Wolf Strike! {2}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 15 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg vil gøre alt for at rede min eneste ene.
Ham - den jeg elsker.
Den jeg er sammen med.
Den der hjælper mig op, når jeg ikke kan bunde.
Og den jeg er nød til at beskytte."

- Celina prøver stadigvæk at komme nærmere på drengen Alex, da hun finder ud af at han har en hemmelighed.
Hun finder dog også ud af at hun er lidt for afhængig af ham.

- Alex og Celina, har oplevet mange gode minder sammen, og der vil komme flere og flere.

- Læs den sidste Wolf Strike her!

3Likes
1Kommentarer
694Visninger
AA

2. No Words, Can Tell You!

 

 

 

 

 

 

 

 


 

                                                                        Alex

 

 

​En stor grå ulv, væltede ud foran mig.

Hvad skete der her!? Levede jeg i en mærkelig verden!? Jeg havde intet at skjule for Alex. Overhoved! Ingen ord, kan nogen sinde forklare hvad der skete.

Alex bøjede sit hoved ned, stille.

Jeg tøvede lidt, og så på ham.

"Alex, jeg vidste ikke du havde det sådan. Du må virkelig undskylde?! Jeg skulle aldrig have plaget dig!" Sagde jeg hurtigt, prøvede at trække alle mine ord fra før, tilbage.

​"Ja, du burde virkelig undskylde" Sagde han med et lille grin.

Det her.. Var bare.. Det særeste i hele mit liv.

 

Var min elskede den samme skabning som jeg? Det her kan jeg ikke forklare.

Det her burde være vores hemmelighed.

Alex havde det som mig!? Det var jo helt vanvittigt?!

 

 

                                                                                             *

 

 

- Vi var tavse i noget tid. Det generet mig.

Akavet.

Men så afbrød Alex, alle mine tanker.

"Jeg forstår hvordan du har det. Jeg har forstået det lige siden det skete." Sagde Alex, og kiggede ud på skovens fantastiske skabninger. Vinden peb i blade og grene. En dejlig susen.

"Jeg havde altid troet på mit håb, at der ville være en så smuk en skabning som dig. Der lignede mig." Sagde Alex. 

- Det var smukt, det Alex sad og sagde. Jeg havde intet fortjent, af alle de ord han sagde.

"Jeg fortjener, intet af det du lige opremset. Jeg har været dum. Plaget dig til at komme ud med din hemmelighed, det var dumt.

Og jeg fortryder. Jeg vil have det dårligt med mig selv resten af mit liv." Sagde jeg trist. Kiggede bare ned i jorden.

"Hør, det er ok? Jeg er bare dårlig til at udtrykke følelser. Jeg er pænt flov over det."

Alex peb lidt.

"Du har intet at være flov over! Hvis nogle skal være flove er det mig!? Jeg har plaget og plaget. Jeg bliver pint, af det hele mit liv?!" Sagde jeg med skinger tone. Jeg var så ked af alle mine store fejl, og ville ønske at jeg kunne tage det tilbage! 

Jeg skævede lidt til nogle træer der, vippede af alt den vind, der angreb dens krone.

"Hvis du bliver pint af det resten af dit liv, er der ingen begrænsninger. Hør, ulve har en pæn lang levetid. Du kan ikke have smerte resten af dit liv. Hvad kan jeg gøre for at gøre det godt igen?" Sagde Alex smilende.

Han ønskede blot det bedste for mig, hvor derimod jeg havde været en stor taber.

"Dig? Du skal intet gøre. Jeg burde gøre noget imod mine egne fejl, Alex." Sagde jeg. "Du har intet gjordt, andet en at være en fantastisk person?!" Jublede jeg næsten.

Og så sank jeg ned igen.

"Der er intet, at være ked af over nu. Nu ved du sandheden. Jeg ved din hemmelighed, du ved min? Nu kan vi leve videre?" Sagde Alex, og kyssede mig hurtig på kinden.

Jeg smilede lidt.

Men tankerne forhindrede mig i at kunne nyde hvert eneste øjeblik med den skønne Alex.

Jeg kunne ikke undskylde mere, det ville bare gøre ham ireterret.

Jeg ville presse mig selv til at glemme mine egne STORE fejl.

Jeg skævede ned i den fugtige jord.

Og så begyndte det at styrt regne. "Hmf." Udbrød jeg. En lille tale fejl.

Jeg ved ikke hvad jeg sagde, og hvad jeg gjorde. Jeg dummede mig bare hvert eneste mili sekund jeg levede i.

