Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6041Visninger
AA

19. Reinforcement is coming - Forstærkningerne kommer

Den næste morgen dukkede Alaric op med computergeniet og de fik lavet et kontor i rummet ved siden af køkkenet, forsigtig med ikke at blive opdaget af kameraet der stadig kørte i dagligstuen. Jeg havde aldrig rigtig været teknisk og var en smule imponeret af den måde han brugte en computer og alle de ting der var sat til den. Alaric så ud til at kende computer verdenen sådan nogenlunde, for han havde interessante samtaler kørende med Jay, computer troldmanden.

 

”Så du tænker det vil være forholdsvis let at finde ud af hvem der gør det her mod os?” spurgte Stefan ham, lænende nonchalant op ad væggen med armene krydset over brystet.

 

”Måske ikke så nemt igen…” sagde han smilende. ”Men siden du har valgt den rigtige fyr, så tror jeg vi kan finde ud af hvilken PR-adresse de bruger.”

 

De begyndte med at komme mere ind i det tekniske og det var langt over min liga. I stedet for at stå som tilskuer og føle jeg er en total idiot, så forlod jeg rummet. I dagligstuen sad Katherine og Elena i sofaerne overfor hinanden. Jeg spurgte først om jeg forstyrrede, men de sagde jeg var velkommen til at joine dem. Det føltes mærkeligt at sidde her med de identiske kvinder, og jeg havde faktisk gået i skole med et par piger der var enæggede tvillinger. Det her var endnu mere underligt.

 

Vi havde ikke rigtig gang i en samtale, så da Damon slentrede ind i rummet og gik over til bordet med alkohol for at tage sig et glas whisky, holdte Katherine sin finger oppe. ”Jeg vil gerne have sådan én!”

 

”Kommer straks, frøken Katherine!” Damon gjorde grin med hende, men gav hende alligevel et glas whisky og satte sig så på sofaen ved siden af mig.

 

”Nå, beholder du stadig denne her som et kæledyr?” sagde hun og kiggede nonchalant på mig.

 

”Katerina!” irettesatte Elijah hende og hun kiggede øjeblikkeligt væk.

 

Hvad?! Damon, Elena og jeg prøvede på ikke at gispe. Jeg havde ikke engang set ham komme ind i rummet, han dukkede bare op. Var Katherine virkelig i hans snor? Det var for forbavsende bare at overveje. Vi bestemte os for ikke at kommentere på det.

 

”Elijah.” Damon begyndte med at snakke om noget helt andet. ”Siden jeg skal til at hjælpe dig, og din familie, så har brug for hjælp til gengæld.” sagde Damon og jeg huskede at han aldrig havde stolet på Elijah’s hjælp.

 

”Hvordan kan jeg være til tjeneste? Det vil jeg rigtig gerne!” sagde Elijah kynisk.

 

”Vil du venligst komme med mig?” Damon gjorde alt hvad han kunne for at ignorer kommentaren og ledte ham til køkkenet. Jeg forstod øjeblikket hvad for en slags hjælp han havde brug for. Efterladt på sofaen var os tre piger, med ikke særlig meget at snakke om. Selvfølgelig, bortset fra…

 

”Katherine… har du nogen spor om dit forhold til Elena?” Katherine blev næsten kvalt i whiskyen og Elena stirrede chokeret på mig. ”Undskyld, men vi er alle døende efter at vide det.” jeg trak på skuldrene, faktisk følte jeg mig lidt kæphøj, det var måske en fejl…

 

”Men Emma, dette er måske ikke lige stedet eller tidspunktet at diskutere det på.” Elena afbrød mig med et blik der mindede mig om der stadig var et kamera placeret i loftet.

 

”Ja, du har ret Elena. Det jeg ked af, jeg ville ikke skabe problemer.” undskyldte jeg.

 

Der var et bank på døren og jeg tog det som mit signal for at gå. Udenfor stod Caroline og Taylor og jeg bød dem indenfor.

 

Klaus kom gående ned ad gangen og nikkede til mig.

 

”Indblandingspige.”

 

”Klo-dreng!” svarede jeg kæphøjt og det lignede næsten han smilede.

 

”Klaus.” sagde Taylor og jeg forventede næsten han ville bukke. Klaus klappede ham på skulderen og førte ham ind i dagligstuen.

