Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
1040Visninger
AA

5. Retfærdighedens kys (Gul/rød)

(Indeholder stærke kærligheds scener)

 

Vinden rev blidt i mit hår. Den førte den milde lugt af salt med sig fra havet, hvis bølger slog mod klipperne for foden af den stejle skrænt. En tåre gled langsomt ned ad min kind. Familien og vennerne var så småt ved at forsvinde. Kirsebærtræernes lyserøde blade faldt som pink sne over graven. Ordene stod indgraveret med svungne sølvbogstaver: Her hviler Soya Amomiko, elsket hustru og mor. Født: 1986, død: 2000. Vinden rev min hat af, og fik mine brune krøller til at hvirvle omkring mit ansigt.

 

Det er fjorten år siden. Jeg er tyve år gammel nu, og er i praktik som sygeplejerske. Hver dag tænker jeg på min mor, på hvordan hun døde.

   Hun var pædagog, hvis man kan kalde det det. Hun passede børn der var psykisk ustabile, bland andet en skizofren elleveårig dreng. Min far har boet i Frankrig siden før jeg blev født, så jeg boede alene med min mor. Da jeg en dag kom hjem fra skole, var det for sent. Han sad bare der i stuen, og blev ved og ved med at stikke hende, selvom hun for længst var død. Politiet hentede både ham og mig. Efter begravelsen flyttede jeg hen til min bedstemor. Da jeg fyldte atten købte jeg en lejlighed for de penge jeg arvede fra min mor. Min far elsker jagt, jeg har en særlig daggert fra ham. Jeg har aldrig brugt den, men jeg får brug for den – når jeg hævner min mor.

   Jeg har opsporet den skizofrene dreng. Jeg vil finde ham – og dræbe ham. Psykologerne sagde, at han ikke kunne gøre for det han gjorde, og at jeg ikke skulle overragere. Men det var ikke dem det gik ud over. Det var mig! Og efter fjorten år bærer jeg ikke længere nag over at han dræbte hende… Men at han grinede af det! Jeg hader ham for det!

   Som sagt, arbejder jeg som praktikant på et sygehus. Jeg prøver at finde flere informationer om drengen. Jeg ved kun at han er 25 år gammel, bor i Tokyo og hedder Nadeho til efternavn.

 

Jeg går ned ad den hvide gang. Lugten af hospitalssprit hænger tungt i luften, men alt er dejlig stille. Der er kun tre personer indlagt på stuen, en af dem med en brækket arm, de to andre er blevet påkørte, men bare rolig, de har det alle sammen godt nu. På bakken i mine hænder står en yoghurt, en juicebrik og tre sesamsmåkager. Jeg går ind til patienten med den brækkede arm. Jeg sætter bakken på et natbord ved siden af sengen og bukker.

   ”Godaften, Mr. Kailong,” siger jeg. ”Hvordan har De det?” Den gamle mand smiler til mig.

   ”Amomiko-san, bare kald mig Kailong-sama.” Jeg smiler og ler lidt. Mr. Kailong er en smule skør. Jeg klapper ham på den rynkede hånd.

   ”Godnat.” Han nikker smilende til ham og går ud på gangen. Jeg står lidt og kigger ud over Tokyo. Tokyo-tårnet blinker et stykke væk fra hospitalet. Videnskabens svar på stjernerne drøner forbi nede på vejene. Jeg retter lidt på uniformens nederdel og hat. Piller lidt ved navneskiltet. Amomiko Yuki, sygeplejerskepraktikant. Jeg sukker og går hen til elevatoren. Jeg når knap nok at trykke på knappen, før dørene åbner. Doktor Kai Fugiko smiler til mig og nikker. Jeg bukker.

   ”Godaften Fugiko-sensei.”

   ”Godaften Amomiko-chan. Har du ikke fri nu?”

   ”Jeg er på vej ned.” Han smiler og går ud af elevatoren. Jeg går ind, og dørene lukkes. Musikken gør mig døsig. Jeg læner mig tilbage mod væggene. Til min overraskelse stopper den allerede på fjerde sal. Jeg slår blikket ned og retter ryggen, så jeg ikke behøver at se på den fremmede der går ind. Da dørene lukkes, bukker han for mig.

