Lust

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang
Dimitri er vampyr, og han lever det fuldt ud. Han er arrogant, stærk, egoistisk og ser godt ud. Han er sig egen herre og han lever sit liv bedst alene. Lige indtil denne pige..
Historien forgår i middelalderen :-)
*En typisk kærligheds historie mellem vampyr og menneske, bare med atypiske og meget voldelige og seksuelle scener. Det skal også gøres opmærksom på at Dimitri er ikke den søde drømmefyr alle små teenage piger drømmer om. Nu er i advaret. Dette er virkelig ikke en novelle for den svage læser.

20Likes
13Kommentarer
1561Visninger
AA

5. Dimitri Roosma

Det var mørkt. Alt for mørkt. Avery trak hendes tunge og ømme krop ud af sengen, og stod så i lidt tid for at få hendes øjne til at vende sig til mørket. Det eneste hun kunne se var mørke skygger. Hun fumlede sig vej hen mod vinduet, og trak så gardinet fra. Lyset fra den op stigende sol, sprang ind i rummet, og oplyste det rodet værelse. Stolen var smadret, bordet var væltede, sengen var slet ikke hvor den skulle være og tæpper og halm var fordelt i hele rummet. Hun gøs, da hun blev mindet om nattens begivenheder. Avery lagde armene om sig selv, og satte sig langsomt ned. Hun rystede, og snart havde kinderne våde spor fra tårene. Hun følte sig beskidt. Hun pressede hendes lår ekstra sammen. Aldrig igen. 
En smerte fra hendes hals, begyndte at pible frem. Hun følte forsigtig på såret, med hendes fingre. Det var som to stiksår, bare større. Hun rystede endnu mere, og krympede sig sammen.

"Avery.. Slå de gardiner for igen" En hvisken kom frem fra hjørnet. Dimitri sad krympet sammen, nøjagtig som Avery. Avery rettede sig op, og studerede ham nøje. Det var underligt at se ham, som et skræmt byttedyr. Det gav Avery styrke se ham sådan. Hun rejste sig op, og gik hen mod ham. 

"Hvem er du?" Averys stemme var slimet til at afskyelse. 

"Luk så det vindue til, Avery" Dimitris stemme var ikke andet end en hvisken, men der var stadig så meget kraft over det han sagde. Averys hår på armene rejste sig, og hun kunne igen mærke smerten fra i går. En hver anden havde flygtet nu. 

"Hvem er du, Dimitri?"

"Din far leder efter dig. Du gør klogt i at få dækket det vindue, og så smutte herfra. Hvis ikke du gør det lige nu, så kan jeg love dig at når natten falder, så kan du kysse farvel til at hvad du har kært, også dit eget liv."

Avery sank, hans ord var fuld af had og mørke. Han mente det. Hans hypnotiserende blik var fast rettet mod hendes. Hun burde flygte lige nu. Men hun vil først hører ham sige det. Hun vil høre det fra hans mund, så hun var sikker på at det ikke var hende, der var blevet skør. 

"Hvem er du?" Hun satte hendes skarpeste tone på, og så beslutsom ned på ham. Kæmpede mod hans hypnotiserende kræfter. 

Han hvæsede af hende. Dumme tøs! Han tror da fanden hun ikke er gift, når hun skal være så stædig. Hvilken mand, vil have en kone der siger ham sådan i mod? 

"Jeg er et monster. Jeg er et blodsugende monster. Det monster som landsbyens gammelkone fortæller de små børn. Jeg er det man kalder for en vampyr." han tog et øjeblik og forsatte så "Og nu min kære blomst. Luk så de gardiner." 
Avery var så lammet. Det var altså sandt. Hun tog sig til såret, og tænkte det hele igennem igen. Hun havde hele tiden haft det i tankerne. Men hun troede vampyrene var uddøde for flere årtier siden. Hun vendte sig om for at dække vindet til igen, og skyndte sig så hen mod døren. Lige inden hun tog fat om håndtaget mærkede hun kulden bag hende. Han tog fat om hendes håndled, og vendte hende om. "Dette her er vores hemmelighed, Avery. Det er meget vigtigt du vogter den, med dit liv." Hun nikkede stumt, og da han gav slip, smuttede hun hurtig ud af døren. 

 

Hele dagen havde Dimitri holdt sig inde på sit værelse, med en klar melding om at gæster ikke var velkomne. Arthur var gået flere gange forbi døren til værelset, men der kom ikke en lyd derfra. Men han lagde ikke særlig meget i det, han vidste at Dimitri var et nattevæsen. Arthur vidste dog ikke at det var så bogstavlig. 

 

Solen var ved at gå ned, og det kunne Dimitri mærke. Han sad inde på hans værelse, og stirrede tomt ud i ingenting. Værelset var i orden igen. Alt stod som det skulle, ikke et eneste spor fra natten tumult. Avery hjemsøgte hans tanker. Stadig. Arthur havde ret, hun var blevet en utrolig køn kvinde. Han havde en følelse af at han vil have mere af hende. Han begærede hende. Han fantaserede om at tage hende igen og igen. Han kunne næsten smage hendes blod. Aldrig havde han smagt noget så sødt. Han sukkede og rejste sig op. Natten var begyndt, og han havde meget han skulle nå. 
Nede i kroen var der ikke meget gang i den. De samme skumle mænd fra i går, sad der stadig og hviskede. De måtte være stamkunder. 

"Dimitri! Vågnet op til dåd!" Arthur lo, da han gik hen mod Dimitri. Dimitri lo tilbage, dog en smule tilbageholden. Han havde ikke tid, til at små sludre. 

"Arthur, jeg vil gerne snakke, men jeg har en aftale med en..." Dimitri tøvede, ".. Gammel ven." 

"Åh jeg forstår. Stadig lige så mystisk som jeg huske dig." Arthur blinkede med det ene øje, og lod Dimitri så gå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...