 

Caroline gik bag dem og så virkelig irriteret ud med respekten der kom fra hendes kæreste. ”Hvad hvis jeg sagde han skulle stille sig foran en kørende bil, ville han så gøre det?” mumlede hun stille.

 

Jeg fniste. ”Du af alle mennesker burde vide de kan høre dig.”

 

”Ja vi kan.” hørte jeg Klaus sige.

 

”Kom, lad os finde Elena.” jeg hægtede min arm i hendes og gik hen til køkkenterrassen med hende, hvor jeg vidste Elena sad, Elena og Katherine. De to dobbeltgængere stoppede øjeblikkeligt deres samtale, da mig og Caroline kom og satte os ud på terrassen. Caroline så ud til stadig at være alarmerende med Katherine’s tilstedeværelse. Der havde sket en del mellem dem det sidste år og Caroline stolede ikke på hende.

 

Vi gjorde vores bedste om at have en afslappet samtale, for at ignorer spændingen, men det gik ik’ særlig godt. Taylor kom ud og ville gerne snakke med Caroline, så hun rejste sig op og forlod os.

 

”Emma. Katherine fortalte lidt om hendes datter.” Elena afslørede hvad de to havde snakket om, da de var alene.

 

”Har du fundet ud af noget omkring hende?” spurgte jeg.

 

”Jeg ved ikke hvorfor vi snakker om det her med dig.” hun stirrede på mig. ”Og hvorfor var du ikke overrasket over jeg har en datter?” spurgte hun og jeg havde ikke tænkt over at den information var en overraskelse for alle andre end mig. Uuuups, nu har jeg gjort det igen.

 

”Men har du ikke… åh, nej det var… undskyld jeg har forvekslet dig med en anden.” jeg følte jeg prøvede at grave mig selv ud af et hul. ”Så du fik en datter før du blev forvandlet?”

 

Der var et mistænksomt blik i hendes øjne et endnu mere mistænksomt blik end før. Og jeg tænkte tilbage på dengang Damon forsvarede mig imod hende. Var hun interesseret i ham igen nu, bare fordi ham og jeg havde noget sammen? Det fik mig på en tanke; hvad nu hvis Damon ville have hende tilbage? Jeg havde ikke krav på ham. Måske skulle jeg gå hen og snakke med ham, men var jeg virkelig klar til allerede at tage skridtet væk?

 

”Emma, du falder hen!”

 

”Åh, undskyld, jeg ville ikke være uhøflig.” sagde jeg til Elena og Katherine. Jeg prøvede at lytte til historien om hvordan Katherine ledte efter sit barn, som hendes far havde taget fra hende. Jeg kunne relatere til hendes historie, med det barn jeg aldrig ville få. Tristheden tog et tag i mig, jeg havde ikke tænkt på det i lang tid.

 

”Emma?”

 

”Jeg ked af det. Jeg… jeg tror jeg bliver nød til at gå, undskyld mig.” jeg gik før de kunne se tårerne, der begyndte med at komme frem i mine øjne. Jeg gik op på mit værelse, nej undskyld, det her var ikke mit værelse, det var Damon’s og jeg hørte ikke til her. Jeg stod foran spejlet ved håndvasken og prøvede at slappe af.

 

”Emma?” det var Stefan. Jeg havde ikke set ham det meste af dagen. Han havde været sammen med Alaric og Jay, computer fyren. ”Er du okay?”

 

Jeg snøftede og tørrede mine øjne før jeg kiggede på ham.

 

”Ja, jeg har det fint.” løj jeg, sikkert ikke overbevisende, men stadig.

 

”Nej du har ikke.” sagde han seriøst og hans øjne efterså mine. ”Er der noget jeg kan gøre?” jeg så faktisk sympati i hans øjne og jeg hørte medlidenheden i hans stemme. Wow! Der var stadig ærlighed og empati i ham.

 

Jeg strakte min hånd ud og strøg hans arm. ”Tak, virkelig. Det er noget jeg skal snakke med Damon om, men tak.”

 

”Skal jeg ringe til ham?”

 

Jeg smilede et tårefuldt smil. ”Nej, jeg skal nok klare mig.”

 

”Sikker?” spurgte han, nikkede og gik nedenunder igen.