   ”Undskyld mig Frøken. Har De fem minutter?” Jeg ser på ham. Det er en ung mand, højst et par år ældre end mig.

   ”Ja, sir.” Jeg møder hans blik, og de nøddebrune øjne glimter til mig. Det irriterer mig at min første opfattelse af ham er ”sexet”. Han smiler bredt.

   ”Skønt! Jeg er journalist for Tokyo Insider. Jeg interviewer forskellige japanere om deres job. Er det okay at jeg stiller Dem et par spørgsmål?” Jeg nikker. ”Dejligt!” Elevatoren stopper, og vi sætter os i to stole i cafeteriet. Han finder en notesblok frem. ”Okay, øh… Først skal jeg have dit navn.”

   ”Yuki Amomiko.” Han skriver det ned på sin blok. Rækker en hånd frem.

   ”Mit navn er Aisan. Amomiko-san. Hvor gammel er d…” Han smiler bredt. ”Bare glemt det. Jeg kan se at du er… Nitten?” Jeg ryster på hovedet. ”Tyve?” Nikker. Han hæver øjenbrynene. ”Waow. Okay… Hvordan påvirker dit arbejde dit familieliv?” Jeg slår blikket ned.

   ”Jeg bor alene. Min far bor i Frankrig, min bedstemor i Kyoto, og min mor er død. Jeg har ingen søskende eller nære slægtninge, så…” Han nikker forstående.

   ”Hvordan døde din mor?” Jeg synker. Jeg hader det emne.

   ”Hun blev myrdet…” Jeg fortæller ham historien. Hans smil forsvinder i takt med at jeg fortæller. Da jeg er færdig, skynder han sig at pakke sine ting sammen. Han rejser sig op og bukker.

   ”Jeg må hellere gå! Jeg skal have sendt det ind inden klokken et i nat. Farvel.” Jeg rejser mig op.

   ”Hov! Vent lige lidt! Du kan da ikke bare gå!” Men han er allerede på vej ud. Jeg skynder mig efter ham. Udenfor begynder han at rode i sin rygsæk. Jeg går hen til ham og griber fat om hans arm. ”Hey!” Han ser kort på mig, og roder videre i tasken.

    ”Nej nej nej!”

   ”Hvad er der galt?”

   ”Min pung, mit sygesikringskort, mit metrokort, det hele er væk!”

   ”Fint, så kan du jo blive her. Hvorfor haster det sådan med at komme væk fra mig?” Han vender sig langsomt mod mig. Hans nervøse blik møder mit.

   ”Jeg tror... at det var mig, der... der dræbte din mor.” Hadet blusser op i mig, men bliver overskyllet med forvirring straks efter. Ham? Men… Ham? Jeg træder lidt tilbage.

   ”Åh… Øhm… Nå men, siden dine ting er blevet stjålet, skal jeg så ikke betale for en taxa?” Han ser forvirret på mig.

   ”Men… Det burde være mig der betalte for dig…” Jeg ryster på hovedet. Selvom han har ret.

   ”Nej nej, bare giv mig din adresse, så finder vi en taxa. Han ser ned.

   ”Faktisk, så har jeg ikke nogen adresse. Den bygning jeg boede i skal rives ned.” Uanset hvor meget jeg så måtte hade ham, så er det ret sørgeligt.

   ”Du kan sove hos mig,” tilbyder jeg. En idé er slået ned i mig.

   ”Tak, men det kan jeg ikke…”

   ”Jo, kom nu.” Jeg smiler bredt til ham, og blinker overdrevent med mine mascara-sorte øjenvipper. Han åbner munden for at protestere, men der kommer ikke en lyd ud. Nervøst kaster han blikke rundt, leder efter en flugtvej. Jeg tager fat om hans håndled, holder måske lidt for godt fast, og trækker ham med hen til min bil. Han river sig løs og ser forvirret på mig.

   "Amomiko-san... Er du på et eller andet?" Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg er kristen. Vend den anden kind til, du ved." Det lyder mere svidende end planlagt. Aisan Nadeho slår blikket ned og ryster på hovedet. Han bukker dybt.

