Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
1025Visninger
AA

11. Den sociale rangstige (grøn)

En sten hoppede hen over gaden. Det gav en metallisk lyd, da den ramte nedløbsrøret på en af det høje faldefærdige huse. Han sparkede til en mere. Den løb efter den anden, men blev stoppet af en større sten. Præcis som han var blevet. Dengang. Dengang de var kommet. Dengang de ville have fat i hans fars penge. Dengang han og hans familie stadig var lykkelige, og i toppen af den sociale rangstige. Dengang han kun var tre. Men det var længe siden. Alt det var for længst glemt, og det der betød noget nu, var at se fremad, og håbe at alt blev bedre.

   En kat løb forbi ham. Den blev efterfulgt af en gøende hund. Det var lige før han misundte hunden, men kun næsten. Han havde i det mindste andet at tage sig til, end at jagte dem der var mindre end ham selv. For eksempel at nå frem til skolen, før undervisningen begyndte.

   Rene idioter, det var hvad skolen bestod af. Fnisende og hvinende piger, store muskelbundter af sportsidioter, og klasseværelser fulde af selvglade matematiknørder. Det var, hvad skolen bestod af. De populære, de gennemsnitlige, og så var der ham. Men han var ligeglad. Han var iskold, brød sig ikke om nogen eller noget, det beviste arret på kinden. Sådan set var der ikke nogen grund til at han om i skolen, der var alligevel ingen der gad have sådan en som ham til at arbejde for sig, men det var det, eller kæmpe for livet på gaden. 

   ”Så dukkede du endelig op,” lød en stemme. Det var Lee, skolens absolut største nar! Hver eneste dag ventede Lee på at han skulle komme, hver eneste dag var der slagsmål fra morgenen, og hver eneste dag blev han bragt til skolesygeplejersken, med alt lige fra næseblod, til brækkede knogler. Lee brød sig ikke om at tabe, og brød sig endnu mindre om ham.

   ”Lad mig være,” sagde han, og gik lige forbi.

   ”Det tror jeg ikke,” svarede Lee. ”Jeg vil have hævn for i går, og det sker i dag!”

   ”Det er godt at høre at du er målbevidst,” sagde han.

   ”Du tror du er så sej,” snerrede Lee. ”Du siger du lever sådan et hårdt liv på gaden, sådan et hårdt liv uden forældre, du prøver bare at spille sej! Dine forældre skammer sig sikkert over dig, og over at du er stukket af.”

   ”De er døde,” sagde han kort.

   ”Ja, og du slutter dig snart til dem.” Lee kom styrtende imod ham, men før den store dreng nåede at se hvad der skete, lå han på jorden. ”Hvordan gør du det?” snerrede Lee. ”Pokker tag dig Yunaki!” _ En rumlen brød skolegårdens fred. Lyden blev højere, og en stor sort skygge bredte sig over skolegården. Yunaki, der endelig var ved at vinde sin første kamp, så vredt op. Blodet i hans krop stivnede, da han fik øje på den store hvide og sorte bjørn. Det lignede en panda, men samtidig også en soumoubryder. Bag den stod en hær af bittesmå vingummibamser, bevæbnede med lakridsvåben. Yunaki så sig omkring. Det var løgn! Det var umuligt. Det var dem

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...