 

Damon dukkede op så snart Stefan var væk og holdt mig tæt, mens jeg græd. Først var han sur og spekulerede over hvad der havde sket, men jeg forklarede at det havde noget at gøre med det jeg fortalte ham ved søen.

 

Jeg vaskede mit ansigt da tuderiet var ovre, tog noget nyt eyeliner og mascara på før vi gik nedenunder med min hånd i Damon’s.

 

Elena kom og krammede mig med det samme vi kom nedenunder i gangen. ”Hvad skete der?” ville hun vide, men jeg kunne ikke forklare mig.

 

Jeg kiggede på Damon efter komfort. ”Katherine er ikke den eneste der har mistet et barn.” sagde han hårdt, men stille til Elena hvis øjne blev store også krammede hun mig. Jeg takkede hende og forklarede kort, at det skete for lang tid siden og at det ikke var behageligt at snakke om. Hun nikkede og vi gjorde vores bedste med at ignorer emnet.

 

Damon vendte tilbage til det midlertidige kontor ved siden af køkkenet, da Bonnie dukkede op et stykke tid senere. Hun havde en mørkhåret pige med som jeg genkendte, men det tog mig en del tid at finde ud af hvem hun var. Det var hendes kusine Lucy, heksen der havde hjulpet Katherine ved maskeraden.

 

Hun og Katherine sagde hej til hinanden og selvom de så ud til at være kolde over for hinanden til at starte med, så krammede de lidt efter.

 

Elena introducerede mig for Bonnie. ”Det her er Emma, min ven.”

 

Vi sagde hej og Elena forklarede hurtigt, men meget stille at der var mere ved mig, end øjet lige kunne se, at jeg vidste ting jeg ikke burde. Elena lovede at forklare nærmere på et senere tidspunkt. Hun kastede undrende blikke mod mig, men jeg følte mig sikker med at Bonnie kendte til min hemmelighed.

 

Damon og Elijah kom tilbage fra køkkenet og gik hen til os.

 

”Elena. Hekse.” og det var hans måde at sige hej på.

 

”Du har fået flere heksekræfter kan jeg se Bonnie. Rart at møde dig, Lucy, du er en ven af Katarina’s, er du ikke?” spurgte Elijah og Lucy nikkede med et lidt overrasket blik. Jeg smilede endnu engang over den måde Elijah udtalte Katherine’s navn, med ringende r’er fra toppen af hans tunge.

 

”Alt okay?” spurgte jeg Damon, hvem jeg vidste ville være en mester til at afbøje spørgsmål.

 

”Kunne ikke være bedre.” han smilede og havde sin arm om min ryg, mens hans opmærksomhed var på Bonnie, Lucy og Elijah.

 

Katherine efterlod os på terrassen.

 

”Hvad skal der ske?!” Bonnie lød virkelig bekymret.

 

”Vi ved det virkelig ikke.” sagde Elena. ”Elijah sagde bare du måske kunne lave en eller anden form for magisk barriere ingen ville kunne komme igennem, er det muligt?”

 

”Ja.” sagde Lucy. ”Vi kan lave en besværgelse der holder vampyrer inde, ligesom den Bonnie lavede til maskeraden og vi kan lave en der holder alt det uhyggelige ude.” sagde Lucy med attitude og skulede på Damon.

 

”Damon skal nok sørge for du er i sikkerhed.” sagde jeg. ”Han lovede Emily for længe siden, at han ville beskytte hendes familie.” Bonnie, Lucy og Damon’s hoveder røg op.

 

”Måske var jeg ikke lige klar til at afsløre den hemmelighed.” sagde han med et skævt ansigt.

 

”Måske var det tid…”

 

Kusinerne stirrede bare på den her sort håret jeans klædte kæphøje dreng der stod foran dem. ”Kendte du virkelig Emily Bennet?” den information så ud til at være glemt for Bonnie.

 

”Jeg sagde det jo til dig da hun hjemsøgte dig, men du ville ikke høre.”

 

”Men hun levede i 1860… eller noget.”

 

”Ja jeg er gammel.” snerrede han og jeg begyndte med at fnise. ”Måske skulle du ha’ valgt en yngre dreng.” han skulede på mig, men det forsvandt ind til et smil.

 

”Og miste min evige lækkerbisken?” jeg tog mine arme om hans liv og han holdt mig tæt.

 

”Alder er ingen hindring…” sagde Elijah med et skuldertræk og smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...