   "Undskyld," siger han oprigtigt. "Jeg har gjort noget utilgiveligt imod dig, og nu tilbyder du mig husly. Jeg kan ikke tage imod det. Undskyld er et ringe ord, men... tror du, at du nogensinde vil kunne tilgive mig?" Nej! Aldrig! MORDER! Du burde rådne op i Helvede!

   "Selvfølgelig," siger jeg lidt for muntert. "Kom nu med. Jeg har plads nok derhjemme." Han ser modvilligt på mig. Jeg forsøger mig med et venligt smil. "Kom."

   Da vi sidder i bilen, er stemningen akavet og stille. Jeg skæver svagt til Nadeho-san. Han sidder ret op og ned og ser ned på sine knæ, han virker meget anspændt. Han har vel ikke luret min plan, har han?

   "Nå..." siger jeg, og prøver at bryde tavsheden med noget, jeg ved vil smerte ham - meget! "Så... Jeg går ud fra at du ikke hører stemmer mere."

   "De holdt op for tre år siden." Jeg nikker.

   "Hvor kom du hen, efter... ja, efter hændelsen?" Han synker en klump, men føler sig åbenbart forpligtiget til at svare.

   "Det... det er en længere historie..." Jeg nikker.

   "Hvad, blev polititransporten overfaldet af nordkoreanere, og I blev alle sammen ført til en arbejdslejr?" spørger jeg hånligt. Til min store rædsel, krymper han sig. Hans ene hånd glider over skulderen. Gennem det hvide stof kan jeg skimte et mørkt mærke. "Ej... Det må du altså undskylde! Jeg ville ikke..."

   "Det er okay." Faktisk var det helt perfekt. At få ham til at lide, ligesom jeg havde lidt alle de nætter, hvor jeg var vågnet med grufulde mareridt om min mors død. "Da de opdagede mit... psykiske problem, sendte de mig hjem til Japan, men... Jeg var der i næsten fire år." Min mund er blevet tør. Jeg finder en vandflaske frem far handskerummet. Det lunkne vand gør godt.

   "Hvis du ikke havde nogen adresse, hvor bor du så for tiden?"

   "Hoteller."

 

Døren går op. Jeg tænder lyset og tager min frakke af. Nadeho-san går forsigtigt ind. Han virker næsten panisk ved at være i min lejlighed. Jeg tager mine sko af og sætter dem henne ved væggen.

   "Føl dig endelig hjemme," for du vil aldrig få et igen. Det sidste tænker jeg selvfølgelig bare, det behøver han ikke at vide, ikke endnu. "Jeg kommer lige om lidt." Jeg går ind på mit soveværelse og låser døren, man kan aldrig være for forsigtig. Jeg tager min uniform af og tager løse bukser og T-shirt på. Jeg ser ud af vinduet. Tokyos lys er meget smukke... Så skynder jeg mig ud til Nadeho-san, som stadig står i entreen. Jeg vinker ham ind. Han har taget sko og jakke af, og ser sig nervøst omkring. "Kom indenfor. Er du sulten?"

   "Nej. Jeg spiste på arbejdet." Et øjeblik stopper jeg op. Den sætning lyder så... malplaceret. Han er morder - han burde ikke kunne få arbejde! Men det er ikke den første tanke, der slår ned i mig. Han lyder som... Min mave bliver hul. Som... en ægtemand?! Jeg ryster det af mig, og tager ham med ind i stuen.

   "Du kan sove på sofaen. Jeg håber, at det vil være tilstrækkeligt." Han bukker igen.

   "Mange tusinde tak. Du er alt for venlig." Sig ikke sådan...

   "Det var da så lidt. Du kan låne et håndklæde og noget rent tøj." Han ser på mig med rynket pande.

   "Rent tøj? Jeg troede ikke at du havde søskende. Eller..."

   "Det er min eks'," siger jeg hurtigt. Jeg slår blikket ned. "Han stak af med en anden pige fra den ene dag til den anden. Han sendte mig et brev fra USA to uger efter, hvori han slog op med mig..." Ubevidst ligger jeg armene om mig selv. Det gør stadig ondt at tænke på. De to uger havde været fulde af frygt og grådkvalte nætter. Pludselig ligger Nadeho-san sin hånd på min skulder. Han ser på mig.

