sørgede for, at hun havde alt det, som hun havde behov for, da jeg kun ønskede hende det bedste. Jeg ville ikke se hende sulte, fordi hun ingen penge havde. Hun var som en hule, hun så måske ikke ud af så meget, men jeg vidste, at hun inderst inde indeholdte krystaller og diamanter, man skulle blot grave dybt med en hvis tålmodighed.

Jeg så hende nærmest som min egen dyrebare skat. Ingen skulle pille hende fra hinanden eller gøre hende fortræd. Det skar som knive i mit hjerte hver gang at hun græd. Jeg hadet at se hende ulykkelig. Jeg fortalte hende altid, at det hele nok skulle gå, når hun græd mod min skulder. Jeg forsikrede hende altid om, at selv i hendes mørkeste tid, så ville jeg stå bag hendes ryg, og hjælpe hende.

”Louis?”

”Ja?”

”Uanset hvad der sker, så vil jeg altid være her for dig. Ligesom du har været for mig.”

Jeg knugede hendes ord til mig, til mit hjerte, og holdt dem ved mit hjerte. Hvor meget jeg end ønskede, at disse ord var sande, så blev jeg ramt af virkeligheden som en sten. En dag holdte hun op med at kontakte mig, og jeg troede for en stund, at hun blot manglede lidt plads, men timer blev til dage, og dage blev til uger. Hun var nærmest forsvundet fra jordens overflade, og jeg gjorde al verdens forsøg på at finde hende, men det var som om, at hun aldrig havde eksisteret. Billederne af hende på min telefon var pludselig væk, hendes lejlighed var tom, og pengene for hendes telefon og telefonregninger var tilbagebetalt på min konto.

Jeg forstod ikke, hvorfor eller hvad der skete. Hvordan kunne hun forsvinde så hurtigt ud af mit liv, som jeg var faldet for hende? Jeg manglede hende, og jeg savnede hende. Jeg savnede smagen af et sødere liv sammen med hende. Jeg savnede vores uendelige samtaler, som varede til langt ud på natten. Et eller andet sted, så troede jeg, at det som jeg havde med Audrey, havde det hele, at vi ikke manglede noget i vores forhold.  Sammen tegnede vi vejen til et bedre sted, men jeg ubevidst var jeg kommet på et sidespor, som skilte os fra hinanden. Havde jeg vidst, at vi var på vej væk fra hinanden, ville jeg have gjort alt for, at hun var blevet hos mig.

Som det gik mere og mere op for mig, at hun ikke ville komme tilbage, faldt jeg dybere og dybere ned i et sort hul. Hun sagde, at hun ville være her for mig, ligesom at jeg havde været her for hende, selv i de mørkeste tider i hendes liv. Men hvor var hun nu, hvor jeg havde det værst? Når jeg lå på mine knæ, og det eneste som kunne få mig op igen, var hende? Jeg vidste, at livet havde efterladt mig såret og ødelagt, og den fremtid som jeg havde håbet på, brændte nu i tusinde flammer. De drømme som jeg holdte så tæt, mistede deres mening, og jeg var faktisk i tvivl om, at jeg nogensinde ville finde en heling af mig selv igen.

Jeg hørte hendes stemme, når jeg sjældne gange sov. Den hjemsøgte mig, og det var nok grunden til, at jeg holdte mig vågen så længe, at jeg kunne. For lyden af hendes stemme gjorde det sværere for mig at komme over hende. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg aldrig ville komme mig over hende. Jeg var stadig tryllebundet af hende, også selvom hun var forsvundet på denne måde. Mit hjerte brændte stadig for hende.

Men jeg vidste, at kærlighed gjorde ondt, det brændte mig op. Det var hårdt, uudholdelig. Men kærlighed var den eneste ting, som holdte os i live. Men vores kærlighed var som et fotografi, det var personlig og betydningsfuld. Det var minder, som Audrey og jeg selv skabte. Jeg gik inderst inde med tanken og håbet om, at hun havde et billede af mig i indersiden af sin slidte lomme, så hun havde mig sig overalt, og hvad end hun gik igennem af forfærdelige ting. Jeg ønskede på en måde at være med hende, når jeg ikke kunne trække hende ind til mig, og beskytte hende som jeg ville have gjort, hvis hun stadig var hos mig. Jeg ønskede, at hun ville være tryg, hvor end hun befandt sig henne i verdenen.

Jeg var aldrig vred på Audrey, for at have truffet et valg om at stikke af. For jeg vidste, at kærlighed kunne hele mig igen, og på en måde blev det lettere, når jeg huskede på hende. Jeg huskede på en sætning, som hun fortalte mig engang. ”Kun ord kan såre.” Hun sagde aldrig noget til mig, som kunne såre mig, så det havde aldrig været hendes hensigt at såre mig. Måske det var grunden til, at jeg længe efter bruddet med Audrey kom videre.

Jeg kendte aldrig til årsagen, hvorfor Audrey forsvandt, men jeg var overbevist om, at det var et valg, som hun selv havde truffet. Måske havde hun ikke brug for mig længere i sit liv? Men jeg vidste, at hvis jeg nogensinde ville få hende at se igen, så ville det være den dag i mit liv, hvor jeg vil kunne se op udover horisonten, og se solen rejse stå op på ny. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...