 

- "Skal jeg følge dig tilbage?" Spurgte Alex, sødt.

"Du ved da ikke hvor je.." Og så tænkte jeg mig en ekstra gang om. Igen igen, igen.

Han vidste jo hvor jeg "holdte mig til" man kan jo ikke sige bor. 

Jeg har jo ikke plantet mig i en skov.

Men det var jo stadigvæk mit hjem. Der hvor jeg overlevede.

"Jo tak, Alex" Min stemme rystede lidt.

Jeg kunne mærke jeg begyndte at fryse, med al den regn der sivede ned fra de høje kroner, ned på mig.

 

"Lad os løbe tilbage!" Tilføjede Alex.

Enelig det jeg havde ønsket mig. At løbe sammen med den bedste person/ulv, i hele universet.

(I ulve-skikkelse) 

"Yeah!" Begyndte jeg.

Og så kom mine sedvandlige rystelser, helt inde fra hjertet af.

Og så var jeg der, en ulv. Ligesom Alex. Jeg var glad. Glad for at vide sandheden om Alex, glad for at kunne vise mig som den jeg er. For an den jeg elsker.

Og så løb vi.

Jeg kunne høre vores poter ramte jorden. Næsten på samme tid.

Jeg skulle jo også tilbage til Max, og hele min kobbel igen, efter en lang tur.

 

- Det er overhoved ikke hårdt at løbe i ulve-skikkelse! Okay, måske overdriver jeg lidt.

Jo, det "kan" være lidt hårdt, men så er det nemmere at komonikere, med Alex imens vi traver afsted.

"Jamen, hvor bor du så?" Spurgte jeg nysgerigt.

Enlig havde jeg set hans hus. Men gavide om det var falsk? Eller en nødplan.

"Skoven.." Svarede han. Det lød som om han havde det dårligt over noget.

"Hvad er der galt?" Spurgte jeg, stille.

"Jo altså, det hus jeg viste dig var ikke mit, det var min gamle venindes hus. Jeg har en nødplan der henne." Han tøvede lidt. Og grinede lidt for sig selv.

Jeg kiggede på Alex, imens han løb. Han var så fantastisk.

Ingen kan forklare med ord, hvordan han er. Jo, et ord.

Han var *Ubeskrivelig* !!

- Da vi nået hen til min store kobbel, kiggede alle med store øjne.

"Det er så drengen!" Sagde jeg stolt.

Intet svar.

"Ja, jeg troede han var tygge-gummi afhængig, eller en panda. Men nej.

Han er den samme fantastiske skabning som os!" Sagde jeg stolt.

Ingen reagerede.

Alex måtte have følt pres, og stres når ingen tog imod ham.

"Du må undskylde, min gode mand." Udbrød Max hurtigt.

Max gik stille hen til Alex, der stod tæt ved mig.

De snusede til hinanden, og så gik Max derefter et skridt bagud.

"Du er velkommen, til at holde dig til, i vores store kobbel!" Sagde Max.

Jeg ved ikke hvordan han ligepludselig kom var at være mundlam, og så strålende glad.

"Jo ser du, vi kunne godt mangle en til!" Sagde Max.

 

- Havde han nu også voldsomme humørsvingninger jeg ikke kendte til?

- Det her var latterligt.

"Hm, jo. Jeg har ikke rigtig familie. Ikke nogle der rigtig.." Alex stoppede op. Og tøvede lidt på hans mange ord. "Ikke rigtig nogle der mangler mig." Sagde jeg så tilsidst.

Jeg sank mit hoved, for at afmærke, at det var synd for ham.

Alle sank stille hurtigt deres hoved.

"Men tak for jeres søde, velkomst! Det betyder en del!" Begyndte Alex.

Jeg kiggede hurtigt på ham. Smilede indvendigt. 

Det her var det bedste i hele mit liv.

 

- ingen kunne nogen sinde, forklare hvor glad jeg var.

​Jeg haves fået mine elskede.

Okay, med lidt undtagelser. Jeg presset ham, og jeg glemmer det aldrig.

Og at han blev en del af vores kobbel, det betød alt.

Han var en del af mig, og os.

Jeg var stolt.

Jeg var glad.

Glad for at have en stærk en, på min side. Ikke fordi min kobbel ikke hjalp.

Men de var en stor støtte for mig, at kunne blive redet op fra det sorte dyb, flere kilometer, nede på havets bund.

En helt, der hjalp.

Ham.

Hans hår?

Ulven.

Den han er!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...