   "Det gør mig ondt," siger han oprigtigt. "Han må have været et stort fjols." Han tøver lidt. "Det er hans spild." Jeg rykker utilpas væk fra Nadeho-san. Jeg går forbi ham.

   "Badeværelse er sidste dør på venstre hånd, du finder det nemt. Der er håndklæder under vasken. Jeg kommer med tøjet om lidt."

   Da bruserens sagte hvislen først lyder, sætter sig mig ind på mig værelse. Jeg tager kniven ned fra hylden over min seng og ser på den. Skulle jeg gøre det i aften? Nej... Jeg vil vente. Han skal først lære mig at kende, lære hvad han gjorde mod mig - og så dræber jeg ham.

   Jeg bestemmer mig for at udføre min plan - altså, lige indtil han kommer ud fra badeværelset. Jeg gisper efter vejret og er ved at gå bagover.

   Han har fået en sort trøje uden ærmer, den er lidt stram, men det er jo heller ikke mit tøjvalg. Bukserne snor sig om hans lange ben. I det samme jeg ser ham med det på, har jeg lyst til at rive det af. Men jeg tror ikke, at han lægger mærke til, at mine øjne stort set er ved at æde hans sexede krop op. Hvorfor blev han journalist, og ikke model?

   "Mange tak for tøjet," siger han og bukker. Jeg kan kun nikke stille, ellers ville min tunge, og mund, sikkert bedrage mig på så mange måder...

   "Ingen årsag," lykkes det mig at fremstamme. Jeg borer neglene ned i madrassen. "Har du ikke andet?"

   "Som sagt, så er alt hvad jeg ejer blevet stjålet... Så, nej."

   "Du kan købe noget i morgen." Han ser uforstående på mig. Jeg rejser mig op. Jeg havde sat mig ind i stuen. "Nadeho-san, du kan bliver her lige så længer du vil. Bare du ikke tager venner med hjem." Han ser ned. Ingen venner?! Okay, så grov ville jeg heller ikke være over for ham, heller ikke selvom det var et uheld.

   "Amomiko-san..." Han smiler bredt til mig. "Mange tak!"

 

Nadeho-san bliver boende i nogle uger. Han er en venlig og hjælpsom gæst, meget betænksom, men han arbejder også meget. Efter to uger indser jeg hvor dum jeg har været - uanset hvor meget jeg hader den skizofrene dreng, der myrdede min mor... så er det ikke Nadeho-san mere. Efter tre uger beder Nadeho-san mig kalde ham Nadeho-kun. Men da han ser mit forskrækkede ansigt, tager han ordene i sig igen.

   Der er gået fem uger. Regnen pisker ned. Jeg løber fra min bil og hen til højhusets indgang. Jeg styrter ind i tørvejr, og i samme øjeblik slår et lyn ned et stykke herfra. Jeg gyser - jeg har aldrig brudt mig om torden og lyn.

   Ved første øjekast ligner alt sig selv. Gangen er som sædvanligt mennesketom. Nadeho-kun blev vist nok hjemme fra arbejde i dag, han havde det dårligt. Lyset i gangen flimrer og går ud. Jeg pruster. Strømsvigt, herligt! Jeg tager i håndtaget. Det går ned, og jeg åbner døren.

   "Så er jeg..." Jeg stivner, da jeg ser entreen.

   En skammel er smadret, det ene ben ligger under spejlet, som er blevet knust og nu reflekterer mit ansigt i cirka tyve forskellige størrelser. Tæppet er krøllet.

   "Nadeho-san?" spørger jeg stille. Jeg smider min taske i hjørnet. Jeg finder min telefon frem, for en sikkerheds skyld trykker jeg på Sound Recorder og putter den ned i min brystlomme. Varsomt går jeg ind i lejligheden. "Nadeho-san? Er du herind..." Et lyn slår ned udenfor de store panoramavinduer. En skygge bliver kastet op på væggen. Den er større end min. En kniv er hævet over mig. Jeg vender mig om og skriger.

   Hans øjne er vanvittige og bange. Han hæver min kniv, den , jeg fik af min far, og skal til at støde. Nadeho-san. Hvad er der dog sket?! Jeg tager en vase fra sofabordet og hamrer den ind i hans hoved. Han ømmer sig, og sænker kniven lige akkurat så meget, at jeg kan smutte forbi ham og ind på mit værelse. Jeg lukker og låser døren. Kort efter begynder han at slå på den. Bange bakker jeg baglæns. Han tager i håndtaget, hårdt og voldsomt. Jeg har set det før - men hvor?

   "Amomiko-san," siger han nærmest bedende. "Vil du ikke nok lukke op? Jeg vil så nødig ødelægge din fine dør." Han lyder som en lille dreng. Selvfølgelig! Jeg slår mig for panden. Hvordan kunne jeg have været så dum?! Den skizofrene dreng var tilbage, stærkere og farligere end nogen sinde.

   "Nadeho-san..." siger jeg stille. "Hvad end du hører, hvem end der siger det... Det passer ikke. Der er ikke nogen stemmer, kun inde i dit hoved." Et øjeblik bliver der stille bag døren.

   "Du lyver!" råber han højt. Så begynder en isnende kold latter. "Du lyver..." Jeg sukker. Er det her min sidste time?

   "Hvad fortalte de dig? Hvorfor vil du slå mig ihjel?" Der er stille i det, der føles som en evighed.

   "For at beskytte dig." Jeg er ved at kvæles i et åndedrag. Bag døren lyder et lille DUMP. "Jorden er så beskidt, fuld af onde og forskruede mennesker. Du er kristen. Gud selv bad mig om at sende dig op til ham. Så du kan være i sikkerhed." Bange står jeg med ryggen op mod væggen. Jeg sukker.

   "Det var ikke Gud. Det var dit hoved. Du er bare bange."

   "For hvad?"

   "Det ved jeg ikke. Men du vil ikke gøre nogen glad ved at dræbe mig. Tværtimod." Der er helt stille et øjeblik. Torden buldrer udenfor, regn slår mod ruden i mit mørke soveværelse. "Hvorfor adlyder du den? Kan du ikke være ligeglad?" En klirren fortæller mig, at han har smidt kniven.

   "Nej," siger han tomt. Hans åndedrag lyder tungt og klart i tomheden. "Jeg elsker dig." Endnu engang er et enkelt åndedrag ved at kvæle mig. Jeg finder støtte ved væggen. Jeg lukker øjnene. da jeg igen åbner dem, er der gået flere minutter. "Undskyld," siger Nadeho-san gennem døren. "Stemmerne er væk nu. Jeg forstår godt, hvis du ikke vil have mig her mere. Jeg går. Farvel." Det tager mig et lille øjeblik at samle mig. Så skynder jeg mig hen til døren og åbner den. Kniven ligger på gulvet. Jeg samler den hurtigt op. En psykisk smerte skærer gennem mig. Jeg tager kniven op.

   "Nadeho-san! Vent!" For sent. Han er ude af lejligheden. Hurtigt gemmer jeg kniven under min pude. Så løber jeg efter Nadeho-san ud i regnen.

   Han går på parkeringspladsen, hurtigt, men han løber ikke.

   "NADEHO-SAN!" råber jeg. Han sænker farten en lille smule, men så sætter han den op. Mine ben bliver drivvåde i løbet af få meter, nederdelen på min uniform går mig kun til lige over knæet. Jeg når frem til ham og griber fat i hans ærme.

   En skud flænger natten. Nadeho-san griber fat om mig. Torden buldrer, som for at sige, at det er den, der giver det højeste brag. Regnen tager til i styrke. Jeg ser op. På en bygning et stykke væk ses en meget svag silhuet. Men den er der. Endnu et skud affyres mod os. Nadeho-san trækker mig til siden. Så løber vi hen imod indgangen. Skud følger vores skridt. Da vi endelig lukker døren bag os, høres kun to skud mere. Så høres kun bragene fra tordenen og lynet. Vi synker ned ad glasdøren. Jeg ser på Nadeho-san.

   "Jeg elsker også dig. Nadeho-kun." Jeg ved ikke, om jeg lyver eller taler sandt, men det er også lige meget, i hvert fald lige nu. Han ser forbløffet på mig. Så begynder han at le. Ikke sindssygt og koldt. Men varmt. Og kærligt.

   "Hvor er jeg glad for det," puster han lettet. Jeg ser ud gennem glasdørene.

   "Var det nogle af dine venner?" spørger jeg. Mit hjerte sidder stadig oppe i halsen på mig. Nadeho-kun ryster på hovedet.

   "Nogle af dine?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej." Han tager min hånd. Selvom en del af mig stadig har i sinde at dræbe ham, så smiler jeg glad. "Hvad laver du?" spørger jeg med et lille ufrivilligt fnis. Han kysser mig på kinden. Hadet forvirres. Men det styrkes, da min mors lig dukker op for mit indre blik. Jeg håber virkelig at jeg er en god skuespiller nu!

 

Jeg lukker døren ind til min lejlighed. Nadeho-kun står tæt bag mig. Jeg vender mig om og ligger armene om ham. Han tager fat om min talje. Jeg kysser ham og ligger benene om hans hofter. Han knuger mig ind til sig og vakler lidt baglæns. Hans tunge er varm og på en eller anden måde betryggende. Uden at vide hvordan, er vi pludselig i mit soveværelse. Jeg presser al min væg ind mod ham, hans lægge støder mod min sengekant, og han falder bagover på madrassen. Jeg hviner. Et øjeblik ligger vi på madrassen og ler, mens vi ser hinanden ind i øjnene. Så kysser vi hinanden igen, et hårdt men dejlig kys. Mine hænder famler ved hans skjorteknapper. Han ler, jeg smiler, og mærker hans hænder på min ryg. Han binder snoren i min sygeplejerskeuniform op.

   Pludselig befinder min krop sig i en panisk tilstand. Jeg tager fat om hans hænder, kommer til at bide ham i læben. Et øjeblik ser jeg på hans lukkede øjne. De åbner sig langsomt.

   "Undskyld," siger han langsomt og forvirret. Jeg forstår ham godt. Hvordan kan jeg bilde mig ind at prøve at tage hans skjorte af ham, men ikke lade ham tage min af? Men i det samme sætter han sig op. Jeg glider ned fra hans mave og sidder nu på hans lår. Jeg ved ikke helt, om jeg rigtig, rigtig, godt kan lide at sidde lige netop her, eller om jeg virkelig, virkelig, hader det. Nadeho-kun river sin skjorte af, og smider laserne på gulvet. Jeg savler næsten over hans svulmende brystkasse og veltrænede mave. Hans arme er muskuløse og slank som resten af kroppen. Han snor armene om bag mig under mine arme, og hans varme hænder løber igennem mit bagerste hår. Med tænderne får han de tre knapper ved mit bryst op. Jeg bliver varm, da han kysser mit ene bryst. Jeg sukker. Han kysser mit brystben, kraveben, lader læberne glide op ad min hals og kysser mig i nakken lige under sine egne hænder. "Kan du lide det?" Som svar sukker jeg dybt og tilfreds.

   "Min tur," sukker jeg. Han smiler tilfreds og napper mig i øret. Jeg fniser og rejser mig op. Han ser undrende på mig. "Lad være med at kigge," fniser jeg. Han klukker.

   "Åh, okay..." Han lukker øjnene med et smil. Jeg åbner mit walkin-closet og lukker døren forsigtigt efter mig. Jeg tager mig til hovedet, for at klare min tågede hjerne. Hvad har jeg gang i? Jeg hader ham jo! Hvorfor gør han mig så varm? Hvorfor nyder jeg hans kærtegn og kys? Det eneste, jeg vil give ham, er retfærdighedens kys! Eller, måske nærmere hævnens. Men for at kunne give ham det, skal han også være varm først.

   Jeg finder noget tøj bagerst inde i skabet. En trøje, der er så kort, at den lige akkurat ikke viser andet end det nederst af min BH, jeg har planer om at holde C-skålen for mig selv. På den anden side, så får han den sikkert af mig... Ud over det tager jeg vildt korte shorts på, det kunne lige så godt være underbukser. Jeg ser mig i spejlet. Min trøje kan knap nok kaldes et stykke stof. Min kavalergang er ekstremt synlig. Forhåbentlig er det nok...

   Jeg går målrettet ud til Nadeho-kun. Han måber og spærrer øjnene op. Jeg tager fat i min hårelastik og hiver den ud. Jeg kaster med håret, som flagrer rundt om mig og bliver stort og vildt. Nadeho-kun kryber lidt tilbage i sengen, fuldstændig ligesom jeg ville have det. Jeg kravler langsomt hen mod ham på alle fire. Stakkel. Han prøver at slide blikket fra min kavalergang. Jeg skubber ham ned at ligge og kysser hans talje. Jeg fortsætter hen over maven, op mod ribbenene, brystet og skulderen. Jeg giver mig god tid til at forkæle ham med kys på halsen. Han stønner. Den ene lyd sender en følelse af 300 watt igennem min krop. Jeg famler efter kniven, som ligger lige i nærheden.

   "Jeg elsker dig," siger han igen. Af en eller anden grund, så gør det ondt at høre. Snart vil det være slut. Jeg har fat om kniven. Jeg slikker ham på halsen. Han udstøder en særdeles tilfreds lyd. "Fortsæt, fortsæt, jeg beder dig, Amomiko-san, du må ikke stoppe!" Hvad har han gang i? Tror han helt seriøst, at jeg rent faktisk nyder det her? Okay, måske nyder jeg det en lille smule. Men han dræbte min mor! På grund af ham, er jeg alene i verdenen. Som om nogen kunne tilgive den, der ødelægger deres liv!

   "Nadeho-kun," hvisker jeg ind i hans øre.

   "Ja?" hvisker han endnu lavere. "Hvad er der?" Jeg river kniven frem og sætter den for hans hals. Han ser rædselsslagent på mig. Jeg sætter mig over skrævs over hans ribben. "Amomiko-san! Hvad er det du gør?!"

   "Du dræbte min mor! På grund af dig er jeg alene! HELT ALENE!" Hans øjne bliver store.

   "Så du vil hævne dig ved at dræbe mig?!" Hans stemme er skinger og fuld af frygt - godt!

   "Hvad ville du gøre," snerrer jeg. Han ser på mig med et såret blik, som et dyr, der er ved at dø.

   "Vende den anden kind til," siger han tomt. "Amomiko-san, jeg ved ikke hvad jeg gør. Jeg ved godt, at det er en meget tynd og slidt undskyldning, men den er sand. Jeg vågner stadig om natten, og hører hende skrige, hører mig selv skrige. Tror du, at jeg syntes det var sjovt? Jeg havde nær dræbt min egen bror! Hvis du tror, at du er den eneste af os, der følte sig forladt efter det. Ingen ville have noget med mig at gøre! JEG ELSKEDE DIG!" Så bliver han helt slap. Erkendelse skyller ind over ham. "Men du elsker ikke mig," siger han langsomt. "Det her var hele tiden din plan. Var det ikke?" Jeg får tårer i øjnene, men blinker dem hurtigt væk.

   "Aldrig." Han læner langsomt hovedet bagover og blotter sin strube.

   "Jeg vil ikke leve, hvis du aldrig kan elske mig." Han synker en klump. "Dræb mig," hvisler han. Han ser tomt på ham. "Jeg hader mig selv for hvad jeg har gjort. De sidste uger har været de bedste i mit liv... Bare dræb mig. Bliv som mig." Jeg ser tvivlsomt på kniven. Jeg vil blive som ham så... Jeg retter kniven op, så den vil gennembore hans strube.

   "Et sidste ønske?" spørger jeg hånligt. Han ser på mig med skinnende øjne.

   "Ja. Husk det her: Jeg løg ikke - jeg elsker dig virkelig." Jeg bider mig i læben. Vil så gerne støde kniven. Vil så gerne slutte ham. Men... Kan jeg det. I mit øjeblik af tvivl, river han kniven ud af hånden på mig.

   Blod pletter sengetæppet. Flyder ud over hans hånd. Jeg ser ham ind i øjnene.

   "Hvad..." siger jeg stille. Han hoster, blod lander på mit ben.

   "Du var for længe om det." Så falder han tilbage. Ikke død. Ikke levende. Jeg farer op, da det går op for mig. Jeg må redde ham. Jeg elsker ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...